LØB – for livet og for glæden

Written by Irma on . Posted in Naturen, Sundhed

Har lige regnet lidt på mine løbeture og fundet ud af, at jeg løber 1000 kilometer om året.
Det ser jo ud af meget men er det faktisk ikke. Det er kun 3 km. hver dag, og det er jo let og hurtigt overstået. Er kun sprunget over turen 2 dage i år, og det var udelukkende fordi det var glat – og den risiko vil jeg ikke byde mine ben.

Jeg har nu løbet den daglige tur på 3 km i nogle år, og diskussionen med mig selv, om jeg nu gider/orker/har lyst eller ej, er forlængst forbi. Det er bare afsted! Og det er altid, uden undtagelse – helt utrolig skønt! Både at få rørt kroppen på den måde, men også at komme ud i al slags vejr og mærke de skift, der er i naturen fra dag til dag.
Og tro mig, det er aldrig det samme! Der er altid en lille forskel, ikke to dage er ens. Der er hver eneste dag så megen skønhed at se, høre, mærke, dufte og sanse, uanset vejret.

En dag med storm, hvor man bare flagrer af sted som en fugl og må bruge kræfterne hjemad i modvind.
Regn, der kan føles så skøn mod huden, og man ved hjemkomsten er våd helt ind i sjælen på en dejlig måde.
Sol, hvor naturen bare stråler. Og dufter. Og fuglene i foråret er helt hysteriske af lykke. Alle de småting, man får øje på! Nogle gange er jeg blevet fulgt på vej af en lille fugl, andre gange af en sommerfugl, der har kredset rundt om mig, er fløjet lidt i forvejen, og derefter hen ved til mig igen.
Tåge, der kan være så magisk, at man føler, man løber direkte ind i et eventyr.
Frost, der er så klar, fin og ren, og hvor naturen kan være så stille.

Hvad som helst er det en smuk og anderledes oplevelse at løbe ud i naturen hver dag og blive ét med det hele. Altid. Denne stærke vilje til LIV, der er overalt derude. Noget, jeg ikke ville lægge mærke til på samme måde, hvis ikke ligefrem jeg kom ud og RØRE ved det med alle sanser.
Så TAK til den vidunderlige natur – sikke en gave! Tak til mine gode løbeben, der kan føre mig ud og blive ét med det hele, bare ½ time om dagen. Og tak fordi jeg er sund og rask og har muligheden for det her – det er jo absolut ikke nogen selvfølge.

PAS PÅ DE SMÅ

Written by Irma on . Posted in Naturen

  … og med ”de små” mener jeg fuglene, der deler deres glade liv med os og løfter vores humør.

Denne lille beretning er helt sikkert kendt af mange haveejere. Her kommer den:

I vores have er der mange skønne oplevelser, men samtidig også drama. Det skyldes til dels katten, den store jæger. Og dog – rigtig mange muligheder går faktisk dens næse helt forbi.

For fire dage siden fandt jeg en fugleunge på plænen. Den var faldet ud af reden, lige ved skuret. Hjertet smelter jo ved synet af sådan en lille hjælpeløs stakkel, som ligger der med åbent næb og små lyde. Hvad skal man gøre?

Jeg gik og kiggede og tænkte: Den gør katten snart en ende på, eller den dør af sult. Skrækkelig tanke, men hvad ellers? Fodre den? Med hvad? Okay, jeg kunne jo godt tage ungen op med en ren klud, så den ikke kom til at lugte af menneske. Men det var umuligt at komme frem til reden uden at ødelægge omgivelserne. Og måske var ungen faldet ud, fordi der var for trangt?

I mine skrive-pauser går jeg ud og kigger. Håber på at miraklet sker – at den, trods alle odds, på en eller anden måde klarer sig. Var der ikke noget, der engang hed mirakler? Findes de mon endnu? Alligevel kan jeg ikke lade være at tænke: Næste gang jeg kommer herud, er den nok væk.

Men det er den ikke. Næste gang er den der stadig, og næste igen, der, midt i det brændende solskin, hvor der er alt, alt for varmt.

