Author Archive

Barnet der huskede et tidligere liv

Written by Irma on . Posted in Tidligere liv, Uddrag fra bøger

Susannes beretning –  en beretning fra min bog “Ind i det ukendte”

Her kan du læse en af de åndsløst spændende og meget bemærkelsesværdige beretninger fra min interview-bog “Ind i det ukendte”.
Jeg interviewer Susanne, som starter med at fortælle:

Da vores søn Alex var seks år, tog vi på en tur til Italien, hvor vi aldrig tidligere havde haft drengen med. Først besøgte vi Venedig.
Venedig er en stor by, og jeg var lidt bange for, at Alex skulle blive væk. Så jeg prøvede at fortælle ham, at hvis han blev væk for os, har de i Venedig et system med, at fliserne ligger på en bestemt måde. Kommer man på en af de store gader, ligger fliserne sådan, at enten fører de til Markuspladsen, eller også fører de til Rialtobroen.
Jeg forklarede altså, at blev han væk, skulle han søge hen til en af de store veje, hvor han da enten kunne finde til Markuspladsen eller Rialtobroen.
Han så på mig som om jeg var idiot, og jeg kunne se på ham, at det slet ikke var noget problem. Han sagde:
“Jeg bliver ikke væk.”
Men jeg gentog:
“Hvis du nu alligevel bliver væk, så gør som jeg har sagt, da kan vi altid finde dig.”
Drengen sagde endnu engang:
“Jeg bliver ikke væk! Men I kan jo bare lade mig føre an. Lad mig gå forrest!”
Vi kiggede lidt forbavset på ham, og jeg sagde:
“Okay, så gå du forrest.” Så kunne vi jo samtidig holde øje med ham.

Havde du på det tidspunkt nogen ide om, hvad det, drengen sagde, egentlig betød?
Nej, det havde jeg ikke. Men det blev eftermiddag, og vi gik rundt i de små gyder i Venedig. Sidst på efter­middagen blev vi enige om, at vi nok hellere måtte finde vores hotel. Vi ville lige hvile os og klæde om, før vi skulle ud at spise.

Hvis jeg skulle finde hotellet, var jeg nødt til at starte ved Markus­pladsen, for kun derfra kunne jeg finde vejen. Men nu havde vi efterhånden gået så meget rundt, at jeg ikke anede, hvor vi var. Skulle jeg finde hotel­let, ville jeg altså være nødt til at gå tilbage.
Men da jeg sagde til Alex:
“Vi skal finde hotellet nu,” udbrød han plud­selig:
“Ja, nu skal jeg finde det!”
Jeg tænkte: Finde det? En dreng på seks år! Jeg anede ikke, hvor vi var. Men drengen sagde med overbevisning i stemmen:
“Ja, det finder jeg lige.”
Jeg rystede lidt på hovedet. Tænkte, ja ja, men det kan jo godt være, vi finder frem til Markuspladsen ad den vej, Alex vil gå, hvem ved? Så vi fulgte bare efter ham.
Det gik let. Vi rundede lige to hjørner, derefter stod vi ved hotellet.

Var I tidligere kommet den vej, så drengen måske kunne huske det?

Overhovedet ikke. Vi var aldrig kommet den vej før, så jeg var meget forbavset. Jeg kunne på ingen måder gætte, hvordan drengen kunne finde det. Men fakta viste, at han præcist vidste, hvor det var, og han havde ikke et øjeblik været usikker på det.
Alex kunne ikke læse på det tidspunkt, så han kan ikke have set skilte eller andet, der viste til stedet. I realiteten var der heller ingen skilte, der viste til det hotel.

Lige efter spekulerede min mand og jeg ikke så meget over, hvad det var, der var sket. Jeg tænkte bare: Det var et held. Men bagefter kunne jeg se, at det ikke var held. Han var alt for sikker.
Senere viste det sig, at drengen i andre sammenhænge også ville gå foran. Ja, nærmest hele tiden.

Da vi skulle hjem, og vi stod parate med vores kufferter, stod Alex med hænderne på bådens gelænder, kiggede ud over Venedig og det, vi sejlede forbi, og stille udbrød han
“Hvor var det dejligt at se Venedig igen!”
Jeg tænkte: Hvad var det, han sagde? Jeg havde aldrig haft den dreng med i Venedig før!

Talte I om det, da I kom hjem?

Ja. Da vi havde været hjemme i cirka fjorten dage, tog jeg ham en dag på skødet og sagde:
“Hvad mente du egentlig med det, du sagde i Venedig, mens vi sejlede?”
Han sad lidt og tænkte. Så sagde han pludselig:
“Jamen mor, du er jo egentlig slet ikke min rigtige mor.”
Og jeg tænkte: Hvad er det dog, drengen sidder og siger?
Jeg svarede: “Alex, det er jeg da! Du ved da godt, at jeg har født dig.”
“Ja,” sagde han, “jeg ved det sådan set godt, men der er ligesom noget, jeg ikke kan få til at passe…”
“Kan du ikke få det til at passe?” spurgte jeg forbavset.
“Nej,” sagde drengen eftertænksomt, “for… min mor er jo i Venedig.”
“Jamen…” begyndte jeg lidt stammende, “du har da set billeder, hvor jeg var gravid, og det var dig, jeg havde i maven…”
“Ja,” svarede drengen, “jeg ved det godt. Men jeg boede altså i Venedig sammen med min mor. Men så lige pludselig fik I lov at passe mig. Og så var det jo, I fik mig. I skulle bare passe mig.”

Spurgte du ham om flere ting, der eventuelt kunne give et tydeligere billede?

Nej, jeg tror ikke, vi snakkede så meget mere om det den dag, for jeg var bange for at presse ham. Men jeg har fået hans historie stykket sammen, sådan lidt hen ad vejen.
En anden dag, hvor han igen ville snakke, gik jeg ind i drengens tankebaner og spurgte  ham:
“Hvordan havde du det i Venedig?”
“Vi havde det godt, indtil der skete noget,” svarede drengen.
“Hvordan havde du det med din mor?” spurgte jeg.
“Jo,” sagde han, “dengang jeg var helt lille, skulle vi flytte ind i et hus, nogen var ved at bygge. Mens de byggede det, var vi oppe at se det. Der løb jeg og legede gemme sammen med min mor. Jeg gemte mig for hende i værelserne. Men vi kom ikke til at bo i huset, for min far døde.”
“Døde han?” spurgte jeg forbavset.
“Ja, lige pludselig en dag kom politiet i deres båd,” fortsatte drengen, “og de fortalte, at min far var død.”
“Hvordan døde han?” spurgte jeg.
“Han havde fået nogle fiskekasser ned over sig,” svarede drengen med stor sikkerhed. “Han havde nemlig været ude at fiske.”

Nogle fiskekasser? tænkte jeg. Jeg vidste godt, mændene fisker i lagunen, men det havde drengen ikke set, da vi var i Venedig, så han kunne ikke vide det derfra. Vi havde ikke set hverken fiskere, fiskerbåde eller kasser, så han kunne slet ikke forbinde det med vores tur.

Drengen fortalte, at de på grund af farens død ikke kunne flytte ind i huset og fortsatte:
“Vi havde ikke så mange penge, så derfor kom vi til at bo sammen mine fætre.”

En anden dag fortalte Alex videre:
“Da min mor og jeg boede i Venedig sammen med mine fætre, havde vi ikke så mange penge, så vi gik ned i forretningen og købte spaghetti som ikke var lavet den dag.”

Nogle dage senere kunne jeg ikke lade være at spørge Alex:
“Hvordan gik det til, at far og jeg pludselig skulle passe dig, som du jo har snakket om?”

Han fortalte nu, at han var blevet syg, da han boede i Venedig. I starten kom lægen og så til ham engang i mellem. Men efterhånden som han blev mere syg, havde lægen ikke længere tid til at komme, fordi der var så mange, der var syge. Han vidste ikke rigtigt, hvad der mere var sket, men lige plud­selig var det, at hans far og jeg skulle passe ham, sagde han.

