Author Archive

Sund, grøn smoothie af ukrudt

Written by Irma on . Posted in Sundhed

Ukrudtet i haven er sprængfyldt med vitaminer og mineraler, som vi kan få SÅ meget gavn af, hvis vi spiser det. Udnyt det, nu, hvor det har små, sprøde blade – fx ved at bruge det i en smoothie.

(Pluk dog aldrig ukrudt ved befærdet vej eller op ad sprøjtede marker!)

Her er en af mine egne ”opskrifter”, som ikke er en egentlig opskrift, men bare en ide. For du kan selv kombinere det hele, som det passer dig, og prøve dig frem, evt. med andre frugter el. grønsager – alt efter smag og muligheder. Men sådan her gjorde jeg – og det smagte skønt og gav masser af energi:

En stor håndfuld af friske:

Brændenælder, skvalderkål og mælkebøtteblade.

Lidt mynteblade

En banan (økologisk)

En appensin (økologisk)

Lidt juice, så det ikke bliver for tørt.

Kør det hele gennem en blender og spis det straks. Det giver masser af energi, både fysisk og psykisk.

Anmeldelse af bogen “TÆNK DET – SKAB DET”

Written by Irma on . Posted in Boganmeldelser

Den nye bog af Irma Lauridsen, ”Tænk det – skab det” er noget af det bedste, mest spændende og brugbare, jeg længe har læst i den genre. Helt nede på jorden, så enhver kan være med – og så alligevel føler man sig i dén grad løftet!!

Bogen viser, også med interessante, sjove og gribende cases, at det ikke behøver være svært at nå sine mål i livet. Ja, at det endda ligger lige for, og det er vores egne kan-ikke tanker, der forhindrer os i at nå det, vi ønsker. Vores manglende tro på os selv. Men det kan forandres.

Hvordan vi får denne selvtillid, viser Irma som en rød tråd gennem hele bogen på kærligste og mest inspirerende vis. Der slås fast, gang på gang, at jeg-kan-tanker er det vigtigste af alt. Og at de virker helt forbavsende. Efter den metode, bogen beskriver, føler man virkelig, at man KAN, uanset hvor uduelig i livet man så har været tidligere. Her er redskaberne! Så – værsgo’ og læs.

I bogen fortæller forfatteren også om sine egne erfaringer, og hvad livet har lært hende på godt og ondt. Og det er bestemt langt fra kedelig læsning! Samtidig tages en utrolig masse spændende emner op.

Da jeg var færdig med bogen, havde jeg lyst til at den skulle være meget længere. Derfor er jeg startet forfra og finder denne gang meget, jeg ikke lagde mærke til første gang. Interessant!

Bogen er intet mindre end en vitaminpille til et godt liv. Et guldæg! Tak for den, Irma!

Jesper T. Andersen

 


Anmeldelse af: TÆNK DET – SKAB DET

Bogen har undertitlen: ”Dine tanker kan ændre dit liv”
Forfatter Irma Lauridsen. Forlaget Cadeau.  350 sider: Udgivet 2012

Bogen er tilegnet: ”Til dig, der gerne vil skabe forandring i dit liv og tror på, det er muligt”.

Irma Lauridsen har også skrevet bogen: ”Tænk dig til det hele. Visualisering – guide og ideer”.
Denne bog ”Tænk det – skab det” kunne fungere som en efterfølger og en meget uddybende praktisk håndbog.  Den viser med mange eksempler, hvordan sindet i praksis kan trænes med glædelige indre billeder, hen i positive tankebaner ved at fokuser på de ting der gør dig glad, stærk og kreativ.

Det handler om tankens kraft og hvordan man selv kan skabe og forbedre sine livsomstændigheder. Tanker er som en magnet, der tiltrækker hændelser i virkeligheden, sådan at vi selv kan forandre det vi ønsker, skriver Irma Lauridsen. Det gøres ved at målrette vores tanker over i den kærlige banehalvdel. Bogen viser vej til, hvordan vi kan styre vores negative, ofte endda selvhakkende tanker i en positiv forandrende retning.

Bogen er skrevet i et let og direkte sprog og beskriver på hvilken måde der i hvert menneske ligger langt større evner, muligheder og kraft, end vi selv aner. Den styrke kan vækkes til live og bruges bevidst. Du kan trække dit ægte jeg frem og finde ind til det autentiske menneske, du dybest set er og selv skabe energi, livskraft, flow og indre glæde i dit liv, fortæller Irma Lauridsen og viser hjertevarmt hvordan med talrige eksempler.

Det ikke behøver være så svært, at nå sine mål og man kan selv gøre en stor forskel. Lyt til din indre følelse for, hvad der er godt for dig. Du kan bryde ud af alt det, du ikke ønsker at være med i. Tag magten over dit eget liv. Uanset hvad der sker, er det dig der bestemmer, hvordan du vil tage det, tænke på det og tackle det. Tænk på hvad du allermest har lyst til, se det for dig i tankerne, tro på det. Det er DIN vilje der skal styre dig fremad.

Bogen er en øjenåbner, fuld af håb og med en afsmittende optimisme og med så glad en tilgang til emnet, at man kun kan blive opmuntret til at forsøge.

Irma Lauridsen fastslår, at hvis man handler og tænker som man altid har gjort, får man det, man altid har fået. Tingene er, hvad man gør dem til. Lad din mening gælde i dit liv, ikke andres.

Kvaliteten af vores liv, behøver ikke at handle om, hvad vi reelt oplever, men hvordan vi vælger at reagere på det vi oplever. Troen på at noget lykkes får det til at ske.

Denne hjertevarme og inspirerende bog føder et håb til en indre forandrende opblomstring i ens liv. Det hæver ens sindsstemning bare at læse bogen og det virker indlysende nemt, når Irma Lauridsen beskriver hvordan dette omsættes i praksis. Det starter i dine tanker, det du hér fokuserer på – får du mere af.
”Tænk det – skab det”, er en af de bøger, som bliver siddende i bevidstheden med en erobrende styrke og kraft.

Hanna Schrøder

SOM OM VI SOVER (fra novellesamlingen ”TILFÆLDIGE KYS”)

Written by Irma on . Posted in Uddrag fra bøger

Som om vi sover 

Novelle af Irma Lauridsen fra novellesamlingen ”TILFÆLDIGE KYS”.

”Nu har du igen glemt at slukke lyset på badeværelset!” råbte hun arrigt mod ham, mens han stod i køkkenet og lavede kaffe til sig selv, før de skulle af sted. Det hele var gået lidt hurtigt, efter at de kom hjem fra arbejde, så de havde spist hver for sig for at blive færdige.

”Det er godt gjort. En mand på syv og tredive, der stadig ikke har lært at slukke lyset efter sig,” blev hun ved. ”Og det er ellers dig, der hele tiden snakker om at spare. Du er altid efter mig for de mindste fejl. Men når du selv laver nogen, skal du nok lade være at råbe op.”
Hun var godt klar over, at hun overreagerede nu. På den anden side vidste hun også, at hun havde ret.
”Nå nå, tag det nu roligt, Maja,” mumlede han med brød i munden, og hun kunne pludselig se, hvor dum han så ud, som han stod der med koppen midt mellem bordet og sin mund, som et fastfrosset billede.

”Skal du ikke drikke din kaffe, eller skal koppen bare svæve frit i rummet?” vrissede hun.
Han kiggede overrasket på koppen i sin hånd, nærmest som om han havde glemt, at han holdt den, og sukkede.
”Og hvor længe skal dit snavsetøj ligge på gulvet i badeværelset?” fortsatte hun med ryggen til ham.
”Jeg har jo lige skiftet, så hold dog op!” udbrød han irriteret.
”Det var da i morges, du skiftede,” indvendte hun, mens han afbrød hende.
”Hvorfor skal du altid brokke dig, det er sgu da ikke særlig oplivende at komme hjem til sådan en sur kælling!”
”Så lad være,” kvitterede hun og forlod køkkenet. Lidt efter stod hun igen i døren:
”Jamen, hvor tit har vi ikke snakket om, at vi skal slukke lyset efter os. Og alligevel sker der ikke nogen som helst forandring! Og al den slukken lys efter dig og oprydning, det hele hænger på mig, synes du, det er rimeligt?”
”Du slukker da heller ikke altid efter dig selv,” forsvarede han sig. ”Men til forskel fra dig står jeg ikke og ævler over det. Jeg gør det bare for dig.” Han stod stadig med koppen i hånden uden at drikke af den.
”Og når du skyller ned i toilettet, kan du også godt nøjes med at trække halvvejs, så kommer der kun halvt så meget vand. Er du klar over, at der ryger mindst ti liter vand ud hver gang du bare skyller ud uden at tænke over det!” sagde hun irriteret.
”Nej, da ikke ti liter!” indvendte han og satte kaffekoppen fra sig, så han spildte lidt af kaffen ud over bordet. ”Nærmere otte.”
”Otte liter?” Hun så desorienteret på ham. ”Hvordan ved du det?”

En Golden Retriever i lidt for god stand kom luntende og puffede til hendes ben, og hun tog med en irriteret bevægelse fat i dens halsbånd, trak den ud i bryggerset og sagde:
”Læg dig nu i din kurv, Karsten! Du har fået mad.”
”Kan du ikke selv høre, hvor åndssvagt det navn lyder til en hund,” råbte han inde fra køkkenet.
”Karsten! Hold da helt op for et navn! Tænk at opkalde en køter efter sin bedstefar. Nu må det stakkels dyr slæbe rundt med sådan et navn og blive til grin. Det er sgu godt, vi ikke har fået børn, hvad kunne det ikke være endt med.”

Hun kom hurtigt tilbage, fnyste og gik lige forbi uden at se på ham.
Inde fra stuen råbte hun, at hun ikke kunne se, at navnene i hendes familie var værre end i hele det slæng af mærkelig familie, han selv var belemret med.
”Jeg kan da gå min vej, hvis det er mig, der irriterer dig!” Han råbte efter hende, selv om han, sidste gang han gjorde det, bestemte, at han aldrig ville råbe efter hende mere.

Hun kom tilbage og kiggede på ham, mens hun kneb øjnene en anelse sammen.
”Det kommer nok som en overraskelse, Sven, men jeg har faktisk flere gange tænkt på selv at gå. Du ser mig jo alligevel kun som en rengøringshjælp.”
”Jamen det er da helt op til dig!” råbte han og kylede resten af brødet ned i vasken, mens hun vendte sig, åbnede døren, gik med irriterede skridt ind i stuen og smækkede døren.
”Tusind tak,” råbte hun tilbage. ”Det bliver da hyggeligt at gå i biografen i den stemning, du nu har skabt, jeg glæder mig!”
”Som jeg har skabt?” råbte han tilbage. ”Nej nu …!”

Hun satte sig på wc-låget med hovedet i hænderne. Så tog hun bad, tørrede op efter sig og trak i tøjet. Hun tog ingen parfume på, som hun plejede, når de skulle ud. Hvad skulle det dog gøre godt for i aften.

Idet hun forlod badeværelset, gik Sven ind. De var lige ved at støde sammen i døråbningen, men hun undgik ham i sidste sekund. Han kiggede ikke på hende men lukkede bare døren med et lille smæld. Kort tid efter åbnede han helt for bruseren, der sendte kraftige stråler ind mod hans nøgne krop.
Hun bankede på døren: ”Husk nu at spare på det varme vand,” råbte hun, ” ja, det er bare hvad du selv siger, ikke!”
Med øret ind mod døren stod hun og lyttede. Men der kom ikke noget svar, og bruseren fortsatte uanfægtet rengøringen af Sven.

De sagde ikke et ord til hinanden, da de stod i entreen og var klar til at køre. De stod bare der og så på hinanden som to fremmede. Lige før de gik ud spurgte han uden følelse i stemmen, om hun hellere ville blive hjemme, og hun sagde nej.

Der var ti minutters kørsel til biografen. Mens de kørte, meddelte hun kort:
”Jeg sover i det lille værelse i nat, Sven. Nogle gange har jeg så svært ved at sove, når jeg ligger ved siden af dig.”
”Nå,” svarede han koldt.

Idet de stod ud af bilen, sagde han: ”Kan du lægge ud for mig, jeg har glemt mit kort.” Og hun svarede tørt:
”Ja ja, det kan jeg også klare.”
De satte sig ved siden af hinanden i mørket. Hun havde ikke købt slik. Det gjorde de ellers altid, mest fordi Sven syntes, det mindede ham sådan om hans ungdom, når de sad der i biografen og spiste slik.

”Hvad syntes du så om filmen?” spurgte han, da de kørte hjemad.
”Åh, den var ikke noget særligt,” svarede hun, skønt hun faktisk syntes, den var god.

Sven låste døren op, og hun fulgte med ind. Hun bestemte sig for at gøre alvor af at tage sit sengetøj og lægge det ind på briksen på det lille værelse. Hvis Sven blev sur, måtte han selv om det.
”Hvad er det her dog for noget?!” Sven råbte ude fra køkkenet.
Hun svarede ikke.
”Maja! Her har været indbrud, mens vi var væk!” Han råbte igen.
”Vinduet i køkkenet står halvt åbent. Skynd dig og kom!”
Maja løb derud.

”Gud dog, hvad er her foregået?” Hun stirrede på det halvt åbne vindue og mærkede utrygheden snige sig koldt ind under den lyse frakke.
”Rør ikke ved noget, Sven. Nej, nej, ingenting!” Hun rakte afværgende hænderne frem. ”Der er måske fingeraftryk. Lad os ringe efter politiet.” Hun var allerede på vej hen mod telefonen.
”Vent nu lige lidt,” Sven så sig om, mens han krængede læderjakken af og kastede den hen over en køkkenstol.
”Er der jord på gulvet?” Hun kiggede hen over de lyse gulvbrædder. ”Hvis nogen er kommet ind den vej, må de have slæbt jord med ude fra haven.”
”Ingen sætter aftryk på den måde,” svarede han og kiggede tænksomt frem for sig. ”Ellers er de i hvert fald ikke særlig professionelle. De har sikkert lukket vinduet i efter sig. Og så er det blæst op igen. Mærkeligt,” sagde han og studerede vinduet nøje, ”for der er ikke tegn på vold på det vindue.”

Maja kiggede nervøst rundt og gik hurtigt ind i stuen. Samtidig vidste hun, at havde Sven ikke været der, var hun løbet panikslagen ind til naboen efter hjælp.
”Underligt,” sagde hun med lav stemme. ”Det ser ikke ud til, at der er fjernet noget. Hvorfor har de ikke taget din bærbare computer? Den står lige her på bordet. Eller vores anlæg? Eller min pung i skuffen. Eller mit guldur, der ligger frit fremme her på kommoden?”

