Author Archive

Lektør udtalelse fra DBC: Tænk dig til det hele

Written by admin on . Posted in Lektør udtalelser

Lektørudtalelse fra DBC – uge 2008/05

Lektørudtalelse (08/05) 2 707 485 5 (A)

Lauridsen, Irma: Tænk dig til det hele, visualisering – guide og ideer/ Irma Lauridsen, forord af Carsten Vagn-Hansen. – Vanessa. – 143 sider. – DK 61.36

 Anvendelse/målgruppe/niveau

Henvender sig til alle, der kunne tænke sig at ændre ting i livet ved hjælp af visualisering.

Beskrivelse

Forfatteren har arbejdet med visualisering i mange år. Hun bruger det som en integreret og meget jordnær del af sin dagligdag, og det er de tanker, hun formidler videre i bogen. Vi får først en gennemgang af de forskellige farvers betydning og noget om afslapning før visualisering. Dernæst en lang række kapitler, der indeholde forslag til konkrete visualiseringer: helbredelse af knuder, energi, mod, afstressning, varme, at blive slank osv. Man kan også hjælpe sig selv til rygestop og finde en kæreste. Forfatteren henviser overalt til at søge læge, hvis der er tale om alvorlig sygdom sideløbende med visualiseringen. Læge Carsten Vagn-Hansen har skrevet forord til bogen. Irma Lauridsen har skrevet om det okkulte og om vægtproblemer foruden en lang række børnebøger.

Sammenligning

Der findes en del andet om visualisering og positiv tænkning. Den mest efterspurgte lige nu er The Secret – hemmeligheden, 2007 . Irma Lauridsens bog er en mere dansk og meget jordnær udgave af de samme tanker.

Konklusion

En brugsbog, der er fin hvis man skal introduceres til begrebet visualisering. Her får man konkrete eksempler og gode ideer fra første side.

Jette Landberg

Tanken – en utrolig kraft til forandring

Written by admin on . Posted in Visualisering

Flere og flere bliver klar over, hvor stor kraft der er i tanker, plus/minus. Tanken kan forandre. Tanken skaber. Du er, hvad du tænker!

Hvor mange er egentlig klar over, at det kan lade sig gøre at tænke en sygdom væk? Eller at man i det mindste kan tænke sig raskere. Men omvendt, at man også kan tænke sig syg – og at vi af og til gør det uden at være bevidste om, at det kan være noget, vi selv skaber?

En del ville rynke panden og i første omgang tænke, at den slags vist er noget hokus pokus. Men efterhånden er flere ved at opdage, at der er en enorm kraft i tanken, og at tanker forandrer os, fysisk. Plus eller minus. Også videnskaben er begyndt at ”løfte brynene”.

 Dybest set ved vi det jo, at tanken virker fysisk – og masser af os har oplevet det. En person, som sidder i lægens venteværelse, oplever ikke sjældent, at mens han sidder dér og venter, føler han sig pludselig fuldstændig rask. Alene ved tanken om, at hjælpen nu er på vej. Fordi han allerede ser sig rask, kan de tanker i visse tilfælde gøre ham rask! Han visualiserer den tilstand, og den manifesterer sig fysisk.

Er du nervøs, måske for en jobsamtale, kan tanken om det forestående gøre dig søvnløs, give dig hjertebanken, rystende hænder eller røde prikker på halsen.

Er du nyforelsket, føler du dig totalt ovenpå. Du tror, du kan alt. Og du kan alt! Fordi du tror det.

Altså, fysiske virkninger alene af tanken.

 Vi kender det også fra placebo. Patienten får en simpel kalkpille, men tror, det er en kompliceret pille, der vil helbrede hans sygdom. Og det er ikke uset, at sygdommen af den årsag kan forsvinde totalt. Alene fordi patienten var overbevist om, den ville forsvinde, vækkede de tanker hans selvhelbredende kræfter. Hermed ikke sagt, at alverdens sygdomme kan forsvinde på den måde. Men det sker, og ikke så sjældent som vi tror. Og vi kan lære at styre tankerne mod et positivt resultat. At visualisere. Arbejde med det og få glæde af det hver eneste dag og opnå større sundhed generelt.

I bogen ”Slank på den lette måde” gives en del opsigtsvækkende eksempler på netop tankens kraft. Bl.a. fortælles om en rigtig grim skavank, som forfatteren tænkte væk, skønt læger havde sagt, det kun kunne opereres væk. Det beskrives udførligt i bogen, hvordan det blev gjort, og resultatet kan bevises.

