GODT GJORT (fra novellesamlingen ”TILFÆLDIGE KYS”)

Written by Irma on . Posted in Uddrag fra bøger

 Godt gjort

Novelle af Irma Lauridsen fra novellesamlingen ”TILFÆLDIGE KYS”.

 De sad ved bordet, hun selv, hendes mand og hans søn, mens de spiste langsomt og behersket. Drengen, der var tretten år og alt for bleg, sad helt stille med let bøjet hoved. Eneste bevægelse var de lette, rytmiske løft af gaflen fra tallerkenen op til munden.”Skal du ikke ud i solen, så du kan få lidt farve?” spurgte hun ham af og til. Det lignede vel ikke noget, at en dreng sad ved sin computer i næsten hele sin fritid. Kammeratskab med jævnaldrende gjorde han ikke så meget ved.Stille, det var han, drengen. Fornærmede hverken den ene eller den anden og fulgte godt med i skolen, fordi det var nødvendigt. Hans far forventede det af ham, det vidste han. Hun vidste det også. Og så var der ingen vej udenom.

Hun havde lavet varm mad til dem denne aften, som altid. Kylling, bagekartofler, salat og grønsager. Det var hendes opgave at lave mad, vidste hun, selv om de, så vidt hun huskede, aldrig havde talt direkte om det. Jo, de havde hver deres arbejde udenfor hjemmet, men hans var langt mere krævende end hendes, havde han på et tidligt tidspunkt slået fast. Derfor var det bedst, hun tog sig af de fleste opgaver i hjemmet, også i betragtning af, at han kom senere hjem til hverdag.
Nogle gange havde hun sådan en lyst til at improvisere, når hun lavede mad, ligesom før hun mødte ham. At prøve sig frem efter fantasien og se, om det blev godt eller skidt. Og så bare tage resultatet som det kom. Sådan havde hun tit gjort som ung pige, når hun lavede mad til sig selv og en veninde eller til sine forældre derhjemme i lejligheden. Og hendes mor havde den ene gang efter den anden slået hænderne sammen i begejstring og udbrudt:
”Hvor er du fantastisk, min pige! Du har jo en fantasi uden lige.”

Men den risiko turde hun ikke tage mere. Han ville have retter, der havde et navn.
”Hvad skal vi have til middag i dag?” kunne han spørge, og så var det nødvendigt, at hun kunne fortælle navnet på den ret, hun havde lavet. Lammesteg, oksesteg, lasagne, jordbærmusse, fromage, gratin, pizza med salat, wienerschnitzel, retter, hun kendte så godt og som hun kunne ryste lige ud af ærmet. Andre gange lavede hun mere fremmedartet mad, men da altid efter en opskrift, hvor hun stod og læste i en bog, hvordan man gik frem, trin for trin. Men navnet på retten skulle han altid have, og han kunne stå længe og smage på ordet, nærmest som var det en forret i sig selv.

En dag kom hun til at tænke på, hvad han mon ville sige, hvis hun en dag svarede: Porrer, gulerødder, selleri, artiskokker, løg, fromage frais, salt, peber og karry. Hun smilede ved tanken og kunne allerede se hans måbende ansigt og høre spørgsmålet: Jamen hvad hedder det? Det må da have et navn! Og hun ville, forbavset, se op på ham og gentage: Det hedder porrer, gulerødder, selleri, og så videre.
Men hun vidste, hvordan han ville reagere, hvis hun en dag turde slippe sig selv løs på den måde. Han havde ikke samme slags humor som hende, og han ville uden tvivl tage det som et angreb. Ingen skulle spøge med hans vaner, han var sårbar på det punkt. Hun kunne næsten på forhånd høre ham hæve stemmen og kræve en forklaring på sådan en flabethed.
Der skulle være orden i tingene, og så skulle hun ikke komme stikkende med en ret uden navn, et miskmask, der bestod af løsrevne grøntsager, hvor ingen kunne vide hvordan de teede sig, når man satte dem sammen. Visse grøntsager passede jo slet ikke sammen, havde han en dag forklaret, og spiste man dem samtidig, kunne det ende med, at man fik luft i maven. Og hun forstod vel, at det ikke lige var noget, han havde brug for i de kredse, han færdedes i.