Jeg har senere forstået på det han siger, at han må være død som 15-16-årig.

Talte I nogensinde senere om jeres tur til Venedig?

Det gjorde vi. Og en dag sagde Alex:
“Mor, der er altså noget, jeg ikke rigtigt kan forstå. Du ved, den dér fine bro, vi gik over,  den så altså ikke sådan ud, dengang jeg boede der.”
“Hvordan så den så ud?” spurgte jeg nysgerrigt.
“Den var bygget af træ,” svarede drengen med sikker stemme.

Rialtobroen er i dag bygget af marmor. Men Alex fortalte, at broen engang var en træbro.
Jeg prøvede at undersøge hans påstand gennem forskellige historiebøger og fandt ud af, at broen er brændt flere gange og bygget op igen. Tilbage i det trettende århundrede hed broen Quartarolo-broen. Det var en vindebro af træ. Først i 1590 blev Rialtobroen indviet i marmor, som den ser ud i dag.

Hvis Alex har levet dernede for eksempel under pesten, der fandt sted i 1575, som jeg – ud fra det han fortæller om de mange mennesker, der blev syge – kan få en fornemmelse af måske var tilfældet, var Rialtobroen jo netop en træbro, men dog lidt finere end bare nogle bjælker, som den kun bestod af i starten.

Havde du indtryk af, at de tanker påvirkede Alex fremover?

 Alex havde nogle problemer i tiden efter, vi kom hjem fra Venedig, og han igen var begyndt i skolen efter sommerferien. Det var som om han kom til at virke lidt mere aggressiv. De næste par år i skolen skulle der ikke så meget til, før han blev vred.
Jeg spurgte ham engang, hvad der var i vejen, og han svarede:
“Jeg kan nogle gange ikke finde ud af, om jeg er den ene eller den anden dreng. Ham fra Venedig eller ham fra Danmark.”

Jeg er sikker på, det her virkelig er en erindring, Alex har. Og jeg har tænkt på, om han, da han levede i Venedig, måske var nødt til at være lidt aggressiv for at klare sig. Simpelthen har skullet bruge al­buerne for at hævde sig. Alex’s aggressivitet virkede på mig lidt som en slags storby-aggressivitet. Og jeg har tænkt, at Venedig måske kan have været hård at bo i på det tidspunkt.

Han havde ingen af de problemer, før vi tog på turen til Venedig. Og da vi var i byen, følte jeg heller ikke, at han på nogen måde ændrede personlighed. Han gik bare foran hele tiden med en vis form for stolthed. Det andet kom først senere. Efter at vi var kommet hjem.

Drengen begyndte at få svært ved at koncentrere sig, og derved kom der hurtigt indlæringsproblemer. For at prøve at hjælpe drengen lidt, sagde jeg en dag:
“Jamen Alex, er der ikke et eller andet af det, du kunne i Venedig, du kan bruge her? Noget, du var rigtig god til?”
Og han svarede, efter at have tænkt sig om:
“Ved du hvad, jeg var rigtig god til at kaste med æbler. Men det kan jeg jo ikke rigtig bruge til noget her.”

På et tidspunkt følte jeg, at jeg var nødt til at forklare drengens lærere, hvad der foregik, så de lettere ville kunne forstå ham. Derfor aftalte jeg et møde, hvor jeg fortalte, hvorfor han ikke altid kunne finde ud af, hvem han var. De måbede over det, de fik at høre. Men jeg forklarede, hvordan jeg opfattede det, som drengen havde fortalt mig. Hvad de så har ment om det, ved jeg ikke.

Fortalte han mere fra Venedig?

Nej, jeg følte, det måtte stoppe her. Så jeg spurgte ikke mere Alex om noget i forbindelse med Venedig. Jeg syntes, han skulle have fred, så til trods for, at jeg var nysgerrig, sagde jeg aldrig mere om det.
Som tiden gik, forsvandt hans aggressivitet langsomt. Og jeg mærkede, at han lidt efter lidt lukkede for de ting, han havde husket.

Da Alex var cirka 9 år fandt jeg ud af, at han har visse evner, man måske ikke møder hos så mange. For eksempel at han kunne se aura. Han sagde en dag, idet han så på mig:
“Jeg kan se, at du har meget grønt i dig. Men jeg kan bedst se det sådan lidt ved siden af dig.”
Min mor kan også se aura, så en dag sagde jeg til hende, uden i for­vejen at fortælle, hvad drengen havde sagt:
“Prøv lige at se på mig. Hvilken farve er der mest af omkring mig?” og hun svarede:
“Den grønne farve er mest domi­nerende.”

Kort tid efter opdagede jeg, at Alex virkede lidt trist. Jeg spurgte, hvad der var i vejen.
Han svarede:
“En af mine hjælpere er væk, og han kommer ikke mere.”
Jeg havde ikke talt med drengen om åndelige hjælpere, skønt jeg selv tror på, at vi har dem. Jeg prøvede at trøste ved at sige, at så fik han vel en ny en dag.

Cirka otte dage efter kom han grinende og i højt humør og sagde:
“Mor, jeg har fået en ny hjælper! Han er bare sjov. Nogle gange sidder han og hvisker mig i øret. Det er vittigheder og en masse andet. Nogle af de ting kan jeg sige til de andre i skolen, og så griner de. Men de ved ikke, det er noget, nogen har hvisket til mig.”
Han fortalte også af og til, at hvis han havde problemer, han ikke sådan lige kunne finde svar på, spurgte han bare sine hjælpere, så gik det hele godt igen.

Det var så dejligt at opleve, at han igen var blevet glad. Og at mærke, at han nu var parat til at køre videre, helt og fuldt i sit nuværende liv.
***

Du kan læse mange flere beretninger, også nogen, der er helt anderledes – i bogen “Ind i det ukendte”. Bogen kan bestilles via post@irmalauridsen.dk
Bogen er oversat til engelsk. Den engelske titel er “Inside the unknown” og den kan købes som Kindle e-bog på Amazon. Følg linket her.

Knuden forsvandt ved tankens kraft

Written by Irma on . Posted in Visualisering

Smertefri “operation”

Dette eksempel på visualiseringens slående kraft. Jeg har oplevet det på egen krop og efterfølgende skrevet om det i min lille slankebog ”Slank på den lette måde”, der handler om at slanke sig via tanker og visualisering. Jeg har også skrevet om denne oplevelse i bogen “Tænk dig til det hele, visualisering – guide og ideer.” Og jeg fortæller om det i mit foredrag.

Nogen vil kalde det, der skete, et mirakel. Hvilket stof mirakler så end er gjort af, ser jeg det dog som noget helt naturligt. Jeg har efterfølgende talt med mange, der har prøvet noget lignende. Men at der kan være så stor kraft i tanker, som jeg oplevede i den situation, jeg her vil omtale, rystede mig alligevel lidt dengang, på den positive måde:

En sommer havde jeg af og til mærket, at det gjorde ondt bag på mit ene ben. På ret kort tid viste der sig en kæmpestor knude nøjagtig det sted, hvor det havde gjort ondt. En åreknude, tænkte jeg.
Jeg lod nogen tid gå og tænkte: Jeg ignorerer det. Skidtet er kommet af sig selv, så kan det vel også forsvinde af sig selv. Men men men… sådan gik det ikke.

En månedstid efter at knuden var blevet til fuld størrelse tog jeg til lægen, som selvfølgelig bekræftede, at det var en åreknude. En af de store og grimme. Han er samtidig idrætslæge og vidste alt om den slags. Jeg spurgte: ”Er der bare en minimal mulighed for, at den kan forsvinde af sig selv”? Svaret kom omgående. Det var der absolut ikke. Den slags skal opereres. Han foreslog, at han straks kontaktede hospitalet, så jeg kunne få den fjernet.
Det var jeg ikke helt med på. Derfor slog jeg det hen og sagde, at det måtte vi se på lidt senere. I den periode havde jeg masser af foredrag rundt i hele landet. Jeg havde simpelthen ikke tid.