Bogen fortæller om lignende eksperimenter, som nok ville forbavse en del. Bl.a. om kontrollerede tanke-eksperimenter, der er gjort med kvinder, som ønskede større bryster – noget, resultatet viste, lykkedes, alene gennem denne visualisering. Men frem for alt viser bogen, hvordan man ved tankens kraft kan slanke sig. Helt naturligt. Og så holder det. Fordi det ikke handler om nogen kur, der tit gør ondt værre. Men i stedet om, at du lærer at bruge tankerne på en bestemt måde, så det skaber en fysisk forandring i cellerne. Og ændrer din livsindstilling.

Måske et forsøg værd – dét med tanken – da ”værktøjet” jo altid er lige ved hånden og ganske gratis. Såe … hvorfor ikke begynde at fokusere tankerne, give det en chance, og ikke nøjes med at høre andre fortælle om kraften i tanken. Men også selv gøre sine forsøg – og forbavses.

Vend livet – elsk!

Written by admin on . Posted in Kærlighed

 Alt for mange går rundt med tanken: Ingen elsker mig!
Hvordan kan man vende den følelse?

Vi ser dem på gaden. I supermarkedet. Hvor som helst. De triste, de lukkede eller de irritable. De går rundt med knugede kroppe og lukkede ansigter. Det lyser ud af mange mennesker, at de ikke føler sig elsket. At de nærmest har opgivet, at det nogensinde vil ske. Alt for mange går rundt med følelsen af ikke at være elsket.
Intet under at et menneske med den følelse ser udslukt ud. Det er forfærdeligt ikke at føle sig elsket. Man kan i værste fald dø af det. Det er jo det eneste, vi lever for, enten vi er klar over det eller ej. Vi bliver syge af manglende kærlighed. Ulykkelige, indelukkede og kolde.

Men hvad er der at gøre ved det? Hvor skal man søge kærlighed? Tja, der er jo mennesker nok – som – paradoksalt nok – også søger kærlighed. Men hvem går omkring og fortæller, at ingen elsker dem, for derefter at bede dem om kærlighed? Eller – hvem gør det endda i den nærmeste familie? I stedet begraver mange sig foran fjernsynet, i lejligheden eller i sengen, med sorgen over tabet af kærligheden.
 Hvor umuligt det måske lyder, ja, så er det muligt at vende det hele. Der er jo også en kraft i hele dette underskud, der kan vendes og blive konstruktiv. Hvor man simpelthen nægter at give op og i stedet begynder at arbejde på at tænke modsat. At få noget positiv stædighed frem. Og siger til sig selv: Okay, jeg erkender, at jeg ikke er elsket. Eller at jeg i det mindste tror, jeg ikke er det. Men så lad mig i stedet begynde at tænke den modsatte vej. Nemlig: Elsker jeg andre? Hvis jeg gør, viser jeg det da? Og hvis jeg ikke gør, er jeg da parat til at ændre det?

Her er det muligt at vende tankerne og tage en bestemmelse, der vil forandre livet fremover. Nemlig: Jeg gør det til min opgave at elske andre! Jeg har ikke noget overskud til det, men så må jeg gøre det af mit underskud. Jeg vil i det mindste forsøge.
Begynder du selv at give kærlighed, er der den allerstørste chance for, at du får den tilbage.
Kærlighed er der nok af. Du kan, hvis du virkelig vil. Hvis du bruger positiv stædighed og tager en fast bestemmelse. En stor hjælp i den retning er i forvejen at skabe billeder af det inde i dig selv. Altså visualisere det, du ønsker skal ske.

Når det er en ærlig bestemmelse, du har taget, at nu vil du gøre noget aktivt for sagen i stedet for at sidde og vente på, at nogen skal komme og gøre livet godt for dig, så sker der noget. Man tror ikke, man har noget at give af i den situation. Men sandheden er den, at man altid har noget at give af. Kilden til kærlighed udtørrer aldrig. Den ligger altid derinde og kan sættes i funktion, når du bestemmer dig for det.
Sig til dig selv: Jeg ved, at masser af andre har det som mig. Hvem siger, det er de andre, der skal starte med at gøre noget ved det? Altså, fra nu af vil jeg øve mig i at være hjælpsom og lyttende overfor andre mennesker. Jeg vil arbejde på at holde af mennesker nøjagtig som de er. Jeg vil øve mig i at give knus, smil og venlige ord. Også til dem, der er kolde og kontante overfor mig.