Hun havde alle dage følt sig så flydt med kreative tanker. Altid havde hun skabt. Med sin hjerne, og med sine hænder. Hun havde strikket, syet, malet, lavet glasmosaik, svejset jern til fantastiske skulpturer, undersøgt og fremstillet alt mellem himmel og jord, bare for at prøve det.
”Jeg er et nysgerrigt menneske,” sagde hun til ham en af de første gange de sad sammen og spiste på en dyr restaurant, han kendte. Og han svarede, at det lød spændende.
Det var før han vidste, hvad hendes nysgerrighed og kreativitet indebar, at han sagde sådan. Og som tiden gik, blev hun mere og mere ked af, at han stadig ikke vidste det, fordi hun aldrig havde haft lejlighed til at vise ham noget af det. Nu var tiden for den slags ligesom forpasset. Som hun lærte ham bedre at kende, vidste hun, at der ikke var plads til den form for udfoldelse i en pæn familie, som hendes mand påstod, at de var.

Deres liv sammen gik, som han ville have det. Han var den bedste til at lede familien på den rigtige måde, fortalte han en dag i begyndelsen af deres ægteskab. Straks efter, hvor hun havde kigget en smule uforstående på ham, forsøgte han at opbløde sine ord med, at det selvfølgelig var fint nok med en masse gode ideer. Men der måtte være en grænse, hvis alt skulle fungere. Med udgangspunkt i, hvad hun havde fortalt om sit syn på livet og sine evner, kunne det jo let komme til at tage sig ud, som om hun var en forsinket hippie, og det ville ikke være så heldigt. Han havde så betroet en stilling, at de var nødt til at tage sig respektfuldt ud udadtil og at have et image, der ville noget.
Og hun havde nikket og tænkt, at sådan en betydningsfuld mand helt sikkert havde ret, så hun måtte nok styre sig lidt og prøve at falde ind i rytmen.

Han havde orden i tingene, og den første tid beundrede hun ham i dén grad. Chefens højre hånd. Et betroet job, nogle gange med rejser til udlandet. En verdensmand var han, flot og udadvendt. Og han lagde ikke skjul på, at mange kvinder sukkede efter ham, både i ind- og udland, hvilket selvfølgelig ikke betød noget for ham. Han havde jo sin unge, smukke kone nu.
Hun havde smilet over de ord og næsten følt sig lidt smuk. Når han sagde det, måtte der vel være lidt om sagen, selv om hun aldrig havde tænkt så meget over det med skønhed. Hun var jo bare den, hun var, havde travlt med mange ting og ikke så megen tid til at tænke på skønhed. Makeup havde hun sjældent brugt, før hun flyttede ind i hans hus. Hendes hår var mørkt, og dermed også bryn og vipper, så mascara ville være overflødigt. Pudder behøvede hun heller ikke, da hun altid havde haft noget nær silkehud.
Alligevel blev han ved med at snakke om, at han ønskede, hun gik med makeup til daglig for at se ordentlig ud. Og da hun havde forsøgt at modsige ham, fordi hun faktisk slet ikke havde lyst til den slags, lod han hende vide, at en kvinde ikke kunne gå rundt og ligne en syg høne, når hun skulle repræsentere familien, og specielt slet ikke når hun nu havde hans navn.
Så gav hun efter. Hvis det kunne gøre ham glad, var det helt i orden. Så slemt var det jo heller ikke.

Hun havde været så stolt af ham i starten. Alt hvad han foretog sig, kunne hun jo se var helt rigtigt, og hun lagde ikke skjul på sin stolthed over ham, når hun talte med sin mor. Og måske allermest over det, at han havde valgt sådan en som hende.
”Han er en mand med holdninger,” sagde hun til sin mor, og hendes mor havde rynket panden og vist ikke helt forstået, hvad hun mente med det. Men hvem kan forvente, at en mor, som aldrig selv har levet på den måde men i stedet altid har været på det jævne, skulle forstå, hvor meget det kunne betyde at have sådan en betydningsfuld mand, tænkte hun.
”Jeg synes virkelig, det er godt gjort, at han er nået så langt,” sagde hun engang og kiggede på sin mor, der vimsede rundt i køkkenet derhjemme, og moren tørrede hænderne i forklædet, stoppede et øjeblik op, kiggede på sin datter og fortsatte så ellers sit arbejde.