Som dagene gik, blev jeg mere og mere gal på den dumme knude bag på mit ben. Den var virkelig stor og grim. Og øm også.
Pludselig slog tanken mig: Til krig mod skidtet! Den skal ikke få lov at overleve. Jeg bestemmer over min egen krop. Men hvordan min egen vilje så skulle føres ud i livet, vidste jeg ikke lige her og nu.
Jeg havde hørt, at man kan tænke skavanker, ja endda sygdomme, væk. Men… jeg havde dog altid været en smule skeptisk overfor den slags. Nu tænkte jeg: Det skal prøves. Hvad har jeg at miste?

Jeg sagde ikke til nogen, at jeg tænkte sådan. Eller at jeg ville gøre forsøget i det hele taget. Måske følte jeg, det var lidt flovt, især hvis det ikke lykkedes. Godtroende, let at narre – jo, jeg hørte på forhånd andres domme. Det krævede faktisk lidt indre overtalelse for at få mig selv til at tro på det.

En aften sagde jeg til mig selv: Så går jeg i gang! Og det gjorde jeg, helt på min egen måde. Jeg havde ikke fået nogen forklaringer om, hvordan det eventuelt kunne gribes an. Men da jeg var kommet i seng, tænkte jeg:
Nu ser jeg en stor, blå laserstråle for mig. Den skal komme ud af det bare ingenting og stråle lige ned i mit ben og fjerne knuden. Jeg vil se for mig, at den reparerer knuden, lidt efter lidt. Og at alt falder på plads igen på en sund måde.

Det var lidt af en overvindelse at holde koncentrationen på en stor, blå, virksom laserstråle, som ikke var der. Eller – var den?
Aften efter aften hentede jeg, via tankerne, min blå laserstråle frem og placerede den, stadig via tankerne, direkte i knuden på mit dårlige ben. Om ikke for andet, så fordi jeg var stædig. Og fordi intet skulle være uprøvet.

Jeg blev bedre og bedre til at koncentrere mig i længere tid. Mens laserstrålen var ”på”, rørte jeg aldrig ved benet. Jeg lå helt stille og bare visualiserede strålen og holdt den på plads med tankerne.

En aften, kort tid efter at jeg var begyndt, blev jeg meget overrasket. Jeg mærkede, at området hvor knuden var, blev helt varmt mens jeg visualiserede. Det blev ved at være varmt, indtil jeg ikke mere tænkte på strålen. Det gjorde mig meget forbavset, at der var en sådan fysisk reaktion på mine tanker.
Først tænkte jeg, at det nok bare var en fiks ide, jeg havde fået. Og jeg rakte hånden om bag på benet og mærkede efter. Det var rigtigt. Området med knuden var langt varmere end benet ellers var. På andre tider af døgnet, hvor jeg ikke visualiserede laserstrålen, var knuden ikke varmere end resten af benet, konstaterede jeg i dagene efter.

Nu begyndte jeg at hente strålen frem flere gange om dagen. Faktisk så tit jeg havde en pause og kunne koncentrere mig om det.
Nogle uger senere så jeg, yderst forbavset, at knuden var blevet mindre. Og sådan gik det, at den med tiden svandt ind så den var på størrelse med en ært – og til sidst var den væk! Helt og fuldt. Der var end ikke spor af den. Jeg tænkte først, at den nok ville vise sig igen i større eller mindre form. Men det skete ikke, og det er flere år siden nu.
Det er for mig endnu et bevis på, at der er masser af kraft i tankerne. En kraft, der også viser sig fysisk i kroppen.

Efter at have læst det eksempel vil du måske sige: Jamen – kan vi så i virkeligheden alt med vores tanker? Tja, da jeg ikke ved, hvad ”alt” kan indbefatte, kan jeg ikke svare på det. Men i det store og hele mener jeg, vi er i stand til langt mere end vi kan forestille os – med vores tanker. Sikke en kraft, sikke en styrke, sikke et mod, det kan give.

Efter at min knude var sporløst forsvundet, var jeg glædeligt forbavset og nærmest ”høj” over det, der var sket. Jeg fortalte det til alle, der gad høre. Men til min overraskelse havde de stort set alle en masse bortforklaringer.

”Nåe, jamen det var nok noget andet. Den ville sikkert være forsvundet alligevel, osv.” (Jamen –forsvundet alligevel – det havde ikke mindre end to læger jo forklaret mig, at den ikke kunne …).

I mellemtiden var min tidligere læge flyttet, og den nye var overhovedet ikke interesseret i min forklaring om det, der var sket, ja, det virkede endda som om hun slet ikke troede mig.
Og jeg tænkte: Hvorfor enten bortforklaringer eller denne totale uvilje til at sætte sig lidt ind i det, der er sket – er det da ikke fantastisk, at noget så stort kan gøre med så lille en indsats? Hvorfor er vi tit så bange for at tænke lidt anderledes end vi er opdraget til? Når det nu virker! Hvorfor tør vi ikke gøre totalt ufarlige forsøg med os selv, som vi intuitivt føler for? Har intuitionen slet ingen ret? Måske er det i virkeligheden den, der fortæller dig, hvad du skal gøre med dit liv. Den, der virker. Hvis du ellers lytter.

Tandlæge i udlandet

Written by Irma on . Posted in Sundhed

Tændernes udseende betyder utrolig meget, hvis du vil se godt ud. I tiden er det populært at finde sig en tandlæge i udlandet. Her tilbydes renovation af tandsættet til lavere priser end i DK. Men der er åbenbart forskel på fakta bag de mange tilbud! Nedenstående er selvoplevet. Men der kan højst sandsynligt være helt anderledes oplevelser at hente hos udenlandske tandlæger – også.

Jeg har en tandlæge i udlandet. Eller rettere – jeg havde. Tandkroner er ikke billige i DK. Så fuld af håb ringede jeg til en tandlæge i udlandet. Han havde tilknytning til Danmark og kendte udmærket til mig og mit forfatterskab, oplyste han. Jo, jeg var yderst velkommen hos ham.

Fuld af håb rejste jeg af sted for at få et tjek. Jeg syntes, han virkede en smule overfladisk og stresset, men han var yderst venlig. Han talte hurtigt, usammenhængende, lavede om på det, han først havde sagt, så jeg efterhånden følte mig sådan lidt som i en karrusel.
Halvsvimmel spurgte jeg om ting, som han mente, han havde sagt. Det var også tilfældet, han havde bare lavet det om flere gange, og af den årsag ville jeg, for god ordens skyld, godt lige vide, hvad det så var, der gjaldt.

Manden oplyste med et smil, at hans kone havde læst nogle af mine bøger, ”ja, du skrev jo den dér: ’Elskede Rosa’, og ’Slank på den lette måde’, ikke …?” – jo jo, så faktisk ville han godt lave noget sort arbejde på mine tænder.

Hm… nå! Jeg forstod ikke, hvad mine tænder havde med hans kones læsning af mine bøger at gøre men ville da godt vide, hvad hans arbejde i så dunkel en farve ville indebære af mindre betaling. For det var vel dét, sagen i så fald drejede sig om, eller…?
Tandlægen fik pludselig et par ticks ved øjnene og meddelte ord-snublende, at det kunne han ikke helt svare på, det kom jo an på så meget.
På hvad, for eksempel?

 Hvad koster det?

 Det var stadig svært at svare på. Men okay da, han kunne strække sig til det yderste og tilbyde mig to kroner for 7.000 kroner, og det var BILLIGT!
Hvor billigt i sammenligning med hvidt arbejde, ville jeg godt vide. (Hold da helt op, hvor må jeg have virket irriterende – på den anden side har jeg et ekstremt behov for helt klare linier, og jeg mente, sagen var så enkel, at man ikke engang behøvede en lommeregner…) Efter at tandlægen havde kastet et hastigt blik op i loftet, som om svaret befandt sig der, forstod jeg, at heller ikke det regnestykke kunne gå op. Derfor prøvede jeg at hjælpe lidt til ved at komme med et meget enkelt eksempel.

