En dag i januar

Written by Irma on . Posted in Lidt af hvert

Ikke alle er så heldige at kunne komme indenfor i varmen.

Det var først i januar. Det var minusgrader og blæste kraftigt. I bilen var jeg på vej mod byen, da jeg fik øje på ham. Han gik på fortovet med en sammenrullet skumgummimadras under armen. Han havde ingen strømper på. Kun sko. Jeg så det, fordi buksebenene sluttede et lille stykke over skoen. Han havde heller intet halstørklæde. Ingen vanter.
Han måtte fryse enormt. Jeg tænkte på, hvor let det var for mig at tage min bil og køre ud for at købe alt muligt, mens han bare gik der. Jeg har altid haft ondt af hjemløse.

Da jeg kom tilbage, kiggede jeg efter ham. Var han stadig i nærheden, eller var han død af kulde i mellemtiden?
Han sad på bænken ved busstoppestedet. Helt stille. Et menneske! I den kulde. Det var ikke til at bære. Det var umuligt bare at køre videre og lade som ingenting.
Hurtigt kørte jeg hjem for at lave en madpakke og finde noget tøj til ham. Derpå kørte jeg tilbage.

Jeg gik direkte hen og rakte ham det hele.
”Værsågod, lidt mad og lidt tøj. Du må jo være sulten og fryse.”
Han så forlegen på mig, rakte ud og takkede med få ord.
Efter lidt snak fortalte han, at han ikke drak. Han rørte aldrig spiritus. Og hans livsstil var selvvalgt.
”Hvordan kan nogen vælge at gå sådan rundt og fryse og sulte,” indvendte jeg måbende i min naivitet.
Manden svarede, at han ikke savnede noget. Han havde alt.
Alt?!
Jeg spurgte, hvad ”alt” var? For mig så det ikke ud, som om han havde noget som helst.
”Det er frihed,” svarede han uden tøven. ”Verden er min. Jeg lever af, hvad folk giver mig.”
Jeg havde ondt af ham.

Det endte med, at jeg inviterede ham med hjem på varm mad og et bad. Tøvende, nærmest genert, sagde han ja tak.
Jeg fandt rent tøj til ham, mens han badede, og lagde det uden for døren til badeværelset. Vi havde en masse gammelt tøj liggende på loftet, som ingen brugte mere. Senere spiste vi, og han fortalte om et liv, der var totalt fremmed for mig. Fortalte, at det eneste, hans familie ville ham, var hans penge. Derfor gav han dem alt og gik sin egen vej. Men samtidig var dette frie liv et dybt ønske hos ham.

Han var en lærd mand, og i flere timer talte vi filosofi. Snakkede om evnen til at slippe afhængighed, og i stedet glæde sig over øjeblikket. Det var tydeligt, at der var stor mental styrke i ham. Beslutningen om det liv han levede, var ikke halvvejs. Men den var svær for mig at forstå. Dengang.

Det var blevet næsten mørkt. Jeg spurgte lidt beklemt, hvor han skulle hen nu, og han forklarede, at han ofte sov på toilettet i en kirke ti kilometer væk. Der ville han gå hen.
Gå?! Den lange vej i den kulde?
Jeg måbede og tilbød at køre ham dertil, og han takkede ydmygt, denne stille mand.
Da vi var fremme, nikkede han venligt farvel og takkede endnu engang for alt.

Jeg græd, da han gik hen mod kirken med sin tynde madras under armen og posen med tøj, han havde fået af mig. Rank og fattet gik han der, som et stærkt menneske, ingen behøvede at have ondt af. Og som de færreste forstod, når alt kom til alt.
Sådan et fint, klogt, hæderligt og kærligt menneske, og så i den situation, tænkte jeg sørgmodigt, og var samtidig overbevist om, at jeg selv havde et langt bedre liv. Hvad jeg i dag slet ikke er sikker på, at jeg havde. Vores liv var bare forskellige, hver med deres plus og minus. Og med det, den anden ikke forstod.

Det møde gav stof til eftertanke. Efterfølgende var min følelse den, at meget i livet måske i mange tilfælde er præcis så kompliceret eller ukompliceret, som vi selv gør det til.
Siden har jeg følt dyb taknemlighed over det møde en kold dag i januar, hvor jeg fik lov at se, hvor smukt livet også kan være – i al sin enkelhed.

(Denne tekst er fra min E-bog “De andre tager altid det bedste”)