Hun syntes, det var spændende med alle hans meninger. Engang tænkte hun, at han burde gå ind i politik, så meget tjek som han havde på alting. Så kunne politikerne da endelig få orden i tingene.
Selv havde hun sjældent en mening om noget. Ikke mere. Næ, meninger, det var tidligere.
I de helt unge dage havde hun jo nærmest det færdige facit på alverdens spørgsmål og konflikter. Sådan var det ikke mere.
Efter at have været gift med ham i snart to år, var det som om hendes følelse for det ene og det andet fordampede, før de blev til rigtige tanker. Det var let at se, at hendes meninger ikke betød noget ved siden af hans. Han havde undersøgt tingene og indtaget de rigtige holdninger til dem. Noget, han tit talte om. Nu havde hun bare en mening et sted langt inde i hovedet, der var hendes egen, og som hun ikke mere talte om. Hvad betød det også i den store sammenhæng.

Hemmeligt havde hun tit misundt ham. Tænk, at have sådan en stor stilling og være så betydningsfuld. Selv havde hun bare et helt almindeligt arbejde som klinikassistent hos en tandlæge. Ikke noget, der stak af fra almindeligheden eller på nogen måde strålede. Heller ikke ligefrem et ønskejob. Alligevel var hun godt tilfreds. Alt kunne jo ændre sig, og hun troede på heldet.
Hvad han så i hende, fattede hun ikke. Hverken dengang eller nu.

Jo, hun var vist stadigvæk stolt af ham, men det var sværere at blive klog på nu end tidligere, for hendes følelser for ham skiftede så hurtigt, frem og tilbage. Nogle gange blev hun endda vred på ham. Så vred, at hun kunne få anarkistiske tanker om, at hun for fremtiden ville leve sit eget liv, langt væk fra ham.
Det værste var dengang hun, lige et sekund, fik tanken, at muligheden for at slå ham ihjel jo altid var til stede. Det skulle bare regnes ordentligt ud. Inderst inde vidste hun udmærket, at det bare var en dum fantasi, og at hun selvfølgelig aldrig ville drive det dertil. Sådan en tosset ide indfandt sig helt sikkert kun, fordi hun havde set for mange film.

De tanker var pludselig dukket op en dag i den værste tid, hvor han nærmest brugte al fritiden på at gå og tilrette hende. ’Nej, ikke på den måde, min ven, se nu her, hvordan det skal gøres.’ Og så kunne han med det allervenligste smil tage grydeskeen fra hende og vise hende, hvordan man rører i en gryde, skønt hun havde rørt i gryder lige siden hun var en stor pige.
”Vil du ikke hellere selv gøre det?” havde hun nervøst spurgt og følte sig helt hjælpeløs, og han rystede på hovedet og sagde nej. Det skulle nok blive fint, hvis hun bare fulgte hans råd.

I den tid stod han tit og holdt øje med hende, mens hun arbejdede i huset. Han kunne stå helt stille og bare kigge, parat til at korrigere hver en fejl, hun måtte gøre. Eller fortælle detaljeret om, hvordan man bedst kom i krogene med støvsugeren længe før hun var begyndt, skønt guderne skulle vide, at hun var renlig og havde støvsuget fra nærmest før hun blev født. Hun tænkte på at sige det sådan, men opgav, før hun fik åbnet munden.
Hun begyndte at ryste, da hun blev klar over, hvor intenst han iagttog hende, mens hun en dag vaskede en kop af i køkkenvasken, og han kom med gode råd om, hvordan man gør det bedst, og hvordan man mest effektivt tørrer den af bagefter og stiller den på plads, lydløst, og så den ikke ridser de andre kopper i skabet. Hun følte sig mere og mere skæv i kroppen, når han var i nærheden, var lige ved at tabe koppen af bare nervøsitet og udbrød med håbløshed i stemmen:
”Herregud da, jeg har tørret kopper af i et halvt århundrede!”
Samtidig måtte hun passe på, det ikke lød lige så vredt som det var følt, og han smilede som en far smiler til et genstridigt barn og sukkede: ”Gør det nu bare, min ven, så skal du se, at det alligevel er bedst på den måde.”
Han gik. Og kom lidt efter tilbage.
”Jeg mener det jo ikke ondt, min ven,” sagde han med venlig stemme og kyssede hende på kinden.
”Det ved jeg godt,” nikkede hun og forsøgte at smile.