Det var nemlig så (u)heldigt, at jeg tidligere havde hørt en mand fortælle, at han havde fået en krone hos selv samme tandlæge for 3000 kroner. Det forelagde jeg denne mester udi tandarbejde, som nu, kampklar og stammende, kvitterede med at indvende, at det kendte han ikke noget til. 3000?? Jamen – der ville da altid komme noget oveni, for eksempel bedøvelse (ja tak!!) og andre ting.
Hvilke andre ting? Jeg turde næsten ikke spørge. Manden sukkede opgivende. Det var heller ikke lige til at sige. Så – altså kunne det meget vel (jeg oversætter lige: højst sandsynligt) komme til at overstige de 7000 kroner, alt efter hvor besværlige mine tænder var (nej, der skulle ikke rodbehandles, det havde vi tjekket!).

 Han afbrød mig hele tiden, og hans fremtoning viste mig, at nu skulle jeg ikke komme for godt i gang. Det ene øjeblik sagde han ét, og det næste noget andet, så jeg selv skulle gætte mig til fakta, hvis det begreb ellers fandtes i hans verden. En tvivl, der bestemt ikke gav mig grund til tryghed, siddende dér, fastspændt i torturstolen med en let jernkæde om halsen med tilhørende serviet.

Han havde travlt, lod han mig vide (omsider indrømmede han dét, som selv én med yderst lav IQ ville have gættet ved første øjekast). Så han aftalte med sig selv, at han – næste gang – skulle ordne et lille hul i en tand, som start.
Jeg indvendte, at jeg ellers godt ville have lavet hele molevitten på én gang, så jeg ikke behøvede at tage den lange vej flere gange. Men det var tiden slet ikke til, var svaret. Nå, hm – og han ville altså ikke ordne bare én eneste lille tand nu, så jeg kunne føle, at der dog var sket lidt i dag.
Nej! Den næste patient ventede derude, meddelte han smilende og rakte mig sin gummi-behandskede hånd til hjertelig afsked.

 Med kæden om halsen

 Fuld af forventning dukkede jeg op en måned senere og blev igen placeret i stolen med kæde om halsen. Jeg har altid følt mig som en lænkehund med sådan en kæde, men selvfølgelig, en tandlæge med respekt for sig selv må tage sine forholdsregler, så patienten ikke smutter i utide.

Så sad jeg der og ventede på, at herren i egen høje person skulle manifestere sig. Klinikdamen fór forvirret gennem rummet af og til. Endelig dukkede han op. Hilste på mig og sagde, at nu skulle vi i gang med at bore en tand ud i højre side, og også én i venstre. Jeg indvendte, at han bestemt ikke havde sagt noget om hul i venstre side.
Nååå?? Et sekund så det ud, som om han selv blev i tvivl. Hurtigt greb han billederne, kastede et blik på dem og sagde, at det var der altså. Tanden ved siden af den, der skulle have krone.

Jeg foreslog, vi så ventede med det hul indtil kronebehandlingen. Hvorfor alle de bedøvelser?
Jo, det kunne han jo godt se. Nå, men bortset fra det – ville jeg bedøves nu eller ej? I et snuptag greb han en sprøjte, og inden jeg så mig til, sad nålen fast i den indvendige side af min kind.
Efter endt gerning rejste han sig hurtigt og sagde, at nu gik han lige et øjeblik.

Som tiden gik, begyndte jeg at spekulere over, hvor manden var blevet af? Havde han glemt mig? Der var total tomt i behandlingsrummet. Ikke en lyd hørtes i rummene omkring mig heller, og tanken slog mig, om de måske holder siesta sådan et sted. I visse lande varer en siesta op til flere timer.
Men jeg kunne fornemme nogen på den anden side af døren, han og klinikdamen lige var gået ud af. Et par gange så jeg også – gennem en lille rude øverst i døren – at nogen passerede forbi. Men hvem, var umulig at se på den afstand. Under alle omstændigheder var alt tyst, både her og der.

 Tandlægen forsvandt

Der var nu gået over tyve minutter, og jeg var lige ved at glemme, hvorfor jeg sad her. Faktisk syntes jeg ikke rigtig jeg kunne mærke nogen bedøvelse. Pludselig kom klinikdamen farende forvirret igennem rummet og smuttede igen ud ad en anden dør. Kort efter ankom min længe ventede tandlæge. ”Åh, vi er lidt stressede, der var lige en tandpine, som skulle ordnes!” undskyldte han og satte sig hurtigt ved siden af mig. Og jeg tænkte: En tandpine? Underligt, hvis han ordner en tandpine på en patient, og de ikke siger et ord til hinanden. Det ville jeg da kunne høre, når det var lige på den anden side af døren. Og også, hvis han havde boret i en tand. Jeg havde ikke hørt nogen af den slags lyde. Men jeg sluttede, at det åbenbart ikke var nogen kendt måde, han ordnede tandpiner på.

”Jeg tror faktisk ikke, bedøvelsen virker.” Jeg turde næsten ikke udtale ordene.
”Det kan vi hurtigt finde ud af,” sagde min flinke tandlæge. ”Jeg har sådan en lille iskold ting her. Den er minus tyve grader. Den kan vi lige holde ind mod tanden for at tjekke, om du kan mærke noget …”

Min uro voksede til utrolige dimensioner, og helt tilfældigt fór mine tanker i retning af begrebet tortur. Nu tager du dig sammen! sagde min indre stemme. Og det gjorde jeg så.
Det var svært at bedømme, om jeg egentlig kunne mærke den iskolde dims mod tanden eller ej.

”Vi kan prøve at holde den ind mod en tand i den anden side af munden, så vil du straks kunne mærke det. Mine patienter plejer at ryge helt op i loftet, når jeg gør det,” grinede den venlige herre og lignede én, der virkelig var på hjemmebane nu.
”Nej!! Ellers tak!” Min hånd fór op til kæden om halsen, mens en indre stemme råbte: Flygt!
”Ja, den sidder godt fast,” smilede tandlægen.
”Bare bor i min tand nu og lad os blive færdige!” sagde jeg og mærkede adrenalinen køre på højtryk i kroppen. ”Hvis det gør for ondt, kan jeg vel bare sige det.”
Jeg lyttede intenst efter, om han sagde ja. Men han sagde ingenting.

Betonknusning

Så borede han i min tand. Jeg havde aldrig hørt så høj en lyd før, undtagen lige når vejarbejdere knuser beton. Alligevel ordnede han tanden med fyldning og det hele – smertefrit. Og han sagde så venlige og beroligende ord til mig imens, at jeg var lige ved at falde i søvn.

Bagefter skulle vi lige finde en ny tid – til kronerne. Det kunne først blive om halvanden måned. Men så blev det også billigt! Jeg nævnede, at jeg ikke brød mig om, når han var så stresset. At jeg så var bange for, tingene ikke blev gjort rigtigt. Men han forsikrede mig om, at alt var i orden.
Jeg ville dog godt lige tænke over dét med en ny tid. Min intuition sagde mig, at der var et eller andet her, som slet ikke stemte, men efter de vilde følelser i stolen, tænkte jeg ikke så klart lige nu, at jeg præcist kunne sætte en finger på, hvad det var.
Nej, det sagde jeg ikke. Men jeg har aldrig tidligere oplevet et menneske, der giver så mange muligheder for abstrakt forståelse gennem det, der bliver sagt.

Jeg har tænkt. Det gjorde jeg på hjemturen. Jeg genkaldte mig alle de ting, han stammende havde tilbudt, lovet, eller lavet om, igen og igen. Så fik jeg en ide, nemlig at kontakte en anden tandlæge i samme område for at spørge, om de havde faste priser på kroner, eller prisen kom an på det ene og det andet.
De havde faste priser. Og der kom intet oveni. En krone kostede 3.500. Alt i alt. Vel at mærke en HVID – og ikke en sort.