Og så kommer praksis, der måske lige nu kan virke som en kølig afvaskning. For det er jo ikke sikkert, at andre ved første øjekast kan se, at du nu har bestemt dig for at give varme til dem. Men… rust dig. Giver andre dig en kølig kommentar, da giv dem en varm og venlig til gengæld. Og du bliver overrasket over at se, hvad der sker.
Vi er så vant til, at alt er noget for noget. Hvis andre er venlige, giver vi det samme retur. Men siger nogen kølige eller vrede ord til os, er det bare ud med dem. Hvor tit tænker vi på, at det kunne være fordi de har det ondt indeni? Eller fordi de selv er blevet behandlet på den måde måske stort set altid – og ikke kender til andet?
Vi er ikke vant til at give varme som kvittering for kulde. Men prøv det, og du vil ikke sjældent opleve, at din holdning vil kunne tø sådan et menneske totalt op. Det er helt fantastisk, hvad der kan ske af glædelige og positive ting gennem sådan en ændring. Forandringen sker, fordi alt, hvad du sender ud, enten det er følelser, ord eller handlinger, vil vende tilbage til dig selv. Det er som at se i et spejl. Kunne du måske drømme om at spytte efter en mand, der kommer og klapper dig på skulderen og siger venlige ord? Sandsynligvis vil du i stedet vende dig om og smile. Give ham hånden eller et venligt klap på skulderen retur. Bare så lidt som et venligt ord eller et smil kan udløse ubegrænsede mængder af varme og kærlighed.

Prøv lige at tænke over, hvad det her vil kunne udvirke på globalt plan, landene imellem. Bare ved, at det starter helt i det små. Det vil brede sig. Blive sendt videre. Ind i andre familier. Som går videre med det til deres arbejdspladser og meget, meget længere. Hvor mange krige ville der mon efterhånden blive startet, hvis vi var nok, der tænkte på den måde?
Vi har vænnet os til ikke at sige noget til hinanden, når vi går på gaden eller møder en fremmed på en bænk eller i bussen. Vi ser end ikke på hinanden. Mange af os har gjort andre til luft for os.
Hvordan kan vi så føle os som andet? Et lille venligt nik eller bare et ”goddag”, kunne have bevirket, at hjertet blev lettet en smule fra sin knugede tilstand.
Nogen ser aldrig et andet menneske i øjnene eller siger et eneste ord til nogen. Mange beklager sig over, at de ikke har nogen venner. At det, de ønsker mest af alt, er et menneske, de kan være sammen med af og til og dele lidt af livet med. Sagen er den, at millioner af mennesker har det på den måde! Hvorfor finder vi ikke hinanden? Søger sammen, ved at udstråle, hvad vi søger, eller måske bare sætter en lille annonce i avisen om, at man søger venner? Du vil få masser af henvendelser! Hvorfor lader vi bare som ingenting? Der skal så utrolig lidt til, før det har en positiv virkning.

Du bliver overrasket over virkningen, når du begynder at sende kærlige følelser og handlinger ud. Det er kun kærligheden, der skal til, for at vi kan give hinanden lov at være individuelle. Sikke en landvinding at komme til den erkendelse.
Vi behøver ikke at forstå hinanden for at kunne holde af. Vi behøver ikke være enige i alt. Det er tit forventningerne om ensartethed, der skaber konflikterne og frustrationerne. Fordi to mennesker aldrig kan være ens, er forsøg på ensartethed unaturlig. I stedet handler det om at lukke hjertet op for hinanden.

Altså – er du ikke elsket, så tag en fast beslutning og sig: Det hér skal være løgn! Sådan vil jeg ikke leve. Og så vend det. Elsk selv! Din egen indstilling vil give en kæmpeforandring. I andre. Og i dig selv. Det er fantastisk at se, hvordan hele éns verden kan vende sig. Blive lettere, lysere og gladere. Hvis vi bare gør en indsats.

Din indstilling gør en forskel

Written by admin on . Posted in Lidt af hvert

Mange tænker på, hvor frygtelig, ond og grusom verden er. Vi ser det hver dag i tv-avisen. Og hvor tit tænker vi ikke: Hvor frygteligt, men vi kan jo intet gøre! Men men men…

Mange tænker på, hvor frygtelig, ond og grusom verden er. Vi ser det hver dag i tv-avisen. Og hvor tit tænker vi ikke: Hvor frygteligt, men vi kan jo intet gøre! Men men men…

I den sidste tid har jeg prøvet at vende bøtten lidt. Vi har kigget nok på verdenssituationen. Nu er det tiden at kigge indad, hvor enhver vel i det mindste kan gøre både til og fra. Faktisk mener jeg, vi burde gøre status flere gange om året.

