Spis dig slank

Written by Irma on . Posted in Slank og sund

 Mange tror, de skal sulte, hvis de vil slanke sig. Men det er lige modsat.

 Går du og overvejer en slankekur, så drop tanken igen. En slankekur vil måske nok slanke dig i cirka fjorten dage. Men når kuren er slut, hvad så?
Vil du slanke dig, skal du spise alt det, du har behov for. Hvis det her lyder helt bagvendt, er det kun fordi du er vant til at høre det modsatte. Og måske også har erfaret, at det modsatte ikke virker.
Starter du en slankekur med forbud mod forskellig slags mad, vil du konstant fokusere på den mad, du ikke må få. Der er nemlig ikke noget så attraktivt som det, der er forbudt. Og når kuren er forbi (eller endnu før), er der overhængende fare for, at du en dag sætter dig og grovæder af alt det, du ikke måtte få.

At slanke sig handler først og fremmest om at tænke de rigtige tanker. At lære at visualisere. At se dig selv som slank og overhovedet ikke fokusere på, at du er overvægtig. Du skaber dine egne omstændigheder i tankerne. De er basis for dine handlinger.

Og spis så! Spis mange små måltider dagen igennem. Spis før du bliver rigtig sulten. Spis masser af dejlige frugter og grønsager. Hav lidt frugt og grønt med dig overalt, så du ikke overraskes af sult og ender med at gå ind i en chokoladebutik og købe slik for hele formuen.
Frugt, tørrede figner, lidt nødder – mætter på en god måde og feder ikke. Husk også altid at have en flaske vand med i tasken og drik, drik, drik! Tørst kan ofte give sig ud for sult, og man begynder måske at spise helt tilfældig junkfood, skønt sagen kunne være klaret med en halv flaske vand og et æble. Spis groft brød uden smør, tørstegt kød el. fisk. Masser af salat.

Lærer du dig selv at tænke, at du er slank, og har du altid lidt frugt og vand lige ved hånden, kan du ikke undgå at slanke dig, hvis du er overvægtig. Eller at holde vægten, hvis det er det, du ønsker. En metode, der kan bruges af hele familien.

De fleste tror, det er svært at slanke sig. I virkeligheden er det så enkelt, at det for mange næsten er ubegribeligt. Og så er der ikke andet at gøre end at prøve det af og få vished for sagen. God fornøjelse!

Jeg har gennem mange år rådgivet overvægtige efter min egen lette og naturlige metode. Denne metode har jeg brugt som basis for min lille bog ”Slank på den lette måde”.