Tja, og dermed overlader jeg så min søde, og helt sikkert velmenende (uanset hvad han så mente) tandlæge til sine andre patienter, der forhåbentlig kommer ud fra klinikken med et smil om munden. Og håber, at min næste tandlæge-oplevelse bliver lige knap så sjov som den første. Og faktisk, når jeg tænker rigtigt efter, vil jeg nok også hellere have hvide kroner, end sorte. 

Blåbær

Written by Irma on . Posted in Haven

Mange havefolk går rundt med rosenrøde havedrømme. Om alle de blomster, træer og buske, man vil anskaffe til sin have. Jeg er tit faldet totalt i svime over alle de vidunderlige billeder i reklamerne – af roser og buske, struttende af livsglæde – og senere måttet indrømme, at sådan ser det SLET ikke ud i MIN have. Men optimisten glemmer hurtigt den slags små skuffelser.

Jeg ville have blåbær i min have, koste hvad det ville. Og det kostede. Mest af alt knofedt – noget, jeg slet ikke havde forestillet mig i starten. Man tror, det er så ligetil med en plante. Men man bliver klogere.

Det startede, da jeg fandt ud af, at blåbær er enormt sunde. Det gjorde ikke ønsket mindre. Og så var det vel bare at plante, var det ikke? Ak nej, hvis det bare var så let. Gennem studium i diverse bøger og blade blev jeg nemlig klar over, at blåbær kræver sur jord. Altså sphagnum. Nå skidt, jeg havde en halv pose i skuret. Men ved nærmere efterforskning fandt jeg ud af, at en blåbærbusk kan blive lige så stor som en solbærbusk. Og, hvis den skal have det godt, skal der graves et hul til den på 1½ x 1½ meter, og gerne 70 cm. dyb – og hullet skal fyldes op med sur jord.

Jeg plejer ikke at stå af overfor småforhindringer. Bevæbnet med spade og trillebør spankulerede jeg forventningsfuldt ned bag i haven. Og så blev der ellers gravet. Den ene trillebørfuld hårde lerjord efter den anden blev kørt væk, indtil hullet var, så jeg nærmest blev væk i det, og håret klistrede til sveden på min pande.

Nu fandt jeg så ud af, at hvis planterne virkelig skal give noget, skal der helst flere sorter til. Ok, så to huller da, sukkede jeg om aftenen, da hele kroppen værkede efter at have været jordarbejder i mange timer. Men ak og ve, jeg, der hører til folket, som har svært ved at bestemme os – i planteskolen fandt jeg fire sorter, der alle lød til at være lige fantastiske, såe… ja, det blev til dem alle fire.

Derhjemme tog jeg tommestokken og målte. Hullet skulle minsandten være dybere! Og så skulle der faktisk være fire af slagsen. Det tog flere dage, før det var gjort. Jeg var tæt på total optimisme, da en venlig sjæl fortalte mig, at de huller da ville kræve for mindst tusind kroner sphagnum. Og jeg tænkte: Tusind kroner?! Aldrig!
Hm… så var gode råd jo dyre. Dem har jeg dog altid et par på lager af. Så jeg ringede til den venlige mand, som ejer en skov lige i nærheden, og spurgte, om jeg måtte hente lidt jord i hans skov – blandet med grannåle. Den slags kan blåbærplanter nemlig godt lide. Og det var helt i orden, jeg måtte tage lige så meget, jeg ville. Den sidste sætning kom til at betyde mere end jeg først havde troet!

Så oksede jeg til skovs i min bil, med en rulle sorte affaldssække og et par arbejdshandsker. Derpå lagde jeg mig på knæ og samlede skovjord med hænderne, som jeg, fuld af forventning, puttede i poserne – den ene efter den anden. Hold da op, sikke en tid det tog. Det kan ikke skovles op, da skovbunden er fyldt med pinde og rødder. Man skal ned på knæ og grave det op med hænderne. Men samtidig lærte jeg at nyde skovjordens dufte og at se, hvor jorden var allerbedst. Skønt det var besværligt, var det også fantastisk dejligt, for jeg elsker det primitive. Og er jeg ikke ekspert i andet, så er jeg det vist nok i skovjord – nu.

Efter at have fyldt 3 sække var jeg ærlig talt godt træt, knæene var to våde jordklumper, men jeg var tilfreds. Sikke en fangst! Her er jo allerede for meget til de huller, tænkte jeg glad og slæbte, efter hjemkomsten, sækkene fra bilen ned i haven. Men ak, de tre sække fyldte knap nok bunden af de fire huller.

For at korte en lang historie kan jeg oplyse, at jeg kørte i skoven efter mere jord – og mere jord – og mere jord. Jeg var faktisk glad for, skovejeren ikke så, hvor meget jeg i virkeligheden tog (tys!), for det endte med at blive til ATTEN sække, og alt i alt tog det over en uge. Senere kom der endda tre store poser sphagnum i også. Til sidst, da det hele var sunket lidt, og der var fyldt regnvand på (dog ikke samlet med hænderne), satte jeg mine dyrekøbte blåbærplanter i den lækre jord og sendte dem de bedste ønsker til livet hos mig.

Endelig! Sikke en dag! Fantastisk følelse. Faktisk tror jeg, at de mennesker har ret, der taler om glæden ved dét, man har kæmpet for. Nu kan jeg så glæde mig til bærrene. Jo jo, jeg er godt klar over, at fuglene sidder på spring med søgende øjne og tilbageholdt pip – i troen på, at de skal have deres del af udbyttet. Men de kan tro nej. Jeg vil ikke dele. Alt andet, men ikke mine hårdttilkæmpede blåbær. Ærlig talt synes jeg, at jeg har fortjent hvert eneste bær. Selv. Så jeg lægger et net over, når tiden er inde.

P.S. Men så i går, hvor jeg var på en helt almindelig skovtur, standsede jeg pludselig op med et sæt. Hvad var det?! Skønt jeg mente, jeg var kender af skoven, havde jeg da aldrig set netop dét før. Var det ikke… vilde blåbærbuske? Endda i hobetal! Med kraftig hjertebanken nærmede jeg mig, bøjede mig og stirrede. Jo, der var ingen tvivl! Kunne der blive plads til et par stykker mere i haven, hvis jeg nu gravede hullerne større …? Pulsen steg omgående til gigantiske højder, jeg tog mig til hovedet og gned øjnene. Så tog jeg en dyb indånding, vendte mig konsekvent og løb, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Og det var slut på den blåbærhistorie. Helt slut!

Spis dit ukrudt og bliv sund

Written by Irma on . Posted in Haven

Hver sommer går jeg på ukrudts-rov i haven med en lille saks og får det dejligste udbytte, sprængfyldt med vitaminer. Det er små fine mælkebøtteblade og nye skud fra skvalderkål, jeg klipper af og putter i en skål. Skyller og hakker dem og blander med lidt mynte, rødløg, tomat, agurk, evt. lidt hakket æg el. kolde kartofler, ristede solsikkefrø eller nødder. Spises med hytteost og grovbrød.

Alle de friske vitaminer og mineraler, der findes i nyplukket ukrudt kan ikke sammenlignes med den salat, du køber i supermarkedet. Eller de selvdøde tomater fra Langtbortistan. Det her er den ægte vare, fyldt med saft og kraft fra jorden, solen og regnen, og samtidig lægeurter, der hjælper mod både det ene og det andet onde og holder dig sund, slank og skøn. Ukrudtet høstes bagest i vores have, men aldrig tæt ved en befærdet vej eller op mod sprøjtede marker.

Den slags er formidable ingredienser i grønsags-deller. De puttes i en blender sammen med purløg, frisk oregano, persille, løg, persillerod, en kartoffel, en gulerod, squash el. andre grønsager, evt. soltørrede tomater, kogte kikærter, et par æg, krydderier, salt + peber og mel til det har en fast konsistens. Formes med ske og steges i olie. Serveres med frisk salat, grovbrød, ris og appelsinsaft. Det er slank mad, sund, spændende og velsmagende.