Sven sukkede og gik undersøgende rundt i stuen.
”Mærkeligt,” sagde han anspændt og satte pegefingeren op mod kinden. ”Der er noget, der ikke passer sammen. Vi er nødt til at gå en runde i huset. De er her måske endnu.”
”Åh nej, tror du?” Hun kiggede skræmt på Sven og greb helt spontant ud efter hans hånd.
”Hvem ved,” svarede han og tog fat om hendes hånd. ”Kom!”
”Tag noget med, du kan forsvare dig med!” Hendes stemme blev heftig.
”Forsvare…?” Han så pludselig forvirret ud. ”Hvad…?”
”Her. Lysestagen. Den er bedre end ingenting!” svarede hun, greb ud efter en høj messinglysestage og rakte ham den hurtigt.

De listede. Sven holdt lysestagen foran sig. Maja vidste, at han absolut heller ikke brød sig om det. Tanken om, at nogen måske gemte sig bag en dør eller i et skab, fik hende til at ryste, og hendes hjerte hamrede højt.

Forsigtigt åbnede Sven døren til bryggerset og tændte lys. Karsten rejste sig fra sin kurv og logrede hjerteligt, men Maja trak ham tilbage og befalede ham hviskende at lægge sig.
Derefter gik de mod badeværelset og derfra op ad trappen til første sal, ind på det lille værelse, hvor de heller ikke fandt noget usædvanligt, og til Svens arbejdsværelse. Hun borede sine fugtige, dirrende fingerspidser ind i Svens hånd.
Til sidst åbnede han døren til soveværelset. Maja bøjede sig og kiggede under sengene. I skabet. Bag døren.

”Måske har her slet ikke været nogen,” sukkede Sven og stillede lysestagen ved siden af radiatoren. ”Det er da ulogisk at bryde ind uden at tage noget som helst,” indvendte hun.
”Tja, hvad skulle forklaringen være på det?” sagde han, som om han talte til sig selv.
”Jeg kommer pludselig til at tænke på, at…” Maja rynkede panden.
”At hvad?” Sven stirrede på hende som om han håbede, den manglende brik pludselig ville falde ud af hendes mund.
”At da jeg luftede ud her i eftermiddags … havde jeg netop det vindue i køkkenet åbent. Men jeg er sikker på, at jeg huskede at lukke det igen.”
Han kiggede tvivlende på hende. ”Helt sikker? Kan du ikke have glemt at…?”
De stod længe og stirrede på hinanden. Hun rystede på hovedet. Så sagde Sven med et suk:
”Lad os gå i seng. Jeg er dødtræt. Og vi kan ikke komme det nærmere. Her er ikke nogen, og her er ikke sket noget, det er det vigtigste.”
Maja nikkede. Efter det her havde hun ikke lyst til at ligge alene i det lille værelse.

De klædte sig af i stilhed. Flere gange syntes hun, der kom underlige lyde fra huset, og hun stivnede og lyttede intenst. Men Sven sagde, at det bare var fordi de stadig var lidt nervøse over det med vinduet. Så kunne man let høre lyde, som ikke var der alligevel.

De lagde sig forsigtigt i sengen ved siden af hinanden. Hun vidste, han brød sin hjerne med, hvordan dét med vinduet kunne hænge sammen. Og hun prøvede at huske, men hun kunne ikke. Der var jo så meget andet at huske på med al den oprydning efter ham.
Så lå hun og kiggede ud i det mørke rum og havde ikke lyst til at kysse ham godnat. Hun var stadig vred på ham. Samtidig turde hun næsten ikke vende sig i sengen. Det var bedst at være stille nu, så de kunne ligge og lytte ud i natten og koncentrere sig om alle de lyde, der kunne opstå i mørket.

Pludselig gav det et sæt i Maja, og hun gispede: ”Hvad var det? Hørte du det ikke?”
”Tys! Vær stille!” Sven rørte sig overhovedet ikke. Han havde altså også hørt det. En let lyd ved en dør nedenunder. De fleste af dørene i huset peb lidt, når man åbnede dem. Noget, Sven havde lovet at ordne men aldrig fået gjort, tænkte Maja et sted langt inde i baghovedet, men den tanke forsvandt hurtigt igen.
”Gud i himlen, Sven…” Maja greb ud efter hans hånd. ”Nogen er brudt ind, kan du ikke høre det!” hviskede hun heftigt. ”Måske har de været herinde hele tiden, uden at vi har set dem.”
”Tys, lig helt stille,” hviskede han. ”Måske var det kun vinden. Vi er bare anspændte på grund af det vindue.”
Men hun kunne høre på Sven, at den forklaring troede han ikke selv på.

De hørte det begge. De langsomme trin op ad trappen.
”Hør, nu kommer de op…” klynkede hun. ”Du hørte det også, ikke Sven?”
”Vær stille, ikke en lyd!” hviskede han, og hun mærkede, at han rystede, da han greb hendes hånd og klemte den.
”Hvad gør vi?” jamrede hun svagt.
Sven rømmede sig næsten lydløst og vendte ansigtet mod hende.
”Hør her. Hvis nogen kommer ind til os – og det gør de … tyve leder altid overalt, men så …” han sank sit spyt, ”så lader vi, som om vi sover, Maja. Er du med på den. Ikke noget med at begynde at skrige op, lige meget om de så står og kigger lige ned på dig. Hvis de ved, at vi har opdaget dem, går der panik i dem. Og så er det, de slår folk ihjel.”
”Åh gud, Sven…” Hun begyndte at græde.
”Kom!” Sven løftede forsigtigt sin dyne, og hun skubbede sig lydløst over i hans seng, hvor hun klemte sig ind til ham.

Anspændt lå de og lyttede til de langsomme trin, der på et tidspunkt stoppede.
”Hvad nu,” hviskede hun ind i hans øre. ”Har de mon hørt os?”
Han sank sit spyt to gange. Hele hans krop rystede kraftigt nu.
”Ring til politiet,” hviskede hun hektisk. ”Vi må have hjælp!”
”Nej. Ingen af os må gå herfra nu,” hviskede han tilbage. ”Hver eneste lille lyd vil de kunne høre, så tæt som de er på nu.”
”Tag mobilen, Sven, den er i min taske.”
”Det vil de også høre,” hviskede han. ”De vil brase herind omgående og pløkke os ned.”

”Hvad vil de dog? Hvorfor står de stille derude?” klynkede hun ind mod hans hals.
Han tyssede igen på hende. Hun mærkede, at hun selv rystede lige så meget som ham.
”Hør, nu kommer de nærmere!” gispede hun.

”Man ved aldrig, hvor længe man lever, vel Sven…” hviskede hun lidt efter, hvor det igen var roligt udenfor døren. ”Det er underligt, man først kommer til at tænke på det i sådan et øjeblik som nu.” Tårerne begyndte at løbe ned på puden, og hun kyssede ham ømt på kinden i visheden om, at det var afskedens time.
”Sig ikke den slags!” hviskede han.
”Jamen …” indvendte hun, men han afbrød hende:
”Jeg elsker dig, Maja!” Han hviskede det ind i hendes øre og klemte hende hårdt ind til sig.
”Jeg elsker også dig, Sven. Tilgiv mig alt, hvad jeg har sagt. Det betyder ingenting.” Hun snøftede og Sven tyssede igen på hende, idet han lukkede hendes mund med et ømt kys.

”Vi har slet ikke nået alt det i livet, vi gerne ville,” græd hun tyst ind mod hans øre. ”Og nu er det for sent. Alle vores skænderier! Hvor åndssvagt, ikke? Når jeg sådan tænker på det, faktisk er det jo som om vi går og sover til daglig, synes du ikke? Bare at bruge sit liv på den slags.”
”Jo.”
”Vi har været så langt fra hinanden, at jeg troede, vi skulle skilles. …” græd hun. ”Ja, nu, hvor vi alligevel skal dø, synes jeg, at jeg vil sige det. Så langt var det kommet.”
”Vi skal aldrig skilles, min elskede Maja. Aldrig!” hviskede han med eftertryk.

Efter de ord lagde tavsheden sig larmende over deres senge, mens de lyttede anspændt mod døren. Så hviskede hun:
”Sven, hvis vi alligevel skulle overleve det her, så lover jeg, højt og helligt, at jeg aldrig vil skændes mere.”
”Det samme her,” hviskede han.
De trykkede sig tættere til hinanden, end de nogensinde havde gjort. Ansigt mod ansigt. Mund mod mund. Mens de rystede mere og mere.

Det gav et sæt i dem begge.
”Hør, de skubbede en dør op!” Hun snappede efter vejret.
Han tyssede på hende og holdt en hånd over hendes mund.
”De går ind på dit kontor,” hviskede hun mellem hans fingre, og han løftede hånden en smule. ”Men der er kun computeren. Så kommer de snart ind til os. Åh, jeg kan ikke holde det ud.”
”Så er det nu, du skal lukke øjnene og lade, som om du sover. Rør dig ikke, når de åbner døren,” hviskede han ind mod hendes mund. ”Og… hvis det frygtelige skulle ske, så…”
”Det gør det jo, der er ingen vej udenom, det ved du lige så godt som jeg,” græd hun og kyssede ham.
” … så vil jeg bare sige tak for alt, min elskede,” sluttede han.
Hun mærkede, at han græd og tænkte, at hun aldrig før oplevet ham så intens.

Hun spærrede øjnene op. ”Hør, nu går de rundt igen, hvad laver de dog?” hviskede hun. ”Hvorfor går det så langsomt?”
Sven trak vejret i små korte ryk og hviskede: ”Måske skulle vi alligevel ringe efter politiet. Jeg kan prøve at fiske mobilen op af tasken uden en lyd. Og så kan jeg ringe nede under dynen.”
Maja rystede på hovedet. ”Tror du ikke, det kan høres, når du snakker? De står og lytter, vær sikker på det. De er lige så meget på vagt, som vi er.”

En ubønhørlig stilhed lagde sig som en tikkende bombe ind mod dem, en stilhed, de med deres dirrende kroppe blot kunne vente på blev afløst af det uundgåelige chok.
”Jeg har det som om jeg skal besvime, jeg kan ikke klare det mere,” hviskede hun.
Hun græd ikke mere. Sven rakte forsigtigt ud, tændte lyset i vækkeuret og stirrede på det. Der var gået en halv time nu. Noget passede overhovedet ikke sammen.
”Det er en underlig måde, de opfører sig på,” hviskede han. ”Tyve er normalt hurtige og forsvinder, før der kommer nogen og opdager dem. Men det her går langsomt.”
”De må da være psykopater!” græd hun og mærkede, at det snurrede i hovedet. ”Hvis det er os, de er ude efter, hvorfor kommer de så ikke ind, så vi kan få det overstået?”
”Jeg elsker dig,” hviskede Sven igen og kyssede hendes våde øjenlåg. ”Jeg elsker dig, jeg elsker dig. Husk det, uanset hvad der sker!”
”Ja ja,” hviskede hun. Hun havde aldrig tænkt på, at der kan danne sig så mange billeder inde i hovedet, mens man venter på døden.

”Er de gået eller hvad?” spurgte hun efter nogen tids fuldstændig ro.
Da peb døren til kontoret en smule. Derefter hørtes trin, nu lige uden for døren til soveværelset. Hun bed sig hårdt i læben, mens Sven trykkede sig ind til hende og hun knugede hans ene hånd som i en skuestik. Hendes krop spændtes som en flitsbue, og hun begyndte at fryse kraftigt.

Så skete det. Det lød som negle mod døren. En hånd, der ikke fik fat i håndtaget i første forsøg. Derpå det samme igen, nu kraftigere.
”Hvad fanden! Det er sgu da …?!” Sven slog dynen til side i ét tag. Han fór op af sengen, før Maja kunne nå at tænke, styrtede hen til døren og rev den op.
Og ind susede Karsten med logrende hale og glad gøen.

Først satte Maja sig op i sengen, sad bare der og stirrede og kunne slet ikke omstille sig. Kroppen rystede stadig, og det tog sin tid før hun fattede, hvad det var, der skete. Men da hun så Karsten og Sven stå der på gulvet og glo dumt på hinanden, begyndte hun at grine og græde samtidig.
”Hold da helt op, hvor idiotisk!” Sven rystede på hovedet. Han stod lige indenfor døren, let foroverbøjet med fødderne langt fra hinanden, og kiggede på den jublende hund, mens han lignede en, der ikke kunne finde ud af hverken det ene eller det andet.
Hun syntes pludselig, han så ufattelig dum ud, som han stod der i de for store underbukser og gloede, og hun tænkte, at under normale omstændigheder ville hun helt spontant have kaldt ham en hængerøv.

Karsten hoppede glad op i sengen og begyndte overstadig at slikke Maja på armen.
”Vi må have glemt at lukke døren ud til bryggerset,” hviskede Sven.
”Hvorfor hvisker du?” sagde Maja og syntes egentlig, det lød helt forkert pludselig at bruge stemmen igen.
”Åh, det er blevet en vane,” sukkede han, og det så ikke ud som om han kunne se det sjove i situationen.

Sven gik tilbage til sengen og lagde sig. Maja skubbede sig ned under dynen igen. Hun lå der, helt stille – nu i sin egen afdeling af sengen – og kiggede på ingenting. De sagde ikke noget til hinanden. Hvad var der at sige, tænkte hun og følte sig helt forvirret.
Hun var sikker på, Sven var lige så udmattet som hun selv, og at det ville vare længe, før nogen af dem orkede at følge Karsten ned i bryggerset. Den gule hund havde lagt sig godt til rette i fodenden. Hun mærkede dens store krop, der lå henslængt over hendes fødder, og hun tænkte på, hvor let livet måtte være for et dyr, der ikke behøvede at tænke på noget som helst.

