Blåbær

Written by Irma on . Posted in Haven

Mange havefolk går rundt med rosenrøde havedrømme. Om alle de blomster, træer og buske, man vil anskaffe til sin have. Jeg er tit faldet totalt i svime over alle de vidunderlige billeder i reklamerne – af roser og buske, struttende af livsglæde – og senere måttet indrømme, at sådan ser det SLET ikke ud i MIN have. Men optimisten glemmer hurtigt den slags små skuffelser.

Jeg ville have blåbær i min have, koste hvad det ville. Og det kostede. Mest af alt knofedt – noget, jeg slet ikke havde forestillet mig i starten. Man tror, det er så ligetil med en plante. Men man bliver klogere.

Det startede, da jeg fandt ud af, at blåbær er enormt sunde. Det gjorde ikke ønsket mindre. Og så var det vel bare at plante, var det ikke? Ak nej, hvis det bare var så let. Gennem studium i diverse bøger og blade blev jeg nemlig klar over, at blåbær kræver sur jord. Altså sphagnum. Nå skidt, jeg havde en halv pose i skuret. Men ved nærmere efterforskning fandt jeg ud af, at en blåbærbusk kan blive lige så stor som en solbærbusk. Og, hvis den skal have det godt, skal der graves et hul til den på 1½ x 1½ meter, og gerne 70 cm. dyb – og hullet skal fyldes op med sur jord.

Jeg plejer ikke at stå af overfor småforhindringer. Bevæbnet med spade og trillebør spankulerede jeg forventningsfuldt ned bag i haven. Og så blev der ellers gravet. Den ene trillebørfuld hårde lerjord efter den anden blev kørt væk, indtil hullet var, så jeg nærmest blev væk i det, og håret klistrede til sveden på min pande.

Nu fandt jeg så ud af, at hvis planterne virkelig skal give noget, skal der helst flere sorter til. Ok, så to huller da, sukkede jeg om aftenen, da hele kroppen værkede efter at have været jordarbejder i mange timer. Men ak og ve, jeg, der hører til folket, som har svært ved at bestemme os – i planteskolen fandt jeg fire sorter, der alle lød til at være lige fantastiske, såe… ja, det blev til dem alle fire.

Derhjemme tog jeg tommestokken og målte. Hullet skulle minsandten være dybere! Og så skulle der faktisk være fire af slagsen. Det tog flere dage, før det var gjort. Jeg var tæt på total optimisme, da en venlig sjæl fortalte mig, at de huller da ville kræve for mindst tusind kroner sphagnum. Og jeg tænkte: Tusind kroner?! Aldrig!
Hm… så var gode råd jo dyre. Dem har jeg dog altid et par på lager af. Så jeg ringede til den venlige mand, som ejer en skov lige i nærheden, og spurgte, om jeg måtte hente lidt jord i hans skov – blandet med grannåle. Den slags kan blåbærplanter nemlig godt lide. Og det var helt i orden, jeg måtte tage lige så meget, jeg ville. Den sidste sætning kom til at betyde mere end jeg først havde troet!

Så oksede jeg til skovs i min bil, med en rulle sorte affaldssække og et par arbejdshandsker. Derpå lagde jeg mig på knæ og samlede skovjord med hænderne, som jeg, fuld af forventning, puttede i poserne – den ene efter den anden. Hold da op, sikke en tid det tog. Det kan ikke skovles op, da skovbunden er fyldt med pinde og rødder. Man skal ned på knæ og grave det op med hænderne. Men samtidig lærte jeg at nyde skovjordens dufte og at se, hvor jorden var allerbedst. Skønt det var besværligt, var det også fantastisk dejligt, for jeg elsker det primitive. Og er jeg ikke ekspert i andet, så er jeg det vist nok i skovjord – nu.

Efter at have fyldt 3 sække var jeg ærlig talt godt træt, knæene var to våde jordklumper, men jeg var tilfreds. Sikke en fangst! Her er jo allerede for meget til de huller, tænkte jeg glad og slæbte, efter hjemkomsten, sækkene fra bilen ned i haven. Men ak, de tre sække fyldte knap nok bunden af de fire huller.

For at korte en lang historie kan jeg oplyse, at jeg kørte i skoven efter mere jord – og mere jord – og mere jord. Jeg var faktisk glad for, skovejeren ikke så, hvor meget jeg i virkeligheden tog (tys!), for det endte med at blive til ATTEN sække, og alt i alt tog det over en uge. Senere kom der endda tre store poser sphagnum i også. Til sidst, da det hele var sunket lidt, og der var fyldt regnvand på (dog ikke samlet med hænderne), satte jeg mine dyrekøbte blåbærplanter i den lækre jord og sendte dem de bedste ønsker til livet hos mig.

Endelig! Sikke en dag! Fantastisk følelse. Faktisk tror jeg, at de mennesker har ret, der taler om glæden ved dét, man har kæmpet for. Nu kan jeg så glæde mig til bærrene. Jo jo, jeg er godt klar over, at fuglene sidder på spring med søgende øjne og tilbageholdt pip – i troen på, at de skal have deres del af udbyttet. Men de kan tro nej. Jeg vil ikke dele. Alt andet, men ikke mine hårdttilkæmpede blåbær. Ærlig talt synes jeg, at jeg har fortjent hvert eneste bær. Selv. Så jeg lægger et net over, når tiden er inde.

P.S. Men så i går, hvor jeg var på en helt almindelig skovtur, standsede jeg pludselig op med et sæt. Hvad var det?! Skønt jeg mente, jeg var kender af skoven, havde jeg da aldrig set netop dét før. Var det ikke… vilde blåbærbuske? Endda i hobetal! Med kraftig hjertebanken nærmede jeg mig, bøjede mig og stirrede. Jo, der var ingen tvivl! Kunne der blive plads til et par stykker mere i haven, hvis jeg nu gravede hullerne større …? Pulsen steg omgående til gigantiske højder, jeg tog mig til hovedet og gned øjnene. Så tog jeg en dyb indånding, vendte mig konsekvent og løb, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Og det var slut på den blåbærhistorie. Helt slut!