Han fortalte både hende og drengen, hvor det var bedst, de stillede deres sko, når de havde taget dem af. Og hvilke metoder de skulle bruge, så tøjet ikke hang skævt på bøjlerne i entreen. Det måtte jo gerne se lidt ordentligt ud.
Hun lyttede og nikkede som et lydigt barn. Og hver gang en sko stod skævt, ville han vide, om det var sket af sløsethed eller fordi de havde glemt, hvad han havde sagt. Han spurgte aldrig, om det var sket i anarkistisk trods, så det slap hun for at svare på.
Nu var hun altid opmærksom på deres sko. Hver gang hun gik forbi, kastede hun lige et blik ned på dem, og det skete, at hun drømte om sko, når hun sov. Og der skulle så uendelig lidt til, før hun gik hen og rettede på deres sko, der stod i entreen, så de stod parvis, lige ud for hinanden, alle med samme afstand til væggen.

Om sommeren sad han tit i haven og læste, hendes mand. Der var meget, han skulle holde sig ajour med i forbindelse med sit job, forklarede han, som han sad der i skyggen af sommerfuglebusken med en øl foran sig på det lille havebord. Og da hendes tid ikke var så kostbar som hans, serverede hun kaffe og kage og frugt for ham, så han selv var fri for den ulejlighed det var at hente det i køkkenet. Faktisk ville hun også hellere, at han ikke dukkede op der, hvis hun gik og ordnede noget, for hendes hænder var begyndt at ryste, og hun havde ikke rigtig greb om tingene mere.

Hun og drengen kunne hygge sig i køkkenet, når hun kom hjem fra arbejde. Nogle gange stod han nærmest og trippede indenfor døren, når han vidste, hun snart kom hjem. Og hun gav ham verdens største knus hver gang. Han duftede så dejligt af usikkerhed, at hun blev helt levende af det.
Den dreng havde lidt af den samme humor som hun selv. Og som de kunne grine sammen, de to, når hans far ikke var der. Så lavede hun noget lækkert, og de kunne sidde og snakke om drengens skoledag, mens de drak kakao og spiste hjemmebagte boller. Og fortælle hinanden vittigheder, den ene værre end den anden.
Men når hendes mand kom hjem, gik drengen ind i en anden verden og blev tavs. Med ham fulgte kravet om ro og orden. Målrettethed, arbejdsomhed og synlige resultater af dagens arbejde, stort som lille. Drengen skulle blive til noget. Og det arbejdede han så på.

Faren tjekkede drengens lektier, og det, der gav den bedste stemning bagefter var, at der ikke var noget at spørge om, men i stedet at det hele var forstået og i orden.
At det var hende, der hjalp drengen med lektierne, fortalte ingen af dem. Den proces kendte kun de to. Det var det færdige resultat, der talte. Og det endte som regel med at være lige så perfekt som drengen, hans karakterer, deres hjem, hun – og hendes mand.

”Og hvad hedder denne ret så?” spurgte hendes mand og så på hende, og hun løftede hovedet og undrede sig over, han først spurgte nu, hvor de var begyndt at spise. Sædvanligvis kom det spørgsmål før de satte sig til bordet.
”Kylling i fad,” svarede hun og så ikke på ham, for hun vidste det faktisk ikke. I dag havde hun tilladt sig at sammensætte retten næsten ud fra fri fantasi, men da hun til bevidstløshed kendte alle ingredienserne og hvordan de teede sig sammen, mente hun ikke, der kunne være problemer i det.
”Jeg tror, det ville have været helt perfekt, hvis du havde husket at komme lidt timian på kyllingen,” sagde han og så på hende, som om han forventede, hun forsvarede sig. Men hun nikkede bare, og overvejede et øjeblik, om hun skulle hente det lille krydderiglas med timian til ham.
Skønt det lå hende lige på læben at sige, at han bare kunne hente noget timian og drysse det på, gjorde hun det ikke, for hun kendte svaret. Han ville ikke rende rundt efter tingene, når de sad ved bordet. Når måltidet var serveret, skulle det være helt færdigt. Eller han ville indvende, at det slet ikke smagte på samme måde, hvis ikke krydderierne var stegt ind i kødet.
Egentlig var det vel sandt nok, men betød det dog så meget, at det var værd at skabe dårlige vibrationer over. Den slags var sket så tit, og hun vidste alt for godt, hvordan det kunne udmunde i højlydt irritation fra ham, og hvor nervøs det kunne gøre både hende og drengen.