Jeg har opdaget, at forældrene kommer og fodrer den, som den ligger der, midt i græsset, langt væk fra reden. De skræpper ad katten, indtil den går sin vej. Så er de på pletten.

Jeg henter et lille stykke køkkenrulle, og med dirrende hænder lægger jeg det om den lille og løfter den forsigtigt ind i skyggen – ikke ret langt væk, ellers dør den helt sikkert af varme.

Kan fuglemor også finde den der, mon? Jeg står på afstand og iagttager sceneriet. Og ja, det kan hun. Selv der kommer hun og fylder mad i det lille næb, og slipper den ikke af syne ret længe ad gangen.

Katten færdes netop der til hverdag, men den må jo være både blind og døv, eller også har den nået pensionsalderen. I hvert fald lever ungen videre, og den vokser endda. Overlever den det her, er den virkelig en vinder!

Senere tænkte jeg: I stedet for at gå her med livet i hænderne på grund af en fugleunge, skulle man måske bare lade naturen passe sig selv. Men der er jo bare det, at det kan visse mennesker ikke!

MEN… da så hækken skulle klippes: Godt i gang, lige før et stort indhug med den larmende klipper, kiggede pludselig to små blanke øjne op fra en rede. En lille sangfugleunge.

Så er man solgt igen. Følelsesmæssigt medtaget. Eller snarere BEtaget. Sådan en skønhed! Livsgnist! Noget så stort i noget så småt. Et mirakel i sig selv. Magi, intet mindre.

Nej, hækken kan ikke klippes færdig før reden er tom. Og så kan den hæk stå og se underlig ud med sin lille top et enkelt sted, mens resten er klippet.

Status: Lige nu kører vi i en stor bue udenom ungen på plænen, når vi slår græs. Den er nemlig begyndt at hoppe livligt rundt, og det ser ud, som om den snart er flyveklar.

Reden i hækken tjekkes dagligt, uden at røre, larme eller komme for tæt på.

Tja, sådan kan der være så meget, alt efter hvor man sætter fokus, og hvor hjertet sidder. Mit hjerte sidder lige der, hvor ømheden for de små ligger. For naturen og for det hjælpeløse, der samtidig kan være fyldt med en styrke, man kan forbavses over.

Den danske sommer

Written by Irma on . Posted in Naturen

Vi beklager os tit over den danske sommer, og den er nærmest dagligt det store samtaleemne. Den danske sommer. Vejret, som vi næsten aldrig er tilfredse med, uanset hvordan det stiller sig an. Sommeren må med rette kunne sukke beklagende over os og sige som den evigt udskældte ægtemand: ”Lige meget hvad jeg gør, så er det aldrig godt nok!”

Skønt mange har haft et halvt århundrede til at lære den danske sommer at kende og enten elske eller hade den – ja, mange har endda kunnet vælge at forlade den for evigt – beklager vi os.

Vi sidder og stirrer på vejrudsigten i tv. Ikke mere end 15 grader?! Dét må man nok sige, og så i juni måned! Det er simpelthen for galt! Vi er blevet snydt, ja, vi er. Næææ, så skulle man en tur til Indien, Thailand eller et andet varmt sted, dér er bare evigt skønt, ville mange mene på en regnvejrsdag. Den regn, naturen har så hårdt brug for, hvis den skal være så grøn og smuk som vi jo også kræver. Den regn, vi sukker efter, når græsplænen er ved at blive brunlig og blomsterne hænger. Og som vi jamrer over, når den endelig kommer.

Brok lød der også den somme, hvor der var omkring 30 grader i laaaannng tid. Og vi stønnede: ”Åh, det er ikke til at holde den varme ud!” Uanset hvor man bevægede sig hen, lød jammeren: ”Nu må varmen godt snart tage af. 20 grader og ikke mere. Så er det fint.”

