SOM OM VI SOVER (fra novellesamlingen ”TILFÆLDIGE KYS”)

Written by Irma on . Posted in Uddrag fra bøger

Som om vi sover 

Novelle af Irma Lauridsen fra novellesamlingen ”TILFÆLDIGE KYS”.

”Nu har du igen glemt at slukke lyset på badeværelset!” råbte hun arrigt mod ham, mens han stod i køkkenet og lavede kaffe til sig selv, før de skulle af sted. Det hele var gået lidt hurtigt, efter at de kom hjem fra arbejde, så de havde spist hver for sig for at blive færdige.

”Det er godt gjort. En mand på syv og tredive, der stadig ikke har lært at slukke lyset efter sig,” blev hun ved. ”Og det er ellers dig, der hele tiden snakker om at spare. Du er altid efter mig for de mindste fejl. Men når du selv laver nogen, skal du nok lade være at råbe op.”
Hun var godt klar over, at hun overreagerede nu. På den anden side vidste hun også, at hun havde ret.
”Nå nå, tag det nu roligt, Maja,” mumlede han med brød i munden, og hun kunne pludselig se, hvor dum han så ud, som han stod der med koppen midt mellem bordet og sin mund, som et fastfrosset billede.

”Skal du ikke drikke din kaffe, eller skal koppen bare svæve frit i rummet?” vrissede hun.
Han kiggede overrasket på koppen i sin hånd, nærmest som om han havde glemt, at han holdt den, og sukkede.
”Og hvor længe skal dit snavsetøj ligge på gulvet i badeværelset?” fortsatte hun med ryggen til ham.
”Jeg har jo lige skiftet, så hold dog op!” udbrød han irriteret.
”Det var da i morges, du skiftede,” indvendte hun, mens han afbrød hende.
”Hvorfor skal du altid brokke dig, det er sgu da ikke særlig oplivende at komme hjem til sådan en sur kælling!”
”Så lad være,” kvitterede hun og forlod køkkenet. Lidt efter stod hun igen i døren:
”Jamen, hvor tit har vi ikke snakket om, at vi skal slukke lyset efter os. Og alligevel sker der ikke nogen som helst forandring! Og al den slukken lys efter dig og oprydning, det hele hænger på mig, synes du, det er rimeligt?”
”Du slukker da heller ikke altid efter dig selv,” forsvarede han sig. ”Men til forskel fra dig står jeg ikke og ævler over det. Jeg gør det bare for dig.” Han stod stadig med koppen i hånden uden at drikke af den.
”Og når du skyller ned i toilettet, kan du også godt nøjes med at trække halvvejs, så kommer der kun halvt så meget vand. Er du klar over, at der ryger mindst ti liter vand ud hver gang du bare skyller ud uden at tænke over det!” sagde hun irriteret.
”Nej, da ikke ti liter!” indvendte han og satte kaffekoppen fra sig, så han spildte lidt af kaffen ud over bordet. ”Nærmere otte.”
”Otte liter?” Hun så desorienteret på ham. ”Hvordan ved du det?”

En Golden Retriever i lidt for god stand kom luntende og puffede til hendes ben, og hun tog med en irriteret bevægelse fat i dens halsbånd, trak den ud i bryggerset og sagde:
”Læg dig nu i din kurv, Karsten! Du har fået mad.”
”Kan du ikke selv høre, hvor åndssvagt det navn lyder til en hund,” råbte han inde fra køkkenet.
”Karsten! Hold da helt op for et navn! Tænk at opkalde en køter efter sin bedstefar. Nu må det stakkels dyr slæbe rundt med sådan et navn og blive til grin. Det er sgu godt, vi ikke har fået børn, hvad kunne det ikke være endt med.”

Hun kom hurtigt tilbage, fnyste og gik lige forbi uden at se på ham.
Inde fra stuen råbte hun, at hun ikke kunne se, at navnene i hendes familie var værre end i hele det slæng af mærkelig familie, han selv var belemret med.
”Jeg kan da gå min vej, hvis det er mig, der irriterer dig!” Han råbte efter hende, selv om han, sidste gang han gjorde det, bestemte, at han aldrig ville råbe efter hende mere.