Det kørte stadig rundt i hendes hoved, og hjertet ville ikke falde til ro. Lidt efter begyndte Karsten at røre på sig, og Sven sukkede irriteret. Hun vidste præcis, hvad det suk betød.
”Jeg gider altså ikke sove sammen med den køter i nat,” mumlede han arrigt.
”Så gå ned med ham. Jeg tror også, han trænger til at blive luftet,” svarede hun og puttede sig længere ned under dynen.
”Nå, og hvorfor er det så lige mig, der skal gøre det?” spurgte han heftigt.
”Kunne du ikke gøre det, bare for en gangs skyld, Sven?” Hun kunne godt selv høre, hendes stemme lød anspændt.
”For en gangs skyld?” Hans stemme var skarp. ”Nu lyder det næsten som om jeg aldrig tager mig af den hund. Jeg synes ærlig talt, at det må være din tur.”
”Min tur?” gentog hun i et højere toneleje. ”Efterhånden er det min tur til det hele. Hele tiden!”
”Hold dog op!” råbte han og vendte sig mod hende. ”I betragtning af, at det var dig, der glemte at lukke døren til bryggerset, så køteren løb herop, må det vel være dig, der skal klare det her.”
”Mig?” råbte hun mod ham. ”Det var sgu da dig, der åbnede den dør. Men, åh ja, det er rigtigt, det er mig, der skal klare alt det du glemmer, sådan er det jo efterhånden blevet!” råbte hun fuld af sarkasme.
”Ja, du har det sgu hårdt!” sagde han spydigt, vendte sig hurtigt med ryggen til hende og klemte øjnene sammen.

Så sprang hun op, greb sin dyne, tog et raskt tag i hundens halsbånd, trampede på bare fødder hen over gulvet og smækkede døren efter sig. Dynen kylede hun ind på det lille værelse, hvorefter hun gik ned ad trapperne for at lufte Karsten.

”Og lyset er stadigvæk tændt på badeværelset, bare så du ved det!” råbte hun nedenfor trappen. ”Hvad med at bruge den indvendige side af hovedet, bare engang imellem!”
”Det kommer nok, hvis jeg en dag begynder at omgås nogen, der selv gør det!” råbte han så højt, at hun umuligt kunne undgå at høre det.
”Kom selv ned og sluk det lys i stedet for at ligge deroppe og dovne!” Hendes stemme var så skinger, at den skar lige igennem hans hoved. ”Det er slut med mine tjenester for eftertiden, og det gælder alle tjenester, og …”
Dynen kom ham til hjælp. Han trak den helt op over hovedet, så han ikke kunne høre mere.
I det samme mærkede han, at en længe ventet søvn snart ville indhente ham.
*
Novelle fra bogen “Tilfældige kys” af Irma Lauridsen

GODT GJORT (fra novellesamlingen ”TILFÆLDIGE KYS”)

Written by Irma on . Posted in Uddrag fra bøger

 Godt gjort

Novelle af Irma Lauridsen fra novellesamlingen ”TILFÆLDIGE KYS”.

 De sad ved bordet, hun selv, hendes mand og hans søn, mens de spiste langsomt og behersket. Drengen, der var tretten år og alt for bleg, sad helt stille med let bøjet hoved. Eneste bevægelse var de lette, rytmiske løft af gaflen fra tallerkenen op til munden.”Skal du ikke ud i solen, så du kan få lidt farve?” spurgte hun ham af og til. Det lignede vel ikke noget, at en dreng sad ved sin computer i næsten hele sin fritid. Kammeratskab med jævnaldrende gjorde han ikke så meget ved.Stille, det var han, drengen. Fornærmede hverken den ene eller den anden og fulgte godt med i skolen, fordi det var nødvendigt. Hans far forventede det af ham, det vidste han. Hun vidste det også. Og så var der ingen vej udenom.

Hun havde lavet varm mad til dem denne aften, som altid. Kylling, bagekartofler, salat og grønsager. Det var hendes opgave at lave mad, vidste hun, selv om de, så vidt hun huskede, aldrig havde talt direkte om det. Jo, de havde hver deres arbejde udenfor hjemmet, men hans var langt mere krævende end hendes, havde han på et tidligt tidspunkt slået fast. Derfor var det bedst, hun tog sig af de fleste opgaver i hjemmet, også i betragtning af, at han kom senere hjem til hverdag.
Nogle gange havde hun sådan en lyst til at improvisere, når hun lavede mad, ligesom før hun mødte ham. At prøve sig frem efter fantasien og se, om det blev godt eller skidt. Og så bare tage resultatet som det kom. Sådan havde hun tit gjort som ung pige, når hun lavede mad til sig selv og en veninde eller til sine forældre derhjemme i lejligheden. Og hendes mor havde den ene gang efter den anden slået hænderne sammen i begejstring og udbrudt:
”Hvor er du fantastisk, min pige! Du har jo en fantasi uden lige.”

Men den risiko turde hun ikke tage mere. Han ville have retter, der havde et navn.
”Hvad skal vi have til middag i dag?” kunne han spørge, og så var det nødvendigt, at hun kunne fortælle navnet på den ret, hun havde lavet. Lammesteg, oksesteg, lasagne, jordbærmusse, fromage, gratin, pizza med salat, wienerschnitzel, retter, hun kendte så godt og som hun kunne ryste lige ud af ærmet. Andre gange lavede hun mere fremmedartet mad, men da altid efter en opskrift, hvor hun stod og læste i en bog, hvordan man gik frem, trin for trin. Men navnet på retten skulle han altid have, og han kunne stå længe og smage på ordet, nærmest som var det en forret i sig selv.

En dag kom hun til at tænke på, hvad han mon ville sige, hvis hun en dag svarede: Porrer, gulerødder, selleri, artiskokker, løg, fromage frais, salt, peber og karry. Hun smilede ved tanken og kunne allerede se hans måbende ansigt og høre spørgsmålet: Jamen hvad hedder det? Det må da have et navn! Og hun ville, forbavset, se op på ham og gentage: Det hedder porrer, gulerødder, selleri, og så videre.
Men hun vidste, hvordan han ville reagere, hvis hun en dag turde slippe sig selv løs på den måde. Han havde ikke samme slags humor som hende, og han ville uden tvivl tage det som et angreb. Ingen skulle spøge med hans vaner, han var sårbar på det punkt. Hun kunne næsten på forhånd høre ham hæve stemmen og kræve en forklaring på sådan en flabethed.
Der skulle være orden i tingene, og så skulle hun ikke komme stikkende med en ret uden navn, et miskmask, der bestod af løsrevne grøntsager, hvor ingen kunne vide hvordan de teede sig, når man satte dem sammen. Visse grøntsager passede jo slet ikke sammen, havde han en dag forklaret, og spiste man dem samtidig, kunne det ende med, at man fik luft i maven. Og hun forstod vel, at det ikke lige var noget, han havde brug for i de kredse, han færdedes i.

Hun havde alle dage følt sig så flydt med kreative tanker. Altid havde hun skabt. Med sin hjerne, og med sine hænder. Hun havde strikket, syet, malet, lavet glasmosaik, svejset jern til fantastiske skulpturer, undersøgt og fremstillet alt mellem himmel og jord, bare for at prøve det.
”Jeg er et nysgerrigt menneske,” sagde hun til ham en af de første gange de sad sammen og spiste på en dyr restaurant, han kendte. Og han svarede, at det lød spændende.
Det var før han vidste, hvad hendes nysgerrighed og kreativitet indebar, at han sagde sådan. Og som tiden gik, blev hun mere og mere ked af, at han stadig ikke vidste det, fordi hun aldrig havde haft lejlighed til at vise ham noget af det. Nu var tiden for den slags ligesom forpasset. Som hun lærte ham bedre at kende, vidste hun, at der ikke var plads til den form for udfoldelse i en pæn familie, som hendes mand påstod, at de var.

Deres liv sammen gik, som han ville have det. Han var den bedste til at lede familien på den rigtige måde, fortalte han en dag i begyndelsen af deres ægteskab. Straks efter, hvor hun havde kigget en smule uforstående på ham, forsøgte han at opbløde sine ord med, at det selvfølgelig var fint nok med en masse gode ideer. Men der måtte være en grænse, hvis alt skulle fungere. Med udgangspunkt i, hvad hun havde fortalt om sit syn på livet og sine evner, kunne det jo let komme til at tage sig ud, som om hun var en forsinket hippie, og det ville ikke være så heldigt. Han havde så betroet en stilling, at de var nødt til at tage sig respektfuldt ud udadtil og at have et image, der ville noget.
Og hun havde nikket og tænkt, at sådan en betydningsfuld mand helt sikkert havde ret, så hun måtte nok styre sig lidt og prøve at falde ind i rytmen.

Han havde orden i tingene, og den første tid beundrede hun ham i dén grad. Chefens højre hånd. Et betroet job, nogle gange med rejser til udlandet. En verdensmand var han, flot og udadvendt. Og han lagde ikke skjul på, at mange kvinder sukkede efter ham, både i ind- og udland, hvilket selvfølgelig ikke betød noget for ham. Han havde jo sin unge, smukke kone nu.
Hun havde smilet over de ord og næsten følt sig lidt smuk. Når han sagde det, måtte der vel være lidt om sagen, selv om hun aldrig havde tænkt så meget over det med skønhed. Hun var jo bare den, hun var, havde travlt med mange ting og ikke så megen tid til at tænke på skønhed. Makeup havde hun sjældent brugt, før hun flyttede ind i hans hus. Hendes hår var mørkt, og dermed også bryn og vipper, så mascara ville være overflødigt. Pudder behøvede hun heller ikke, da hun altid havde haft noget nær silkehud.
Alligevel blev han ved med at snakke om, at han ønskede, hun gik med makeup til daglig for at se ordentlig ud. Og da hun havde forsøgt at modsige ham, fordi hun faktisk slet ikke havde lyst til den slags, lod han hende vide, at en kvinde ikke kunne gå rundt og ligne en syg høne, når hun skulle repræsentere familien, og specielt slet ikke når hun nu havde hans navn.
Så gav hun efter. Hvis det kunne gøre ham glad, var det helt i orden. Så slemt var det jo heller ikke.

Hun havde været så stolt af ham i starten. Alt hvad han foretog sig, kunne hun jo se var helt rigtigt, og hun lagde ikke skjul på sin stolthed over ham, når hun talte med sin mor. Og måske allermest over det, at han havde valgt sådan en som hende.
”Han er en mand med holdninger,” sagde hun til sin mor, og hendes mor havde rynket panden og vist ikke helt forstået, hvad hun mente med det. Men hvem kan forvente, at en mor, som aldrig selv har levet på den måde men i stedet altid har været på det jævne, skulle forstå, hvor meget det kunne betyde at have sådan en betydningsfuld mand, tænkte hun.
”Jeg synes virkelig, det er godt gjort, at han er nået så langt,” sagde hun engang og kiggede på sin mor, der vimsede rundt i køkkenet derhjemme, og moren tørrede hænderne i forklædet, stoppede et øjeblik op, kiggede på sin datter og fortsatte så ellers sit arbejde.

Hun syntes, det var spændende med alle hans meninger. Engang tænkte hun, at han burde gå ind i politik, så meget tjek som han havde på alting. Så kunne politikerne da endelig få orden i tingene.
Selv havde hun sjældent en mening om noget. Ikke mere. Næ, meninger, det var tidligere.
I de helt unge dage havde hun jo nærmest det færdige facit på alverdens spørgsmål og konflikter. Sådan var det ikke mere.
Efter at have været gift med ham i snart to år, var det som om hendes følelse for det ene og det andet fordampede, før de blev til rigtige tanker. Det var let at se, at hendes meninger ikke betød noget ved siden af hans. Han havde undersøgt tingene og indtaget de rigtige holdninger til dem. Noget, han tit talte om. Nu havde hun bare en mening et sted langt inde i hovedet, der var hendes egen, og som hun ikke mere talte om. Hvad betød det også i den store sammenhæng.

Hemmeligt havde hun tit misundt ham. Tænk, at have sådan en stor stilling og være så betydningsfuld. Selv havde hun bare et helt almindeligt arbejde som klinikassistent hos en tandlæge. Ikke noget, der stak af fra almindeligheden eller på nogen måde strålede. Heller ikke ligefrem et ønskejob. Alligevel var hun godt tilfreds. Alt kunne jo ændre sig, og hun troede på heldet.
Hvad han så i hende, fattede hun ikke. Hverken dengang eller nu.

Jo, hun var vist stadigvæk stolt af ham, men det var sværere at blive klog på nu end tidligere, for hendes følelser for ham skiftede så hurtigt, frem og tilbage. Nogle gange blev hun endda vred på ham. Så vred, at hun kunne få anarkistiske tanker om, at hun for fremtiden ville leve sit eget liv, langt væk fra ham.
Det værste var dengang hun, lige et sekund, fik tanken, at muligheden for at slå ham ihjel jo altid var til stede. Det skulle bare regnes ordentligt ud. Inderst inde vidste hun udmærket, at det bare var en dum fantasi, og at hun selvfølgelig aldrig ville drive det dertil. Sådan en tosset ide indfandt sig helt sikkert kun, fordi hun havde set for mange film.

De tanker var pludselig dukket op en dag i den værste tid, hvor han nærmest brugte al fritiden på at gå og tilrette hende. ’Nej, ikke på den måde, min ven, se nu her, hvordan det skal gøres.’ Og så kunne han med det allervenligste smil tage grydeskeen fra hende og vise hende, hvordan man rører i en gryde, skønt hun havde rørt i gryder lige siden hun var en stor pige.
”Vil du ikke hellere selv gøre det?” havde hun nervøst spurgt og følte sig helt hjælpeløs, og han rystede på hovedet og sagde nej. Det skulle nok blive fint, hvis hun bare fulgte hans råd.

I den tid stod han tit og holdt øje med hende, mens hun arbejdede i huset. Han kunne stå helt stille og bare kigge, parat til at korrigere hver en fejl, hun måtte gøre. Eller fortælle detaljeret om, hvordan man bedst kom i krogene med støvsugeren længe før hun var begyndt, skønt guderne skulle vide, at hun var renlig og havde støvsuget fra nærmest før hun blev født. Hun tænkte på at sige det sådan, men opgav, før hun fik åbnet munden.
Hun begyndte at ryste, da hun blev klar over, hvor intenst han iagttog hende, mens hun en dag vaskede en kop af i køkkenvasken, og han kom med gode råd om, hvordan man gør det bedst, og hvordan man mest effektivt tørrer den af bagefter og stiller den på plads, lydløst, og så den ikke ridser de andre kopper i skabet. Hun følte sig mere og mere skæv i kroppen, når han var i nærheden, var lige ved at tabe koppen af bare nervøsitet og udbrød med håbløshed i stemmen:
”Herregud da, jeg har tørret kopper af i et halvt århundrede!”
Samtidig måtte hun passe på, det ikke lød lige så vredt som det var følt, og han smilede som en far smiler til et genstridigt barn og sukkede: ”Gør det nu bare, min ven, så skal du se, at det alligevel er bedst på den måde.”
Han gik. Og kom lidt efter tilbage.
”Jeg mener det jo ikke ondt, min ven,” sagde han med venlig stemme og kyssede hende på kinden.
”Det ved jeg godt,” nikkede hun og forsøgte at smile.