Så blev der 20 grader, og derunder, og vi jamrede igen. Nu var det for koldt. Føj for en kold sommer! Mon man ikke skulle se sig om efter en billet til det varme og solbeskinnede Langtbortistan? Og da vi så ankom der og mærkede den tørre varme, var det skøøøønt i præcis et kvarter, så var det nu alligevel lige rigelig varmt, og bestemt alt for tørt. Ingen vegetation. Det meste var gråt af støv. Her havde ikke regnet i meget lang tid.

Og så er det, spørgsmålet opstår: Er vi nogle helt utrolige brokkehoveder, der har gjort det til en sport at brokke os? I hvert fald er brokkeri over vejret mere reglen end undtagelsen når man mødes, og samtaleemnet er langtidsholdbart og kan genbruges i evigheder.

Men, sagt én gang for alle: Den danske sommer er vidunderlig! Intet andet. Med sine fantastiske skift får vi det hele med, ganske gratis. Klar, blå himmel eller skyer i alskens farver. Altid forandring. Blæst eller stille regn, der bringer de vidunderligste dufte med sig. Solskin, 10, 15 eller 20 grader. Lyst, grønt, gule rapsmarker, røde valmuer – ja, alverdens farver i naturen, uanset temperaturen.

Koldt? Det kommer helt an på, hvordan du klæder dig. Og hvordan du vælger at se situationen. Om vinteren ville du sige: ”Åh, hvor er det dog dejlig varmt!” hvis du pludselig oplevede en dag med 10 graders varme. Og du ville glæde dig og nyde det.
Én ting er sikker: Det handler om forventning. Det må være den, der forkludrer det hele. Men hvad så med slet ikke at have nogen som helst forventning? Og bare se alt som det er? Bestemt en mulighed, ikke ret mange kender til.

Forleden sad der en stor, vakkelvorn solsorte-unge på min græsplæne. Den sad med det dér unge-blik, som kun små børn og dyreunger har, og kiggede rundt med hovedet på skrå og store, nysgerrige øjne, som om den tænkte: ”Nøøøøjjj, hva’ er dog det? Waw, hvor er det dog fantastisk!” Det var det samme blik som når et barn ser en rød rangle for første gang. Dét at kunne forbavses. Dét at hengive sig helt og fuldt til øjeblikket. Og jeg tænkte: Hold da op, der er noget, vi har glemt! Den véd, hvad det drejer sig om! Vi går og brokker os. Hvad med bare at åbne øjnene og se. Hvad med at åbne alle sanser og føle. Uden at forvente noget som helst. Det er alle forventningerne der ødelægger det hele. Hvad med i stedet at tage tingene som de er og vælge, at det her, det er bare helt fantastisk. At sige tak, fordi den danske sommer er vidunderlig i al sin mangfoldighed. Og se, at det er der meget andet, som også er. Men som vi for let overser.

Lykke er at se noget gro

Written by Irma on . Posted in Naturen

En skøn oplevelse for dig og dit barn kan være næsten gratis. Og I kan selv skabe den, så let som ingenting.

Vil du være lykkelig, så skab en plante. Jo, virkelig – så lidt, så meget! Plant en kerne. Jeg siger dig, det er intet mindre end et under at se, når der – fra en lille bitte kerne – begynder at vokse grønne blade frem! Det er simpelthen LIV for fuld udblæsning. Når planten er et par år, vil den blomstre som en drøm og, i bedste fald, give skønne frugter.
Det er selve processen, der er så fantastisk, både for barn og voksen. At skabe en spændende plante fra en kerne, er let. Og det er stort set gratis, for det er bare at købe en frugt med kerner, putte kernen i en lille potte med jord og holde jorden fugtig.

Det er en skøn og meget spændende hobby, du kan have sammen med dit barn. Herunder vil jeg fortælle lidt om, hvordan jeg (som nok er voksen, men dog en barnlig sjæl) har oplevet netop dét at plante forskellige kerner.
Men jo, det kræver tålmodighed, som netop er en mangelvare hos mig, hm …. To dage efter, kernen er plantet, kigger jeg skuffet i potten og tænker: ’Så voks dog op! Hvad venter du på?!’

Nå, men tålmodighed kan læres, har jeg hørt.

 Hvor blev kernen af?