Lige nu kastede hun et blik på drengen, der sad og kiggede stift ned i tallerkenen og med sin gaffel, nærmest som en robot, hentede små bidder op til munden, fuldstændig efter bogen. Når hun tænkte på, hvor tit hendes mand havde rettet på sin søn og hans spisevaner – skønt hun syntes, han altid havde spist særdeles pænt – fik det hende næsten til at græde. I en periode skete det ikke sjældent, når de sad ved bordet, at drengen blev forvist til sit værelse, fordi han havde gjort en betydningsløs fejl under spisningen. Det kunne være at tabe en dråbe sovs på dugen, at spilde lidt mælk, eller han kom til at hoste, skønt han vendte sig om og holdt sig for munden, eller at drikke for meget juice efter farens mening.

En aften for længe siden tabte drengen en ært fra gaflen, der var på vej op mod munden. Hun var ikke i tvivl om, at han selv så det, men han lod som ingenting. Det fik hans far til at ryge op af stolen, gå om på den anden side, hvor drengen sad, trække ham op af stolen og bøje hans hoved ned mod gulvet, mens han råbte:
”Saml op! Du så det jo godt, ikke? Havde du bare tænkt dig at lade den ligge på gulvet, så vi andre kan gå og træde i den og bagefter gøre rent for dig, hvad?”
Hun var blevet så frygtelig forskrækket over at se drengen sådan, presset ned mod gulvet, ydmyget, at hun rejste sig halvt og udbrød hurtigt:
”Åh, det betyder da ikke så meget med en ært. Og han så det jo heller ikke.”
De ord fik drengens far til at blive endnu mere vred og beordre hende til at sætte sig med ordene:
”Du er ikke hans mor, så lad være at spille mor, vil du ikke nok. Det her finder vi selv ud af uden din indblanding.”

Det fik hende til omgående at rejse sig og forlade køkkenet med gråden stikkende i øjnene. Spille mor! At han kunne sige det. Han vidste udmærket, hvor stærkt hun havde ønsket sig et barn, og hvor lille chance der var for, at hun kunne få et, efter den abort, hun fik som syttenårig. Han vidste, det var det ømmeste punkt i hende. Og alligevel holdt han sig ikke tilbage for at tale om det på den måde.
Samtidig tænkte hun, at det måske slet ikke havde noget med nogen morfølelse at gøre, det, hun følte for drengen. Han var bare et dejligt menneske, uanset hvilken alder han så havde – hvad den slags så end kaldtes.

Hun havde set drengen ryste midt i den slags seancer og nærmest se lettet ud, da han endelig blev bedt om at forlade bordet. Det var heldigvis længe siden nu. Men dengang. Hun havde haft så ondt af ham hver eneste gang, at hun, så snart faren ikke var i nærheden mere, styrtede ind på hans værelse, rakte sine arme ud mod ham og knugede hans vrede, anspændte krop ind til sig. Så begyndte drengen nogle gange at græde. Først da. Og han holdt lige så stramt om hende, mens han, gennem tårer og snot hviskede skældsord om sin far.

En enkelt gang havde hendes mand opdaget, at hun trøstede drengen. Han stod i døråbningen til drengens værelse og udbrød med foragt i stemmen.
”Ha! Sådan en stor unge. Skal han trøstes som et pattebarn!”
Da var hun blevet vred og havde svaret skarpt: ”Jeg bestemmer selv, hvem jeg holder om, og hvornår.”
De ord havde fået ham til at se højst forundret på hende og derefter på sønnen, hvorefter han gik ud uden et ord og lukkede døren med et smæld.
”Jeg er her også,” sagde hun til drengen. I trods. ”Ingen skal gøre dig noget, når jeg er her, husk det.” Hun mente det, når hun sagde den slags. Men bagefter kom tvivlen. Hvad kunne hun gøre mod den overmagt? Hendes mand bestemte vel over sin egen søn. Her fik hun, juridisk set, ikke et ben til jorden, vidste hun.