Hun kom tilbage og kiggede på ham, mens hun kneb øjnene en anelse sammen.
”Det kommer nok som en overraskelse, Sven, men jeg har faktisk flere gange tænkt på selv at gå. Du ser mig jo alligevel kun som en rengøringshjælp.”
”Jamen det er da helt op til dig!” råbte han og kylede resten af brødet ned i vasken, mens hun vendte sig, åbnede døren, gik med irriterede skridt ind i stuen og smækkede døren.
”Tusind tak,” råbte hun tilbage. ”Det bliver da hyggeligt at gå i biografen i den stemning, du nu har skabt, jeg glæder mig!”
”Som jeg har skabt?” råbte han tilbage. ”Nej nu …!”

Hun satte sig på wc-låget med hovedet i hænderne. Så tog hun bad, tørrede op efter sig og trak i tøjet. Hun tog ingen parfume på, som hun plejede, når de skulle ud. Hvad skulle det dog gøre godt for i aften.

Idet hun forlod badeværelset, gik Sven ind. De var lige ved at støde sammen i døråbningen, men hun undgik ham i sidste sekund. Han kiggede ikke på hende men lukkede bare døren med et lille smæld. Kort tid efter åbnede han helt for bruseren, der sendte kraftige stråler ind mod hans nøgne krop.
Hun bankede på døren: ”Husk nu at spare på det varme vand,” råbte hun, ” ja, det er bare hvad du selv siger, ikke!”
Med øret ind mod døren stod hun og lyttede. Men der kom ikke noget svar, og bruseren fortsatte uanfægtet rengøringen af Sven.

De sagde ikke et ord til hinanden, da de stod i entreen og var klar til at køre. De stod bare der og så på hinanden som to fremmede. Lige før de gik ud spurgte han uden følelse i stemmen, om hun hellere ville blive hjemme, og hun sagde nej.

Der var ti minutters kørsel til biografen. Mens de kørte, meddelte hun kort:
”Jeg sover i det lille værelse i nat, Sven. Nogle gange har jeg så svært ved at sove, når jeg ligger ved siden af dig.”
”Nå,” svarede han koldt.

Idet de stod ud af bilen, sagde han: ”Kan du lægge ud for mig, jeg har glemt mit kort.” Og hun svarede tørt:
”Ja ja, det kan jeg også klare.”
De satte sig ved siden af hinanden i mørket. Hun havde ikke købt slik. Det gjorde de ellers altid, mest fordi Sven syntes, det mindede ham sådan om hans ungdom, når de sad der i biografen og spiste slik.

”Hvad syntes du så om filmen?” spurgte han, da de kørte hjemad.
”Åh, den var ikke noget særligt,” svarede hun, skønt hun faktisk syntes, den var god.

Sven låste døren op, og hun fulgte med ind. Hun bestemte sig for at gøre alvor af at tage sit sengetøj og lægge det ind på briksen på det lille værelse. Hvis Sven blev sur, måtte han selv om det.
”Hvad er det her dog for noget?!” Sven råbte ude fra køkkenet.
Hun svarede ikke.
”Maja! Her har været indbrud, mens vi var væk!” Han råbte igen.
”Vinduet i køkkenet står halvt åbent. Skynd dig og kom!”
Maja løb derud.

”Gud dog, hvad er her foregået?” Hun stirrede på det halvt åbne vindue og mærkede utrygheden snige sig koldt ind under den lyse frakke.
”Rør ikke ved noget, Sven. Nej, nej, ingenting!” Hun rakte afværgende hænderne frem. ”Der er måske fingeraftryk. Lad os ringe efter politiet.” Hun var allerede på vej hen mod telefonen.
”Vent nu lige lidt,” Sven så sig om, mens han krængede læderjakken af og kastede den hen over en køkkenstol.
”Er der jord på gulvet?” Hun kiggede hen over de lyse gulvbrædder. ”Hvis nogen er kommet ind den vej, må de have slæbt jord med ude fra haven.”
”Ingen sætter aftryk på den måde,” svarede han og kiggede tænksomt frem for sig. ”Ellers er de i hvert fald ikke særlig professionelle. De har sikkert lukket vinduet i efter sig. Og så er det blæst op igen. Mærkeligt,” sagde han og studerede vinduet nøje, ”for der er ikke tegn på vold på det vindue.”

Maja kiggede nervøst rundt og gik hurtigt ind i stuen. Samtidig vidste hun, at havde Sven ikke været der, var hun løbet panikslagen ind til naboen efter hjælp.
”Underligt,” sagde hun med lav stemme. ”Det ser ikke ud til, at der er fjernet noget. Hvorfor har de ikke taget din bærbare computer? Den står lige her på bordet. Eller vores anlæg? Eller min pung i skuffen. Eller mit guldur, der ligger frit fremme her på kommoden?”