Han fortalte både hende og drengen, hvor det var bedst, de stillede deres sko, når de havde taget dem af. Og hvilke metoder de skulle bruge, så tøjet ikke hang skævt på bøjlerne i entreen. Det måtte jo gerne se lidt ordentligt ud.
Hun lyttede og nikkede som et lydigt barn. Og hver gang en sko stod skævt, ville han vide, om det var sket af sløsethed eller fordi de havde glemt, hvad han havde sagt. Han spurgte aldrig, om det var sket i anarkistisk trods, så det slap hun for at svare på.
Nu var hun altid opmærksom på deres sko. Hver gang hun gik forbi, kastede hun lige et blik ned på dem, og det skete, at hun drømte om sko, når hun sov. Og der skulle så uendelig lidt til, før hun gik hen og rettede på deres sko, der stod i entreen, så de stod parvis, lige ud for hinanden, alle med samme afstand til væggen.

Om sommeren sad han tit i haven og læste, hendes mand. Der var meget, han skulle holde sig ajour med i forbindelse med sit job, forklarede han, som han sad der i skyggen af sommerfuglebusken med en øl foran sig på det lille havebord. Og da hendes tid ikke var så kostbar som hans, serverede hun kaffe og kage og frugt for ham, så han selv var fri for den ulejlighed det var at hente det i køkkenet. Faktisk ville hun også hellere, at han ikke dukkede op der, hvis hun gik og ordnede noget, for hendes hænder var begyndt at ryste, og hun havde ikke rigtig greb om tingene mere.

Hun og drengen kunne hygge sig i køkkenet, når hun kom hjem fra arbejde. Nogle gange stod han nærmest og trippede indenfor døren, når han vidste, hun snart kom hjem. Og hun gav ham verdens største knus hver gang. Han duftede så dejligt af usikkerhed, at hun blev helt levende af det.
Den dreng havde lidt af den samme humor som hun selv. Og som de kunne grine sammen, de to, når hans far ikke var der. Så lavede hun noget lækkert, og de kunne sidde og snakke om drengens skoledag, mens de drak kakao og spiste hjemmebagte boller. Og fortælle hinanden vittigheder, den ene værre end den anden.
Men når hendes mand kom hjem, gik drengen ind i en anden verden og blev tavs. Med ham fulgte kravet om ro og orden. Målrettethed, arbejdsomhed og synlige resultater af dagens arbejde, stort som lille. Drengen skulle blive til noget. Og det arbejdede han så på.

Faren tjekkede drengens lektier, og det, der gav den bedste stemning bagefter var, at der ikke var noget at spørge om, men i stedet at det hele var forstået og i orden.
At det var hende, der hjalp drengen med lektierne, fortalte ingen af dem. Den proces kendte kun de to. Det var det færdige resultat, der talte. Og det endte som regel med at være lige så perfekt som drengen, hans karakterer, deres hjem, hun – og hendes mand.

”Og hvad hedder denne ret så?” spurgte hendes mand og så på hende, og hun løftede hovedet og undrede sig over, han først spurgte nu, hvor de var begyndt at spise. Sædvanligvis kom det spørgsmål før de satte sig til bordet.
”Kylling i fad,” svarede hun og så ikke på ham, for hun vidste det faktisk ikke. I dag havde hun tilladt sig at sammensætte retten næsten ud fra fri fantasi, men da hun til bevidstløshed kendte alle ingredienserne og hvordan de teede sig sammen, mente hun ikke, der kunne være problemer i det.
”Jeg tror, det ville have været helt perfekt, hvis du havde husket at komme lidt timian på kyllingen,” sagde han og så på hende, som om han forventede, hun forsvarede sig. Men hun nikkede bare, og overvejede et øjeblik, om hun skulle hente det lille krydderiglas med timian til ham.
Skønt det lå hende lige på læben at sige, at han bare kunne hente noget timian og drysse det på, gjorde hun det ikke, for hun kendte svaret. Han ville ikke rende rundt efter tingene, når de sad ved bordet. Når måltidet var serveret, skulle det være helt færdigt. Eller han ville indvende, at det slet ikke smagte på samme måde, hvis ikke krydderierne var stegt ind i kødet.
Egentlig var det vel sandt nok, men betød det dog så meget, at det var værd at skabe dårlige vibrationer over. Den slags var sket så tit, og hun vidste alt for godt, hvordan det kunne udmunde i højlydt irritation fra ham, og hvor nervøs det kunne gøre både hende og drengen.

Lige nu kastede hun et blik på drengen, der sad og kiggede stift ned i tallerkenen og med sin gaffel, nærmest som en robot, hentede små bidder op til munden, fuldstændig efter bogen. Når hun tænkte på, hvor tit hendes mand havde rettet på sin søn og hans spisevaner – skønt hun syntes, han altid havde spist særdeles pænt – fik det hende næsten til at græde. I en periode skete det ikke sjældent, når de sad ved bordet, at drengen blev forvist til sit værelse, fordi han havde gjort en betydningsløs fejl under spisningen. Det kunne være at tabe en dråbe sovs på dugen, at spilde lidt mælk, eller han kom til at hoste, skønt han vendte sig om og holdt sig for munden, eller at drikke for meget juice efter farens mening.

En aften for længe siden tabte drengen en ært fra gaflen, der var på vej op mod munden. Hun var ikke i tvivl om, at han selv så det, men han lod som ingenting. Det fik hans far til at ryge op af stolen, gå om på den anden side, hvor drengen sad, trække ham op af stolen og bøje hans hoved ned mod gulvet, mens han råbte:
”Saml op! Du så det jo godt, ikke? Havde du bare tænkt dig at lade den ligge på gulvet, så vi andre kan gå og træde i den og bagefter gøre rent for dig, hvad?”
Hun var blevet så frygtelig forskrækket over at se drengen sådan, presset ned mod gulvet, ydmyget, at hun rejste sig halvt og udbrød hurtigt:
”Åh, det betyder da ikke så meget med en ært. Og han så det jo heller ikke.”
De ord fik drengens far til at blive endnu mere vred og beordre hende til at sætte sig med ordene:
”Du er ikke hans mor, så lad være at spille mor, vil du ikke nok. Det her finder vi selv ud af uden din indblanding.”

Det fik hende til omgående at rejse sig og forlade køkkenet med gråden stikkende i øjnene. Spille mor! At han kunne sige det. Han vidste udmærket, hvor stærkt hun havde ønsket sig et barn, og hvor lille chance der var for, at hun kunne få et, efter den abort, hun fik som syttenårig. Han vidste, det var det ømmeste punkt i hende. Og alligevel holdt han sig ikke tilbage for at tale om det på den måde.
Samtidig tænkte hun, at det måske slet ikke havde noget med nogen morfølelse at gøre, det, hun følte for drengen. Han var bare et dejligt menneske, uanset hvilken alder han så havde – hvad den slags så end kaldtes.

Hun havde set drengen ryste midt i den slags seancer og nærmest se lettet ud, da han endelig blev bedt om at forlade bordet. Det var heldigvis længe siden nu. Men dengang. Hun havde haft så ondt af ham hver eneste gang, at hun, så snart faren ikke var i nærheden mere, styrtede ind på hans værelse, rakte sine arme ud mod ham og knugede hans vrede, anspændte krop ind til sig. Så begyndte drengen nogle gange at græde. Først da. Og han holdt lige så stramt om hende, mens han, gennem tårer og snot hviskede skældsord om sin far.

En enkelt gang havde hendes mand opdaget, at hun trøstede drengen. Han stod i døråbningen til drengens værelse og udbrød med foragt i stemmen.
”Ha! Sådan en stor unge. Skal han trøstes som et pattebarn!”
Da var hun blevet vred og havde svaret skarpt: ”Jeg bestemmer selv, hvem jeg holder om, og hvornår.”
De ord havde fået ham til at se højst forundret på hende og derefter på sønnen, hvorefter han gik ud uden et ord og lukkede døren med et smæld.
”Jeg er her også,” sagde hun til drengen. I trods. ”Ingen skal gøre dig noget, når jeg er her, husk det.” Hun mente det, når hun sagde den slags. Men bagefter kom tvivlen. Hvad kunne hun gøre mod den overmagt? Hendes mand bestemte vel over sin egen søn. Her fik hun, juridisk set, ikke et ben til jorden, vidste hun.

Det var i gode stunder, hun følte den styrke. Men den forlod hende for tit, og hun kunne ikke være det for drengen, hun gerne ville, fordi hendes mand stod i vejen med den form for opdragelse, han anså for at være nødvendig.
Han mente ikke noget ondt med det, hun vidste det jo godt. Tværtimod, han var sikker på, han gjorde det bedte for både hende og sønnen. De skulle afpudses, så de kunne blive ligesom ham og begå sig i livet, for livet var hårdt, fortalte han dem ikke så sjældent. Det handlede om at være forberedt på det værste, og parat.
”Til hvad?” spurgte hun forundret, da han sagde det. For hende var livet dejligt, varmt og fredeligt. Fyldt med gode oplevelser. Men hun var sikker på, han var bange på deres vegne. For, at de ikke kunne begå sig, hvis der en dag blev behov for det.

”Han er ligesom sin mor,” sagde hendes mand om drengen. ”Det bløde får overtaget. Men lige inden hun døde, lovede jeg hende, at jeg nok skulle tage mig godt af knægten, og det har jeg i sinde at holde.”
Hun nikkede. Tit ønskede hun, at hun havde kendt drengens mor. Han var fire, da hun døde, og han talte aldrig om hende. Måske huskede han hende ikke mere, selv om han vel burde kunne mindes livet som fireårig.

Hun var blød overfor den dreng. Selvfølgelig var det faren, hun faldt for dengang, for tre år siden. Men det var da hun mødte drengen, at hun vidste, der ikke var nogen vej tilbage. Hun var nødt til at sige ja. Han var hendes dreng. Skønt han var høj af sin alder, ranglet og ikke særlig køn, havde han fra første øjeblik en plads i hendes hjerte, og hun i hans.
I perioden før hun blev gift med drengens far, bad hun altid om, at drengen måtte komme med, når de mødtes, mens faren prøvede at krybe udenom.
”Er det mig eller ham, du er forelsket i?” Og hun grinede og kyssede sin kæreste, men samtidig vidste hun pludselig, at hun skulle passe på. Hendes dejlige kæreste skulle selvfølgelig ikke føle, han blev skubbet i baggrunden. Han havde jo ret, og hun vidste ikke, hvad der gik af hende. Følte hun sig tættere på drengen end på manden? Hun forstod det ikke selv, en dreng på ti år!

Havde det været en baby, ville det være langt lettere at forklare. Tanken om det foster, hun i sin tid mistede. Men sådan en stor unge, som faren sagde.
”Ville du da hellere, jeg ikke kunne lide ham?” spurgte hun drillende, og han smilede let og svarede, at sådan var det selvfølgelig heller ikke. Der måtte vel findes en gylden middelvej. En slags balance, de kunne finde.
Og hun tænkte: Balance, det er vist noget, jeg ikke ved, hvad er.

”Du er ikke så gammel,” sagde hendes kæreste lige før de blev gift. ”Du har meget at lære.”
Hun havde smilet til ham og tænkt dengang, at hun helt sikkert ville lære meget af ham, når de flyttede sammen i hans hus og kom til at gå op og ned ad hinanden til hverdag.
Men dagen efter var dét om balance glemt igen, og når drengen en enkelt gang var med sin far på besøg hos hende i hendes lille lejlighed, kiggede hun meget på ham og grinede ad de samme ting som ham, mens faren spørgende rynkede panden. Og hun gav drengen masser af knus, rodede i hans hår, købte flotte t-shirts til ham, spændende bøger og voks til håret.

Når hun tænkte tilbage på den dejlige tid i starten, fik hun dårlig samvittighed. Det måtte være hendes skyld, det hele var blevet sådan nu. Dengang gik det jo godt nok. Eller, gjorde det ikke? Var der noget, hun overså dengang?
Når hun tænkte tilbage på deres bryllup, denne fantastiske fest, blev hun helt varm om hjertet igen. Hun havde været så lykkelig i flere dage efter.

Lige nu kastede hun et hurtigt blik hen mod sin mand og syntes, han så nervøs ud, som han sad der i stilheden og spiste kylling med kniv og gaffel. Før hun kendte ham, havde hun altid spist kyllingelår med fingrene. Det var den bedste måde at gøre det på, syntes hun, man brugte flere af sine sanser, og det smagte langt bedre på den måde. Selvfølgelig fik man fedtede fingre og mund, men en køkkenrulle kunne vel råde bod på det.
Hun fór pludselig sammen ved en ubestemmelig lyd fra drengens tallerken og blev straks nærværende. Hans kyllingestykke var smuttet udenfor tallerkenen og lå nu på gulvet.
Hun skelede til sin mand og var ikke i tvivl om, hvor svært det var for ham ikke straks at kommentere situationen, men det så ud som om han gjorde et ihærdigt forsøg.

Drengen var helt stiv i blikket. Han rejste sig halvt og kom i det samme til at vælte sin juice.
”Godt gjort!” Farens øjne var smalle sprækker, da han så på drengen. ”Har du lyst til at underholde med mere af den slags?”
Hans stemme skar som en kniv igennem køkkenet.
Drengen rystede på hovedet, og med et blik, der bad om tilgivelse, greb han ud efter et stykke køkkenrulle og tørrede med rystende hænder op på bordet. Han så hurtigt ned mod gulvet, rykkede et nyt stykke papir af og skulle lige til at bøje sig. Hun fulgte enhver af drengens bevægelser, som var det hendes egne.
”Lad mig!” sagde hun nervøst og lagde en hånd på drengens arm. ”Det kan ske for enhver.”
”Han gør det selv!” sagde faren højt og så stift på drengen. ”Værsågod, kom i gang!”
Drengen kastede et hurtigt blik mod hende, og hun forsøgte at smile til ham, og nikkede. Men indeni følte hun pludselig et raseri, hun aldrig havde mærket tidligere.
Hun satte sig igen og prøvede på at spise videre. Men der var ikke plads til en eneste mundfuld i hende mere. Vreden fyldte det hele, og hun mærkede, at noget måtte ske.
Drengen sad på hug på gulvet og arbejde med køkkenrullen, indtil alt var i orden. Så rejste han sig igen, duknakket og lukket i ansigtet, satte sig ved bordet og forsøgte at spise videre, som om intet var hændt.

