STORE ELLER SMÅ TING

Written by Irma on . Posted in Haven

Mange synes ikke, de oplever ret meget. Dag efter dag sker der jo de samme ting, alt er rutine.
Vi klager over et kedeligt liv med begrundelsen, at vi ikke har hverken tid eller råd til at rejse ud i verden, hvor man virkelig oplever noget stort og spændende, der hvor man møder eventyret.
Men er det overhovedet muligt at leve et kedeligt liv, hvis vi ellers er vågne? Hvad er stort og hvad er småt? Kunne det tænkes, at vi måske har alt lige indenfor rækkevidde – hele tiden?

Det er tidlig morgen. Jeg er på vej ud i haven med en lille skål i hånden. Sådan gør jeg de fleste morgener i sommerperioden. Hvad skålen skal bruges til? Den skal bruges til at samle lidt bær i, et par blomster og nogle nedfaldsæbler.
Jeg går ud sådan en tidlig morgen, uanset vejret, langt ind i efteråret. For at samle. Men endnu mere for at se. Og for at mærke det hele. Den vidunderlige morgen med lyset, solen, fuglesang og summen af bier. Min morgentur kan vare fra ti minutter til en halv time eller mere. En fantastisk begyndelse før jeg går i gang med dagens arbejde.
Uanset hvor vanskelige de såkaldte problemer der ellers kan være, er, tænker jeg sådan en morgen: Det her er virkelig stort! Det overskygger alt andet.

Hvor mange er egentlig klar over, hvor smukt et rødt æble, som i nattens løb er faldet ned og nu ligger i græsset med morgendug på, egentlig ser ud? Hvordan det dufter? Og hvordan det smager, sådan lige her og nu, med dug og sol på – uden at det først er vasket eller der er skåret i det? Det er intet mindre end en kæmpe oplevelse.
Det samme med blomsterne i haven. Eller de vilde blomster, enhver kan møde på en gåtur. Duftende roser, vilde eller tamme, det er lige meget. De er alle sammen vidunderlige! At stå der og se på dem, længe. Bruge tid på det indtildet mærkes og opleves med alle sanser åbne.
Lyder det romantisk? Det er det. Det er magisk. Og det vidunderlige er, at denne magi, alt dette overdådige, ikke kun er forbeholdt få udvalgte. Dem, der har masser af penge eller tid.
Jeg gør det også, når jeg ikke har tid, for hvad er begrebet ”tid” for en underlig størrelse? Vi har alle sammen lige meget tid, det står ikke til diskussion. Fire og tyve timer i døgnet. Hverken mere eller mindre.
Den form for magi er noget, alle kan opleve. Enten alene eller sammen med en anden.

Denne morgentur går jeg tit sammen med min kat. Tavse og ærbødigt går vi rundt og løfter af og til ansigtet op mod solen. Ind imellem dufter vi begge to til blomsterne.
Katten forstår virkelig det hele! Den bemærker det, når noget nyt er plantet i haven. Længe kan den stå og se på det, snuse til det og til sidst lægge sig ved siden af det.
At se katten sidde og meditere er noget af et syn. Den kan sidde lang tid på samme sted, i samme stilling, totalt i ro og bare se lige frem. Om det er dag og solskin, om det er tåge eller nat og måneskin, kan den finde på at sætte sig og bare være. En halv time eller mere, fuldstændig ubevægelig i en dyb, indre ro.
Den har virkelig lært mig meget. Fordi den kan noget, mange mennesker ikke kan. Den kan leve. Den kan være i øjeblikket. Og nej, den er ikke hverken dum eller sløv. Den ved bare, hvordan tingene hænger sammen og hvad der værd at satse på.
Disse morgener har jeg også brugt til at studere spindelvæv med dugperler, som solen får til at skinne i alle farver. Jeg er blevet stående og har taget det helt ind i hjertet. Er blevet fortabt i det og har tænkt: Sikke dog en rigdom!

Også du, kære læser, kan se den slags på din morgentur. Nå, har du ikke nogen morgentur? Jamen måske er det så tiden at indføre en sådan. Som en af de ting, der bare skal gøres hver dag.
Jo jo, rigtigt nok, så er det nødvendigt for mange at stå tidligere op. Men hvorfor ikke? Nogen tror, at står man en halv eller en hel time før op om morgenen, bliver man mere træt. Men forkert.
At bruge sin morgen på at gå ud og mærke det hele, at blive en del af det, giver så megen energi! Glæde. Og ro. Den oplevelse, det nærvær, fjerner noget af alt det besværlige og tunge, der tit ligger og roder rundt inde i vores hoved, så vi i stedet bliver lette og taknemlige dybt indeni.
(Dette er et afsnit fra min E-bog “DE ANDRE TAGER ALTID DET BEDSTE”. Bogen kan lånes som E-bog på Mofibo eller eReolen.)