Sven sukkede og gik undersøgende rundt i stuen.
”Mærkeligt,” sagde han anspændt og satte pegefingeren op mod kinden. ”Der er noget, der ikke passer sammen. Vi er nødt til at gå en runde i huset. De er her måske endnu.”
”Åh nej, tror du?” Hun kiggede skræmt på Sven og greb helt spontant ud efter hans hånd.
”Hvem ved,” svarede han og tog fat om hendes hånd. ”Kom!”
”Tag noget med, du kan forsvare dig med!” Hendes stemme blev heftig.
”Forsvare…?” Han så pludselig forvirret ud. ”Hvad…?”
”Her. Lysestagen. Den er bedre end ingenting!” svarede hun, greb ud efter en høj messinglysestage og rakte ham den hurtigt.

De listede. Sven holdt lysestagen foran sig. Maja vidste, at han absolut heller ikke brød sig om det. Tanken om, at nogen måske gemte sig bag en dør eller i et skab, fik hende til at ryste, og hendes hjerte hamrede højt.

Forsigtigt åbnede Sven døren til bryggerset og tændte lys. Karsten rejste sig fra sin kurv og logrede hjerteligt, men Maja trak ham tilbage og befalede ham hviskende at lægge sig.
Derefter gik de mod badeværelset og derfra op ad trappen til første sal, ind på det lille værelse, hvor de heller ikke fandt noget usædvanligt, og til Svens arbejdsværelse. Hun borede sine fugtige, dirrende fingerspidser ind i Svens hånd.
Til sidst åbnede han døren til soveværelset. Maja bøjede sig og kiggede under sengene. I skabet. Bag døren.

”Måske har her slet ikke været nogen,” sukkede Sven og stillede lysestagen ved siden af radiatoren. ”Det er da ulogisk at bryde ind uden at tage noget som helst,” indvendte hun.
”Tja, hvad skulle forklaringen være på det?” sagde han, som om han talte til sig selv.
”Jeg kommer pludselig til at tænke på, at…” Maja rynkede panden.
”At hvad?” Sven stirrede på hende som om han håbede, den manglende brik pludselig ville falde ud af hendes mund.
”At da jeg luftede ud her i eftermiddags … havde jeg netop det vindue i køkkenet åbent. Men jeg er sikker på, at jeg huskede at lukke det igen.”
Han kiggede tvivlende på hende. ”Helt sikker? Kan du ikke have glemt at…?”
De stod længe og stirrede på hinanden. Hun rystede på hovedet. Så sagde Sven med et suk:
”Lad os gå i seng. Jeg er dødtræt. Og vi kan ikke komme det nærmere. Her er ikke nogen, og her er ikke sket noget, det er det vigtigste.”
Maja nikkede. Efter det her havde hun ikke lyst til at ligge alene i det lille værelse.

De klædte sig af i stilhed. Flere gange syntes hun, der kom underlige lyde fra huset, og hun stivnede og lyttede intenst. Men Sven sagde, at det bare var fordi de stadig var lidt nervøse over det med vinduet. Så kunne man let høre lyde, som ikke var der alligevel.

De lagde sig forsigtigt i sengen ved siden af hinanden. Hun vidste, han brød sin hjerne med, hvordan dét med vinduet kunne hænge sammen. Og hun prøvede at huske, men hun kunne ikke. Der var jo så meget andet at huske på med al den oprydning efter ham.
Så lå hun og kiggede ud i det mørke rum og havde ikke lyst til at kysse ham godnat. Hun var stadig vred på ham. Samtidig turde hun næsten ikke vende sig i sengen. Det var bedst at være stille nu, så de kunne ligge og lytte ud i natten og koncentrere sig om alle de lyde, der kunne opstå i mørket.

Pludselig gav det et sæt i Maja, og hun gispede: ”Hvad var det? Hørte du det ikke?”
”Tys! Vær stille!” Sven rørte sig overhovedet ikke. Han havde altså også hørt det. En let lyd ved en dør nedenunder. De fleste af dørene i huset peb lidt, når man åbnede dem. Noget, Sven havde lovet at ordne men aldrig fået gjort, tænkte Maja et sted langt inde i baghovedet, men den tanke forsvandt hurtigt igen.
”Gud i himlen, Sven…” Maja greb ud efter hans hånd. ”Nogen er brudt ind, kan du ikke høre det!” hviskede hun heftigt. ”Måske har de været herinde hele tiden, uden at vi har set dem.”
”Tys, lig helt stille,” hviskede han. ”Måske var det kun vinden. Vi er bare anspændte på grund af det vindue.”
Men hun kunne høre på Sven, at den forklaring troede han ikke selv på.