Det er brændenælder også. Klip små skud, skyl, hak let, og overhæld med koldt, kogt vand. Drik det dagen igennem og glem alt om cola og lign.

Det handler om lige at vende tanke og vane og så ellers prøve det, evt. sammen med børnene. De vil synes, at det er sjovt, og så smager det godt. Samtidig kan man i familien få en snak om at spise sundt og være åbne overfor nye ideer. Velbekomme!

Jord under neglene

Written by Irma on . Posted in Haven

Når jeg føler, det er forår, så er det forår – for mig. I perioder med tø har jeg gået og rodet i haven. Tænkt intenst på det, der skulle købes, det, jeg ville så, og på nye forsøg med planter, der skulle afprøves. Jeg har overlevet vintermørket på tanken om blomster. Set dem for mit indre blik og sagt til mig selv, at de for søren da en dag måtte vise sig igen og sætte kulør på min vintergrå have.

Alle de flotte tilbud i bladene med billige stauder, stedmorblomster og meget andet får mig til at dåne af fryd. Yes! Det skal jeg bare have, uanset om jeg så senere har penge til mad eller ej. Men faktisk er det da ikke særlig dyrt. At det så løber op, når man også lige skal have dét, og dét – samt et par andre slags, jamen det siver jo ligesom ikke ind hos en, der er totalt vild blomster.

Hvert forår tænker jeg tilbage på mig og planterne, da jeg var barn. Over hele gulvet i mit værelse stod små urtepotter med aflæggere af planter eller kerner. Det var åndeløst spændende! Ja, der var ikke til at sætte en fod for planter. Jeg var totalt opslugt. Tænk, at en lille grape-kerne kunne blive til en stor busk med duftende blomster! Jo jo, så langt nåede det sandelig.

Faktisk vender denne følelse tilbage hvert forår. Da kan man finde mig, stivfrossen, men håbefuldt liggende på alle fire i haven, som en sporhund skrabende i den hårde jordoverflade, på jagt efter de første spirer. Og tage forskud på sommeren ved at plante de smukkeste, sarteste blomster, netop indført fra Langtbortistan (hvor der sikkert allerede er sommer, men hvem tænker på det, når ”ånden” er over én). Og opleve, at næste morgen er hele herligheden frosset ned til en ynkelig suppedas. Øv. Jammer. Sorg. Det var da ellers forår, var det ikke?

Men senere: Skidt med det. Det var den glæde værd! Hvem lader sig kue af provokationer i form af lidt nattefrost. Det er bare – som i så mange andre tilfælde – op med hovedet og på’n’ igen! Og forretningerne har jo nok af det hele – i alle farver – ikke.

Fyren på planteskolen sagde en dag: ”Uha Irma, sikke en masse blomster, du nu skal hjem og plante,” og jeg kunne se, han mente: Har du virkelig råd til alt det? Og jeg svarede glad: ”Jeg er VILD med blomster! Jeg vil hellere, til sin tid, dø i en masse blomster end i penge.”
Og han nikkede faktisk, som om det var lige før, han forstod det.

Den danske sommer

Written by Irma on . Posted in Naturen

Vi beklager os tit over den danske sommer, og den er nærmest dagligt det store samtaleemne. Den danske sommer. Vejret, som vi næsten aldrig er tilfredse med, uanset hvordan det stiller sig an. Sommeren må med rette kunne sukke beklagende over os og sige som den evigt udskældte ægtemand: ”Lige meget hvad jeg gør, så er det aldrig godt nok!”

Skønt mange har haft et halvt århundrede til at lære den danske sommer at kende og enten elske eller hade den – ja, mange har endda kunnet vælge at forlade den for evigt – beklager vi os.

Vi sidder og stirrer på vejrudsigten i tv. Ikke mere end 15 grader?! Dét må man nok sige, og så i juni måned! Det er simpelthen for galt! Vi er blevet snydt, ja, vi er. Næææ, så skulle man en tur til Indien, Thailand eller et andet varmt sted, dér er bare evigt skønt, ville mange mene på en regnvejrsdag. Den regn, naturen har så hårdt brug for, hvis den skal være så grøn og smuk som vi jo også kræver. Den regn, vi sukker efter, når græsplænen er ved at blive brunlig og blomsterne hænger. Og som vi jamrer over, når den endelig kommer.

Brok lød der også den sommer, hvor der var omkring 30 grader i laaaannng tid. Og vi stønnede: ”Åh, det er ikke til at holde den varme ud!” Uanset hvor man bevægede sig hen, lød jammeren: ”Nu må varmen godt snart tage af. 20 grader og ikke mere. Så er det fint.”

Så blev der 20 grader, og derunder, og vi jamrede igen. Nu var det for koldt. Føj for en kold sommer! Mon man ikke skulle se sig om efter en billet til det varme og solbeskinnede Langtbortistan? Og da vi så ankom der og mærkede den tørre varme, var det skøøøønt i præcis et kvarter, så var det nu alligevel lige rigelig varmt, og bestemt alt for tørt. Ingen vegetation. Det meste var gråt af støv. Her havde da vist ikke regnet i meget lang tid.

Og så er det, spørgsmålet opstår: Er vi nogle helt utrolige brokkehoveder, der har gjort det til en sport at brokke os? I hvert fald er brokkeri over vejret mere reglen end undtagelsen når man mødes, og samtaleemnet er langtidsholdbart og kan genbruges i evigheder.

Men, sagt én gang for alle: Den danske sommer er vidunderlig! Intet andet. Med sine fantastiske skift får vi det hele med, ganske gratis. Klar, blå himmel eller skyer i alskens farver. Altid forandring. Blæst eller stille regn, der bringer de vidunderligste dufte med sig. Solskin, 10, 15 eller 20 grader. Lyst, grønt, gule rapsmarker, røde valmuer – ja, alverdens farver i naturen, uanset temperaturen.

Koldt? Det kommer helt an på, hvordan du klæder dig. Og hvordan du vælger at se situationen. Om vinteren ville du sige: ”Åh, hvor er det dog dejlig varmt!” hvis du pludselig oplevede en dag med 10 graders varme. Og du ville glæde dig og nyde det.
Én ting er sikker: Det handler om forventning. Det må være den, der forkludrer det hele. Men hvad så med slet ikke at have nogen som helst forventning? Og bare se alt som det er? Bestemt en mulighed, ikke ret mange kender til.

Forleden sad der en stor, vakkelvorn solsorte-unge på min græsplæne. Den sad med det dér unge-blik, som kun små børn og dyreunger har, og kiggede rundt med hovedet på skrå og store, nysgerrige øjne, som om den tænkte: ”Nøøøøjjj, hva’ er dog det? Waw, hvor er det dog fantastisk!” Det var det samme blik som når et barn ser en rød rangle for første gang. Dét at kunne forbavses. Dét at hengive sig helt og fuldt til øjeblikket. Og jeg tænkte: Hold da op, der er noget, vi har glemt! Den véd, hvad det drejer sig om! Vi går og brokker os. Hvad med bare at åbne øjnene og se. Hvad med at åbne alle sanser og føle. Uden at forvente noget som helst. Det er alle forventningerne der ødelægger det hele. Hvad med i stedet at tage tingene som de er og vælge, at det her, det er bare helt fantastisk. At sige tak, fordi den danske sommer er vidunderlig i al sin mangfoldighed. Og se, at det er der meget andet, som også er. Men som vi for let overser.

Livets mening – en rose

Written by Irma on . Posted in Haven

 Tro det eller ej – jeg har lavet en rose! En rigtig, levende rose. Endda en af dem, jeg holder allermest af. Den hedder Abraham Darby, og det er en af de allersmukkeste, duftende roser, der findes.
Jeg vidste – inderst inde – atdet lod sig gøre, selv om alle omkring mig var yderst skeptiske, da jeg i sin tid gjorde de første spæde tiltag til formering af min yndlingsrose. Men hvorfor lade sig stoppe af andres meninger?

