En dag i januar

Written by Irma on . Posted in Lidt af hvert

Ikke alle er så heldige at kunne komme indenfor i varmen.

Det var først i januar. Det var minusgrader og blæste kraftigt. I bilen var jeg på vej mod byen, da jeg fik øje på ham. Han gik på fortovet med en sammenrullet skumgummimadras under armen. Han havde ingen strømper på. Kun sko. Jeg så det, fordi buksebenene sluttede et lille stykke over skoen. Han havde heller intet halstørklæde. Ingen vanter.
Han måtte fryse enormt. Jeg tænkte på, hvor let det var for mig at tage min bil og køre ud for at købe alt muligt, mens han bare gik der. Jeg har altid haft ondt af hjemløse.

Da jeg kom tilbage, kiggede jeg efter ham. Var han stadig i nærheden, eller var han død af kulde i mellemtiden?
Han sad på bænken ved busstoppestedet. Helt stille. Et menneske! I den kulde. Det var ikke til at bære. Det var umuligt bare at køre videre og lade som ingenting.
Hurtigt kørte jeg hjem for at lave en madpakke og finde noget tøj til ham. Derpå kørte jeg tilbage.

Jeg gik direkte hen og rakte ham det hele.
”Værsågod, lidt mad og lidt tøj. Du må jo være sulten og fryse.”
Han så forlegen på mig, rakte ud og takkede med få ord.
Efter lidt snak fortalte han, at han ikke drak. Han rørte aldrig spiritus. Og hans livsstil var selvvalgt.
”Hvordan kan nogen vælge at gå sådan rundt og fryse og sulte,” indvendte jeg måbende i min naivitet.
Manden svarede, at han ikke savnede noget. Han havde alt.
Alt?!
Jeg spurgte, hvad ”alt” var? For mig så det ikke ud, som om han havde noget som helst.
”Det er frihed,” svarede han uden tøven. ”Verden er min. Jeg lever af, hvad folk giver mig.”
Jeg havde ondt af ham.

Det endte med, at jeg inviterede ham med hjem på varm mad og et bad. Tøvende, nærmest genert, sagde han ja tak.
Jeg fandt rent tøj til ham, mens han badede, og lagde det uden for døren til badeværelset. Vi havde en masse gammelt tøj liggende på loftet, som ingen brugte mere. Senere spiste vi, og han fortalte om et liv, der var totalt fremmed for mig. Fortalte, at det eneste, hans familie ville ham, var hans penge. Derfor gav han dem alt og gik sin egen vej. Men samtidig var dette frie liv et dybt ønske hos ham.

Han var en lærd mand, og i flere timer talte vi filosofi. Snakkede om evnen til at slippe afhængighed, og i stedet glæde sig over øjeblikket. Det var tydeligt, at der var stor mental styrke i ham. Beslutningen om det liv han levede, var ikke halvvejs. Men den var svær for mig at forstå. Dengang.

Det var blevet næsten mørkt. Jeg spurgte lidt beklemt, hvor han skulle hen nu, og han forklarede, at han ofte sov på toilettet i en kirke ti kilometer væk. Der ville han gå hen.
Gå?! Den lange vej i den kulde?
Jeg måbede og tilbød at køre ham dertil, og han takkede ydmygt, denne stille mand.
Da vi var fremme, nikkede han venligt farvel og takkede endnu engang for alt.

Jeg græd, da han gik hen mod kirken med sin tynde madras under armen og posen med tøj, han havde fået af mig. Rank og fattet gik han der, som et stærkt menneske, ingen behøvede at have ondt af. Og som de færreste forstod, når alt kom til alt.
Sådan et fint, klogt, hæderligt og kærligt menneske, og så i den situation, tænkte jeg sørgmodigt, og var samtidig overbevist om, at jeg selv havde et langt bedre liv. Hvad jeg i dag slet ikke er sikker på, at jeg havde. Vores liv var bare forskellige, hver med deres plus og minus. Og med det, den anden ikke forstod.

Det møde gav stof til eftertanke. Efterfølgende var min følelse den, at meget i livet måske i mange tilfælde er præcis så kompliceret eller ukompliceret, som vi selv gør det til.
Siden har jeg følt dyb taknemlighed over det møde en kold dag i januar, hvor jeg fik lov at se, hvor smukt livet også kan være – i al sin enkelhed.

(Denne tekst er fra min E-bog “De andre tager altid det bedste”)

Hvem spiser hvem – og hvorfor?

Written by Irma on . Posted in Lidt af hvert

Fest omkring et lig

Det startede ikke, da vi skulle til festen. Det begyndte langt tidligere. Længe før min fødsel. Og vil sikkertfortsætte lang tid endnu. Men jeg vælger at tage mit udgangspunkt der, fordi jeg virkelig blev rystet den aften, skønt jeg burde have været forberedt.

Festen var med mad og drikke og hele molevitten. Intet problem. Som plantespiser kan jeg selvfølgelig bare spise salat, kartofler, brød – og hvad der ellers er på det store tag-selv-bord.

Ved ankomsten fik jeg mig dog en overraskelse, der virkede voldsom og gav mig så stor kvalme, at jeg var lige ved at kaste op.

I en stor, rullende ovn med et kæmpe frontvindue (så alle kunne nyde synet) lå en næsten lige så stor gris, brun over det hele – i gang med at blive stegt. Den så fuldstændig intakt ud, selv øjnene, nærmest som om den stadig var levende og fandt sig i sin skæbne – hvad heldigvis ikke var tilfældet.

Nu er det jo ikke ukendt for nogen, at der dagligt dræbes masser af dyr for at mennesker kan spise dem. Den tanke er i sig selv slem nok, for mig i hvert fald. Men at se det, så direkte og på den måde …

Det kan godt være, det er mig, der er sart, men altså: Jeg stirrede og stirrede ind gennem ovnens glas i en form for rædsel, mens en masse tanker rullede gennem mit hoved.

Et – for kort tid siden i hvert fald – levende væsen, nu slået ihjel, lagt til skue på en måde der gjorde at folk, som strømmede til, kunne se processen, more sig og glæde sig til at fortære liget. Ingen så ud til at røres bare det mindste over synet. Det var en begivenhed! En fest.