De hørte det begge. De langsomme trin op ad trappen.
”Hør, nu kommer de op…” klynkede hun. ”Du hørte det også, ikke Sven?”
”Vær stille, ikke en lyd!” hviskede han, og hun mærkede, at han rystede, da han greb hendes hånd og klemte den.
”Hvad gør vi?” jamrede hun svagt.
Sven rømmede sig næsten lydløst og vendte ansigtet mod hende.
”Hør her. Hvis nogen kommer ind til os – og det gør de … tyve leder altid overalt, men så …” han sank sit spyt, ”så lader vi, som om vi sover, Maja. Er du med på den. Ikke noget med at begynde at skrige op, lige meget om de så står og kigger lige ned på dig. Hvis de ved, at vi har opdaget dem, går der panik i dem. Og så er det, de slår folk ihjel.”
”Åh gud, Sven…” Hun begyndte at græde.
”Kom!” Sven løftede forsigtigt sin dyne, og hun skubbede sig lydløst over i hans seng, hvor hun klemte sig ind til ham.

Anspændt lå de og lyttede til de langsomme trin, der på et tidspunkt stoppede.
”Hvad nu,” hviskede hun ind i hans øre. ”Har de mon hørt os?”
Han sank sit spyt to gange. Hele hans krop rystede kraftigt nu.
”Ring til politiet,” hviskede hun hektisk. ”Vi må have hjælp!”
”Nej. Ingen af os må gå herfra nu,” hviskede han tilbage. ”Hver eneste lille lyd vil de kunne høre, så tæt som de er på nu.”
”Tag mobilen, Sven, den er i min taske.”
”Det vil de også høre,” hviskede han. ”De vil brase herind omgående og pløkke os ned.”

”Hvad vil de dog? Hvorfor står de stille derude?” klynkede hun ind mod hans hals.
Han tyssede igen på hende. Hun mærkede, at hun selv rystede lige så meget som ham.
”Hør, nu kommer de nærmere!” gispede hun.

”Man ved aldrig, hvor længe man lever, vel Sven…” hviskede hun lidt efter, hvor det igen var roligt udenfor døren. ”Det er underligt, man først kommer til at tænke på det i sådan et øjeblik som nu.” Tårerne begyndte at løbe ned på puden, og hun kyssede ham ømt på kinden i visheden om, at det var afskedens time.
”Sig ikke den slags!” hviskede han.
”Jamen …” indvendte hun, men han afbrød hende:
”Jeg elsker dig, Maja!” Han hviskede det ind i hendes øre og klemte hende hårdt ind til sig.
”Jeg elsker også dig, Sven. Tilgiv mig alt, hvad jeg har sagt. Det betyder ingenting.” Hun snøftede og Sven tyssede igen på hende, idet han lukkede hendes mund med et ømt kys.

”Vi har slet ikke nået alt det i livet, vi gerne ville,” græd hun tyst ind mod hans øre. ”Og nu er det for sent. Alle vores skænderier! Hvor åndssvagt, ikke? Når jeg sådan tænker på det, faktisk er det jo som om vi går og sover til daglig, synes du ikke? Bare at bruge sit liv på den slags.”
”Jo.”
”Vi har været så langt fra hinanden, at jeg troede, vi skulle skilles. …” græd hun. ”Ja, nu, hvor vi alligevel skal dø, synes jeg, at jeg vil sige det. Så langt var det kommet.”
”Vi skal aldrig skilles, min elskede Maja. Aldrig!” hviskede han med eftertryk.

Efter de ord lagde tavsheden sig larmende over deres senge, mens de lyttede anspændt mod døren. Så hviskede hun:
”Sven, hvis vi alligevel skulle overleve det her, så lover jeg, højt og helligt, at jeg aldrig vil skændes mere.”
”Det samme her,” hviskede han.
De trykkede sig tættere til hinanden, end de nogensinde havde gjort. Ansigt mod ansigt. Mund mod mund. Mens de rystede mere og mere.