Det sværeste var limefrugten. Jeg er så nysgerrig efter at se, hvordan bladene på en limeplante er. Hvordan blomsterne dufter, og selvfølgelig endnu bedre, at se den med frugter. Måske netop fordi det viste sig at blive svært, vil jeg ikke give op. Jeg er overbevist om, at det en dag vil lykkes!
Det svære bestod i overhovedet at finde en kerne i en af frugterne. Da jeg havde flænset de første 7 uden egentlig at skulle bruge frugten, og uden at finde bare én eneste kerne, begyndte humøret at dale. Hvad skulle det betyde, ville de ikke formeres? Jeg endte med at købe omkring 35 lime (ja, py ha, sikke et spild) før jeg fandt gevinsten, som bare var en snyder alligevel. Fordi den ikke ville spire, skønt jeg brugte alverdens trylleri på den. Ja, så ku’ jeg lære det.

Men jeg vil ikke lære det! Intet er umuligt ifølge min livsfilosofi. Så jeg fortsætter med at købe lime. En enkelt af og til. Men lige bortset fra lime, er det let. I appelsiner er som regel en del kerner, der hjertens gerne vil spire efter et par uger eller tre.
I det hele taget er jeg altid på udkig efter spændende frugter. Her bliver plantet kerner af stort set alt. Forskellige sorter af appelsin, klementin, grape, citron, papaya, avocado, mispel, dadel (som er langsom, men ikke umulig), ja alt, hvad der ser spændende ud.

 Magi

 Det er magi. Ivrigt går jeg og kigger forventningsfuldt til ”barnet” i urtepotten flere gange om dagen. Er den begyndt at spire? Jeg har præsteret at skubbe jorden til side, bare for at se, om der overhovedet skete noget som helst dernede (det skal man ikke gøre L) Var den faldet i søvn, eller hvad? Men, tålmodighed eller ej – en dag er der jo liv!
Resultatet er et eventyr. Men – ’resultatet’ begynder vel allerede, når du ser den første lille grønne spire. Den spæde begyndelse på liv. Miraklet. Så er rejsen begyndt, og den stopper ikke. Planten vil vokse og hele tiden udvikle sig, og du og dit barn kan følge med i dens liv, blad for blad. Og skulle den en dag tabe et blad, kan I nulre bladet i fingrene og dufte til det. Det dufter fantastisk!
Såe, hos mig lyder det ikke: ’Se mine nye sko’, men: ’Se min plantes nye blad!’

Ja, jeg ved ikke, om det kun er mig, der finder det fantastisk at kunne putte en kerne i jorden og se frem til at følge dens vej til en skøn busk. Mon mange ikke har det på samme måde? Og hvis et barn ellers blev hjulpet lidt i gang, kunne det blive en stor og dejlig hobby.
Husk at sætte små skilte på potterne, så I kan huske, hvad der er hvad.

 Grape

Jo, jeg har prøvet det før. I min barndom var gulvet i mit værelse fyldt med potteplanter. Jeg var fuldstændig opslugt at alt dét levende, der voksede omkring mig.
Som helt ung tog jeg igen ideen op, nu var det citruskerner, hvad det stadig er. Jeg plantede bl.a. kerner af grape og endte med at få to store, flotte planter med de skønneste hvide blomster, som duftede fortryllende i hele huset. Om der ville være kommet frugter på – ja, det er jeg overbevist om, hvis de havde fået lov at beholde livet. Det gjorde de desværre, af specielle årsager, ikke, og det har jeg fortrudt lige siden.

Lige nu er min havestue fyldt med mine forsøg. Små potter med lidt god, let jord. De skal stå lunt og lyst, helst ikke i direkte sol, og må aldrig tørre ud.
Den dag spiren så ser dagens lys, tænker jeg: ’Hvor ER livet dog fantastisk! Så lidt, der ligger inde med koden til så meget.’ Et par citronplanter, som nu er et par år, er allerede ret store og vil snart fylde huset med duftende blomster, og senere citroner.
Jeg har også købt et par små citrustræer, hvis frugter er de dér sure asener, der ikke er særlig spisevenlige, men meget smukke.