 

 

 

 

Blåbær

Written by Irma on . Posted in Haven

Mange havefolk går rundt med rosenrøde havedrømme. Om alle de blomster, træer og buske, man vil anskaffe til sin have. Jeg er tit faldet totalt i svime over alle de vidunderlige billeder i reklamerne – af roser og buske, struttende af livsglæde – og senere måttet indrømme, at sådan ser det SLET ikke ud i MIN have. Men optimisten glemmer hurtigt den slags små skuffelser.

Jeg ville have blåbær i min have, koste hvad det ville. Og det kostede. Mest af alt knofedt – noget, jeg slet ikke havde forestillet mig i starten. Man tror, det er så ligetil med en plante. Men man bliver klogere.

Det startede, da jeg fandt ud af, at blåbær er enormt sunde. Det gjorde ikke ønsket mindre. Og så var det vel bare at plante, var det ikke? Ak nej, hvis det bare var så let. Gennem studium i diverse bøger og blade blev jeg nemlig klar over, at blåbær kræver sur jord. Altså sphagnum. Nå skidt, jeg havde en halv pose i skuret. Men ved nærmere efterforskning fandt jeg ud af, at en blåbærbusk kan blive lige så stor som en solbærbusk. Og, hvis den skal have det godt, skal der graves et hul til den på 1½ x 1½ meter, og gerne 70 cm. dyb – og hullet skal fyldes op med sur jord.

Jeg plejer ikke at stå af overfor småforhindringer. Bevæbnet med spade og trillebør spankulerede jeg forventningsfuldt ned bag i haven. Og så blev der ellers gravet. Den ene trillebørfuld hårde lerjord efter den anden blev kørt væk, indtil hullet var, så jeg nærmest blev væk i det, og håret klistrede til sveden på min pande.

Nu fandt jeg så ud af, at hvis planterne virkelig skal give noget, skal der helst flere sorter til. Ok, så to huller da, sukkede jeg om aftenen, da hele kroppen værkede efter at have været jordarbejder i mange timer. Men ak og ve, jeg, der hører til folket, som har svært ved at bestemme os – i planteskolen fandt jeg fire sorter, der alle lød til at være lige fantastiske, såe… ja, det blev til dem alle fire.

Derhjemme tog jeg tommestokken og målte. Hullet skulle minsandten være dybere! Og så skulle der faktisk være fire af slagsen. Det tog flere dage, før det var gjort. Jeg var tæt på total optimisme, da en venlig sjæl fortalte mig, at de huller da ville kræve for mindst tusind kroner sphagnum. Og jeg tænkte: Tusind kroner?! Aldrig!
Hm… så var gode råd jo dyre. Dem har jeg dog altid et par på lager af. Så jeg ringede til den venlige mand, som ejer en skov lige i nærheden, og spurgte, om jeg måtte hente lidt jord i hans skov – blandet med grannåle. Den slags kan blåbærplanter nemlig godt lide. Og det var helt i orden, jeg måtte tage lige så meget, jeg ville. Den sidste sætning kom til at betyde mere end jeg først havde troet!

Så oksede jeg til skovs i min bil, med en rulle sorte affaldssække og et par arbejdshandsker. Derpå lagde jeg mig på knæ og samlede skovjord med hænderne, som jeg, fuld af forventning, puttede i poserne – den ene efter den anden. Hold da op, sikke en tid det tog. Det kan ikke skovles op, da skovbunden er fyldt med pinde og rødder. Man skal ned på knæ og grave det op med hænderne. Men samtidig lærte jeg at nyde skovjordens dufte og at se, hvor jorden var allerbedst. Skønt det var besværligt, var det også fantastisk dejligt, for jeg elsker det primitive. Og er jeg ikke ekspert i andet, så er jeg det vist nok i skovjord – nu.

Efter at have fyldt 3 sække var jeg ærlig talt godt træt, knæene var to våde jordklumper, men jeg var tilfreds. Sikke en fangst! Her er jo allerede for meget til de huller, tænkte jeg glad og slæbte, efter hjemkomsten, sækkene fra bilen ned i haven. Men ak, de tre sække fyldte knap nok bunden af de fire huller.