Jeg må indrømme, at jeg var dybt, dybt rystet! Og på det tidspunkt, lige præcis i de øjeblikke, overvejede jeg alvorligt at melde mig ud af menneskeracen, der som den største selvfølge tager sig ret til at myrde et levende væsen med kød, blod, hjerte og følelser. Og hvorfor? Ja, gad vide, om de fleste aner, hvorfor det sker. Måske fordi man er vant til det, og så stiller man ikke spørgsmål ved det.

 Er det omvendte mere makabert?

Samtidig slog tanken mig: Tænk, hvis det var omvendt. Hvis det var grisene i stedet for mennesker, der havde magten. Og nu havde de så fanget og dræbt et menneske, som lå derinde og stegte, mens en flok svin muntrede sig over synet og glædede sig til at sætte tænderne i ham eller hende …

Makabert? Helt enig. Men hvad er egentlig forskellen? Ja, jeg spørger bare …

Eller, for at tage den knap så makabre version: Hvorfor var det f.eks. ikke en hund, der lå og stegte i ovnen?

En hund?! ville de fleste forfærdet udbryde, spærre øjnene op over spørgsmålet og tage sig til hjertet. Menneskets bedste ven – ja, næsten et menneske!

Men næ næ, det er helt forkert. Grisen er mere intelligent end hunden, har undersøgelser vist. Alligevel ville man blive straffet, hvis man stegte en hund. Men ikke når man steger en gris. Forvirret?

Jo, det sker hver dag, at dyr bliver dræbt for at blive fortæret af mennesker. Masser af dyr, hele tiden. På slagterierne. Der står ”brugerne” bare ikke og nyder synet. I stedet går de i supermarkedet, tager en pakke kød og tænker sandsynligvis ikke over, hvor deres mad stammer fra. Eller hvilken proces der er gået forud, som har fået kødet til at havne der. Mærkeligt nok har jeg hørt flere sige med et undskyldende smil: ”Det ønsker vi heller ikke at tænke på”.

Javel. Altså, bare luk øjnene, spis, og lad være at tænke! Ligesom dyrene. Eller hov – hvem siger, at dyrene ikke kan tænke? Og føle? Siger kødspiserne det, fordi det så er nemmere at putte dyrene i munden …? Nå, bare et spørgsmål, ikke.

En mand sagde engang: ”Det, der ikke kan spises råt, kan ikke spises.” Hm … hvor mange ville mon spise råt kød? Adr! Føj, ville de fleste sige. Jamen, hvordan kan noget, der er ”adr” i rå tilstand blive lækkert, bare ved at få lidt varme og blive camoufleret til ukendelighed med krydderier?

Børn og kød

Samtidig tænker jeg på de børn, som helt naturligt ikke har lyst til kød. Masser af børn kigger skeptisk på kødet på tallerkenen, rynker på næsen og siger: ”Det kan jeg ikke lide. Det vil jeg ikke have.” Og hvad svarer forældrene? Ja, visse forældre vil måske sige, at det er i orden. Men bliver det en regel, at barnet ikke vil spise kød, vil en del nok forsøge at tvinge eller lokke barnet med: ”Jo, spis det nu. Det er sundt.”

Hvordan kan nogen nu lige påstå, at kød er sundt? Har de selv foretaget undersøgelser, der viser det? Eller har de bare hørt det – som man hører så meget andet og blindt hopper på det, der passer én bedst?

Noget andet: Er det ikke en menneskeret selv at bestemme, hvad man putter i munden, uanset om man er stor eller lille?

En lille pige, som har store problemer med forældrene ved måltiderne fordi hun ikke vil spise kød, har rørt mig dybt. Hendes argument er, at hun ikke vil spise et væsen, som har haft et hjerte der bankede, ligesom hendes eget.

Har nogen mere ret til at dræbe, end andre?

For nu at være virkelig ekstrem (hvad jeg sjældent er, men det kan dog komme over mig), vil jeg lige ridse et par paralleller op mht. til, hvem der egentlig har lov til at spise hvem – sådan efter gængs mening.

Som med – i starten – omtalte gris: De fleste ser det som helt okay at spise et dyr, nogen har slået ihjel. Når alle andre gør det, hvorfor så tænke nærmere over det. Det er helt almindeligt antaget, at flertallet har ret. Og er det almindeligt, ses det dermed af mange som noget, der samtidig er helt i orden, sundt og godt.

Vi ser det også som helt okay at nedlægge et stykke vildt. Altså, vi mener, vi har RET til at dræbe. At gå ud på et dyrs territorium, der, hvor det lever, pløkke det ned og fortære det.

Men vend den så lige engang: Hører vi fx om, at et vildt dyr har nedlagt en mand, fordi han var så letsindig at trænge ind på dets område, endda bevæbnet, for at dræbe det – så kommer vi op af stolene! Da bliver vi virkelig oprørt. Manden var måske på safari og skulle have oplevet den stolthed, det åbenbart er at dræbe et stort dyr. Han kunne jo senere have fået det udstoppet, eller i det mindste hovedet, for til slut at hænge det op i sin stue, så både han selv og andre fremover kunne imponeres over bedriften.

Men nu, hvor det altså gik omvendt (måske mente dyret, at det havde ret til at dræbe manden – der uden videre var trængt ind på dets område – så det kunne få sig en god steg!) ja, nu bliver der pludselig kæmpestor opstandelse i menneskenes verden. Man synes, det er helt forfærdeligt, at manden blev nedlagt af det, der i stedet skulle have været hans bytte. Se bare i TV-avisen og på avisernes forsider! ”Mand dræbt af vildsvin!” Skrækkeligt!

Men hvor tit står der på forsiderne: ”Svin dræbt af mand” …?  Næ, så megen plads er der ikke i aviserne.

Hvor ligger forskellen?

Jamen hvad er forskellen egentlig – på, hvem der spiser hvem og med hvilken ret? Handler det om, hvem der er mest sulten? Klogest? Kærligst? Stærkest? Mest intelligent (hvordan måles intelligens, og hvilken form for intelligens)? Eller hvad er det, der giver denne formodede ret til at dræbe for derefter at fortære sit bytte?

Er vi, i vores del af verden, overhovedet nogensinde så sultne, at vi er nødt til at dræbe for at overleve?

Tja, det var såmænd bare et par spørgsmål. Svaret følger ikke med. Det kan læseren selv ryste op med, om muligt. Måske er der mange svar. Eller også er der ikke nogen. Men muligvis har ovenstående givet stof til eftertanke. Hvis ikke, ja, så bare betragt det som et par tanker, der fandt vej ud af et hoved en kølig morgen lige før det blev lyst.