Det var i gode stunder, hun følte den styrke. Men den forlod hende for tit, og hun kunne ikke være det for drengen, hun gerne ville, fordi hendes mand stod i vejen med den form for opdragelse, han anså for at være nødvendig.
Han mente ikke noget ondt med det, hun vidste det jo godt. Tværtimod, han var sikker på, han gjorde det bedte for både hende og sønnen. De skulle afpudses, så de kunne blive ligesom ham og begå sig i livet, for livet var hårdt, fortalte han dem ikke så sjældent. Det handlede om at være forberedt på det værste, og parat.
”Til hvad?” spurgte hun forundret, da han sagde det. For hende var livet dejligt, varmt og fredeligt. Fyldt med gode oplevelser. Men hun var sikker på, han var bange på deres vegne. For, at de ikke kunne begå sig, hvis der en dag blev behov for det.

”Han er ligesom sin mor,” sagde hendes mand om drengen. ”Det bløde får overtaget. Men lige inden hun døde, lovede jeg hende, at jeg nok skulle tage mig godt af knægten, og det har jeg i sinde at holde.”
Hun nikkede. Tit ønskede hun, at hun havde kendt drengens mor. Han var fire, da hun døde, og han talte aldrig om hende. Måske huskede han hende ikke mere, selv om han vel burde kunne mindes livet som fireårig.

Hun var blød overfor den dreng. Selvfølgelig var det faren, hun faldt for dengang, for tre år siden. Men det var da hun mødte drengen, at hun vidste, der ikke var nogen vej tilbage. Hun var nødt til at sige ja. Han var hendes dreng. Skønt han var høj af sin alder, ranglet og ikke særlig køn, havde han fra første øjeblik en plads i hendes hjerte, og hun i hans.
I perioden før hun blev gift med drengens far, bad hun altid om, at drengen måtte komme med, når de mødtes, mens faren prøvede at krybe udenom.
”Er det mig eller ham, du er forelsket i?” Og hun grinede og kyssede sin kæreste, men samtidig vidste hun pludselig, at hun skulle passe på. Hendes dejlige kæreste skulle selvfølgelig ikke føle, han blev skubbet i baggrunden. Han havde jo ret, og hun vidste ikke, hvad der gik af hende. Følte hun sig tættere på drengen end på manden? Hun forstod det ikke selv, en dreng på ti år!

Havde det været en baby, ville det være langt lettere at forklare. Tanken om det foster, hun i sin tid mistede. Men sådan en stor unge, som faren sagde.
”Ville du da hellere, jeg ikke kunne lide ham?” spurgte hun drillende, og han smilede let og svarede, at sådan var det selvfølgelig heller ikke. Der måtte vel findes en gylden middelvej. En slags balance, de kunne finde.
Og hun tænkte: Balance, det er vist noget, jeg ikke ved, hvad er.

”Du er ikke så gammel,” sagde hendes kæreste lige før de blev gift. ”Du har meget at lære.”
Hun havde smilet til ham og tænkt dengang, at hun helt sikkert ville lære meget af ham, når de flyttede sammen i hans hus og kom til at gå op og ned ad hinanden til hverdag.
Men dagen efter var dét om balance glemt igen, og når drengen en enkelt gang var med sin far på besøg hos hende i hendes lille lejlighed, kiggede hun meget på ham og grinede ad de samme ting som ham, mens faren spørgende rynkede panden. Og hun gav drengen masser af knus, rodede i hans hår, købte flotte t-shirts til ham, spændende bøger og voks til håret.

Når hun tænkte tilbage på den dejlige tid i starten, fik hun dårlig samvittighed. Det måtte være hendes skyld, det hele var blevet sådan nu. Dengang gik det jo godt nok. Eller, gjorde det ikke? Var der noget, hun overså dengang?
Når hun tænkte tilbage på deres bryllup, denne fantastiske fest, blev hun helt varm om hjertet igen. Hun havde været så lykkelig i flere dage efter.

Lige nu kastede hun et hurtigt blik hen mod sin mand og syntes, han så nervøs ud, som han sad der i stilheden og spiste kylling med kniv og gaffel. Før hun kendte ham, havde hun altid spist kyllingelår med fingrene. Det var den bedste måde at gøre det på, syntes hun, man brugte flere af sine sanser, og det smagte langt bedre på den måde. Selvfølgelig fik man fedtede fingre og mund, men en køkkenrulle kunne vel råde bod på det.
Hun fór pludselig sammen ved en ubestemmelig lyd fra drengens tallerken og blev straks nærværende. Hans kyllingestykke var smuttet udenfor tallerkenen og lå nu på gulvet.
Hun skelede til sin mand og var ikke i tvivl om, hvor svært det var for ham ikke straks at kommentere situationen, men det så ud som om han gjorde et ihærdigt forsøg.