For at korte en lang historie kan jeg oplyse, at jeg kørte i skoven efter mere jord – og mere jord – og mere jord. Jeg var faktisk glad for, skovejeren ikke så, hvor meget jeg i virkeligheden tog (tys!), for det endte med at blive til ATTEN sække, og alt i alt tog det over en uge. Senere kom der endda tre store poser sphagnum i også. Til sidst, da det hele var sunket lidt, og der var fyldt regnvand på (dog ikke samlet med hænderne), satte jeg mine dyrekøbte blåbærplanter i den lækre jord og sendte dem de bedste ønsker til livet hos mig.

Endelig! Sikke en dag! Fantastisk følelse. Faktisk tror jeg, at de mennesker har ret, der taler om glæden ved dét, man har kæmpet for. Nu kan jeg så glæde mig til bærrene. Jo jo, jeg er godt klar over, at fuglene sidder på spring med søgende øjne og tilbageholdt pip – i troen på, at de skal have deres del af udbyttet. Men de kan tro nej. Jeg vil ikke dele. Alt andet, men ikke mine hårdttilkæmpede blåbær. Ærlig talt synes jeg, at jeg har fortjent hvert eneste bær. Selv. Så jeg lægger et net over, når tiden er inde.

P.S. Men så i går, hvor jeg var på en helt almindelig skovtur, standsede jeg pludselig op med et sæt. Hvad var det?! Skønt jeg mente, jeg var kender af skoven, havde jeg da aldrig set netop dét før. Var det ikke… vilde blåbærbuske? Endda i hobetal! Med kraftig hjertebanken nærmede jeg mig, bøjede mig og stirrede. Jo, der var ingen tvivl! Kunne der blive plads til et par stykker mere i haven, hvis jeg nu gravede hullerne større …? Pulsen steg omgående til gigantiske højder, jeg tog mig til hovedet og gned øjnene. Så tog jeg en dyb indånding, vendte mig konsekvent og løb, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Og det var slut på den blåbærhistorie. Helt slut!

Spis dit ukrudt og bliv sund

Written by Irma on . Posted in Haven

Hver sommer går jeg på ukrudts-rov i haven med en lille saks og får det dejligste udbytte, sprængfyldt med vitaminer. Det er små fine mælkebøtteblade og nye skud fra skvalderkål, jeg klipper af og putter i en skål. Skyller og hakker dem og blander med lidt mynte, rødløg, tomat, agurk, evt. lidt hakket æg el. kolde kartofler, ristede solsikkefrø eller nødder. Spises med hytteost og grovbrød.

Alle de friske vitaminer og mineraler, der findes i nyplukket ukrudt kan ikke sammenlignes med den salat, du køber i supermarkedet. Eller de selvdøde tomater fra Langtbortistan. Det her er den ægte vare, fyldt med saft og kraft fra jorden, solen og regnen, og samtidig lægeurter, der hjælper mod både det ene og det andet onde og holder dig sund, slank og skøn. Ukrudtet høstes bagest i vores have, men aldrig tæt ved en befærdet vej eller op mod sprøjtede marker.

Den slags er formidable ingredienser i grønsags-deller. De puttes i en blender sammen med purløg, frisk oregano, persille, løg, persillerod, en kartoffel, en gulerod, squash el. andre grønsager, evt. soltørrede tomater, kogte kikærter, et par æg, krydderier, salt + peber og mel til det har en fast konsistens. Formes med ske og steges i olie. Serveres med frisk salat, grovbrød, ris og appelsinsaft. Det er slank mad, sund, spændende og velsmagende.

Det er brændenælder også. Klip små skud, skyl, hak let, og overhæld med koldt, kogt vand. Drik det dagen igennem og glem alt om cola og lign.

Det handler om lige at vende tanke og vane og så ellers prøve det, evt. sammen med børnene. De vil synes, at det er sjovt, og så smager det godt. Samtidig kan man i familien få en snak om at spise sundt og være åbne overfor nye ideer. Velbekomme!

Jord under neglene

Written by Irma on . Posted in Haven

Når jeg føler, det er forår, så er det forår – for mig. I perioder med tø har jeg gået og rodet i haven. Tænkt intenst på det, der skulle købes, det, jeg ville så, og på nye forsøg med planter, der skulle afprøves. Jeg har overlevet vintermørket på tanken om blomster. Set dem for mit indre blik og sagt til mig selv, at de for søren da en dag måtte vise sig igen og sætte kulør på min vintergrå have.

Alle de flotte tilbud i bladene med billige stauder, stedmorblomster og meget andet får mig til at dåne af fryd. Yes! Det skal jeg bare have, uanset om jeg så senere har penge til mad eller ej. Men faktisk er det da ikke særlig dyrt. At det så løber op, når man også lige skal have dét, og dét – samt et par andre slags, jamen det siver jo ligesom ikke ind hos en, der er totalt vild blomster.