Irma Lauridsen

Hvor gammel er du, dame?

Written by Irma on . Posted in Lidt af hvert

Man spørger ikke om en kvindes alder – hvorfor ikke?

Nej vel …? Hvor mange ville egentlig bare, sådan helt frit, spørge en kvinde om hendes alder? Og hvor mange kvinder ville bryde sig om spørgsmålet? I hvert fald ville man tænke sig gevaldigt om, før man langede sådan et spørgsmål over disken, hvis kvinden så ud til at være over 40, ikke?

Man spørger ikke om en kvindes alder. Har du nogensinde hørt den sætning? Sikkert ikke fra kvinder. Men fra mænd, måske?
Den er ret gængs. Accepteret. Som en lov. Og så morer man sig over at have sagt det, mens man indforstået ser på omkringstående. Jo jo, dén ved vi jo alle hvad betyder, ikke sandt? Ha ha!
Men gør vi nu også det? Hvorfor spørger ”man” ikke om en kvindes alder – og hvem er man …?*
Den sætning er jo nærmest sådan en slags ordsprog. Og dybt irriterende, for mange kvinder i hvert fald, mens de samtidig kræver, den lov bliver holdt, mens mænd ofte morer sig over den.

HVORFOR spørger man ikke om en kvindes alder? Og hvis nogen så ville sige: ”Fordi hun helst ikke vil fortælle det,” jamen så opstår spørgsmålet jo, hvorfor en kvinde helst ikke vil oplyse sin alder?

Kvinder i ’en vis alder’

Det, man ikke umiddelbart forstår, og som andre heller ikke kan/vil forklare, er jo altid interessant. Og hertil hører mysteriet: Hemmeligholdelse af kvinders alder. Hvorfor er kvinders alder hemmelig?
Hvem ligger inde med svaret på dette mærkelige fænomen? Er det fordi kvinder mener, de har noget at skamme sig over, hvis de er nået til ’en vis alder’ – og derfor skal alderen holdes hemmelig, for så har de ikke noget at skamme sig over? Sådan, skåret ud i pap. Eller hvad? Og i givet fald, hvad skulle det være, en kvinde har at skamme sig over (med hensyn til alder) modsat mænd i samme alder?
Nå, sådan tænker ingen kvinde sikkert, ikke direkte i hvert fald. Men hvad føler hun omkring det? Se det kan være noget ganske andet end hvad hun giver udtryk for.

En hel del kvinder er netop blevet interviewet om det emne, og det har fået rystende, hemmelige sandheder på bordet. Disse interviews handler om kvinders følelser omkring deres alder, især omkring de 50 år, eller sidst i 40-erne. Og det viser sig, at kvinder føler og tænker meget forskelligt, når de nærmer sig de 50.

For de fleste kvinder er det bestemt ikke smart at fortælle, at man har det underligt med at blive ældre. Mange af dem har oplyst, at det ville føles nærmest som at give op. Nej, så hellere lide i stilhed ved tanken om de alders-forandringer, der hen ad vejen viser sig, og lade som om man tager situationen i stiv arm. At man er en rigtig sej, tidløs kvinde (kan man ikke også være det, selv om man er betænkelig ved alderen?) – og at man slet ikke frygter alderen det mindste.
Det her kan få bølgerne til at gå højt, når man tager det op og tør se ærligt på det. Et emne til en meget interessant debat!

Kvinder fortæller om alder

Som sagt er emnet taget op og belyst fra mange og interessante vinkler. Og nu er der så mulighed for at finde svaret på mysteriet. Eller de mange svar, der i virkeligheden er. Nemlig ud fra de omtalte interviews med kvinder – om dét at runde de skarpe hjørner. Om at blive ældre (og det mener mange kvinder allerede begynder ved de 40).
Et problem er, at mange kvinder ikke taler med hinanden om det tema, så de kunne hjælpe hinanden igennem forandringens usikkerhed. I stedet lader de som om alt er ok og finder andre samtaleemner, når de mødes.

Sandheden er, at mange kvinder frygter de runde fødselsdage som ind i helvede! Ja, undskyld sprogbruget, men netop sådan udtrykte en af de kvinder det, som gav sit bidrag til bogen ”Kvinde på 50+  Frisk eller færdig”.
Bogen handler altså om kvinder og deres frygt for at blive ældre, og meget af det der løftes sløret for i den bog er intet mindre end rystende. Det handler om, hvordan frygten og modviljen viser sig. Og at overgangen fra yngre til ældre kvinde kan være lige så svær som puberteten er for de unge. Visse af kvinderne mener endda, at overgangsalderen er undergangsalderen. Mens andre kvinder fortæller om, hvad der kan gøres ved den indstilling, så man i stedet kan få et spændende og givende ældreliv med mange dejlige udfordringer.
Mange seje kvinder fortæller i bogen om et rigtig godt ældreliv. Kvinder, der nyder den modenhed alderen giver og er klar til at bruge livet på spædende ting og sager.

Ældre kvinde, yngre mand

I alt otte kvinder fortæller om deres liv, tanker, følelser og forhold. Og så er der lige lige én mand med.
Og hvorfor så denne ene hane i kurven? Jo, interviewet med ham er med, fordi han er kæreste med en af kvinderne i bogen, og hun er 13 år ældre end ham. Smag lige på dén! Til den ”forkerte side”, siger man (stadig, ind imellem) om den slags. Sensation! Når kvinden er en del ældre end sin kæreste. Hvorimod det bare ville være charmerende, hvis det var omvendt. En ældre mand og en yngre kvinde … jamen når manden begynder at få de første grå hår i tindingen, er han da bare såååå lækker! Det mener flere af kvinderne. Hvorimod vist ikke én kvinde, hvis hun for eksempel på en datingside søgte en mand, ville skrive: ”Kvinde i overgangsalderen søger en yngre mand som kæreste …” Interessant! Altså igen, hvad er det for en mærkelig forskel på kvinder og mænd, når det gælder alder?