Drengen var helt stiv i blikket. Han rejste sig halvt og kom i det samme til at vælte sin juice.
”Godt gjort!” Farens øjne var smalle sprækker, da han så på drengen. ”Har du lyst til at underholde med mere af den slags?”
Hans stemme skar som en kniv igennem køkkenet.
Drengen rystede på hovedet, og med et blik, der bad om tilgivelse, greb han ud efter et stykke køkkenrulle og tørrede med rystende hænder op på bordet. Han så hurtigt ned mod gulvet, rykkede et nyt stykke papir af og skulle lige til at bøje sig. Hun fulgte enhver af drengens bevægelser, som var det hendes egne.
”Lad mig!” sagde hun nervøst og lagde en hånd på drengens arm. ”Det kan ske for enhver.”
”Han gør det selv!” sagde faren højt og så stift på drengen. ”Værsågod, kom i gang!”
Drengen kastede et hurtigt blik mod hende, og hun forsøgte at smile til ham, og nikkede. Men indeni følte hun pludselig et raseri, hun aldrig havde mærket tidligere.
Hun satte sig igen og prøvede på at spise videre. Men der var ikke plads til en eneste mundfuld i hende mere. Vreden fyldte det hele, og hun mærkede, at noget måtte ske.
Drengen sad på hug på gulvet og arbejde med køkkenrullen, indtil alt var i orden. Så rejste han sig igen, duknakket og lukket i ansigtet, satte sig ved bordet og forsøgte at spise videre, som om intet var hændt.

Da skete det, og hun kunne ikke gøre andet. I et snuptag greb hun et kyllingelår fra fadet, førte det op til munden, gnavede et stort stykke af, fedtede det ud i ansigtet og gumlede og smaskede det bedste hun havde lært.
Hun mærkede, hvordan både drengen og hans far stivnede, idet de måbende fulgte hver af hendes bevægelser, mens hun spiste, hurtigere og hurtigere, mere og mere voldsomt. Da låret var halvvejs spist, kastede hun det skødesløst over skulderen, så det landede på de lyse gulvbrædder.
Hun hørte en gispen fra drengen, men hun kunne ikke stoppe nu. Hurtigt rakte hun ud efter endnu et lår, der blev halvvejs indtaget på samme måde og derpå også smidt over skulderen.

Hendes mand var stum. Han sad på sin plads som en stenstøtte, og så i første omgang ikke ud, som om han var i stand til at bevæge sig overhovedet. Han åbnede munden for at sige noget, og med ét så det ud, som om han var ved at rejse sig. Han var blevet ildrød i hovedet, og hun så, at han i det øjeblik, måske for første gang i den tid hun havde kendt ham, pludselig tvivlede på sit ellers så sikre overblik.
I det samme greb hun kanden med juice og hældte op i sit glas. Mere og mere og mere, indtil det flød ud over dugen og hen over bordet.
”Nej, nu stopper du altså!” råbte hendes mand højt, greb hårdt fat om hendes arm, der holdt kanden, pressede armen ned, så kanden igen stod på bordet, midt i en sø af juice.
”Hvad i alverden er det dog, der foregår? Er du blevet totalt vanvittig?”
Hun begyndte at grine hysterisk og råbte: ”Ja, nemlig! Vil I ikke også prøve? Gud, hvor er det længe siden, jeg har haft det så sjovt!”

Drengen bed sig desperat i fingeren og stirrede skrækslagent på hende, mens hendes mand tog fat i hende og tvang hende ud af køkkenet.
”Så er det nok!” råbte han og puffede hende ind på badeværelset. ”Nu er det sket, du. Slut. Når du har vasket dig, kan du pakke dine ting og forsvinde herfra. Jeg er færdig med dig.”
Hun hørte drengen stå i baggrunden og græde, mens han råbte: ”Nej, far, nej!”