Er der noget, du ikke kan, så bevis, at du ikke kan. Indtil det er bevist, så kan du! Sådan har jeg altid sagt i andre sammenhænge, hvorfor skulle det så ikke også gælde rosenfremstilling.

Jo, jeg gik og kiggede til den lille stængel næsten hver dag efter at have sat den i potten. Begyndte den snart at vokse?
Det gjorde den ikke. Tvært imod tabte den hver og én af de små blade, og jeg tænkte: Den dør. Det skal ikke gøres på den måde. Du er bare et godtroende fjols.
Alligevel ville jeg ikke give mig. Vinteren over forsøgte jeg at udtænke andre metoder til næste forsøg, mens jeg stadig gik og skelede lidt til den lille pind, der så meget død ud. Men så pludselig i foråret begyndte lidt grønt at titte frem ved stænglens rod. Det blev langsomt til små blade, og planten voksede. Lidt, men nok.

Stoltheden fandt ingen grænser, og da jeg senere vovede at plante den ud på voksestedet, var det med dirrende hænder. Samtidig fór en hurtig række af tanker – om alle de frygtelige ting, der kan ske med sådan et lille liv i dets spæde barndom – igennem mit hoved. Men da jeg samtidig er ukuelig optimist, trængte jeg det til side og besluttede, at min rose var stærk nok til at klare mosten.

Det var den! Nu står den og strutter med hele tre knopper, der vokser og vokser – i takt med min ydmyghed over naturens undere og en overvældende glæde over at kunne skabe noget så smukt. Og det skal fortsætte. Der skal laves flere roser. Nej, det er ikke let, og nogle af forsøgene mislykkes. Men det lader sig gøre!

Hvordan jeg gjorde det? Jeg tog simpelthen bare et lille stykke rosenstængel af moder-rosen. Man kan også tage en lille ”aflægger”. Så sættes den i lidt jord i en bakke og holdes fugtig, til den slår rod. Det er den korte version. Den lange bliver for omfattende her.

Til slut kan jeg fortælle dig en hemmelighed: Har du endnu ikke fundet meningen med livet, så skab en rose! Eller køb en. Og nyd den helt ind i sjælen.

Eller anskaf dig en have og lær hver eneste blomst og hvert træ at kende – og duft til det hele. Så er den hjemme!

Lykke er at se noget gro

Written by Irma on . Posted in Naturen

En skøn oplevelse for dig og dit barn kan være næsten gratis. Og I kan selv skabe den, så let som ingenting.

Vil du være lykkelig, så skab en plante. Jo, virkelig – så lidt, så meget! Plant en kerne. Jeg siger dig, det er intet mindre end et under at se, når der – fra en lille bitte kerne – begynder at vokse grønne blade frem! Det er simpelthen LIV for fuld udblæsning. Når planten er et par år, vil den blomstre som en drøm og, i bedste fald, give skønne frugter.
Det er selve processen, der er så fantastisk, både for barn og voksen. At skabe en spændende plante fra en kerne, er let. Og det er stort set gratis, for det er bare at købe en frugt med kerner, putte kernen i en lille potte med jord og holde jorden fugtig.

Det er en skøn og meget spændende hobby, du kan have sammen med dit barn. Herunder vil jeg fortælle lidt om, hvordan jeg (som nok er voksen, men dog en barnlig sjæl) har oplevet netop dét at plante forskellige kerner.
Men jo, det kræver tålmodighed, som netop er en mangelvare hos mig, hm …. To dage efter, kernen er plantet, kigger jeg skuffet i potten og tænker: ’Så voks dog op! Hvad venter du på?!’

Nå, men tålmodighed kan læres, har jeg hørt.

 Hvor blev kernen af?

Det sværeste var limefrugten. Jeg er så nysgerrig efter at se, hvordan bladene på en limeplante er. Hvordan blomsterne dufter, og selvfølgelig endnu bedre, at se den med frugter. Måske netop fordi det viste sig at blive svært, vil jeg ikke give op. Jeg er overbevist om, at det en dag vil lykkes!
Det svære bestod i overhovedet at finde en kerne i en af frugterne. Da jeg havde flænset de første 7 uden egentlig at skulle bruge frugten, og uden at finde bare én eneste kerne, begyndte humøret at dale. Hvad skulle det betyde, ville de ikke formeres? Jeg endte med at købe omkring 35 lime (ja, py ha, sikke et spild) før jeg fandt gevinsten, som bare var en snyder alligevel. Fordi den ikke ville spire, skønt jeg brugte alverdens trylleri på den. Ja, så ku’ jeg lære det.

Men jeg vil ikke lære det! Intet er umuligt ifølge min livsfilosofi. Så jeg fortsætter med at købe lime. En enkelt af og til. Men lige bortset fra lime, er det let. I appelsiner er som regel en del kerner, der hjertens gerne vil spire efter et par uger eller tre.
I det hele taget er jeg altid på udkig efter spændende frugter. Her bliver plantet kerner af stort set alt. Forskellige sorter af appelsin, klementin, grape, citron, papaya, avocado, mispel, dadel (som er langsom, men ikke umulig), ja alt, hvad der ser spændende ud.

 Magi

 Det er magi. Ivrigt går jeg og kigger forventningsfuldt til ”barnet” i urtepotten flere gange om dagen. Er den begyndt at spire? Jeg har præsteret at skubbe jorden til side, bare for at se, om der overhovedet skete noget som helst dernede (det skal man ikke gøre L) Var den faldet i søvn, eller hvad? Men, tålmodighed eller ej – en dag er der jo liv!
Resultatet er et eventyr. Men – ’resultatet’ begynder vel allerede, når du ser den første lille grønne spire. Den spæde begyndelse på liv. Miraklet. Så er rejsen begyndt, og den stopper ikke. Planten vil vokse og hele tiden udvikle sig, og du og dit barn kan følge med i dens liv, blad for blad. Og skulle den en dag tabe et blad, kan I nulre bladet i fingrene og dufte til det. Det dufter fantastisk!
Såe, hos mig lyder det ikke: ’Se mine nye sko’, men: ’Se min plantes nye blad!’

Ja, jeg ved ikke, om det kun er mig, der finder det fantastisk at kunne putte en kerne i jorden og se frem til at følge dens vej til en skøn busk. Mon mange ikke har det på samme måde? Og hvis et barn ellers blev hjulpet lidt i gang, kunne det blive en stor og dejlig hobby.
Husk at sætte små skilte på potterne, så I kan huske, hvad der er hvad.

 Grape

Jo, jeg har prøvet det før. I min barndom var gulvet i mit værelse fyldt med potteplanter. Jeg var fuldstændig opslugt at alt dét levende, der voksede omkring mig.
Som helt ung tog jeg igen ideen op, nu var det citruskerner, hvad det stadig er. Jeg plantede bl.a. kerner af grape og endte med at få to store, flotte planter med de skønneste hvide blomster, som duftede fortryllende i hele huset. Om der ville være kommet frugter på – ja, det er jeg overbevist om, hvis de havde fået lov at beholde livet. Det gjorde de desværre, af specielle årsager, ikke, og det har jeg fortrudt lige siden.

Lige nu er min havestue fyldt med mine forsøg. Små potter med lidt god, let jord. De skal stå lunt og lyst, helst ikke i direkte sol, og må aldrig tørre ud.
Den dag spiren så ser dagens lys, tænker jeg: ’Hvor ER livet dog fantastisk! Så lidt, der ligger inde med koden til så meget.’ Et par citronplanter, som nu er et par år, er allerede ret store og vil snart fylde huset med duftende blomster, og senere citroner.
Jeg har også købt et par små citrustræer, hvis frugter er de dér sure asener, der ikke er særlig spisevenlige, men meget smukke.