Omtalte kvinde fortæller, at hun måtte stå model til spydigheder om ”kuvøseguf” og andet, sagt til hende om den dejlige unge mand, sådan en gammel hejre som hende havde været ude at gafle og helt afgjort ikke havde gjort sig fortjent til. (Ingen overvejede bare et øjeblik, om det kunne være ham, der havde gaflet hende.)
Hun blev rent ud sagt mobbet af sine såkaldte veninder og af andre (selvfølgelig på en måde, der skulle tage sig humoristisk ud), mens hendes unge kæreste ikke anede noget om den mobning. Men det var jo også ham, den stakkel, der var ”offeret”. Det mente andre, at han var. Det mente kvinden faktisk også selv. Hun følte sig endda lidt skyldig. Ja, grin eller græd, det er op til dig selv. I hvert fald er der langt mere om det her, end de fleste ville tro!

At blive voksen

Såe – nej, ”man spørger ikke om en kvindes alder”. Ikke endnu. Ikke bredt, i hvert fald. Alderen, såvel som andre personlige ting, skal selvfølgelig heller ikke være en pligt for nogen kvinde at oplyse. Men på den anden side, hvorfor skal kvinders alder stadig være noget, man får et hosteanfald over?

Måske kunne vi, efterhånden som vi bliver voksne og klogere (skønt modenhed ikke handler om alder – der er jo folk på 80, som stadig ikke er voksne) gøre noget ved hele den indstilling omkring kvinder og mænd og alder og forstillelse, ærlighed, rummelighed og åbenhed, og se på, hvad der er væsentligt. Så livet kunne blive mere frit, godt, rart og kærligt i alle aldre. Og så kvinders alder ikke skal være sådan et tabu, men vi bare kunne slappe af og være dem, vi nu engang er. Ønsketænkning? Måske. Men enhver har vel lov at ønske.

Musikken styrer mere end du tror

Written by Irma on . Posted in Lidt af hvert

Musik påvirker altid

Er musik bare baggrundsstøj, eller har den en virkning? Kan vi bruge musikken til mere – og helt andre ting – end bare at lytte og danse til? Er der større kraft i musik end vi går rundt og tror? Noget, der giver en virkning vi kan bruge, så det virkelig rykker?

Forleden spurgte en kvinde mig: ”Svar mig lige på, om dét her er normalt, eller jeg bare er hysterisk. Jeg har det sådan at musik totalt kan gå ind og forandre mig for en hel dag. Hvis jeg hører en bestemt slags musik, kan det pludselig påvirke mig sådan, at alle slags triste følelser vælter op i mig, jeg græder måske – og jeg ved, det kom, fordi jeg lige præcis hørte den musik.

Modsat: Hvis jeg hører livlig og glad musik, kan jeg blive så sprudlende glad, at jeg er helt oppe i skyerne. Hvad er det dog for noget? Styrer musikken os? Hvordan undgår jeg at det påvirker mig, så jeg bliver deprimeret? Når man f.eks. er ude i butikker, bestemmer man jo ikke selv, hvad der lyder i højttaleren.”

Brug musikken til mere end lytning

Se, det er jo et rigtig spændende tema. Musikkens indvirkning på sindet er et emne, man ikke taler så meget om, og det er ærgerligt. For når vi ved, at musikken har en virkning, følelsesmæssigt – og det mærker de fleste af os jo – kan vi også bruge musikken. Til at opnå de virkninger, vi ønsker og har behov for. Her og nu eller på længere sigt.

Det er helt sikkert, at musik påvirker os rigtig, rigtig meget. Musik er stemninger, svingninger, energier. Der sker ændringer i hjernen, alt efter hvilken musik vi hører. Musik kalder på vores følelser i alle afskygninger, og det er spændende at lægge mærke til virkningen.

Du ved, hvordan musik virker, når du ser en film. Er der uhygge-musik, sidder du med koldsved i hænderne med visheden om at der snart sker noget forfærdeligt – skønt der ikke sker noget som helst af den slags at se på skærmen (endnu). Det er udelukkende musikken der indikerer, at noget uhyggeligt nærmer sig.

Ser du nøjagtig de samme billeder på skærmen, men til rolig, let og afslappende musik, vil du reagere lige modsat, nemlig roligt og forventningsfuldt. Du vil ikke et øjeblik få den tanke, at noget uhyggeligt er på vej. Fordi musikken signalerer noget andet.

 Hvad udsætter vi os for – med musik?

Når vi er bevidste om, at musik påvirker os, plus/minus, kan vi også være opmærksomme på, hvad vi udsætter os selv for, når vi hører musik.

Flere kan berette om, at de bliver triste over en bestemt slags musik, men at den samtidig kan give forløsning og hen ad vejen befri sin person for en mental tyngde. Andre kan føle sig totalt knust over et stykke musik som går ind og kalder på voldsomme følelser omkring oplevelser, man troede for længst var forsvundet.
Der har i flere tilfælde været mistanke om, at specielle former for musik måske kan have tilskyndet folk til at begå mord. Og selvmord. Om det er rigtigt eller ej kan være svært at vide, men fakta er, at musik kan kalde på store, dybe følelser og tilskynde til handlinger, der er i familie med de følelser.

Så er der de mennesker, der kan føle sig totalt i den syvende himmel over specielle former for afslapningsmusik. Eller får masser af energi af bestemte former for musik. Der er folk, som kan blive ”høj” af kraftig rock, for eksempel.

Glad og let musik kan pludselig, som ved et trylleri, forandre en tung, sort dag til noget smukt. Stemningen skaber smukke, indre billeder. Så ja, musikken styrer kraftigt.

Mange er ekstremt følsomme overfor musik og oplever den på samme måde som omtalte kvinde. Der er musik, de aldrig kan høre, hvis de ikke er klar til at gå ned og kigge i deres egne bundløse dybder.

Musik som inspiration

Musikken kan altså i heldigste fald løfte totalt, give gnist, glæde og nye ideer som en vitamin-indsprøjtning. Prøv f.eks. at høre Bach’s 3. Brandenburg-koncert, der på et øjeblik kan puste liv i alt kreativt, skabende og levende – for nogen. Eller Mozarts fløjtekoncert, hvor du bare svæver opad på dine store vinger og virkelig mærker det vidunderlige sus af liv – lige nu! Det kan være alle slags musik, alt efter hvem du er, hvordan du er sammensat og hvilke minder du har i bagagen.

Da jeg skrev min kærligheds-roman KÆRE FREMMEDE, skrev jeg den mens jeg konstant lyttede til et bestemt stykke musik. Musikken gav gnisten, ideerne, følelsen. Gennem den musik blev personerne levende og med nerve. Romanen ELSKEDE ROSA skrev jeg også “på musik”. Faktisk skriver en del forfattere deres bøger med musik som inspiration.

