Livets mening – en rose

Written by Irma on . Posted in Haven

 Tro det eller ej – jeg har lavet en rose! En rigtig, levende rose. Endda en af dem, jeg holder allermest af. Den hedder Abraham Darby, og det er en af de allersmukkeste, duftende roser, der findes.
Jeg vidste – inderst inde – atdet lod sig gøre, selv om alle omkring mig var yderst skeptiske, da jeg i sin tid gjorde de første spæde tiltag til formering af min yndlingsrose. Men hvorfor lade sig stoppe af andres meninger?

Er der noget, du ikke kan, så bevis, at du ikke kan. Indtil det er bevist, så kan du! Sådan har jeg altid sagt i andre sammenhænge, hvorfor skulle det så ikke også gælde rosenfremstilling.

Jo, jeg gik og kiggede til den lille stængel næsten hver dag efter at have sat den i potten. Begyndte den snart at vokse?
Det gjorde den ikke. Tvært imod tabte den hver og én af de små blade, og jeg tænkte: Den dør. Det skal ikke gøres på den måde. Du er bare et godtroende fjols.
Alligevel ville jeg ikke give mig. Vinteren over forsøgte jeg at udtænke andre metoder til næste forsøg, mens jeg stadig gik og skelede lidt til den lille pind, der så meget død ud. Men så pludselig i foråret begyndte lidt grønt at titte frem ved stænglens rod. Det blev langsomt til små blade, og planten voksede. Lidt, men nok.

Stoltheden fandt ingen grænser, og da jeg senere vovede at plante den ud på voksestedet, var det med dirrende hænder. Samtidig fór en hurtig række af tanker – om alle de frygtelige ting, der kan ske med sådan et lille liv i dets spæde barndom – igennem mit hoved. Men da jeg samtidig er ukuelig optimist, trængte jeg det til side og besluttede, at min rose var stærk nok til at klare mosten.

Det var den! Nu står den og strutter med hele tre knopper, der vokser og vokser – i takt med min ydmyghed over naturens undere og en overvældende glæde over at kunne skabe noget så smukt. Og det skal fortsætte. Der skal laves flere roser. Nej, det er ikke let, og nogle af forsøgene mislykkes. Men det lader sig gøre!

Hvordan jeg gjorde det? Jeg tog simpelthen bare et lille stykke rosenstængel af moder-rosen. Man kan også tage en lille ”aflægger”. Så sættes den i lidt jord i en bakke og holdes fugtig, til den slår rod. Det er den korte version. Den lange bliver for omfattende her.

Til slut kan jeg fortælle dig en hemmelighed: Har du endnu ikke fundet meningen med livet, så skab en rose! Eller køb en. Og nyd den helt ind i sjælen.

Eller anskaf dig en have og lær hver eneste blomst og hvert træ at kende – og duft til det hele. Så er den hjemme!