 Det fortsætter og griber om sig

 Men jeg fortsætter med at plante kerner, og forbavses dag efter dag over, hvordan de udvikler sig. og hvordan kerner af nye, ukendte frugter får spændende blade.

Hvordan jeg skal få plads til alt dét i havestuen efterhånden som det vokser op, tør jeg slet ikke tænke på. 50 små planter af forskellige appelsiner, dadler og andet godt – hvad gør jeg med dem, når de bliver to meter høje? Jo jo, det skal nok blive festligt! Det kalder virkelig på min humoristiske sans. Nå, den tid, den udfordring. Man kan vel tage sig sammen, luge lidt ud i det og tage det bedste fra.

Men prøv det. Plant en kerne. Alene eller sammen med dit barn. Det giver stor, glæde og forventning og forstørrer livet. Det får simpelthen hjertet til at vokse og man får øjnene op for undere, man måske slet ikke tænker på findes indenfor rækkevidde. Og som du selv er med til at skabe.

Dette – og meget mere har jeg skrevet om i min bog “Plant en kerne – hobbybog for børn og voksne”, der også er fyldt med flotte fotos af planterne. 

Lidt har vel også ret

Written by Irma on . Posted in Naturen

En beretning fra dengang jeg flyttede på landet.

 At have boet i byen hele sit liv og så pludselig flytte på landet kan sandelig bestå af ikke så få overraskelser. I dag kan jeg godt se, at man måske som vordende familie på landet burde forberede sig en smule på, at naturen altså ikke er færdigpakket, som det man ellers kommer i nærheden af i byen. Næ, det er den rå vare.
Vi havde glædet os utrolig meget til fuglesang og hele den idyl, som hører med til et hus på landet med høje træer og fri natur. Kort efter ankomsten til huset anskaffede vi os en dejlig kat. En rigtig kælen én, der straks blev medlem af familien. Men som jo nok også kunne fange mus. Hvilket vi selvfølgelig håbede aldrig blev aktuelt. Og da slet ikke, at vi nogensinde blev vidne til det. Blod og fritliggende musehoveder… adr! Ikke hos os.

Altså, katten var enormt dejlig – indtil…
Ja, det var en stor fugleunge. Jeg fik øje på den, netop som jeg var på vej hen ad havegangen og stoppede brat op. Åbenbart var ugen faldet ud af reden og sad nu sad hjælpeløst i græsset og kiggede. Måske en skade, hvem kender som byboer forskel på småkravl?

Lige i nærheden sad katten med stive øjne og hektisk svingende hale, parat til spring. Med et par hårde tramp og et ”pst” forsøgte jeg at jage katten væk, mens mit hjerte strømmede over for det lille kræ, der ulykkeligt og helt utilsigtet var landet på udebane.
Med et ondt blik mod katten, der i sin hyperaktive tilstand selvfølgelig ikke havde til sinds at flytte sig en centimeter fra et kommende måltid, bøjede jeg mig resolut ned og tog det lille sprællende liv op i mine hænder.

Selvfølgelig vidste jeg godt, at man ikke må tage en fugleunge op, hvis den nogensinde skal accepteres af sit ophav igen. Men, tænkte jeg hurtigt, det kan vel være bedre end at blive ædt. Og fuglemor kan umuligt hive den tilbage til reden. Altså er den nu overladt til sin skæbne.

Med ungen tæt ind mod mig ledte jeg efter en kasse til den. Katten fulgte mig ivrigt hen til døren, lydløs som en skygge. Jeg sendte den et par triumferende, sammenknebne øjne, mens den returnerede med sultne blikke mod ungen i min favn.

I starten baksede fugleungen forvirret rundt i kassen, som jeg havde placeret på gulvet i stuen. Senere krøb den sammen.
Var det muligt at få sådan én til at overleve på kunstig vis? Mon den var tørstig? Jeg fandt lidt vand og stillede det ned til den i en lille skål. Da jeg forsigtigt flyttede ungen hen til skålen, væltede den ned i vandet med hele kroppen. Samtidig tænkte jeg på katten, der sad udenfor døren og sikkert med største fornøjelse ville have ordnet hele problemet på et øjeblik.

 Nu måtte jeg lægge hovedet i blød. Jeg havde taget det lille kræ ud af sin natur. Nu var det tiden at tænke lidt videre. Altså opstod det store spørgsmål uvægerligt: Hvad spiser sådan én? Var der ikke noget med… orm…? Og at fuglemor normalt skal tygge føden først?
Jeg rømmede mig et par gange og sank mit mundvand. Hm … hvor langt kan man gå i sin kærlighed til naturen? Jeg må indrømme, at jeg ikke var meget for at skulle kokkerere på den måde.

 Ungen sad nu helt stille. Jeg prøvede at tage den op, hvilket gjorde, at den begyndte at bakse rundt i mine hænder og kradsede min hud.

Pludselig spærrede jeg øjnene op. Var der ikke lidt blod på den ene vinge? Havde katten allerede haft fat i den, uden at jeg havde set det?
Javel! Kattens natur. Det var, hvad man kaldte det. Næ, det var vold, var det. I sin mest rendyrkede, onde form. At ville slå en lille uskyldig fugleunge ihjel som den største selvfølgelighed! Der kan man bare se, hvad de er for nogen, de små djævle til katte, vi giver al vores kærlighed! Det er den slags, de kvitterer med.

Lang, lang tid brugte jeg på at lægge hjernecellerne i blød. Hvad i alverden skulle jeg gøre? Nu havde jeg reddet den lille stakkel. Så skulle den minsandten også leve. Stigen? Kunne jeg sætte ungen op i træet igen? Men – hvor var reden? De eneste reder, jeg havde set, var sådan cirka syv meter oppe i det højeste træ.
Så tog jeg en hurtig beslutning. Staklen kunne jo ikke bare sidde der og dø. Resolut greb jeg telefonen og ringede til Falcks dyreambulance. Med hektisk stemme forklarede jeg, at en fugleunge var faldet ned fra et træ, og at jeg i første omgang havde reddet den fra katten. Men at den måske allerede var blevet bidt af det hensynsløse rovdyr. Nu måtte de komme og tage over.
Der blev en lang pause. Jeg hørte nogen snakke lavmælt i baggrunden. Endnu en lang pause.
”Kommer I så og henter den?” min utålmodighed kendte ingen grænser. ”Det er på høje tid, den kommer under behandling. Den har heller ikke fået noget at spise. Jeg syntes ikke rigtigt, at jeg kunne … du ved, sådan med orm og den slags …”
De afbrød mig. Spurgte efter min adresse. Sagde, de ville komme.

Efter lang tids utålmodig venten så jeg Falckbilen og åndede lettet op, mens jeg forsøgte at holde katten med den kraftigt piskende hale på afstand.
De kiggede på fuglen. Og på hinanden. Jeg strøg ømt hen over ungens fjer og hviskede ”held og lykke”, lige før de greb kassen i et snuptag.
”Kører I den så til dyrlægen?” spurgte jeg, nærmest bedende.
”Ja ja da,” sagde den ene i en meget let tone. Jeg syntes pludselig, han kiggede på den anden på sådan en lidt underlig, indforstået måde. Derefter på katten. Nå, det var nok bare mig, der var for oprørt over hele situationen til at kunne se klart.

Bagefter – ja, længe efter, da jeg blev en lidt mere garvet landboer, tænkte jeg:
De har troet, jeg ikke var rigtig klog. Eller at jeg gjorde grin med dem. En fugleunge! Den slags tager Falck sig vist ikke af. Det må naturen selv klare. Det er rådyr, der er kørt over, eller halvdøde hunde, ja måske endda katte, de kører efter. Store dyr. Men en fugleunge!
De har garanteret kylet en stor sten i hovedet på den, da de var kommet lidt væk fra huset. Eller alligevel smidt den ud til katten, uden at jeg så det. Færdigt arbejde! Eller… ja, hvem ved… har lidt mon også ret?