Og dog er det individuelt, hvordan musik virker. Prøv at snakke med vennerne om det. Det kan blive ret spændende, fx at spille forskellig slags musik og derpå snakke om de indre billeder man hver især ser i forbindelse med musikken og hvilke følelser den danner. Vi har hver især vores helt egen bagage med i rygsækken, som vi kører vores nu-oplevelser sammen med og som farver det, vi sanser. Det er virkelig interessant at bruge lidt tid på at udforske.

Beskyt dig mod uønskede stemninger

Men hvordan undgår vi så at blive deprimeret af musik? Det gør vi ved at lytte til den musik, der understøtter den stemning vi gerne vil være i. Når vi så alligevel er nødt til at høre på i en bestemt slags musik, fx i indkøbscenteret, så prøv at abstrahere mest muligt fra den, hvis du mærker, at den ikke giver dig noget godt. Sig til dig selv: Jeg lukker mine ører. Og tving så dine tanker i en anden retning. Eller du kan nynne eller fløjte noget, der gør dig glad eller giver ro.

Jo, det virker, tro det eller ej. Bare prøv det af. Visualisering er en fantastisk beskyttelse imod det, du ikke ønsker nærkontakt med. Tænk på noget andet, få dit besøg i centeret afsluttet i en vis fart, og gå hjem og sæt en cd på, der giver dig det humør, du har brug for.

Altså, her er ingen snak om, hvad der er godt eller skidt – for dig. Det ved du kun selv, så bare føl dig frem.

Det spændende i det her er sådan set ikke at vide, at musik virker på os, plus eller minus. Det mærker vi jo, selv om vi måske aldrig snakker om det. Det interessante er, at vi selv kan styre det. Og udnytte det, så det giver kraft, ideer og power i hverdagen. Dét er da et spændende redskab at have med i baglommen, klar til brug når vi ønsker det.

Din indstilling gør en forskel

Written by admin on . Posted in Lidt af hvert

Mange tænker på, hvor frygtelig, ond og grusom verden er. Vi ser det hver dag i tv-avisen. Og hvor tit tænker vi ikke: Hvor frygteligt, men vi kan jo intet gøre! Men men men…

Mange tænker på, hvor frygtelig, ond og grusom verden er. Vi ser det hver dag i tv-avisen. Og hvor tit tænker vi ikke: Hvor frygteligt, men vi kan jo intet gøre! Men men men…

I den sidste tid har jeg prøvet at vende bøtten lidt. Vi har kigget nok på verdenssituationen. Nu er det tiden at kigge indad, hvor enhver vel i det mindste kan gøre både til og fra. Faktisk mener jeg, vi burde gøre status flere gange om året.

Er man er et menneske, der gerne vil udvikle sig, undskylder man ikke bare med: ”Det var da ikke min skyld”. Hvad med i stedet at tænke: Det handler ikke om, hvad andre gør, men hvad kan jeg gøre bedre?

For nylig tænkte jeg på, hvor gerne jeg vil leve lettere. Ikke spekulere så meget, men i stedet have tillid til, at alt er godt, hvis jeg selv er med til at gøre det godt. Jeg vil være mere modig og sprudlende. Være venligere. Jeg vil smile mere, også til folk, jeg ikke kender.

Vi ved godt, hvor meget et smil kan betyde. Vi ved også, hvor negativt det påvirker os med alle de triste, sure og stressede folk, vi møder. Som maser sig frem i køen og sætter andres blod i kog. Det starter et sted, hvorpå det kører videre fra den ene til den anden.

Jeg har virkelig tænkt alvorligt over det. At jeg vil forsøge at overse det negative. I stedet vil jeg arbejde på at give. Smil, venlighed, kærlige tanker.

Altså, hvis én forsøger at komme foran i køen: I stedet for protester, vend bøtten, smil og sig: Værsågod, du må gerne komme foran mig. Man tror måske, at man ikke kommer langt med sådan noget. Men det er stor misforståelse. Resultatet er forbavsende.

Man mister intet ved at give sig lidt. Tvært imod bliver man selv gladere. Det gør modtageren også. Det viser han muligvis ved, at han så ikke går hjem og skælder ud på kone og børn. Venligheden vil gå videre.

En del ville måske her indvende: ”Jamen mange er jo stadig nogle irriterende idioter. Den slags småting kan måske få den venlige til at føle, at han har gjort noget godt. Og det er sikkert fint for ham. Men i den store sammenhæng ændrer det intet med positive tanker.”

Men jo, det gør det faktisk! Det er lige præcis i det små, det hele begynder. Lige fra vores negative indstilling, kampene i familien, mellem naboer – til krige mellem landene.

Eller fred, ro og en smittende glæde. Venlighed er ikke sværere at vise end vrede. Begge dele handler om vilje – og vane.

Jeg har tit tænkt: Uanset hvordan min indstilling er, smitter min opførsel af og breder sig som ringe i vandet. Jeg bestemmer selv, om det skal være krigs-ringe eller freds-ringe.

Sikke en magt. Og sikke et ansvar.

Er du anerkendt?

Written by admin on . Posted in Lidt af hvert

At være anerkendt – af andre altså – er ofte alfa og omega i vores samfund. Den holdning påvirker os i uhyggelig grad. 

At være anerkendt – af andre altså – er ofte alfa og omega i vores samfund. Den holdning påvirker os i uhyggelig grad.

Du skal ikke tro, du er noget. Sådan siger janteloven, og den retter masser af mennesker sig efter. Vi skal være ANERKENDT af andre, før vi ER noget. Det oplevede jeg en dag på en maleriudstilling. Jeg elsker at gå på udstillinger, måske fordi jeg selv maler.

”Åh, er du også kunstner?” spøger folk, når de hører, at jeg ikke kun skriver bøger, men også maler – og jeg svarer: ”Kunstner? Hva’ fa’n er det?”

Udstilleren på galleriet var en anerkendt kunstner. En del af billederne var spændende, mens andre lignede nogen, min søn malede som treårig. Min veninde og jeg kiggede, mens galleriejeren gjorde os selskab. Pludselig sagde min veninde: ”Irma maler også.”

Galleriejeren spurgte uinteresseret, hvem jeg var. Det fortalte jeg, og fortsatte: ”Jeg håber at komme til at udstille her i galleriet en dag!”