Da skete det, og hun kunne ikke gøre andet. I et snuptag greb hun et kyllingelår fra fadet, førte det op til munden, gnavede et stort stykke af, fedtede det ud i ansigtet og gumlede og smaskede det bedste hun havde lært.
Hun mærkede, hvordan både drengen og hans far stivnede, idet de måbende fulgte hver af hendes bevægelser, mens hun spiste, hurtigere og hurtigere, mere og mere voldsomt. Da låret var halvvejs spist, kastede hun det skødesløst over skulderen, så det landede på de lyse gulvbrædder.
Hun hørte en gispen fra drengen, men hun kunne ikke stoppe nu. Hurtigt rakte hun ud efter endnu et lår, der blev halvvejs indtaget på samme måde og derpå også smidt over skulderen.

Hendes mand var stum. Han sad på sin plads som en stenstøtte, og så i første omgang ikke ud, som om han var i stand til at bevæge sig overhovedet. Han åbnede munden for at sige noget, og med ét så det ud, som om han var ved at rejse sig. Han var blevet ildrød i hovedet, og hun så, at han i det øjeblik, måske for første gang i den tid hun havde kendt ham, pludselig tvivlede på sit ellers så sikre overblik.
I det samme greb hun kanden med juice og hældte op i sit glas. Mere og mere og mere, indtil det flød ud over dugen og hen over bordet.
”Nej, nu stopper du altså!” råbte hendes mand højt, greb hårdt fat om hendes arm, der holdt kanden, pressede armen ned, så kanden igen stod på bordet, midt i en sø af juice.
”Hvad i alverden er det dog, der foregår? Er du blevet totalt vanvittig?”
Hun begyndte at grine hysterisk og råbte: ”Ja, nemlig! Vil I ikke også prøve? Gud, hvor er det længe siden, jeg har haft det så sjovt!”

Drengen bed sig desperat i fingeren og stirrede skrækslagent på hende, mens hendes mand tog fat i hende og tvang hende ud af køkkenet.
”Så er det nok!” råbte han og puffede hende ind på badeværelset. ”Nu er det sket, du. Slut. Når du har vasket dig, kan du pakke dine ting og forsvinde herfra. Jeg er færdig med dig.”
Hun hørte drengen stå i baggrunden og græde, mens han råbte: ”Nej, far, nej!”

Hun ville have sagt farvel til drengen, men manden stod som skjold for at beskytte ham. Så rejste hun hjem til sine forældre, og hun græd for drengen i dagevis. Manden sørgede for at få hendes ting sendt, og han skrev et brev, hvor der stod, at skilsmissepapirerne var på vej.
I lang tid lå hun i sengen og græd og kunne ikke finde ud af, hvem hun selv var mere. Hun ringede på drengens mobil og sagde, at han var hendes dreng. At hun altid ville elske ham mere end nogen anden, og hun hørte drengen sige med tyk stemme, at han ikke måtte snakke med hende.

Hun begyndte ar arbejde igen og fik en lille lejlighed midt i byen, hvor der var for megen larm. Men det var lige meget nu. Hun skulle bare være fri for andre mennesker. Uden følelser underskrev hun papirerne, der var kommet fra mandens advokat. Det var helt i orden for hende at forlade ham. Men at det samtidig skilte hende fra drengen, var ikke til at holde ud.
Dagene udfyldte hun med travlhed, både på arbejdet, hvor hun blev særdeles effektiv, og i fritiden. Og hun fandt ud af, at når man har travlt nok, kan man ikke tænke. Sådan skulle det være fra nu, sagde hun til sig selv og håbede, smerten en dag forsvandt.

Efteråret gik over i rå og mørke dage, og tit sad hun og kiggede ud ad vinduet og forstod ikke livet. Tit sad hun der også om natten med et tæppe om sig og så ud på en bleg måne, der stædigt hang som et tavst lys over byen og forsøgte at bryde det blåsorte mørke. Og hun kunne ikke blive klog på noget som helst.
Som månederne gik, begyndte hun at slappe lidt mere af. Hvad var det værd, alt sammen, at jage efter det ene og det andet. Hun var jo rolig nok til bare at sidde og være. Og gode arbejdskammerater havde hjulpet hende til at overleve.

En fredag eftermiddag, hvor vejret ruskede og rev i hende, da hun kom ud af bygningen, hvor hun arbejdede, trak hun frakken tættere om sig og skulle lige til at løbe efter en bus.
Så stod han der i hele sin skrøbelige usikkerhed. Hun havde nær fået et chok, så stor og forandret han var blevet. Hun stoppede brat og stirrede på ham, som han stod der og så på hende med de bløde øjne.
”Jamen, hold da op…” Hun anede ikke, hvad hun skulle sige, og bad til, at det  ikke måtte være en drøm.
”Jeg… ville bare se dig,” sagde han og flyttede ikke øjnene fra hende. ”Selv om far har forbudt det.”
Hun slyngede armene om ham, ligesom hun så tit havde gjort og klemte hans lange tynde krop ind til sig. Helt spontant søgte hendes fingre op til hans våde hår, der klaskede ind til hovedbunden på grund af regnen, og hun spurgte, om han ikke havde mere voks.
Han smilede usikkert og nikkede.

”Hvordan har du det?” spurgte hun og tog ikke et sekund øjnene væk fra hans ansigt.
”Joe, sådan da,” sagde drengen, og hun syntes, han nærmest så flere år ældre ud, end sidst hun så ham.
Hun stod og holdt hans hånd. Strøg den og nussede den som i gamle dage, mens regnen blæste ind mod dem og brune efterårsblade fløj forvirret rundt om deres fødder.
”Tror du, det er i orden, hvis du tager med hjem til mig lidt?” vovede hun at spørge.
Drengen trak på skuldrene. Og sagde: ”Far venter mig jo. Han har fundet en ny kæreste. En, der er ligesom ham.”
Drengen kom til at grine, da han sagde det, og hun så, at han fik tårer i øjnene, som han ikke ville være ved.
”Han er god nok,” sukkede drengen så lavt, at hun næsten ikke kunne høre det. ”Han vil jo bare gøre det hele så godt.”
”Det er helt rigtigt,” svarede hun.

Hun tog et stykke papir og en kuglepen op af sin taske og skrev sin adresse ned til ham. Og sit nye mobilnummer.
”Ring til mig en dag,” sagde hun. ”Og kom og besøg mig, bare lidt, hvis du vil, ikke?”
Drengen nikkede. Hun rakte sin hånd op og strøg ham ømt på den ene kind. Drengen sukkede, smilede blegt, vendte sig og gik, let fremoverbøjet mod den barske vind, ind i strømmen af de andre på gaden, der hver især var på vej til deres.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læber (fra novellesamlingen “Tilfældige kys”)

Written by Irma on . Posted in Uddrag fra bøger

LÆBER

Fra novellesamlingen “Tilfældige kys” af Irma Lauridsen

Hans læber var smalle, mandige – og skyldige. De læber, der altid havde været indbegrebet af ham og givet udtryk for hans kærlighed i både ord og kys. De samme læber, der en dag indrømmede det frygtelige.
Hun lå ved siden af ham og så på dem, mens hans ansigt var halvvejs oplyst af en bleg måne. Hun kunne ikke tage øjnene fra de læber, der engang havde tilhørt hende helt og fuldt.

Han var kommet tidligere hjem denne gang, endnu før natten var forbi. Det gjorde han ellers aldrig siden han havde mødt Den Anden. Havde han været sammen med hende, kom han altid først hjem næste morgen. Tavs. Uden anger at spore i hverken ansigt eller holdning. Uden forklaring.
”Min elskede.” Hun formede lydløst ordene med munden tæt ved hans ansigt. Han havde sikkert allerede sovet længe nu. For ham var det aldrig noget problem at falde i søvn. Lige meget hvad han så havde foretaget sig. Med hende var det anderledes.

Som regel kunne hun mærke, når hun var for rastløs til at falde i søvn. Så blev hun oppe, så lidt fjernsyn, forsøgte at læse eller gik og flyttede rundt på tingene i stuen indtil hun fandt ud af, at det hele alligevel stod bedst hvor det altid havde stået, hvorefter hun flyttede dem tilbage igen.
Efterhånden følte hun sig altid urolig indeni. De fredelige stunder hun tidligere havde haft så mange af, glæden, gnisten, alt det var forsvundet.
Nogle gange syntes hun, at hun var en blomst der var knækket lige over roden, men som alligevel ikke ville dø helt.

Selvfølgelig gik de nogle gange i seng samtidig. De var trods alt mand og kone og havde været det i fjorten år, og så var det vel både naturligt og rimeligt, at man af og til gik i seng – ikke bare samtidig men også sammen – tænkte hun nogle gange med en blanding af stædighed og sorg.
Efter det med Den Anden var samværet med ham i sengen forandret. Førhen var det stille og roligt. Trygt. Noget der gjorde hende glad. De kendte jo hinanden så godt.
Nu var der kommet noget desperat over det. Hun vidste ikke mere hvem han var. Og når de var sammen, tænkte hun hele tiden på om han gjorde det samme med den anden som med hende. Eller om de to fandt på noget helt andet sammen. Den tanke kunne aldrig forlade hende, og nogle gange klamrede hun sig heftigt til ham og ville ikke slippe, indtil han med en blanding af forbavselse og irritation skubbede hende fra sig og spurgte hvad der dog gik af hende.
Hvad skulle hun svare? Alle de ord, der skulle bruges som svar på det spørgsmål, ville han ikke have tålmodighed til at høre. Eller forstå.

”Elsker du mig stadig,” havde hun spurgt ham for ikke så længe siden, og han svarede ja. Bare ja og ikke andet. Uden overbevisning, uden følelse, men heller ikke så hun ud fra det kunne slutte, at han ikke gjorde det. Men han var ikke særlig nærværende mere, og det var det, der nogle gange fik hende til at fryse sådan, at varmen næsten umuligt kunne komme tilbage i kroppen igen. Alligevel vidste hun, at hun aldrig ville give slip på ham, koste hvad det ville.
Det kostede halvdelen af ham, som hun nødtvungent måtte aflevere til Den Anden.
Men at gå i seng samtidig med ham var en umulighed i nat. Eller bare det at røre ved ham. Det gjorde hun aldrig når hun vidste, han lige havde været sammen med Den Anden.

De talte ikke om det, at han havde en anden. I starten, lige da hun fandt ud af det, råbte og skreg og græd hun i dagevis og stillede alverdens spørgsmål, uden at han ville svare. I det mindste kunne han vel have fortalt om hende, så hun vidste hvad hun var oppe imod. Hendes navn, alder, udseende. Men han var lukket land.
Hun havde bedt ham stoppe det. Og truet ham. Men han lod sig ikke skræmme. Han var ked af det på hendes vegne, havde han sagt, men han ville aldrig slippe Den Anden.

”Den Anden”, det var hendes navn. Han ville intet fortælle om det forhold. Dog havde hun insisteret på at vide, om hun var yngre end hun selv var. Svaret var ja. Det var det eneste, han ville sige.
Efter at have grædt øjnene næsten ud af hovedet og spurgt i en uendelighed: ”Hvorfor”, meddelte hun en dag, at hun ville forlade ham. Hun havde håbet, det satte sagen så meget på spidsen, at han ville tænke sig om en ekstra gang.
Men ikke ham. Han tog det roligt og sagde, at det var hendes eget valg. Enhver havde lov at bestemme over sig selv. Han. Og hun.
Da hun i sin desperation spurgte, om han da ikke ville have spor imod det, hvis det var hende, der havde fundet en elsker, var svaret nej. Men gjorde hun det, ville han give hende friheden og gå sin vej.

I dagene efter var hun ramt af chok. Jalousien klemte hendes hals og bryst sammen. Det var umuligt at tænke på andet, og hun gjorde hele tiden fejl på jobbet.
Ham og Den Anden. Hans læber mod hendes.
Tænk at miste ham på den måde. Og så endda til en yngre kvinde. Hun mindedes ikke nogensinde at have oplevet noget så ydmygende, som det var at skulle være nummer to. Medhustru, som i et harem. Han var ikke længere hendes mand, ikke helt. Hun delte ham med en anden.

Men hun kunne ikke forlade ham selv om noget i hende ville det. Efter at have opdaget hans utroskab, som han ikke gjorde ret meget for at bortforklare, skete der noget mærkeligt i hende, som hun ikke forstod.
Hun elskede og hadede ham på samme tid. Og med det blev hun forvandlet til en kvinde, der levede i grænseland. Et sted, hvor hun var sikker på at blive vanvittig i løbet af kort tid uden at kunne gøre noget for at forhindre det.

Hun vidste, hvornår han besøgte hende. Selv om han ikke sagde det direkte, prøvede han heller aldrig at skjule det. Så gjorde han altid utrolig meget ud af sig selv, og det var ikke blevet bedre efter det halve år, der nu var gået. Altså var Den Anden stadig i stand til at fordreje hovedet på hendes mand.
På afstand belurede hun ham når han gik frem og tilbage fra badeværelset og brugte lige så lang tid som en kvinde, der lægger fuld makeup og nørkler med både negle og hår.
Når han på den måde pudsede sig som en fugl før parringsleg, fik hun lyst til ham. Hun vidste, hun burde hade ham, men det andet var lige så stærkt. Ja, måske stærkere.
Så meget havde han aldrig gjort ud af sig selv for hende, ikke engang i begyndelsen. Hvad var det dog for en kvinde, som i den grad tiltrak ham?
Tavst betragtede hun hans bestræbelser. Hans gang til og fra badeværelset. Hans duft. Hans halv- og senere helfærdige resultat.
Han sagde ikke noget til hende imens. Han var dybt optaget. Og måske skamfuld, hun vidste det ikke. I forbindelse med Den Anden havde han aldrig røbet noget som helst om følelser. Men hun vidste, at hvis hun begyndte at køre på ham med sarkasme eller bebrejdelser, gik han fra hende. Det måtte ikke ske.
”Elsker du hende?” havde hun en aften spurgt lige før han tog af sted.
”Vi ses i morgen,” var det eneste, han svarede på det. Han kyssede hende aldrig hverken på munden eller på kinden, når han var på vej til Den Anden. Noget, han ellers altid gjorde før de tog på arbejde om morgenen. Men på vej til hende var han lukket.

Hun vidste, at lige meget hvad hun sagde eller gjorde, kunne hun ikke holde ham væk fra hende, hverken med ord eller med magt. Der var ikke nogen måde at straffe ham på heller, undtagen at gå, som ikke var nogen straf. Hun vidste at hun havde sin frihed, og at hun kunne gå, hvis det var det, hun ville. Altså var det op til hende selv.