 Det fortsætter og griber om sig

 Men jeg fortsætter med at plante kerner, og forbavses dag efter dag over, hvordan de udvikler sig. og hvordan kerner af nye, ukendte frugter får spændende blade.

Hvordan jeg skal få plads til alt dét i havestuen efterhånden som det vokser op, tør jeg slet ikke tænke på. 50 små planter af forskellige appelsiner, dadler og andet godt – hvad gør jeg med dem, når de bliver to meter høje? Jo jo, det skal nok blive festligt! Det kalder virkelig på min humoristiske sans. Nå, den tid, den udfordring. Man kan vel tage sig sammen, luge lidt ud i det og tage det bedste fra.

Men prøv det. Plant en kerne. Alene eller sammen med dit barn. Det giver stor, glæde og forventning og forstørrer livet. Det får simpelthen hjertet til at vokse og man får øjnene op for undere, man måske slet ikke tænker på findes indenfor rækkevidde. Og som du selv er med til at skabe.

Dette – og meget mere har jeg skrevet om i min bog “Plant en kerne – hobbybog for børn og voksne”, der også er fyldt med flotte fotos af planterne. 

Lidt har vel også ret

Written by Irma on . Posted in Naturen

En beretning fra dengang jeg flyttede på landet.

 At have boet i byen hele sit liv og så pludselig flytte på landet kan sandelig bestå af ikke så få overraskelser. I dag kan jeg godt se, at man måske som vordende familie på landet burde forberede sig en smule på, at naturen altså ikke er færdigpakket, som det man ellers kommer i nærheden af i byen. Næ, det er den rå vare.
Vi havde glædet os utrolig meget til fuglesang og hele den idyl, som hører med til et hus på landet med høje træer og fri natur. Kort efter ankomsten til huset anskaffede vi os en dejlig kat. En rigtig kælen én, der straks blev medlem af familien. Men som jo nok også kunne fange mus. Hvilket vi selvfølgelig håbede aldrig blev aktuelt. Og da slet ikke, at vi nogensinde blev vidne til det. Blod og fritliggende musehoveder… adr! Ikke hos os.

Altså, katten var enormt dejlig – indtil…
Ja, det var en stor fugleunge. Jeg fik øje på den, netop som jeg var på vej hen ad havegangen og stoppede brat op. Åbenbart var ugen faldet ud af reden og sad nu sad hjælpeløst i græsset og kiggede. Måske en skade, hvem kender som byboer forskel på småkravl?

Lige i nærheden sad katten med stive øjne og hektisk svingende hale, parat til spring. Med et par hårde tramp og et ”pst” forsøgte jeg at jage katten væk, mens mit hjerte strømmede over for det lille kræ, der ulykkeligt og helt utilsigtet var landet på udebane.
Med et ondt blik mod katten, der i sin hyperaktive tilstand selvfølgelig ikke havde til sinds at flytte sig en centimeter fra et kommende måltid, bøjede jeg mig resolut ned og tog det lille sprællende liv op i mine hænder.

Selvfølgelig vidste jeg godt, at man ikke må tage en fugleunge op, hvis den nogensinde skal accepteres af sit ophav igen. Men, tænkte jeg hurtigt, det kan vel være bedre end at blive ædt. Og fuglemor kan umuligt hive den tilbage til reden. Altså er den nu overladt til sin skæbne.

Med ungen tæt ind mod mig ledte jeg efter en kasse til den. Katten fulgte mig ivrigt hen til døren, lydløs som en skygge. Jeg sendte den et par triumferende, sammenknebne øjne, mens den returnerede med sultne blikke mod ungen i min favn.

I starten baksede fugleungen forvirret rundt i kassen, som jeg havde placeret på gulvet i stuen. Senere krøb den sammen.
Var det muligt at få sådan én til at overleve på kunstig vis? Mon den var tørstig? Jeg fandt lidt vand og stillede det ned til den i en lille skål. Da jeg forsigtigt flyttede ungen hen til skålen, væltede den ned i vandet med hele kroppen. Samtidig tænkte jeg på katten, der sad udenfor døren og sikkert med største fornøjelse ville have ordnet hele problemet på et øjeblik.