Egentlig sagde jeg det sådan lidt for sjov, men nu var det op til ham. Jeg har udstillet mange steder, så udelukket var det vel ikke. Men manden så kritisk på mig og kvitterede med spørgsmålet:

”ER DU ANERKENDT?!”

Da den sætning altid får mig til at se rødt, svarede jeg omgående: ”Ja! Jeg er anerkendt af mig selv! Og af dem, der kan lide mine billeder.”

Bag mandens hånlige smil læste jeg ordene: ’Tosse! Tror du virkelig, det betyder noget, at de forkerte folk kan lide dine billeder!’

Nu fik jeg nøje forklaret, at det, der virkelig betyder noget, er, at man har udstillet på Kunstnernes Efterårsudstilling eller Charlottenborg. Så er man anerkendt. Ellers kan man godt pakke sammen. Jo, det vidste jeg godt men takkede alligevel rørt for hans oplysninger.

Få dage efter var der ikke mindre end to, der ringede og spurgte, om jeg ville udstille hos dem. Et stort, anerkendt hotel. Og et dyrt, anerkendt galleri. Den ene havde set mine billeder på min hjemmeside, sagde han, og han ville give meget for at få lov at udstille dem.

Såe… om jeg er anerkendt? Tja, jeg spørger stadig – af hvem? Og svarer: Rend mig med jeres snobberi! Hvad med at tænke selv?! KIG dog på billedet i stedet for navnet – og mærk, om det giver dig en oplevelse eller ej.

Så længe jeg kan sige JA til det jeg selv laver – så længe jeg kan flyve op i loftet af glæde over de farver og former, jeg får sat sammen – da er jeg ankerkendt af mig selv. Og det er nok.

Pony’ens fødselsdag

Written by admin on . Posted in Lidt af hvert

I går fejrede vi Pony’ens fødselsdag. Ikke fordi vi har nogen pony. Men fordi vi bare havde sådan en lyst til at feste. På grund af det vidunderlige vejr og alle de smukke blomster, der vokser op af jorden og folder sig ud i de skønneste farver. Ja – på grund af alt det LIV!

Men … hvorfor så blande en pony ind i det? Jo, det er kommet helt tilfældigt, og da jeg første gang hørte dén om ponyen, grinede jeg meget og tænkte: Yes! Sådan! Hvorfor ikke tænke lidt alternativt og bare lade livet være let… Eller også bare lade være med at tænke så meget, for en gangs skyld.

Ideen fik jeg fra en meget glad og livlig ung pige, der er fyldt med humør og gåpåmod. Hun sagde engang til mig: ”I går fejrede jeg og min kæreste ponyens fødselsdag!” Og jeg indskød hurtigt: ”Hvilken pony?” hvortil hun svarede: ”Det ved jeg ikke. Det er da også lige meget, er det ikke? Vi havde sådan en lyst til at feste, men ingen havde fødselsdag eller andet, der kunne festes for. Men jeg begyndte alligevel at lave lækker mad, lagkage og den slags – og forberede en lang tur ud i det blå. Og min kæreste spurgte: ’Hvad fejrer vi?’ Jeg svarede bare: ’Ponyens fødselsdag!’ Det er længe siden vi indførte ponyens fødselsdag, men det er fantastisk at fejre den, uanset hvad det så er for en pony. Og vi fejrer den mange gange om året – lige så tit vi har lyst. Nogle morgener siger jeg: ’Jeg kan mærke, at det er ponyens fødselsdag i dag.’ Og så er der fest.”

Så – den har vi også indført hos os nu. For ærlig talt, har de fleste af os ikke brug for lidt mere fest og glæde end det, vi normalt fisker frem af den grå hverdag? Faktisk tror jeg, de fleste kender følelsen: Solen står op under en skyfri himmel, æbletræerne blomstrer, alt dufter og stråler, og der er bare den dér fantastiske følelse i luften, at livet er skønt, og at der skal festes. Men for hvad? Tja, for dem, der behøver en grund, der er til at tage og føle på, kan ponyen være en redning. Det kan den også for dem, der bare vil have lidt sjov i gaden og er til fest og farver og har lyst til at mærke barnet i sig. Som har brug for at løfte livet lidt, og som elsker en solskinsdag og de nyudsprungne blomster og en skovtur og en lækker lagkage, måske endda med lys i – og en pony.

Mord til aftensmaden

Written by admin on . Posted in Lidt af hvert

Mange familier sidder dag efter dag og sluger al volden fra tv-avisen rå. Ofte får børnene lov at kigge med – som en selvfølge. Hvorfor? Og – hvem gavner det mon? Hvorfor lukker vi uden videre volden ind i vores liv på den måde – uden at sige fra? Er vi blevet ufølsomme overfor volden? Følgende vil jeg fortælle lidt om, hvad jeg oplevede en tirsdag aften. 

Mange familier sidder dag efter dag og sluger al volden fra tv-avisen rå.
Ofte får børnene lov at kigge med – som en selvfølge.
Hvorfor? Og – hvem gavner det mon?
Hvorfor lukker vi uden videre volden ind i vores liv på den måde – uden at sige fra?
Er vi blevet ufølsomme overfor volden?
Følgende vil jeg fortælle lidt om, hvad jeg oplevede en tirsdag aften.

 Familien, jeg besøgte, havde et ekstra tv i køkkenet. Og hver aften stod den varme mad på bordet præcis klokken halv syv, lige når tv-avisen begyndte. Som et fast ritual greb faren forventningsfuldt fjernbetjeningen og trykkede. Jeg satte mig og kiggede med.

”Stille, så jeg kan se, hvad der er sket,” sagde faren og rakte i blinde ud efter en frikadelle, mens øjnene hang ved skærmen. ”Det er jo vigtigt, vi følger med, så vi ved, hvad der sker i den virkelige verden.”

”Hvorfor det?” spurgte knægten på elleve, idet faren bad ham flytte stolen lidt, så han ikke spærrede for udsynet til den virkelige verden.

”Nu så jeg ikke, hvad det var med dét mord. Hvordan var det, han slog hende ihjel?”

”Frygteligt,” jamrede moren og skelede til mig, som nikkede. ”Jeg får helt ondt i maven. Og hun var endda ikke ret gammel.”

”Er det da bedre at slå de gamle ihjel?” indskød drengen, der også fulgte den virkelige verdens fremrullen på skærmen.

”Vil I høre en god idé, jeg har fået?” Drengen hviskede for ikke at forstyrre. Han så på mig.

