Dit eller mit

Written by Irma on . Posted in Haven

Der er nok til alle. Eller er der?

De fleste ville sikkert gerne have det sådan. Være overskudsagtige og givende, og vise at vi gerne deler og ikke bare raner til os. Jo jo da, der er nok til alle. Smuk sætning.
Men bliver vi provokeret, kan ejermentaliteten alligevel pludselig stikke sit fjæs frem i lyset.

For tiden har det frække egern og jeg en kæmpe konkurrence om, hvem der først får fat i valnødderne, der nu er begyndt at falde ned fra det store valnøddetræ. Og hvem valnødderne i haven i det hele taget tilhører.
Og vi holder hver på vores!
Jeg mener jo, de tilhører mig, fordi jeg boede her først, og træet derfor er mit. Fakta viser dog tydeligt, at egernet mener det modsatte, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan hverken be- eller afvise. Eller også blæser egern bare højt og flot på den slags, den teori er jeg faktisk begyndt at hælde mere og mere til.
Men nu, hvor nødderne løsner sig fra skallen og falder på jorden, er vi yderst kvikke, begge to. Og jubler hver især, når vi kom den anden i forkøbet.

Egernet har dog et kæmpe forspring, hvilket i praksis betyder, at det selv kan hente nødderne i det 12 meter høje træ og springe hjemmevant rundt der – uden at falde ned. Hvilket jeg ikke kan (altså vistnok ikke, jeg tøver lidt med at gøre forsøget). Så nu farer det rundt i træet og snupper nødderne – før de falder ned. Og så bliver der skallerne tilbage til mig. Hm … tak.
Jeg har set at egernet graver udbyttet fra plyndringstogtet ned. Forskellige steder i haven. Så det ender jo nok med, at haven en dag bliver fyldt med spirende valnøddetræer – hvis det hele da ikke bliver spist til vinter.

Man tror nok ikke, at sådan et lille dyr kan snuppe SÅ mange nødder, som der er i dette kæmpetræ. Men man bliver hurtigt klogere. Forrige år, hvor der også var mange nødder på træet … pludselig var der ikke én tilbage! Og jeg undrede mig, indtil jeg så et par egern (ja, så det får åbenbart assistance fra et par medsammensvorne i banden), og jeg troede simpelthen ikke, et sådant plyndringstogt kunne forekomme, indtil jeg fik øje på de små forbrydere.
Nu mener de fleste jo, at dyr ikke kan grine. Men tro det eller ej, for mig så det virkelig ud, som om de sad deroppe i træet og klukgrinede af mig, da jeg stod på græsset og kiggede op, og sikkert lignede et stort spørgsmålstegn.

Forleden morgen stod jeg op klokken 6, mens det stadig var mørkt og regnede. Det havde blæst om natten, og jeg tænkte: Der er sikkert faldet mange nødder ned på græsset i nat.
Hurtigt snuppede jeg lommelygten og en spand – og gik ud for at samle nødder. Og tænkte skadefro: Nu snyder jeg dig, din lille frækkert, jegkommer først! Og så snupper jeg dem før du ankommer, for du kan ikke se dem endnu.
Men det var allerede for sent.
Selv om der er størrelsen til forskel, skal man ikke tage fejl af intelligensen hos dem, der er små. I det lille dyr findes en enorm stædighed, arbejdsvilje, og hurtighed, som de færreste mennesker vil kunne efterleve, bare tilnærmelsesvis. Når et egern har taget en bestemmelse, kan intet rokke ved den.
En sådan stædighed, gåpåmod, frygtløshed, vilje og tro på sig selv – der er så sandelig noget at leve op til som menneske.

Jo, jeg har tit ønsket det egern hen hvor peberet gror. Specielt når det om foråret tager æggene i fuglerederne. Det er dog en anden snak. Og noget, jeg bryder mig langt mindre om, end at skulle dele mine valnødder, for der bliver helt sikkert nok til alle. (Jo, det mener jeg faktisk!)
Men – på trods af vores små kampe, trusler og skældsord, mest fra min side (og det har aldrig hjulpet det mindste, egernet er komplet ligeglad) må jeg alligevel indrømme her til slut, at det så sandelig ikke er så lidt, det lille frække dyr har lært mig.
Så måske skulle jeg overveje  at sige nogle søde ord til det, at nyde skønheden – og øge villigheden til at dele.