Er man er et menneske, der gerne vil udvikle sig, undskylder man ikke bare med: ”Det var da ikke min skyld”. Hvad med i stedet at tænke: Det handler ikke om, hvad andre gør, men hvad kan jeg gøre bedre?

For nylig tænkte jeg på, hvor gerne jeg vil leve lettere. Ikke spekulere så meget, men i stedet have tillid til, at alt er godt, hvis jeg selv er med til at gøre det godt. Jeg vil være mere modig og sprudlende. Være venligere. Jeg vil smile mere, også til folk, jeg ikke kender.

Vi ved godt, hvor meget et smil kan betyde. Vi ved også, hvor negativt det påvirker os med alle de triste, sure og stressede folk, vi møder. Som maser sig frem i køen og sætter andres blod i kog. Det starter et sted, hvorpå det kører videre fra den ene til den anden.

Jeg har virkelig tænkt alvorligt over det. At jeg vil forsøge at overse det negative. I stedet vil jeg arbejde på at give. Smil, venlighed, kærlige tanker.

Altså, hvis én forsøger at komme foran i køen: I stedet for protester, vend bøtten, smil og sig: Værsågod, du må gerne komme foran mig. Man tror måske, at man ikke kommer langt med sådan noget. Men det er stor misforståelse. Resultatet er forbavsende.

Man mister intet ved at give sig lidt. Tvært imod bliver man selv gladere. Det gør modtageren også. Det viser han muligvis ved, at han så ikke går hjem og skælder ud på kone og børn. Venligheden vil gå videre.

En del ville måske her indvende: ”Jamen mange er jo stadig nogle irriterende idioter. Den slags småting kan måske få den venlige til at føle, at han har gjort noget godt. Og det er sikkert fint for ham. Men i den store sammenhæng ændrer det intet med positive tanker.”

Men jo, det gør det faktisk! Det er lige præcis i det små, det hele begynder. Lige fra vores negative indstilling, kampene i familien, mellem naboer – til krige mellem landene.

Eller fred, ro og en smittende glæde. Venlighed er ikke sværere at vise end vrede. Begge dele handler om vilje – og vane.

Jeg har tit tænkt: Uanset hvordan min indstilling er, smitter min opførsel af og breder sig som ringe i vandet. Jeg bestemmer selv, om det skal være krigs-ringe eller freds-ringe.

Sikke en magt. Og sikke et ansvar.

Er du anerkendt?

Written by admin on . Posted in Lidt af hvert

At være anerkendt – af andre altså – er ofte alfa og omega i vores samfund. Den holdning påvirker os i uhyggelig grad. 

At være anerkendt – af andre altså – er ofte alfa og omega i vores samfund. Den holdning påvirker os i uhyggelig grad.

Du skal ikke tro, du er noget. Sådan siger janteloven, og den retter masser af mennesker sig efter. Vi skal være ANERKENDT af andre, før vi ER noget. Det oplevede jeg en dag på en maleriudstilling. Jeg elsker at gå på udstillinger, måske fordi jeg selv maler.

”Åh, er du også kunstner?” spøger folk, når de hører, at jeg ikke kun skriver bøger, men også maler – og jeg svarer: ”Kunstner? Hva’ fa’n er det?”

Udstilleren på galleriet var en anerkendt kunstner. En del af billederne var spændende, mens andre lignede nogen, min søn malede som treårig. Min veninde og jeg kiggede, mens galleriejeren gjorde os selskab. Pludselig sagde min veninde: ”Irma maler også.”

Galleriejeren spurgte uinteresseret, hvem jeg var. Det fortalte jeg, og fortsatte: ”Jeg håber at komme til at udstille her i galleriet en dag!”

Egentlig sagde jeg det sådan lidt for sjov, men nu var det op til ham. Jeg har udstillet mange steder, så udelukket var det vel ikke. Men manden så kritisk på mig og kvitterede med spørgsmålet:

”ER DU ANERKENDT?!”

Da den sætning altid får mig til at se rødt, svarede jeg omgående: ”Ja! Jeg er anerkendt af mig selv! Og af dem, der kan lide mine billeder.”

Bag mandens hånlige smil læste jeg ordene: ’Tosse! Tror du virkelig, det betyder noget, at de forkerte folk kan lide dine billeder!’

Nu fik jeg nøje forklaret, at det, der virkelig betyder noget, er, at man har udstillet på Kunstnernes Efterårsudstilling eller Charlottenborg. Så er man anerkendt. Ellers kan man godt pakke sammen. Jo, det vidste jeg godt men takkede alligevel rørt for hans oplysninger.