”Vær nu lige stille!” sagde faren. ”Vi kan da snakke bagefter.”

”Uha, det er frygteligt med de selvmordsbomber,” moren så væk fra fjernsynet, ”jeg får kvalme. Tak for mad.”

”Jeg går ind på værelset,” sagde drengen. De voksne nikkede fraværende.

”Hvad ser jeg? Sidder du her og spiller krigsspil, knægt?! Har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil have det?” Faren stod i døren til drengens værelse. Fra gangen kunne jeg se, at drengen sad spændt ved sin computer.

Drengen nikkede og klikkede på musen, igen og igen. ”Kom lige og se alt det blod, der splatter, når jeg skyder dem, far!” jublede han.

”Sluk dog for det skidt,” sagde faren og så med afsky på skærmen. ”Det er jo ren vold. Det er ikke godt at se den slags.”

”Det gør I da også!” udbrød drengen.

”Hvad?! faren var forbavset. ”Hverken mor eller jeg spiller da den slags. Det har intet med den virkelige verden at gøre.”

”Jamen hvad er den virkelige verden da?” spurgte drengen lige før faren fortsatte:

”Du kan læse en bog i stedet for. Eller øve dig på din guitar. Men det dér lukker du for!”

Næste dag, præcis klokken halv syv, kom jeg for at hente en glemt jakke. Familien sad igen omkring bordet, og faren trykkede rituelt på fjernbetjeningen.

”Skal vi ikke slukke for det skidt?” sagde drengen. ”Så kan vi spille ludo i stedet for. Eller guitar.”

Et kort øjeblik så det ud som om faren mistede orienteringen. Så rystede han på hovedet og sagde: ”Stille! Det her er den virkelige verden, knægt – og – der er sket endnu et mord!”

Det er muligt, at nogen mener, vi skal følge med i, hvad der sker i den ”virkelige verden”. Nogle gange har jeg i ren og skær afmagt over alle uhyrlighederne spurgt: ”Hvorfor dog det?? Kan vi gøre noget ved det, så lad os skride til handling. Kan vi ikke, så tag det slet ikke ind i din bevidsthed.”

Jeg tror, at det, tv-avisen har at byde på, kan være dybt skadeligt for børnene at sidde og se på (såmænd også for voksne). Vi ved jo, de ting sker, så hvorfor opfriske det og holde det ved lige dag for dag – for senere at gå og være ulykkelige eller trykkede over det?

Måske var det i stedet en god ide at vise børnene, at der findes andre ”virkelige verdener”. For eksempel glæden over alt det dejlige, der er mulighed for at gribe fat i, hvis vi ellers får øje på det. Alt det vidunderlige, der yderst sjældent vises i tv-avisen (men vi kan jo lave vores egen personlige tv-avis, hvor vi taler om de ting.) Vi ved efterhånden, at vores tanker skaber vores liv. Er det tanken om alle de mord og uhyrligheder, der er begået i dagens løb, vi ønsker skal ligge i børnenes tanker og være med til at skabe deres dag i morgen?

Hos os har jeg, i mine år med børn, stort set gjort tv-avisen forbudt for børn. Var der sket noget, som jeg mente, de burde vide, fortalte jeg dem det kort, til orientering. Ikke mere.

I stedet har jeg taget dem med ud i naturen for at iagttage de fantastiske undere, den byder på. Jeg er sikker på, at de aldrig har manglet udsyn til den virkelige verden. For spørgsmålet er jo, hvad den virkelige verden er.

Jeg mener, det er noget, vi selv bestemmer. Det er ET VALG. Og det valg er et stort ansvar, man må tage alvorligt, både overfor sig selv og sit eget gode humør – men specielt overfor børnene, som man trods alt giver et livssyn med hjemmefra, de skal bygge deres fremtidige liv på.

Spørg dig selv: Giver jeg – måske ubevidst – mit barn den følelse, at livet er en grum skæbne, vi er underlagt. At ”de andre” bestemmer, hvordan vores liv skal være. Hvis andre er onde mod hinanden, er jeg så nødt til at blive trist eller bange? Eller viser jeg mit barn, at vi altid selv bestemmer i vores eget liv. At vi til enhver tid kan spejde efter – og finde – det dejlige, vi ønsker skal være i livet og gøre dét til det virkelige liv. At vi har lov at gøre alle uhyrlighederne omkring os til en meget lille ting, der dybest set ikke har noget med vores person at gøre. Det betyder absolut ikke, at vi ikke ønsker at hjælpe andre i nød. Det er oplagt, at vi lærer børnene at hjælpe, hvor man kan. Men der, hvor man ikke kan gøre noget… da smid tanken om alt det skrækkelige væk. Glem det. Eller tag det slet ikke ind. Og kom videre med DIT liv. Noget, der måske er værd at tænke over. Og give i arv.

Så kør dog!

Written by admin on . Posted in Lidt af hvert

Man kommer kørende i bilen, ganske fredeligt. Men nærmest før du opfatter, at der kører en bil bag dig – temmelig tæt endda – mærker du bilens fører stirre dig intenst i nakken i håbet om, at både du og din bil forsvinder hurtigst muligt. Du er ilde set på kørebanen. Fordi du kører lovligt! Det vil sige enten 80, og 50 i byen, som man nu engang skal.
Du ser i bakspejlet. Utålmodigheden lyser ud af fyren bagved. Flere gange kører han nærmest helt op i r…. på dig, for så at bremse hårdt op. Skønt der er overhaling forbudt, har han flere gange forsøgt sig. Hvilket hver gang mislykkedes, så han måtte foretage hasarderede manøvrer for i sidste øjeblik at undgå en modkørende og komme på plads igen. Han træder på speederen flere gange, når man holder for rødt. Flyt dig! Allersenest når det bliver gult.

At køre lovligt bliver sjældent accepteret af dem, som kører bagved. Det slår gnister fra dem, fordi man ikke kører 90, ja, endnu bedre 100. Det er dig, der er undtagelsen fra de kørendes regel.
Det er ikke smart at køre lovligt. Se bare, hvad de andre tør! Og det er det, der er almindeligt. I stedet for at sidde dér som en sinke med sine 50 km i byen, hvor alle de andre kører mindst 60 – og endnu bedre, 70.