Hun ville have sagt farvel til drengen, men manden stod som skjold for at beskytte ham. Så rejste hun hjem til sine forældre, og hun græd for drengen i dagevis. Manden sørgede for at få hendes ting sendt, og han skrev et brev, hvor der stod, at skilsmissepapirerne var på vej.
I lang tid lå hun i sengen og græd og kunne ikke finde ud af, hvem hun selv var mere. Hun ringede på drengens mobil og sagde, at han var hendes dreng. At hun altid ville elske ham mere end nogen anden, og hun hørte drengen sige med tyk stemme, at han ikke måtte snakke med hende.

Hun begyndte ar arbejde igen og fik en lille lejlighed midt i byen, hvor der var for megen larm. Men det var lige meget nu. Hun skulle bare være fri for andre mennesker. Uden følelser underskrev hun papirerne, der var kommet fra mandens advokat. Det var helt i orden for hende at forlade ham. Men at det samtidig skilte hende fra drengen, var ikke til at holde ud.
Dagene udfyldte hun med travlhed, både på arbejdet, hvor hun blev særdeles effektiv, og i fritiden. Og hun fandt ud af, at når man har travlt nok, kan man ikke tænke. Sådan skulle det være fra nu, sagde hun til sig selv og håbede, smerten en dag forsvandt.

Efteråret gik over i rå og mørke dage, og tit sad hun og kiggede ud ad vinduet og forstod ikke livet. Tit sad hun der også om natten med et tæppe om sig og så ud på en bleg måne, der stædigt hang som et tavst lys over byen og forsøgte at bryde det blåsorte mørke. Og hun kunne ikke blive klog på noget som helst.
Som månederne gik, begyndte hun at slappe lidt mere af. Hvad var det værd, alt sammen, at jage efter det ene og det andet. Hun var jo rolig nok til bare at sidde og være. Og gode arbejdskammerater havde hjulpet hende til at overleve.

En fredag eftermiddag, hvor vejret ruskede og rev i hende, da hun kom ud af bygningen, hvor hun arbejdede, trak hun frakken tættere om sig og skulle lige til at løbe efter en bus.
Så stod han der i hele sin skrøbelige usikkerhed. Hun havde nær fået et chok, så stor og forandret han var blevet. Hun stoppede brat og stirrede på ham, som han stod der og så på hende med de bløde øjne.
”Jamen, hold da op…” Hun anede ikke, hvad hun skulle sige, og bad til, at det  ikke måtte være en drøm.
”Jeg… ville bare se dig,” sagde han og flyttede ikke øjnene fra hende. ”Selv om far har forbudt det.”
Hun slyngede armene om ham, ligesom hun så tit havde gjort og klemte hans lange tynde krop ind til sig. Helt spontant søgte hendes fingre op til hans våde hår, der klaskede ind til hovedbunden på grund af regnen, og hun spurgte, om han ikke havde mere voks.
Han smilede usikkert og nikkede.

”Hvordan har du det?” spurgte hun og tog ikke et sekund øjnene væk fra hans ansigt.
”Joe, sådan da,” sagde drengen, og hun syntes, han nærmest så flere år ældre ud, end sidst hun så ham.
Hun stod og holdt hans hånd. Strøg den og nussede den som i gamle dage, mens regnen blæste ind mod dem og brune efterårsblade fløj forvirret rundt om deres fødder.
”Tror du, det er i orden, hvis du tager med hjem til mig lidt?” vovede hun at spørge.
Drengen trak på skuldrene. Og sagde: ”Far venter mig jo. Han har fundet en ny kæreste. En, der er ligesom ham.”
Drengen kom til at grine, da han sagde det, og hun så, at han fik tårer i øjnene, som han ikke ville være ved.
”Han er god nok,” sukkede drengen så lavt, at hun næsten ikke kunne høre det. ”Han vil jo bare gøre det hele så godt.”
”Det er helt rigtigt,” svarede hun.

Hun tog et stykke papir og en kuglepen op af sin taske og skrev sin adresse ned til ham. Og sit nye mobilnummer.
”Ring til mig en dag,” sagde hun. ”Og kom og besøg mig, bare lidt, hvis du vil, ikke?”
Drengen nikkede. Hun rakte sin hånd op og strøg ham ømt på den ene kind. Drengen sukkede, smilede blegt, vendte sig og gik, let fremoverbøjet mod den barske vind, ind i strømmen af de andre på gaden, der hver især var på vej til deres.