Få dage efter var der ikke mindre end to, der ringede og spurgte, om jeg ville udstille hos dem. Et stort, anerkendt hotel. Og et dyrt, anerkendt galleri. Den ene havde set mine billeder på min hjemmeside, sagde han, og han ville give meget for at få lov at udstille dem.

Såe… om jeg er anerkendt? Tja, jeg spørger stadig – af hvem? Og svarer: Rend mig med jeres snobberi! Hvad med at tænke selv?! KIG dog på billedet i stedet for navnet – og mærk, om det giver dig en oplevelse eller ej.

Så længe jeg kan sige JA til det jeg selv laver – så længe jeg kan flyve op i loftet af glæde over de farver og former, jeg får sat sammen – da er jeg ankerkendt af mig selv. Og det er nok.

Pony’ens fødselsdag

Written by admin on . Posted in Lidt af hvert

I går fejrede vi Pony’ens fødselsdag. Ikke fordi vi har nogen pony. Men fordi vi bare havde sådan en lyst til at feste. På grund af det vidunderlige vejr og alle de smukke blomster, der vokser op af jorden og folder sig ud i de skønneste farver. Ja – på grund af alt det LIV!

Men … hvorfor så blande en pony ind i det? Jo, det er kommet helt tilfældigt, og da jeg første gang hørte dén om ponyen, grinede jeg meget og tænkte: Yes! Sådan! Hvorfor ikke tænke lidt alternativt og bare lade livet være let… Eller også bare lade være med at tænke så meget, for en gangs skyld.

Ideen fik jeg fra en meget glad og livlig ung pige, der er fyldt med humør og gåpåmod. Hun sagde engang til mig: ”I går fejrede jeg og min kæreste ponyens fødselsdag!” Og jeg indskød hurtigt: ”Hvilken pony?” hvortil hun svarede: ”Det ved jeg ikke. Det er da også lige meget, er det ikke? Vi havde sådan en lyst til at feste, men ingen havde fødselsdag eller andet, der kunne festes for. Men jeg begyndte alligevel at lave lækker mad, lagkage og den slags – og forberede en lang tur ud i det blå. Og min kæreste spurgte: ’Hvad fejrer vi?’ Jeg svarede bare: ’Ponyens fødselsdag!’ Det er længe siden vi indførte ponyens fødselsdag, men det er fantastisk at fejre den, uanset hvad det så er for en pony. Og vi fejrer den mange gange om året – lige så tit vi har lyst. Nogle morgener siger jeg: ’Jeg kan mærke, at det er ponyens fødselsdag i dag.’ Og så er der fest.”

Så – den har vi også indført hos os nu. For ærlig talt, har de fleste af os ikke brug for lidt mere fest og glæde end det, vi normalt fisker frem af den grå hverdag? Faktisk tror jeg, de fleste kender følelsen: Solen står op under en skyfri himmel, æbletræerne blomstrer, alt dufter og stråler, og der er bare den dér fantastiske følelse i luften, at livet er skønt, og at der skal festes. Men for hvad? Tja, for dem, der behøver en grund, der er til at tage og føle på, kan ponyen være en redning. Det kan den også for dem, der bare vil have lidt sjov i gaden og er til fest og farver og har lyst til at mærke barnet i sig. Som har brug for at løfte livet lidt, og som elsker en solskinsdag og de nyudsprungne blomster og en skovtur og en lækker lagkage, måske endda med lys i – og en pony.

Mord til aftensmaden

Written by admin on . Posted in Lidt af hvert

Mange familier sidder dag efter dag og sluger al volden fra tv-avisen rå. Ofte får børnene lov at kigge med – som en selvfølge. Hvorfor? Og – hvem gavner det mon? Hvorfor lukker vi uden videre volden ind i vores liv på den måde – uden at sige fra? Er vi blevet ufølsomme overfor volden? Følgende vil jeg fortælle lidt om, hvad jeg oplevede en tirsdag aften. 

Mange familier sidder dag efter dag og sluger al volden fra tv-avisen rå.
Ofte får børnene lov at kigge med – som en selvfølge.
Hvorfor? Og – hvem gavner det mon?
Hvorfor lukker vi uden videre volden ind i vores liv på den måde – uden at sige fra?
Er vi blevet ufølsomme overfor volden?
Følgende vil jeg fortælle lidt om, hvad jeg oplevede en tirsdag aften.

