Lidt har vel også ret

Written by Irma on . Posted in Naturen

En beretning fra dengang jeg flyttede på landet.

 At have boet i byen hele sit liv og så pludselig flytte på landet kan sandelig bestå af ikke så få overraskelser. I dag kan jeg godt se, at man måske som vordende familie på landet burde forberede sig en smule på, at naturen altså ikke er færdigpakket, som det man ellers kommer i nærheden af i byen. Næ, det er den rå vare.
Vi havde glædet os utrolig meget til fuglesang og hele den idyl, som hører med til et hus på landet med høje træer og fri natur. Kort efter ankomsten til huset anskaffede vi os en dejlig kat. En rigtig kælen én, der straks blev medlem af familien. Men som jo nok også kunne fange mus. Hvilket vi selvfølgelig håbede aldrig blev aktuelt. Og da slet ikke, at vi nogensinde blev vidne til det. Blod og fritliggende musehoveder… adr! Ikke hos os.

Altså, katten var enormt dejlig – indtil…
Ja, det var en stor fugleunge. Jeg fik øje på den, netop som jeg var på vej hen ad havegangen og stoppede brat op. Åbenbart var ugen faldet ud af reden og sad nu sad hjælpeløst i græsset og kiggede. Måske en skade, hvem kender som byboer forskel på småkravl?

Lige i nærheden sad katten med stive øjne og hektisk svingende hale, parat til spring. Med et par hårde tramp og et ”pst” forsøgte jeg at jage katten væk, mens mit hjerte strømmede over for det lille kræ, der ulykkeligt og helt utilsigtet var landet på udebane.
Med et ondt blik mod katten, der i sin hyperaktive tilstand selvfølgelig ikke havde til sinds at flytte sig en centimeter fra et kommende måltid, bøjede jeg mig resolut ned og tog det lille sprællende liv op i mine hænder.

Selvfølgelig vidste jeg godt, at man ikke må tage en fugleunge op, hvis den nogensinde skal accepteres af sit ophav igen. Men, tænkte jeg hurtigt, det kan vel være bedre end at blive ædt. Og fuglemor kan umuligt hive den tilbage til reden. Altså er den nu overladt til sin skæbne.

Med ungen tæt ind mod mig ledte jeg efter en kasse til den. Katten fulgte mig ivrigt hen til døren, lydløs som en skygge. Jeg sendte den et par triumferende, sammenknebne øjne, mens den returnerede med sultne blikke mod ungen i min favn.

I starten baksede fugleungen forvirret rundt i kassen, som jeg havde placeret på gulvet i stuen. Senere krøb den sammen.
Var det muligt at få sådan én til at overleve på kunstig vis? Mon den var tørstig? Jeg fandt lidt vand og stillede det ned til den i en lille skål. Da jeg forsigtigt flyttede ungen hen til skålen, væltede den ned i vandet med hele kroppen. Samtidig tænkte jeg på katten, der sad udenfor døren og sikkert med største fornøjelse ville have ordnet hele problemet på et øjeblik.

 Nu måtte jeg lægge hovedet i blød. Jeg havde taget det lille kræ ud af sin natur. Nu var det tiden at tænke lidt videre. Altså opstod det store spørgsmål uvægerligt: Hvad spiser sådan én? Var der ikke noget med… orm…? Og at fuglemor normalt skal tygge føden først?
Jeg rømmede mig et par gange og sank mit mundvand. Hm … hvor langt kan man gå i sin kærlighed til naturen? Jeg må indrømme, at jeg ikke var meget for at skulle kokkerere på den måde.

 Ungen sad nu helt stille. Jeg prøvede at tage den op, hvilket gjorde, at den begyndte at bakse rundt i mine hænder og kradsede min hud.

Pludselig spærrede jeg øjnene op. Var der ikke lidt blod på den ene vinge? Havde katten allerede haft fat i den, uden at jeg havde set det?
Javel! Kattens natur. Det var, hvad man kaldte det. Næ, det var vold, var det. I sin mest rendyrkede, onde form. At ville slå en lille uskyldig fugleunge ihjel som den største selvfølgelighed! Der kan man bare se, hvad de er for nogen, de små djævle til katte, vi giver al vores kærlighed! Det er den slags, de kvitterer med.

Lang, lang tid brugte jeg på at lægge hjernecellerne i blød. Hvad i alverden skulle jeg gøre? Nu havde jeg reddet den lille stakkel. Så skulle den minsandten også leve. Stigen? Kunne jeg sætte ungen op i træet igen? Men – hvor var reden? De eneste reder, jeg havde set, var sådan cirka syv meter oppe i det højeste træ.
Så tog jeg en hurtig beslutning. Staklen kunne jo ikke bare sidde der og dø. Resolut greb jeg telefonen og ringede til Falcks dyreambulance. Med hektisk stemme forklarede jeg, at en fugleunge var faldet ned fra et træ, og at jeg i første omgang havde reddet den fra katten. Men at den måske allerede var blevet bidt af det hensynsløse rovdyr. Nu måtte de komme og tage over.
Der blev en lang pause. Jeg hørte nogen snakke lavmælt i baggrunden. Endnu en lang pause.
”Kommer I så og henter den?” min utålmodighed kendte ingen grænser. ”Det er på høje tid, den kommer under behandling. Den har heller ikke fået noget at spise. Jeg syntes ikke rigtigt, at jeg kunne … du ved, sådan med orm og den slags …”
De afbrød mig. Spurgte efter min adresse. Sagde, de ville komme.

Efter lang tids utålmodig venten så jeg Falckbilen og åndede lettet op, mens jeg forsøgte at holde katten med den kraftigt piskende hale på afstand.
De kiggede på fuglen. Og på hinanden. Jeg strøg ømt hen over ungens fjer og hviskede ”held og lykke”, lige før de greb kassen i et snuptag.
”Kører I den så til dyrlægen?” spurgte jeg, nærmest bedende.
”Ja ja da,” sagde den ene i en meget let tone. Jeg syntes pludselig, han kiggede på den anden på sådan en lidt underlig, indforstået måde. Derefter på katten. Nå, det var nok bare mig, der var for oprørt over hele situationen til at kunne se klart.

Bagefter – ja, længe efter, da jeg blev en lidt mere garvet landboer, tænkte jeg:
De har troet, jeg ikke var rigtig klog. Eller at jeg gjorde grin med dem. En fugleunge! Den slags tager Falck sig vist ikke af. Det må naturen selv klare. Det er rådyr, der er kørt over, eller halvdøde hunde, ja måske endda katte, de kører efter. Store dyr. Men en fugleunge!
De har garanteret kylet en stor sten i hovedet på den, da de var kommet lidt væk fra huset. Eller alligevel smidt den ud til katten, uden at jeg så det. Færdigt arbejde! Eller… ja, hvem ved… har lidt mon også ret?