De nætter han var hos Den Anden, sov hun aldrig. Hun lod fjernsynet køre til langt ud på natten, så længe hun kunne holde det ud, bare for at høre nogen tale og se noget bevæge sig. Men hun opfattede aldrig hvad der blev vist.
I begyndelsen havde hun skreget ned i en pude. Men det blev hun træt af, så det skete ikke mere. Nogle gange havde hun grædt, men heller ikke det stod særlig tit på mere.

Nogle af de nætter han var væk, gik hun og gjorde rent til ud på morgenen, indtil håret klistrede til hendes svedige ansigt og hun til sidst havde følelsen af, at hun hang i laser og det svimlede for hendes øjne. Men det var nødvendigt. På den måde gik tiden hurtigere, så han snart ville slippe Den Anden.
Han behøvede vel heller ikke ligefrem at blive der så længe. At sove hos hende! Men sov de overhovedet? Det spørgsmål gjorde hende om muligt endnu mere urolig.
Når hun til sidst var så træt, at hun skiftevis svedte og frøs, tog hun en sovepille, krøb ned under hans dyne og lagde sig i fosterstilling mens hun håbede på, billederne af de to sammen ville slippe deres tag i hende.

Hendes hjerte skrumpede mere og mere. Det slog forkert, og hun var blevet undersøgt for det to gange. Skønt hun blev bange når det sådan hamrede, og endnu mere bange når det ind imellem helt holdt op med at slå, fik hun samtidig en næsten triumferende følelse af, at det var den vej, det skulle gå.
Alligevel gik hun til lægen, som undersøgte hende og fortalte, at der ikke var noget i vejen med hjertet. Det var hun bare klar over, at han ikke vidste noget som helst om. Den slags hjerteproblemer hun havde, var måske aldrig set før, men ikke desto mindre var de der.
Hun skulle snart dø, der var tydelige tegn på det, og hun var mere rolig ved den tanke end ved noget som helst andet. Et hjerte kan ikke skrumpe så meget og overleve, det vidste hun, og hun var vel trods alt nærmest sit eget hjerte og kendte det bedst. Det sagde hun bagefter til lægen, og han havde kigget uforstående på hende.

Det var næsten altid fredag nat, han var hos Den Anden. Nogle gange lørdag. Ikke hver uge, men for tit. Det var ikke til at holde ud, men hun vidste, der ikke var andet at gøre end at stå det igennem. Hun ville ikke slippe ham, hendes elskede.

Et par gange var han kommet hjem og havde fundet hende i sin seng i let søvn. Det var altid op ad formiddagen, hvor hun omsider var sunket omkuld midt i sine ensomme mareridt, at han dukkede op. Nogle gange blev hun først klar over, han var kommet hjem, når han løftede sin dyne og uden følelse sagde:
”Smutter du lige over i din egen seng?”
Så satte hun sig op i sengen og kiggede så indgående på hans ansigt og hans hænder, at han blev genert og vendte sig om.

Hun vidste, at han i den situation, netop hjemkommet fra den anden, helst så at hun forlod soveværelset og lod ham alene. Men det ville hun ikke. I stedet lagde hun sig i sin egen seng og trak dynen højt op, så han ikke kunne se at hun iagttog ham.
Hendes øjne undersøgte ham altid, når han kom fra den anden. I håbet om at opfange bare lidt af det, han skjulte for hende. Duften af den anden. Måske en rest læbestift på hans læber. Hvilken farve læbestift brugte hun mon? Hvilken parfume?

Når hun hørte, at han sov, skubbede hun sin dyne lidt ned, rejste sig på albuen og studerede hans ansigt. Især hans læber, som havde kysset Den Anden. De læber bragte en del af en fremmed kvinde hjem til hende. Ingen tvivl om, at de stadig smagte af hende, når han var kommet hjem og lå i sin egen seng.
Hun kunne betragte ham længe, når han var faldet i søvn efter sådan en nat. Hans hår, hans ansigt, hænderne. Hun var ikke i tvivl om, at hans hænder gjorde ting ved den anden, som han aldrig havde gjort ved hende selv. Med Den Anden var han et andet menneske. En mand, hun ikke kendte. En hemmelighed.
Jo, han var smuk, det havde hun altid vidst. Og også at andre kvinder fandt ham attraktiv. Men at det her skulle ske, havde hun aldrig troet. Enhver kvindes mareridt, som nogen kaldte det.
Men det var ikke ordet. Det var langt værre end det. Det var døden der nægtede at tage hende, men i stedet grinede ad hende og holdt hende ud i strakt arm. Eller også var det hende selv, der ikke ville se døden i ansigtet og overgive sig.

”Stædig har du altid været,” sagde hendes mor til hende, både da hun var barn og nu, hvor hun var blevet voksen. ”Du gør altid kun, hvad du selv vil.”
Det var sandt, hun vidste det. Når hun havde bestemt noget, blev det, som hun ville.

Hun ville ikke forlade ham. Og en aften for ikke længe siden, havde hun hvisket i hans øre, mens de lå sammen i hendes seng:
”Du er min elskede. Uanset hvad.”

Lige nu, hvor hun tænkte på de ord, fyldtes hun af en varme, hun ikke havde mærket længe. Langsomt bøjede hun sig ind over ham, duftede til hans læber og kyssede dem så let som var det en fjer, der fløj hen over dem.
I det samme greb en iskold hånd om hendes hjerte, og hun mærkede, at livet pludselig blev lyst og let og fyldt med det samme gyldne solskin, som hun kendte så godt fra barndommen.

Irma Lauridsen
(Se bogen med resten af novellerne hos www.williamdam.dk eller på Saxo)

 

 

Hvor gammel er du, dame?

Written by Irma on . Posted in Lidt af hvert

Man spørger ikke om en kvindes alder – hvorfor ikke?

Nej vel …? Hvor mange ville egentlig bare, sådan helt frit, spørge en kvinde om hendes alder? Og hvor mange kvinder ville bryde sig om spørgsmålet? I hvert fald ville man tænke sig gevaldigt om, før man langede sådan et spørgsmål over disken, hvis kvinden så ud til at være over 40, ikke?

Man spørger ikke om en kvindes alder. Har du nogensinde hørt den sætning? Sikkert ikke fra kvinder. Men fra mænd, måske?
Den er ret gængs. Accepteret. Som en lov. Og så morer man sig over at have sagt det, mens man indforstået ser på omkringstående. Jo jo, dén ved vi jo alle hvad betyder, ikke sandt? Ha ha!
Men gør vi nu også det? Hvorfor spørger ”man” ikke om en kvindes alder – og hvem er man …?*
Den sætning er jo nærmest sådan en slags ordsprog. Og dybt irriterende, for mange kvinder i hvert fald, mens de samtidig kræver, den lov bliver holdt, mens mænd ofte morer sig over den.

HVORFOR spørger man ikke om en kvindes alder? Og hvis nogen så ville sige: ”Fordi hun helst ikke vil fortælle det,” jamen så opstår spørgsmålet jo, hvorfor en kvinde helst ikke vil oplyse sin alder?

Kvinder i ’en vis alder’

Det, man ikke umiddelbart forstår, og som andre heller ikke kan/vil forklare, er jo altid interessant. Og hertil hører mysteriet: Hemmeligholdelse af kvinders alder. Hvorfor er kvinders alder hemmelig?
Hvem ligger inde med svaret på dette mærkelige fænomen? Er det fordi kvinder mener, de har noget at skamme sig over, hvis de er nået til ’en vis alder’ – og derfor skal alderen holdes hemmelig, for så har de ikke noget at skamme sig over? Sådan, skåret ud i pap. Eller hvad? Og i givet fald, hvad skulle det være, en kvinde har at skamme sig over (med hensyn til alder) modsat mænd i samme alder?
Nå, sådan tænker ingen kvinde sikkert, ikke direkte i hvert fald. Men hvad føler hun omkring det? Se det kan være noget ganske andet end hvad hun giver udtryk for.

En hel del kvinder er netop blevet interviewet om det emne, og det har fået rystende, hemmelige sandheder på bordet. Disse interviews handler om kvinders følelser omkring deres alder, især omkring de 50 år, eller sidst i 40-erne. Og det viser sig, at kvinder føler og tænker meget forskelligt, når de nærmer sig de 50.

For de fleste kvinder er det bestemt ikke smart at fortælle, at man har det underligt med at blive ældre. Mange af dem har oplyst, at det ville føles nærmest som at give op. Nej, så hellere lide i stilhed ved tanken om de alders-forandringer, der hen ad vejen viser sig, og lade som om man tager situationen i stiv arm. At man er en rigtig sej, tidløs kvinde (kan man ikke også være det, selv om man er betænkelig ved alderen?) – og at man slet ikke frygter alderen det mindste.
Det her kan få bølgerne til at gå højt, når man tager det op og tør se ærligt på det. Et emne til en meget interessant debat!

Kvinder fortæller om alder

Som sagt er emnet taget op og belyst fra mange og interessante vinkler. Og nu er der så mulighed for at finde svaret på mysteriet. Eller de mange svar, der i virkeligheden er. Nemlig ud fra de omtalte interviews med kvinder – om dét at runde de skarpe hjørner. Om at blive ældre (og det mener mange kvinder allerede begynder ved de 40).
Et problem er, at mange kvinder ikke taler med hinanden om det tema, så de kunne hjælpe hinanden igennem forandringens usikkerhed. I stedet lader de som om alt er ok og finder andre samtaleemner, når de mødes.

Sandheden er, at mange kvinder frygter de runde fødselsdage som ind i helvede! Ja, undskyld sprogbruget, men netop sådan udtrykte en af de kvinder det, som gav sit bidrag til bogen ”Kvinde på 50+  Frisk eller færdig”.
Bogen handler altså om kvinder og deres frygt for at blive ældre, og meget af det der løftes sløret for i den bog er intet mindre end rystende. Det handler om, hvordan frygten og modviljen viser sig. Og at overgangen fra yngre til ældre kvinde kan være lige så svær som puberteten er for de unge. Visse af kvinderne mener endda, at overgangsalderen er undergangsalderen. Mens andre kvinder fortæller om, hvad der kan gøres ved den indstilling, så man i stedet kan få et spændende og givende ældreliv med mange dejlige udfordringer.
Mange seje kvinder fortæller i bogen om et rigtig godt ældreliv. Kvinder, der nyder den modenhed alderen giver og er klar til at bruge livet på spædende ting og sager.

Ældre kvinde, yngre mand

I alt otte kvinder fortæller om deres liv, tanker, følelser og forhold. Og så er der lige lige én mand med.
Og hvorfor så denne ene hane i kurven? Jo, interviewet med ham er med, fordi han er kæreste med en af kvinderne i bogen, og hun er 13 år ældre end ham. Smag lige på dén! Til den ”forkerte side”, siger man (stadig, ind imellem) om den slags. Sensation! Når kvinden er en del ældre end sin kæreste. Hvorimod det bare ville være charmerende, hvis det var omvendt. En ældre mand og en yngre kvinde … jamen når manden begynder at få de første grå hår i tindingen, er han da bare såååå lækker! Det mener flere af kvinderne. Hvorimod vist ikke én kvinde, hvis hun for eksempel på en datingside søgte en mand, ville skrive: ”Kvinde i overgangsalderen søger en yngre mand som kæreste …” Interessant! Altså igen, hvad er det for en mærkelig forskel på kvinder og mænd, når det gælder alder?

Omtalte kvinde fortæller, at hun måtte stå model til spydigheder om ”kuvøseguf” og andet, sagt til hende om den dejlige unge mand, sådan en gammel hejre som hende havde været ude at gafle og helt afgjort ikke havde gjort sig fortjent til. (Ingen overvejede bare et øjeblik, om det kunne være ham, der havde gaflet hende.)
Hun blev rent ud sagt mobbet af sine såkaldte veninder og af andre (selvfølgelig på en måde, der skulle tage sig humoristisk ud), mens hendes unge kæreste ikke anede noget om den mobning. Men det var jo også ham, den stakkel, der var ”offeret”. Det mente andre, at han var. Det mente kvinden faktisk også selv. Hun følte sig endda lidt skyldig. Ja, grin eller græd, det er op til dig selv. I hvert fald er der langt mere om det her, end de fleste ville tro!

At blive voksen

Såe – nej, ”man spørger ikke om en kvindes alder”. Ikke endnu. Ikke bredt, i hvert fald. Alderen, såvel som andre personlige ting, skal selvfølgelig heller ikke være en pligt for nogen kvinde at oplyse. Men på den anden side, hvorfor skal kvinders alder stadig være noget, man får et hosteanfald over?

Måske kunne vi, efterhånden som vi bliver voksne og klogere (skønt modenhed ikke handler om alder – der er jo folk på 80, som stadig ikke er voksne) gøre noget ved hele den indstilling omkring kvinder og mænd og alder og forstillelse, ærlighed, rummelighed og åbenhed, og se på, hvad der er væsentligt. Så livet kunne blive mere frit, godt, rart og kærligt i alle aldre. Og så kvinders alder ikke skal være sådan et tabu, men vi bare kunne slappe af og være dem, vi nu engang er. Ønsketænkning? Måske. Men enhver har vel lov at ønske.

Musikken styrer mere end du tror

Written by Irma on . Posted in Lidt af hvert

Musik påvirker altid

Er musik bare baggrundsstøj, eller har den en virkning? Kan vi bruge musikken til mere – og helt andre ting – end bare at lytte og danse til? Er der større kraft i musik end vi går rundt og tror? Noget, der giver en virkning vi kan bruge, så det virkelig rykker?

Forleden spurgte en kvinde mig: ”Svar mig lige på, om dét her er normalt, eller jeg bare er hysterisk. Jeg har det sådan at musik totalt kan gå ind og forandre mig for en hel dag. Hvis jeg hører en bestemt slags musik, kan det pludselig påvirke mig sådan, at alle slags triste følelser vælter op i mig, jeg græder måske – og jeg ved, det kom, fordi jeg lige præcis hørte den musik.

Modsat: Hvis jeg hører livlig og glad musik, kan jeg blive så sprudlende glad, at jeg er helt oppe i skyerne. Hvad er det dog for noget? Styrer musikken os? Hvordan undgår jeg at det påvirker mig, så jeg bliver deprimeret? Når man f.eks. er ude i butikker, bestemmer man jo ikke selv, hvad der lyder i højttaleren.”

Brug musikken til mere end lytning

Se, det er jo et rigtig spændende tema. Musikkens indvirkning på sindet er et emne, man ikke taler så meget om, og det er ærgerligt. For når vi ved, at musikken har en virkning, følelsesmæssigt – og det mærker de fleste af os jo – kan vi også bruge musikken. Til at opnå de virkninger, vi ønsker og har behov for. Her og nu eller på længere sigt.