 Familien, jeg besøgte, havde et ekstra tv i køkkenet. Og hver aften stod den varme mad på bordet præcis klokken halv syv, lige når tv-avisen begyndte. Som et fast ritual greb faren forventningsfuldt fjernbetjeningen og trykkede. Jeg satte mig og kiggede med.

”Stille, så jeg kan se, hvad der er sket,” sagde faren og rakte i blinde ud efter en frikadelle, mens øjnene hang ved skærmen. ”Det er jo vigtigt, vi følger med, så vi ved, hvad der sker i den virkelige verden.”

”Hvorfor det?” spurgte knægten på elleve, idet faren bad ham flytte stolen lidt, så han ikke spærrede for udsynet til den virkelige verden.

”Nu så jeg ikke, hvad det var med dét mord. Hvordan var det, han slog hende ihjel?”

”Frygteligt,” jamrede moren og skelede til mig, som nikkede. ”Jeg får helt ondt i maven. Og hun var endda ikke ret gammel.”

”Er det da bedre at slå de gamle ihjel?” indskød drengen, der også fulgte den virkelige verdens fremrullen på skærmen.

”Vil I høre en god idé, jeg har fået?” Drengen hviskede for ikke at forstyrre. Han så på mig.

”Vær nu lige stille!” sagde faren. ”Vi kan da snakke bagefter.”

”Uha, det er frygteligt med de selvmordsbomber,” moren så væk fra fjernsynet, ”jeg får kvalme. Tak for mad.”

”Jeg går ind på værelset,” sagde drengen. De voksne nikkede fraværende.

”Hvad ser jeg? Sidder du her og spiller krigsspil, knægt?! Har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil have det?” Faren stod i døren til drengens værelse. Fra gangen kunne jeg se, at drengen sad spændt ved sin computer.

Drengen nikkede og klikkede på musen, igen og igen. ”Kom lige og se alt det blod, der splatter, når jeg skyder dem, far!” jublede han.

”Sluk dog for det skidt,” sagde faren og så med afsky på skærmen. ”Det er jo ren vold. Det er ikke godt at se den slags.”

”Det gør I da også!” udbrød drengen.

”Hvad?! faren var forbavset. ”Hverken mor eller jeg spiller da den slags. Det har intet med den virkelige verden at gøre.”

”Jamen hvad er den virkelige verden da?” spurgte drengen lige før faren fortsatte:

”Du kan læse en bog i stedet for. Eller øve dig på din guitar. Men det dér lukker du for!”

Næste dag, præcis klokken halv syv, kom jeg for at hente en glemt jakke. Familien sad igen omkring bordet, og faren trykkede rituelt på fjernbetjeningen.

”Skal vi ikke slukke for det skidt?” sagde drengen. ”Så kan vi spille ludo i stedet for. Eller guitar.”

Et kort øjeblik så det ud som om faren mistede orienteringen. Så rystede han på hovedet og sagde: ”Stille! Det her er den virkelige verden, knægt – og – der er sket endnu et mord!”

Det er muligt, at nogen mener, vi skal følge med i, hvad der sker i den ”virkelige verden”. Nogle gange har jeg i ren og skær afmagt over alle uhyrlighederne spurgt: ”Hvorfor dog det?? Kan vi gøre noget ved det, så lad os skride til handling. Kan vi ikke, så tag det slet ikke ind i din bevidsthed.”

Jeg tror, at det, tv-avisen har at byde på, kan være dybt skadeligt for børnene at sidde og se på (såmænd også for voksne). Vi ved jo, de ting sker, så hvorfor opfriske det og holde det ved lige dag for dag – for senere at gå og være ulykkelige eller trykkede over det?

Måske var det i stedet en god ide at vise børnene, at der findes andre ”virkelige verdener”. For eksempel glæden over alt det dejlige, der er mulighed for at gribe fat i, hvis vi ellers får øje på det. Alt det vidunderlige, der yderst sjældent vises i tv-avisen (men vi kan jo lave vores egen personlige tv-avis, hvor vi taler om de ting.) Vi ved efterhånden, at vores tanker skaber vores liv. Er det tanken om alle de mord og uhyrligheder, der er begået i dagens løb, vi ønsker skal ligge i børnenes tanker og være med til at skabe deres dag i morgen?

Hos os har jeg, i mine år med børn, stort set gjort tv-avisen forbudt for børn. Var der sket noget, som jeg mente, de burde vide, fortalte jeg dem det kort, til orientering. Ikke mere.