 Nu måtte jeg lægge hovedet i blød. Jeg havde taget det lille kræ ud af sin natur. Nu var det tiden at tænke lidt videre. Altså opstod det store spørgsmål uvægerligt: Hvad spiser sådan én? Var der ikke noget med… orm…? Og at fuglemor normalt skal tygge føden først?
Jeg rømmede mig et par gange og sank mit mundvand. Hm … hvor langt kan man gå i sin kærlighed til naturen? Jeg må indrømme, at jeg ikke var meget for at skulle kokkerere på den måde.

 Ungen sad nu helt stille. Jeg prøvede at tage den op, hvilket gjorde, at den begyndte at bakse rundt i mine hænder og kradsede min hud.

Pludselig spærrede jeg øjnene op. Var der ikke lidt blod på den ene vinge? Havde katten allerede haft fat i den, uden at jeg havde set det?
Javel! Kattens natur. Det var, hvad man kaldte det. Næ, det var vold, var det. I sin mest rendyrkede, onde form. At ville slå en lille uskyldig fugleunge ihjel som den største selvfølgelighed! Der kan man bare se, hvad de er for nogen, de små djævle til katte, vi giver al vores kærlighed! Det er den slags, de kvitterer med.

Lang, lang tid brugte jeg på at lægge hjernecellerne i blød. Hvad i alverden skulle jeg gøre? Nu havde jeg reddet den lille stakkel. Så skulle den minsandten også leve. Stigen? Kunne jeg sætte ungen op i træet igen? Men – hvor var reden? De eneste reder, jeg havde set, var sådan cirka syv meter oppe i det højeste træ.
Så tog jeg en hurtig beslutning. Staklen kunne jo ikke bare sidde der og dø. Resolut greb jeg telefonen og ringede til Falcks dyreambulance. Med hektisk stemme forklarede jeg, at en fugleunge var faldet ned fra et træ, og at jeg i første omgang havde reddet den fra katten. Men at den måske allerede var blevet bidt af det hensynsløse rovdyr. Nu måtte de komme og tage over.
Der blev en lang pause. Jeg hørte nogen snakke lavmælt i baggrunden. Endnu en lang pause.
”Kommer I så og henter den?” min utålmodighed kendte ingen grænser. ”Det er på høje tid, den kommer under behandling. Den har heller ikke fået noget at spise. Jeg syntes ikke rigtigt, at jeg kunne … du ved, sådan med orm og den slags …”
De afbrød mig. Spurgte efter min adresse. Sagde, de ville komme.

Efter lang tids utålmodig venten så jeg Falckbilen og åndede lettet op, mens jeg forsøgte at holde katten med den kraftigt piskende hale på afstand.
De kiggede på fuglen. Og på hinanden. Jeg strøg ømt hen over ungens fjer og hviskede ”held og lykke”, lige før de greb kassen i et snuptag.
”Kører I den så til dyrlægen?” spurgte jeg, nærmest bedende.
”Ja ja da,” sagde den ene i en meget let tone. Jeg syntes pludselig, han kiggede på den anden på sådan en lidt underlig, indforstået måde. Derefter på katten. Nå, det var nok bare mig, der var for oprørt over hele situationen til at kunne se klart.

Bagefter – ja, længe efter, da jeg blev en lidt mere garvet landboer, tænkte jeg:
De har troet, jeg ikke var rigtig klog. Eller at jeg gjorde grin med dem. En fugleunge! Den slags tager Falck sig vist ikke af. Det må naturen selv klare. Det er rådyr, der er kørt over, eller halvdøde hunde, ja måske endda katte, de kører efter. Store dyr. Men en fugleunge!
De har garanteret kylet en stor sten i hovedet på den, da de var kommet lidt væk fra huset. Eller alligevel smidt den ud til katten, uden at jeg så det. Færdigt arbejde! Eller… ja, hvem ved… har lidt mon også ret?