Er man en svag sjæl, lader man sig presse og sætter farten op. Er man stærk, står man deres dytten og provokationer igennem. Jeg har tit tænkt: Hvad hulen skal de sådan skynde sig for? Det er jo ikke én gang. Det er HVER GANG de sætter sig bag rattet. Uanset om det er arbejdsdag eller ferie, skal det gå hurtigere og hurtigere.
Hvorfor planlægger de ikke dagen – livet – i stedet for at byde sig selv (og andre!) den slags, som kan give en utrolig stresset dag, der altid går ud over en masse, og i værste fald ender med et bang, man ikke overlever.
Det pudsige er jo, at har han så endelig haft held til at overhale alle, møder man ham minsandten lidt længere fremme, hvor han holder for rødt lys – ved siden af dig. (Her gør du nok klogt i ikke at vinke til ham!!)

Hvorfor skynder vi os, når vi udmærket ved, det har den virkning, at vi stresser andre og måske endda kommer til at køre uhensigtsmæssigt, med ulykker til følge? Tja, hvis du spurgte ham ved siden af dig, ville han såmænd ikke vide det. Det ligger bare i blodet. Vi skal foran de andre. Videre. Til noget, der sandsynligvis slet ikke var nogen grund til at bruge al den energi på.

Varme i en kold tid

Written by admin on . Posted in Lidt af hvert

Masser af steder i verden er der ufred, hårdhed og uvenlighed og utryghed. Mellem nationerne – ja måske endda mellem venner. Måske er denne følelse også rykket ind i dig selv. Hvornår og hvordan vender det? Glæd dig! Du er ikke underlagt mere kulde end du selv kan fortrænge. Og du kan oven i købet være med til at vende det med en helt enkel metode.

Når vi åbner for tv eller avisen, præsenteres vi for kulde, vrede, krige og mord. Uanset temperaturen her i landet lige nu, præsenteres vi dagligt for denne form for kulde, der trænger sig ind på os og gør os nervøse, ulykkelige og kolde indeni. Mennesker, vi møder på gaden, taler om den ufred, vi præsenteres for i medierne. Vreden, frygten, frustrationerne, krige og mord. Men i dag fik jeg pludselig en varm tanke, som jeg gerne deler, nemlig: Uanset hvad der sker omkring mig, bestemmer jeg – og ingen anden – hvordan temperaturen er inde i mig. Og hvad jeg vil tage ind af kolde informationer i det hele taget. Det gælder selvfølgelig ikke kun for mig, det gælder for hvem som helst. I virkeligheden er der frit valg på alle hylder med hensyn til, hvad man vil lukke ind i sin bevidsthed, hvad man vil se, hvad man vil reagere på – ja, hvordan man vil have det indeni. Ret varm tanke i en tid, hvor alle føler sig bombarderet med kulde og måske slet ikke tænker på, at de har valgfrihed mht. at sige fra.

Livets store teatersal

Livet er én stor teatersal, hvor vi alle sammen sidder. I salen er der helt mørkt. På scenen spilles mange forskellige teaterstykker, glade, som triste og voldelige. Vi har hver især en stor lygte, og med den kan vi vælge at lyse præcis på det teaterstykke, vi ønsker at se.
Egentlig en fantastisk tanke, ikke? Og en fantastisk valgfrihed i en tid, hvor mange måske helt glemmer, at vi reelt har denne valgfrihed.
Ingen bestemmer, hvad vi skal se i tv. Ingen bestemmer, hvad vi vil læse om i aviserne. Om vi overhovedet vil læse eller se noget af det. Ingen bestemmer, hvordan vi vil have det indeni. Det gør vi kun selv.

 Fordriv kulden

Nogen ville måske indvende: Man kan ikke bare lukke sig til og være sig selv nok, for nogen er jo nødt til at tage sig af kulden. Er det sandt? Øges kulden ikke, jo mere fokus der er på den? Får vi ikke mere af det, vi hele tiden tænker på?
For mig at se kan der være flere måder at fordrive kulden på. De måder, der ikke er så synlige lige her og nu, kan i virkeligheden være de allermest virksomme.
Mange spørger med trist stemme: ”Jamen hvad kan jeg gøre?” Svar: Du kan gøre det hele! Den ypperste måde at fordrive kulden på er at udsende varme. Og ligger varmen ikke inde i os, kan vi skabe den, så den efterhånden tager fast ophold.
Hvordan lader det sig gøre? Det er meget enkelt: Ved at tænke varme, kærlige tanker – simpelthen om alt og alle. Også om det og dem, det måske umiddelbart kan synes svært at tænke varmt og venligt om.
Om det er let? Jamen det spørgsmål er ikke relevant, for fakta er, at det er MULIGT. Og hvis alt skal blive varmere og kærligere, er vi nødt til at starte med at vende noget inde i os selv. Det handler aldrig om, hvordan andre er overfor mig. Men kun om, at bestemmelsen om at udsende varme til alle nu er taget.
Her skal overhovedet ikke tales ét ord om, hvem der er skyldig i hvad. Det er helt udenfor dette nummer. Det her handler om, at enhver af os kan være med til at tø kulden op. Den indstilling smitter hvem som helst den kommer i berøring med.

Fast beslutning og bevidst arbejde

 Øvelse gør mester, og det gælder i høj grad her. Øver man sig i at ville tænke varme tanker om alle andre, bliver den følelse efterhånden en integreret del i sit menneske. Det sker gennem fast beslutning og bevidst arbejde, især ved, helt bevidst, at fjerne kolde, negative tanker, når de viser sig, og straks erstatte dem med varme – ligesom når man overskriver et forkert ord på computeren.
Det fantastiske er, at den form for varme kan ingen kulde bryde igennem! Den er også det eneste, der efterhånden kan fortrænge kulden udadtil. Intet andet middel er så virksomt. Netop denne vending har jeg skrevet om i min bog ’Få dig et liv’, og det gav mig anledning til at tænke yderligere over det og prøve det af i praksis. Tro det eller ej: Denne indre varme er det eneste holdbare i livet. Den er gratis og fantastisk kraftfuld.
Såvel som kulde og vrede kan brede sig som ringe i vandet, kan varmen det også. Prøv det, og bliv forbavset over resultatet. Naivt? Kald det hvad du vil. Men virksomt er det! Den, du viser varme overfor – uanset om det er i tanke, ord eller handling, og uanset om andre viser dig det samme – den person vil forandre sig, lidt eller meget, hurtigt eller langsomt. Sådan er det!