I stedet har jeg taget dem med ud i naturen for at iagttage de fantastiske undere, den byder på. Jeg er sikker på, at de aldrig har manglet udsyn til den virkelige verden. For spørgsmålet er jo, hvad den virkelige verden er.

Jeg mener, det er noget, vi selv bestemmer. Det er ET VALG. Og det valg er et stort ansvar, man må tage alvorligt, både overfor sig selv og sit eget gode humør – men specielt overfor børnene, som man trods alt giver et livssyn med hjemmefra, de skal bygge deres fremtidige liv på.

Spørg dig selv: Giver jeg – måske ubevidst – mit barn den følelse, at livet er en grum skæbne, vi er underlagt. At ”de andre” bestemmer, hvordan vores liv skal være. Hvis andre er onde mod hinanden, er jeg så nødt til at blive trist eller bange? Eller viser jeg mit barn, at vi altid selv bestemmer i vores eget liv. At vi til enhver tid kan spejde efter – og finde – det dejlige, vi ønsker skal være i livet og gøre dét til det virkelige liv. At vi har lov at gøre alle uhyrlighederne omkring os til en meget lille ting, der dybest set ikke har noget med vores person at gøre. Det betyder absolut ikke, at vi ikke ønsker at hjælpe andre i nød. Det er oplagt, at vi lærer børnene at hjælpe, hvor man kan. Men der, hvor man ikke kan gøre noget… da smid tanken om alt det skrækkelige væk. Glem det. Eller tag det slet ikke ind. Og kom videre med DIT liv. Noget, der måske er værd at tænke over. Og give i arv.

Slik og junkfood – et onde, der kan vendes

Written by admin on . Posted in Sundhed

Slik, chips og cola i weekenden. Alle forældre kender det.
Slik ved fjernsynet, ved computeren. Og på bilturen.
Nogle gange også midt i ugen.
Hvordan passer vi på vores børns vægt?

Alle forældre kender problemet: Slik, junkfood og cola! Vi skal HYGGE. Og det kan vi ikke uden at putte noget i munden, mener en hel del børn, og bestemt også en hel del forældre. For jo, vi voksne gør det også selv. Skal vi lige se en god film i tv, skal der helst være lidt at putte i munden. Eller meget.

Jo, indrømmet, det er hyggeligt. Men også farligt, hvis vi ikke tænker os om. For vi vokser og vokser og vokser, jo mere vi indtager af den slags.

Men hvad gør vi så? Der vil lyde et ramaskrig, hvis vi nægter ungerne slik, vil en del forældre indvende. Og det har de helt sikkert ret i. Men gør det egentlig noget… ? Måske ville det ikke være så farligt, som vi tror, at lade ungerne brokke sig lidt.

Nogle gange kan det være sundt – ja endda nødvendigt – at ændre lidt på vanerne, uanset om alle lige er med på det i starten eller ej. Fordi man ved, at en forandring kan gavne.

Da mine egne børn var små, vidste jeg udmærket, hvornår slik-ønsket ville komme. Jeg kom det i forkøbet på en måde, alle kunne lide. Det skriver jeg om i bogen ”Slank på den lette måde”, hvor jeg faktisk giver en del lette opskrifter på ting og sager, børn elsker, og som samtidig er sundt. Også let efter-skole-mad, der er fyldt med vitaminer og smager fantastisk.

Som ”sund slik” kan du give børnene en lille skål med forskellige frugter, der er skåret i stykker. Det kan være appelsin, æble, mango, gulerod, banan, ananas – ja, alt indenfor frugt, og selvfølgelig ting, børnene kan lide. Det behøver såmænd ikke at være meget forskelligt. Bare hvad I har liggende. I skålen kan lægges lidt nødder og rosiner og et par enkelte små stykker mørk chokolade.

Det smager fantastisk. Børnene vil elske det, og de savner intet bagefter. Det er ikke tomme kalorier, men i stedet en masse vitaminer og mineraler. Nødder giver sundt fedtstof, der gavner, og lidt mørk chokolade er sundt.

Cola og sodavand er usundt for børn og feder. Et godt alternativ kan være koldt vand med isterninger og lidt presset citron eller appelsin. Eller danskvand.

Det handler om vane. Men også om at snakke med børnene om, hvad der er usundt, og hvad den usunde mad kan gøre ved os. Men samtidig hvad der er sundt.

Lad børnene være med til at lave sund mad. Det betyder utrolig meget, at de selv får lov at være med. At kigge sund mad ud i butikkerne sammen med mor eller far af og til. Og at tilberede det. At smage på en masse rå frugter og grønsager. Jo, det tager tid midt i vores travle hverdag, indrømmet. Men det er dét værd. Og selvfølgelig behøver vi ikke lave mad med børnene hver eneste dag.