Det er helt sikkert, at musik påvirker os rigtig, rigtig meget. Musik er stemninger, svingninger, energier. Der sker ændringer i hjernen, alt efter hvilken musik vi hører. Musik kalder på vores følelser i alle afskygninger, og det er spændende at lægge mærke til virkningen.

Du ved, hvordan musik virker, når du ser en film. Er der uhygge-musik, sidder du med koldsved i hænderne med visheden om at der snart sker noget forfærdeligt – skønt der ikke sker noget som helst af den slags at se på skærmen (endnu). Det er udelukkende musikken der indikerer, at noget uhyggeligt nærmer sig.

Ser du nøjagtig de samme billeder på skærmen, men til rolig, let og afslappende musik, vil du reagere lige modsat, nemlig roligt og forventningsfuldt. Du vil ikke et øjeblik få den tanke, at noget uhyggeligt er på vej. Fordi musikken signalerer noget andet.

 Hvad udsætter vi os for – med musik?

Når vi er bevidste om, at musik påvirker os, plus/minus, kan vi også være opmærksomme på, hvad vi udsætter os selv for, når vi hører musik.

Flere kan berette om, at de bliver triste over en bestemt slags musik, men at den samtidig kan give forløsning og hen ad vejen befri sin person for en mental tyngde. Andre kan føle sig totalt knust over et stykke musik som går ind og kalder på voldsomme følelser omkring oplevelser, man troede for længst var forsvundet.
Der har i flere tilfælde været mistanke om, at specielle former for musik måske kan have tilskyndet folk til at begå mord. Og selvmord. Om det er rigtigt eller ej kan være svært at vide, men fakta er, at musik kan kalde på store, dybe følelser og tilskynde til handlinger, der er i familie med de følelser.

Så er der de mennesker, der kan føle sig totalt i den syvende himmel over specielle former for afslapningsmusik. Eller får masser af energi af bestemte former for musik. Der er folk, som kan blive ”høj” af kraftig rock, for eksempel.

Glad og let musik kan pludselig, som ved et trylleri, forandre en tung, sort dag til noget smukt. Stemningen skaber smukke, indre billeder. Så ja, musikken styrer kraftigt.

Mange er ekstremt følsomme overfor musik og oplever den på samme måde som omtalte kvinde. Der er musik, de aldrig kan høre, hvis de ikke er klar til at gå ned og kigge i deres egne bundløse dybder.

Musik som inspiration

Musikken kan altså i heldigste fald løfte totalt, give gnist, glæde og nye ideer som en vitamin-indsprøjtning. Prøv f.eks. at høre Bach’s 3. Brandenburg-koncert, der på et øjeblik kan puste liv i alt kreativt, skabende og levende – for nogen. Eller Mozarts fløjtekoncert, hvor du bare svæver opad på dine store vinger og virkelig mærker det vidunderlige sus af liv – lige nu! Det kan være alle slags musik, alt efter hvem du er, hvordan du er sammensat og hvilke minder du har i bagagen.

Da jeg skrev min kærligheds-roman KÆRE FREMMEDE, skrev jeg den mens jeg konstant lyttede til et bestemt stykke musik. Musikken gav gnisten, ideerne, følelsen. Gennem den musik blev personerne levende og med nerve. Romanen ELSKEDE ROSA skrev jeg også “på musik”. Faktisk skriver en del forfattere deres bøger med musik som inspiration.

Og dog er det individuelt, hvordan musik virker. Prøv at snakke med vennerne om det. Det kan blive ret spændende, fx at spille forskellig slags musik og derpå snakke om de indre billeder man hver især ser i forbindelse med musikken og hvilke følelser den danner. Vi har hver især vores helt egen bagage med i rygsækken, som vi kører vores nu-oplevelser sammen med og som farver det, vi sanser. Det er virkelig interessant at bruge lidt tid på at udforske.

Beskyt dig mod uønskede stemninger

Men hvordan undgår vi så at blive deprimeret af musik? Det gør vi ved at lytte til den musik, der understøtter den stemning vi gerne vil være i. Når vi så alligevel er nødt til at høre på i en bestemt slags musik, fx i indkøbscenteret, så prøv at abstrahere mest muligt fra den, hvis du mærker, at den ikke giver dig noget godt. Sig til dig selv: Jeg lukker mine ører. Og tving så dine tanker i en anden retning. Eller du kan nynne eller fløjte noget, der gør dig glad eller giver ro.

Jo, det virker, tro det eller ej. Bare prøv det af. Visualisering er en fantastisk beskyttelse imod det, du ikke ønsker nærkontakt med. Tænk på noget andet, få dit besøg i centeret afsluttet i en vis fart, og gå hjem og sæt en cd på, der giver dig det humør, du har brug for.

Altså, her er ingen snak om, hvad der er godt eller skidt – for dig. Det ved du kun selv, så bare føl dig frem.

Det spændende i det her er sådan set ikke at vide, at musik virker på os, plus eller minus. Det mærker vi jo, selv om vi måske aldrig snakker om det. Det interessante er, at vi selv kan styre det. Og udnytte det, så det giver kraft, ideer og power i hverdagen. Dét er da et spændende redskab at have med i baglommen, klar til brug når vi ønsker det.

Slank inden sommer

Written by Irma on . Posted in Slank og sund

Lette slanketips, der virker.

Sommeren nærmer sig, og mange af os vil gerne tabe et par kilo, før vi igen trækker i sommertøjet.

Heldigvis er det langt lettere at tabe sig end de fleste er klar over. Her følger et par slanketips, der kan bruges af både voksne og børn. De er lette at følge og handler hverken om nogen kur eller at skulle sulte. Tværtimod, du skal spise så meget du har brug for, og alligevel slanker du dig.

Råd nr. 1. Se dig selv som slank. Skab billeder i dit hoved af dig, som du gerne vil se ud. Sig af og til: Jeg er slank! Tænk på dig selv som slank. Tanker er i stand til at skabe fysiske forandringer. Du er, hvad du tænker.

Råd nr. 2: Spis magert. Lad hovedmåltiderne bestå af tørstegt kød, fisk, grøntsager, lidt ris, masser af salat og groft brød. Undgå fed mad som pommes frites, burgere, fede sovse osv. Friskpresset appelsinsaft kan erstatte sovs. Blendet frugt kan erstatte smørret, når du bager en kage.

Råd nr. 3: Kom ”den lille sult” i forkøbet. Uanset om du er hjemme, på indkøb, i skole, på arbejde, og den lille sult melder sig, så bestem, at du ikke spiser slik, kage, is, franske hotdogs el. lign. for at mætte dig.

Vær forberedt. Hav altid lidt frugt og grønt med i tasken, hvor du er. Skær det i stykker hjemmefra, put det i en lille plasticpose, klar til brug. Du kan også have lidt nødder, et par figener, en banan eller en grovkiks med i tasken. Det er let, kan spises nærmest ubemærket, giver energi – og feder ikke.

Råd nr. 4: Drik masser af vand. Start hvert måltid med et stort glas vand. Drik vand dagen igennem, så tit som muligt. Hav altid en lille flaske vand med i tasken. Mangler du væske, kan det føles som sult. Vand fylder i maven og kan redde dig – her og nu – fra beslutningen om fed mad, søde drikke el. slik.

Råd nr. 5: Spis ikke lige før sengetid. Det sætter sig lettere på kroppen, da forbrændingen er lav, når man sover. Er du meget sulten, så spis lidt frugt og drik vand.

Råd nr. 6: Motion. Har du ikke tid til fast og planlagt motion, så begynd at motionere på utraditionelle måder. Det giver, sammenlagt, langt mere end man skulle tro.

Er du på bytur, så find en trappe og løb op og ned ad den et par gange. Gå, i stedet for at tage bilen. Brug cyklen så meget som muligt. Løb en lille tur morgen eller aften. Gå tur med børnene i stedet for at køre i bilen. Hus- og havearbejde er også motion.

Følger du disse 5 lette råd, kan du ikke undgå at slanke dig – du vil finde din idealvægt, og den holder! Du kan evt. starte med et enkelt råd og tage mere med lidt efter lidt. Og husk: Se dig selv som slank! Tankerne er basis for det hele.

Disse råd er fra min lille slankebog ”Slank på den lette måde” (som du kan se et andet sted på min side), hvor du kan finde mange flere slankeråd, der er både lette, naturlige – og som kan bruges, så de lige præcis passer til dig.

Barnet der huskede et tidligere liv

Written by Irma on . Posted in Tidligere liv, Uddrag fra bøger

Susannes beretning –  en beretning fra min bog “Ind i det ukendte”

Her kan du læse en af de åndsløst spændende og meget bemærkelsesværdige beretninger fra min interview-bog “Ind i det ukendte”.
Jeg interviewer Susanne, som starter med at fortælle:

Da vores søn Alex var seks år, tog vi på en tur til Italien, hvor vi aldrig tidligere havde haft drengen med. Først besøgte vi Venedig.
Venedig er en stor by, og jeg var lidt bange for, at Alex skulle blive væk. Så jeg prøvede at fortælle ham, at hvis han blev væk for os, har de i Venedig et system med, at fliserne ligger på en bestemt måde. Kommer man på en af de store gader, ligger fliserne sådan, at enten fører de til Markuspladsen, eller også fører de til Rialtobroen.
Jeg forklarede altså, at blev han væk, skulle han søge hen til en af de store veje, hvor han da enten kunne finde til Markuspladsen eller Rialtobroen.
Han så på mig som om jeg var idiot, og jeg kunne se på ham, at det slet ikke var noget problem. Han sagde:
“Jeg bliver ikke væk.”
Men jeg gentog:
“Hvis du nu alligevel bliver væk, så gør som jeg har sagt, da kan vi altid finde dig.”
Drengen sagde endnu engang:
“Jeg bliver ikke væk! Men I kan jo bare lade mig føre an. Lad mig gå forrest!”
Vi kiggede lidt forbavset på ham, og jeg sagde:
“Okay, så gå du forrest.” Så kunne vi jo samtidig holde øje med ham.

Havde du på det tidspunkt nogen ide om, hvad det, drengen sagde, egentlig betød?
Nej, det havde jeg ikke. Men det blev eftermiddag, og vi gik rundt i de små gyder i Venedig. Sidst på efter­middagen blev vi enige om, at vi nok hellere måtte finde vores hotel. Vi ville lige hvile os og klæde om, før vi skulle ud at spise.

Hvis jeg skulle finde hotellet, var jeg nødt til at starte ved Markus­pladsen, for kun derfra kunne jeg finde vejen. Men nu havde vi efterhånden gået så meget rundt, at jeg ikke anede, hvor vi var. Skulle jeg finde hotel­let, ville jeg altså være nødt til at gå tilbage.
Men da jeg sagde til Alex:
“Vi skal finde hotellet nu,” udbrød han plud­selig:
“Ja, nu skal jeg finde det!”
Jeg tænkte: Finde det? En dreng på seks år! Jeg anede ikke, hvor vi var. Men drengen sagde med overbevisning i stemmen:
“Ja, det finder jeg lige.”
Jeg rystede lidt på hovedet. Tænkte, ja ja, men det kan jo godt være, vi finder frem til Markuspladsen ad den vej, Alex vil gå, hvem ved? Så vi fulgte bare efter ham.
Det gik let. Vi rundede lige to hjørner, derefter stod vi ved hotellet.

Var I tidligere kommet den vej, så drengen måske kunne huske det?

Overhovedet ikke. Vi var aldrig kommet den vej før, så jeg var meget forbavset. Jeg kunne på ingen måder gætte, hvordan drengen kunne finde det. Men fakta viste, at han præcist vidste, hvor det var, og han havde ikke et øjeblik været usikker på det.
Alex kunne ikke læse på det tidspunkt, så han kan ikke have set skilte eller andet, der viste til stedet. I realiteten var der heller ingen skilte, der viste til det hotel.

Lige efter spekulerede min mand og jeg ikke så meget over, hvad det var, der var sket. Jeg tænkte bare: Det var et held. Men bagefter kunne jeg se, at det ikke var held. Han var alt for sikker.
Senere viste det sig, at drengen i andre sammenhænge også ville gå foran. Ja, nærmest hele tiden.

Da vi skulle hjem, og vi stod parate med vores kufferter, stod Alex med hænderne på bådens gelænder, kiggede ud over Venedig og det, vi sejlede forbi, og stille udbrød han
“Hvor var det dejligt at se Venedig igen!”
Jeg tænkte: Hvad var det, han sagde? Jeg havde aldrig haft den dreng med i Venedig før!

Talte I om det, da I kom hjem?

Ja. Da vi havde været hjemme i cirka fjorten dage, tog jeg ham en dag på skødet og sagde:
“Hvad mente du egentlig med det, du sagde i Venedig, mens vi sejlede?”
Han sad lidt og tænkte. Så sagde han pludselig:
“Jamen mor, du er jo egentlig slet ikke min rigtige mor.”
Og jeg tænkte: Hvad er det dog, drengen sidder og siger?
Jeg svarede: “Alex, det er jeg da! Du ved da godt, at jeg har født dig.”
“Ja,” sagde han, “jeg ved det sådan set godt, men der er ligesom noget, jeg ikke kan få til at passe…”
“Kan du ikke få det til at passe?” spurgte jeg forbavset.
“Nej,” sagde drengen eftertænksomt, “for… min mor er jo i Venedig.”
“Jamen…” begyndte jeg lidt stammende, “du har da set billeder, hvor jeg var gravid, og det var dig, jeg havde i maven…”
“Ja,” svarede drengen, “jeg ved det godt. Men jeg boede altså i Venedig sammen med min mor. Men så lige pludselig fik I lov at passe mig. Og så var det jo, I fik mig. I skulle bare passe mig.”

Spurgte du ham om flere ting, der eventuelt kunne give et tydeligere billede?

Nej, jeg tror ikke, vi snakkede så meget mere om det den dag, for jeg var bange for at presse ham. Men jeg har fået hans historie stykket sammen, sådan lidt hen ad vejen.
En anden dag, hvor han igen ville snakke, gik jeg ind i drengens tankebaner og spurgte  ham:
“Hvordan havde du det i Venedig?”
“Vi havde det godt, indtil der skete noget,” svarede drengen.
“Hvordan havde du det med din mor?” spurgte jeg.
“Jo,” sagde han, “dengang jeg var helt lille, skulle vi flytte ind i et hus, nogen var ved at bygge. Mens de byggede det, var vi oppe at se det. Der løb jeg og legede gemme sammen med min mor. Jeg gemte mig for hende i værelserne. Men vi kom ikke til at bo i huset, for min far døde.”
“Døde han?” spurgte jeg forbavset.
“Ja, lige pludselig en dag kom politiet i deres båd,” fortsatte drengen, “og de fortalte, at min far var død.”
“Hvordan døde han?” spurgte jeg.
“Han havde fået nogle fiskekasser ned over sig,” svarede drengen med stor sikkerhed. “Han havde nemlig været ude at fiske.”