Hvert forår tænker jeg tilbage på mig og planterne, da jeg var barn. Over hele gulvet i mit værelse stod små urtepotter med aflæggere af planter eller kerner. Det var åndeløst spændende! Ja, der var ikke til at sætte en fod for planter. Jeg var totalt opslugt. Tænk, at en lille grape-kerne kunne blive til en stor busk med duftende blomster! Jo jo, så langt nåede det sandelig.

Faktisk vender denne følelse tilbage hvert forår. Da kan man finde mig, stivfrossen, men håbefuldt liggende på alle fire i haven, som en sporhund skrabende i den hårde jordoverflade, på jagt efter de første spirer. Og tage forskud på sommeren ved at plante de smukkeste, sarteste blomster, netop indført fra Langtbortistan (hvor der sikkert allerede er sommer, men hvem tænker på det, når ”ånden” er over én). Og opleve, at næste morgen er hele herligheden frosset ned til en ynkelig suppedas. Øv. Jammer. Sorg. Det var da ellers forår, var det ikke?

Men senere: Skidt med det. Det var den glæde værd! Hvem lader sig kue af provokationer i form af lidt nattefrost. Det er bare – som i så mange andre tilfælde – op med hovedet og på’n’ igen! Og forretningerne har jo nok af det hele – i alle farver – ikke.

Fyren på planteskolen sagde en dag: ”Uha Irma, sikke en masse blomster, du nu skal hjem og plante,” og jeg kunne se, han mente: Har du virkelig råd til alt det? Og jeg svarede glad: ”Jeg er VILD med blomster! Jeg vil hellere, til sin tid, dø i en masse blomster end i penge.”
Og han nikkede faktisk, som om det var lige før, han forstod det.

Livets mening – en rose

Written by Irma on . Posted in Haven

 Tro det eller ej – jeg har lavet en rose! En rigtig, levende rose. Endda en af dem, jeg holder allermest af. Den hedder Abraham Darby, og det er en af de allersmukkeste, duftende roser, der findes.
Jeg vidste – inderst inde – atdet lod sig gøre, selv om alle omkring mig var yderst skeptiske, da jeg i sin tid gjorde de første spæde tiltag til formering af min yndlingsrose. Men hvorfor lade sig stoppe af andres meninger?

Er der noget, du ikke kan, så bevis, at du ikke kan. Indtil det er bevist, så kan du! Sådan har jeg altid sagt i andre sammenhænge, hvorfor skulle det så ikke også gælde rosenfremstilling.

Jo, jeg gik og kiggede til den lille stængel næsten hver dag efter at have sat den i potten. Begyndte den snart at vokse?
Det gjorde den ikke. Tvært imod tabte den hver og én af de små blade, og jeg tænkte: Den dør. Det skal ikke gøres på den måde. Du er bare et godtroende fjols.
Alligevel ville jeg ikke give mig. Vinteren over forsøgte jeg at udtænke andre metoder til næste forsøg, mens jeg stadig gik og skelede lidt til den lille pind, der så meget død ud. Men så pludselig i foråret begyndte lidt grønt at titte frem ved stænglens rod. Det blev langsomt til små blade, og planten voksede. Lidt, men nok.

Stoltheden fandt ingen grænser, og da jeg senere vovede at plante den ud på voksestedet, var det med dirrende hænder. Samtidig fór en hurtig række af tanker – om alle de frygtelige ting, der kan ske med sådan et lille liv i dets spæde barndom – igennem mit hoved. Men da jeg samtidig er ukuelig optimist, trængte jeg det til side og besluttede, at min rose var stærk nok til at klare mosten.

Det var den! Nu står den og strutter med hele tre knopper, der vokser og vokser – i takt med min ydmyghed over naturens undere og en overvældende glæde over at kunne skabe noget så smukt. Og det skal fortsætte. Der skal laves flere roser. Nej, det er ikke let, og nogle af forsøgene mislykkes. Men det lader sig gøre!

Hvordan jeg gjorde det? Jeg tog simpelthen bare et lille stykke rosenstængel af moder-rosen. Man kan også tage en lille ”aflægger”. Så sættes den i lidt jord i en bakke og holdes fugtig, til den slår rod. Det er den korte version. Den lange bliver for omfattende her.

Til slut kan jeg fortælle dig en hemmelighed: Har du endnu ikke fundet meningen med livet, så skab en rose! Eller køb en. Og nyd den helt ind i sjælen.

Eller anskaf dig en have og lær hver eneste blomst og hvert træ at kende – og duft til det hele. Så er den hjemme!