Men fakta er, at vil bliver langt sundere, hvis vi spiser mere rå mad. Gode salater gør underværker og kan spises tit.

Når vi har børnene med i byen, kommer plagerierne som regel. En fransk hotdog, tak. En is. Som regel det, der feder. Hvor tit hører vi egentlig børnene plage om et æble? Nej, vel? Men det handler om vanen, for tit er det jo fordi mange børn (og forældre) nærmest har vænnet sig af med at spise frugt eller grønt og slet ikke tænker i de baner (mere). Eller slet ikke kender den dejlige smag, eller hvor frisk man bliver af det bagefter.

Kom ”den lille sult” i forkøbet. Skær små frugt- og grønsagsstykker ud hjemmefra, f.eks. æble, gulerod, agurk. Put det i en lille plasticpose og tag det med i tasken. Så snart den lille sult viser sig, kan barnet fiske et par stykker frugt op og spise. Eller et æble, selvfølgelig. Det frisker og gør ikke sløv på samme måde som slik og junkfood.

Hav altid en flaske vand med i tasken også, barn som voksen.

Måske vil der lyde lidt brok over forandringen fra børnene i starten. Men tag det med, for det er dét værd. Det er kun i overgangen. Hurtigt bliver det en vane, at er man lidt sulten, er det IKKE hånden ned i slikposen, men hånden ned i frugtposen.

Hvis vi giver vores børn (og også os selv!) gode vaner, bliver det helt naturligt at følge de vaner i dagligdagen. Og dermed, at man holder sig både slank og sund. Det er en god arv at give vores børn.

Læs uddrag af bogen ”Slank på den lette måde” på www.irmalauridsen.dk

Så kør dog!

Written by admin on . Posted in Lidt af hvert

Man kommer kørende i bilen, ganske fredeligt. Men nærmest før du opfatter, at der kører en bil bag dig – temmelig tæt endda – mærker du bilens fører stirre dig intenst i nakken i håbet om, at både du og din bil forsvinder hurtigst muligt. Du er ilde set på kørebanen. Fordi du kører lovligt! Det vil sige enten 80, og 50 i byen, som man nu engang skal.
Du ser i bakspejlet. Utålmodigheden lyser ud af fyren bagved. Flere gange kører han nærmest helt op i r…. på dig, for så at bremse hårdt op. Skønt der er overhaling forbudt, har han flere gange forsøgt sig. Hvilket hver gang mislykkedes, så han måtte foretage hasarderede manøvrer for i sidste øjeblik at undgå en modkørende og komme på plads igen. Han træder på speederen flere gange, når man holder for rødt. Flyt dig! Allersenest når det bliver gult.

At køre lovligt bliver sjældent accepteret af dem, som kører bagved. Det slår gnister fra dem, fordi man ikke kører 90, ja, endnu bedre 100. Det er dig, der er undtagelsen fra de kørendes regel.
Det er ikke smart at køre lovligt. Se bare, hvad de andre tør! Og det er det, der er almindeligt. I stedet for at sidde dér som en sinke med sine 50 km i byen, hvor alle de andre kører mindst 60 – og endnu bedre, 70.

Er man en svag sjæl, lader man sig presse og sætter farten op. Er man stærk, står man deres dytten og provokationer igennem. Jeg har tit tænkt: Hvad hulen skal de sådan skynde sig for? Det er jo ikke én gang. Det er HVER GANG de sætter sig bag rattet. Uanset om det er arbejdsdag eller ferie, skal det gå hurtigere og hurtigere.
Hvorfor planlægger de ikke dagen – livet – i stedet for at byde sig selv (og andre!) den slags, som kan give en utrolig stresset dag, der altid går ud over en masse, og i værste fald ender med et bang, man ikke overlever.
Det pudsige er jo, at har han så endelig haft held til at overhale alle, møder man ham minsandten lidt længere fremme, hvor han holder for rødt lys – ved siden af dig. (Her gør du nok klogt i ikke at vinke til ham!!)

Hvorfor skynder vi os, når vi udmærket ved, det har den virkning, at vi stresser andre og måske endda kommer til at køre uhensigtsmæssigt, med ulykker til følge? Tja, hvis du spurgte ham ved siden af dig, ville han såmænd ikke vide det. Det ligger bare i blodet. Vi skal foran de andre. Videre. Til noget, der sandsynligvis slet ikke var nogen grund til at bruge al den energi på.