Nogle fiskekasser? tænkte jeg. Jeg vidste godt, mændene fisker i lagunen, men det havde drengen ikke set, da vi var i Venedig, så han kunne ikke vide det derfra. Vi havde ikke set hverken fiskere, fiskerbåde eller kasser, så han kunne slet ikke forbinde det med vores tur.

Drengen fortalte, at de på grund af farens død ikke kunne flytte ind i huset og fortsatte:
“Vi havde ikke så mange penge, så derfor kom vi til at bo sammen mine fætre.”

En anden dag fortalte Alex videre:
“Da min mor og jeg boede i Venedig sammen med mine fætre, havde vi ikke så mange penge, så vi gik ned i forretningen og købte spaghetti som ikke var lavet den dag.”

Nogle dage senere kunne jeg ikke lade være at spørge Alex:
“Hvordan gik det til, at far og jeg pludselig skulle passe dig, som du jo har snakket om?”

Han fortalte nu, at han var blevet syg, da han boede i Venedig. I starten kom lægen og så til ham engang i mellem. Men efterhånden som han blev mere syg, havde lægen ikke længere tid til at komme, fordi der var så mange, der var syge. Han vidste ikke rigtigt, hvad der mere var sket, men lige plud­selig var det, at hans far og jeg skulle passe ham, sagde han.

Jeg har senere forstået på det han siger, at han må være død som 15-16-årig.

Talte I nogensinde senere om jeres tur til Venedig?

Det gjorde vi. Og en dag sagde Alex:
“Mor, der er altså noget, jeg ikke rigtigt kan forstå. Du ved, den dér fine bro, vi gik over,  den så altså ikke sådan ud, dengang jeg boede der.”
“Hvordan så den så ud?” spurgte jeg nysgerrigt.
“Den var bygget af træ,” svarede drengen med sikker stemme.

Rialtobroen er i dag bygget af marmor. Men Alex fortalte, at broen engang var en træbro.
Jeg prøvede at undersøge hans påstand gennem forskellige historiebøger og fandt ud af, at broen er brændt flere gange og bygget op igen. Tilbage i det trettende århundrede hed broen Quartarolo-broen. Det var en vindebro af træ. Først i 1590 blev Rialtobroen indviet i marmor, som den ser ud i dag.

Hvis Alex har levet dernede for eksempel under pesten, der fandt sted i 1575, som jeg – ud fra det han fortæller om de mange mennesker, der blev syge – kan få en fornemmelse af måske var tilfældet, var Rialtobroen jo netop en træbro, men dog lidt finere end bare nogle bjælker, som den kun bestod af i starten.

Havde du indtryk af, at de tanker påvirkede Alex fremover?

 Alex havde nogle problemer i tiden efter, vi kom hjem fra Venedig, og han igen var begyndt i skolen efter sommerferien. Det var som om han kom til at virke lidt mere aggressiv. De næste par år i skolen skulle der ikke så meget til, før han blev vred.
Jeg spurgte ham engang, hvad der var i vejen, og han svarede:
“Jeg kan nogle gange ikke finde ud af, om jeg er den ene eller den anden dreng. Ham fra Venedig eller ham fra Danmark.”

Jeg er sikker på, det her virkelig er en erindring, Alex har. Og jeg har tænkt på, om han, da han levede i Venedig, måske var nødt til at være lidt aggressiv for at klare sig. Simpelthen har skullet bruge al­buerne for at hævde sig. Alex’s aggressivitet virkede på mig lidt som en slags storby-aggressivitet. Og jeg har tænkt, at Venedig måske kan have været hård at bo i på det tidspunkt.

Han havde ingen af de problemer, før vi tog på turen til Venedig. Og da vi var i byen, følte jeg heller ikke, at han på nogen måde ændrede personlighed. Han gik bare foran hele tiden med en vis form for stolthed. Det andet kom først senere. Efter at vi var kommet hjem.

Drengen begyndte at få svært ved at koncentrere sig, og derved kom der hurtigt indlæringsproblemer. For at prøve at hjælpe drengen lidt, sagde jeg en dag:
“Jamen Alex, er der ikke et eller andet af det, du kunne i Venedig, du kan bruge her? Noget, du var rigtig god til?”
Og han svarede, efter at have tænkt sig om:
“Ved du hvad, jeg var rigtig god til at kaste med æbler. Men det kan jeg jo ikke rigtig bruge til noget her.”

På et tidspunkt følte jeg, at jeg var nødt til at forklare drengens lærere, hvad der foregik, så de lettere ville kunne forstå ham. Derfor aftalte jeg et møde, hvor jeg fortalte, hvorfor han ikke altid kunne finde ud af, hvem han var. De måbede over det, de fik at høre. Men jeg forklarede, hvordan jeg opfattede det, som drengen havde fortalt mig. Hvad de så har ment om det, ved jeg ikke.

Fortalte han mere fra Venedig?

Nej, jeg følte, det måtte stoppe her. Så jeg spurgte ikke mere Alex om noget i forbindelse med Venedig. Jeg syntes, han skulle have fred, så til trods for, at jeg var nysgerrig, sagde jeg aldrig mere om det.
Som tiden gik, forsvandt hans aggressivitet langsomt. Og jeg mærkede, at han lidt efter lidt lukkede for de ting, han havde husket.

Da Alex var cirka 9 år fandt jeg ud af, at han har visse evner, man måske ikke møder hos så mange. For eksempel at han kunne se aura. Han sagde en dag, idet han så på mig:
“Jeg kan se, at du har meget grønt i dig. Men jeg kan bedst se det sådan lidt ved siden af dig.”
Min mor kan også se aura, så en dag sagde jeg til hende, uden i for­vejen at fortælle, hvad drengen havde sagt:
“Prøv lige at se på mig. Hvilken farve er der mest af omkring mig?” og hun svarede:
“Den grønne farve er mest domi­nerende.”

Kort tid efter opdagede jeg, at Alex virkede lidt trist. Jeg spurgte, hvad der var i vejen.
Han svarede:
“En af mine hjælpere er væk, og han kommer ikke mere.”
Jeg havde ikke talt med drengen om åndelige hjælpere, skønt jeg selv tror på, at vi har dem. Jeg prøvede at trøste ved at sige, at så fik han vel en ny en dag.

Cirka otte dage efter kom han grinende og i højt humør og sagde:
“Mor, jeg har fået en ny hjælper! Han er bare sjov. Nogle gange sidder han og hvisker mig i øret. Det er vittigheder og en masse andet. Nogle af de ting kan jeg sige til de andre i skolen, og så griner de. Men de ved ikke, det er noget, nogen har hvisket til mig.”
Han fortalte også af og til, at hvis han havde problemer, han ikke sådan lige kunne finde svar på, spurgte han bare sine hjælpere, så gik det hele godt igen.

Det var så dejligt at opleve, at han igen var blevet glad. Og at mærke, at han nu var parat til at køre videre, helt og fuldt i sit nuværende liv.
***

Du kan læse mange flere beretninger, også nogen, der er helt anderledes – i bogen “Ind i det ukendte”. Bogen kan bestilles via post@irmalauridsen.dk
Bogen er oversat til engelsk. Den engelske titel er “Inside the unknown” og den kan købes som Kindle e-bog på Amazon. Følg linket her.

Knuden forsvandt ved tankens kraft

Written by Irma on . Posted in Visualisering

Smertefri “operation”

Dette eksempel på visualiseringens slående kraft. Jeg har oplevet det på egen krop og efterfølgende skrevet om det i min lille slankebog ”Slank på den lette måde”, der handler om at slanke sig via tanker og visualisering. Jeg har også skrevet om denne oplevelse i bogen “Tænk dig til det hele, visualisering – guide og ideer.” Og jeg fortæller om det i mit foredrag.

Nogen vil kalde det, der skete, et mirakel. Hvilket stof mirakler så end er gjort af, ser jeg det dog som noget helt naturligt. Jeg har efterfølgende talt med mange, der har prøvet noget lignende. Men at der kan være så stor kraft i tanker, som jeg oplevede i den situation, jeg her vil omtale, rystede mig alligevel lidt dengang, på den positive måde:

En sommer havde jeg af og til mærket, at det gjorde ondt bag på mit ene ben. På ret kort tid viste der sig en kæmpestor knude nøjagtig det sted, hvor det havde gjort ondt. En åreknude, tænkte jeg.
Jeg lod nogen tid gå og tænkte: Jeg ignorerer det. Skidtet er kommet af sig selv, så kan det vel også forsvinde af sig selv. Men men men… sådan gik det ikke.

En månedstid efter at knuden var blevet til fuld størrelse tog jeg til lægen, som selvfølgelig bekræftede, at det var en åreknude. En af de store og grimme. Han er samtidig idrætslæge og vidste alt om den slags. Jeg spurgte: ”Er der bare en minimal mulighed for, at den kan forsvinde af sig selv”? Svaret kom omgående. Det var der absolut ikke. Den slags skal opereres. Han foreslog, at han straks kontaktede hospitalet, så jeg kunne få den fjernet.
Det var jeg ikke helt med på. Derfor slog jeg det hen og sagde, at det måtte vi se på lidt senere. I den periode havde jeg masser af foredrag rundt i hele landet. Jeg havde simpelthen ikke tid.

Som dagene gik, blev jeg mere og mere gal på den dumme knude bag på mit ben. Den var virkelig stor og grim. Og øm også.
Pludselig slog tanken mig: Til krig mod skidtet! Den skal ikke få lov at overleve. Jeg bestemmer over min egen krop. Men hvordan min egen vilje så skulle føres ud i livet, vidste jeg ikke lige her og nu.
Jeg havde hørt, at man kan tænke skavanker, ja endda sygdomme, væk. Men… jeg havde dog altid været en smule skeptisk overfor den slags. Nu tænkte jeg: Det skal prøves. Hvad har jeg at miste?

Jeg sagde ikke til nogen, at jeg tænkte sådan. Eller at jeg ville gøre forsøget i det hele taget. Måske følte jeg, det var lidt flovt, især hvis det ikke lykkedes. Godtroende, let at narre – jo, jeg hørte på forhånd andres domme. Det krævede faktisk lidt indre overtalelse for at få mig selv til at tro på det.

En aften sagde jeg til mig selv: Så går jeg i gang! Og det gjorde jeg, helt på min egen måde. Jeg havde ikke fået nogen forklaringer om, hvordan det eventuelt kunne gribes an. Men da jeg var kommet i seng, tænkte jeg:
Nu ser jeg en stor, blå laserstråle for mig. Den skal komme ud af det bare ingenting og stråle lige ned i mit ben og fjerne knuden. Jeg vil se for mig, at den reparerer knuden, lidt efter lidt. Og at alt falder på plads igen på en sund måde.

Det var lidt af en overvindelse at holde koncentrationen på en stor, blå, virksom laserstråle, som ikke var der. Eller – var den?
Aften efter aften hentede jeg, via tankerne, min blå laserstråle frem og placerede den, stadig via tankerne, direkte i knuden på mit dårlige ben. Om ikke for andet, så fordi jeg var stædig. Og fordi intet skulle være uprøvet.

Jeg blev bedre og bedre til at koncentrere mig i længere tid. Mens laserstrålen var ”på”, rørte jeg aldrig ved benet. Jeg lå helt stille og bare visualiserede strålen og holdt den på plads med tankerne.

En aften, kort tid efter at jeg var begyndt, blev jeg meget overrasket. Jeg mærkede, at området hvor knuden var, blev helt varmt mens jeg visualiserede. Det blev ved at være varmt, indtil jeg ikke mere tænkte på strålen. Det gjorde mig meget forbavset, at der var en sådan fysisk reaktion på mine tanker.
Først tænkte jeg, at det nok bare var en fiks ide, jeg havde fået. Og jeg rakte hånden om bag på benet og mærkede efter. Det var rigtigt. Området med knuden var langt varmere end benet ellers var. På andre tider af døgnet, hvor jeg ikke visualiserede laserstrålen, var knuden ikke varmere end resten af benet, konstaterede jeg i dagene efter.

Nu begyndte jeg at hente strålen frem flere gange om dagen. Faktisk så tit jeg havde en pause og kunne koncentrere mig om det.
Nogle uger senere så jeg, yderst forbavset, at knuden var blevet mindre. Og sådan gik det, at den med tiden svandt ind så den var på størrelse med en ært – og til sidst var den væk! Helt og fuldt. Der var end ikke spor af den. Jeg tænkte først, at den nok ville vise sig igen i større eller mindre form. Men det skete ikke, og det er flere år siden nu.
Det er for mig endnu et bevis på, at der er masser af kraft i tankerne. En kraft, der også viser sig fysisk i kroppen.

Efter at have læst det eksempel vil du måske sige: Jamen – kan vi så i virkeligheden alt med vores tanker? Tja, da jeg ikke ved, hvad ”alt” kan indbefatte, kan jeg ikke svare på det. Men i det store og hele mener jeg, vi er i stand til langt mere end vi kan forestille os – med vores tanker. Sikke en kraft, sikke en styrke, sikke et mod, det kan give.

Efter at min knude var sporløst forsvundet, var jeg glædeligt forbavset og nærmest ”høj” over det, der var sket. Jeg fortalte det til alle, der gad høre. Men til min overraskelse havde de stort set alle en masse bortforklaringer.

”Nåe, jamen det var nok noget andet. Den ville sikkert være forsvundet alligevel, osv.” (Jamen –forsvundet alligevel – det havde ikke mindre end to læger jo forklaret mig, at den ikke kunne …).

I mellemtiden var min tidligere læge flyttet, og den nye var overhovedet ikke interesseret i min forklaring om det, der var sket, ja, det virkede endda som om hun slet ikke troede mig.
Og jeg tænkte: Hvorfor enten bortforklaringer eller denne totale uvilje til at sætte sig lidt ind i det, der er sket – er det da ikke fantastisk, at noget så stort kan gøre med så lille en indsats? Hvorfor er vi tit så bange for at tænke lidt anderledes end vi er opdraget til? Når det nu virker! Hvorfor tør vi ikke gøre totalt ufarlige forsøg med os selv, som vi intuitivt føler for? Har intuitionen slet ingen ret? Måske er det i virkeligheden den, der fortæller dig, hvad du skal gøre med dit liv. Den, der virker. Hvis du ellers lytter.