Det gav et sæt i dem begge.
”Hør, de skubbede en dør op!” Hun snappede efter vejret.
Han tyssede på hende og holdt en hånd over hendes mund.
”De går ind på dit kontor,” hviskede hun mellem hans fingre, og han løftede hånden en smule. ”Men der er kun computeren. Så kommer de snart ind til os. Åh, jeg kan ikke holde det ud.”
”Så er det nu, du skal lukke øjnene og lade, som om du sover. Rør dig ikke, når de åbner døren,” hviskede han ind mod hendes mund. ”Og… hvis det frygtelige skulle ske, så…”
”Det gør det jo, der er ingen vej udenom, det ved du lige så godt som jeg,” græd hun og kyssede ham.
” … så vil jeg bare sige tak for alt, min elskede,” sluttede han.
Hun mærkede, at han græd og tænkte, at hun aldrig før oplevet ham så intens.

Hun spærrede øjnene op. ”Hør, nu går de rundt igen, hvad laver de dog?” hviskede hun. ”Hvorfor går det så langsomt?”
Sven trak vejret i små korte ryk og hviskede: ”Måske skulle vi alligevel ringe efter politiet. Jeg kan prøve at fiske mobilen op af tasken uden en lyd. Og så kan jeg ringe nede under dynen.”
Maja rystede på hovedet. ”Tror du ikke, det kan høres, når du snakker? De står og lytter, vær sikker på det. De er lige så meget på vagt, som vi er.”

En ubønhørlig stilhed lagde sig som en tikkende bombe ind mod dem, en stilhed, de med deres dirrende kroppe blot kunne vente på blev afløst af det uundgåelige chok.
”Jeg har det som om jeg skal besvime, jeg kan ikke klare det mere,” hviskede hun.
Hun græd ikke mere. Sven rakte forsigtigt ud, tændte lyset i vækkeuret og stirrede på det. Der var gået en halv time nu. Noget passede overhovedet ikke sammen.
”Det er en underlig måde, de opfører sig på,” hviskede han. ”Tyve er normalt hurtige og forsvinder, før der kommer nogen og opdager dem. Men det her går langsomt.”
”De må da være psykopater!” græd hun og mærkede, at det snurrede i hovedet. ”Hvis det er os, de er ude efter, hvorfor kommer de så ikke ind, så vi kan få det overstået?”
”Jeg elsker dig,” hviskede Sven igen og kyssede hendes våde øjenlåg. ”Jeg elsker dig, jeg elsker dig. Husk det, uanset hvad der sker!”
”Ja ja,” hviskede hun. Hun havde aldrig tænkt på, at der kan danne sig så mange billeder inde i hovedet, mens man venter på døden.

”Er de gået eller hvad?” spurgte hun efter nogen tids fuldstændig ro.
Da peb døren til kontoret en smule. Derefter hørtes trin, nu lige uden for døren til soveværelset. Hun bed sig hårdt i læben, mens Sven trykkede sig ind til hende og hun knugede hans ene hånd som i en skuestik. Hendes krop spændtes som en flitsbue, og hun begyndte at fryse kraftigt.

Så skete det. Det lød som negle mod døren. En hånd, der ikke fik fat i håndtaget i første forsøg. Derpå det samme igen, nu kraftigere.
”Hvad fanden! Det er sgu da …?!” Sven slog dynen til side i ét tag. Han fór op af sengen, før Maja kunne nå at tænke, styrtede hen til døren og rev den op.
Og ind susede Karsten med logrende hale og glad gøen.

Først satte Maja sig op i sengen, sad bare der og stirrede og kunne slet ikke omstille sig. Kroppen rystede stadig, og det tog sin tid før hun fattede, hvad det var, der skete. Men da hun så Karsten og Sven stå der på gulvet og glo dumt på hinanden, begyndte hun at grine og græde samtidig.
”Hold da helt op, hvor idiotisk!” Sven rystede på hovedet. Han stod lige indenfor døren, let foroverbøjet med fødderne langt fra hinanden, og kiggede på den jublende hund, mens han lignede en, der ikke kunne finde ud af hverken det ene eller det andet.
Hun syntes pludselig, han så ufattelig dum ud, som han stod der i de for store underbukser og gloede, og hun tænkte, at under normale omstændigheder ville hun helt spontant have kaldt ham en hængerøv.

Karsten hoppede glad op i sengen og begyndte overstadig at slikke Maja på armen.
”Vi må have glemt at lukke døren ud til bryggerset,” hviskede Sven.
”Hvorfor hvisker du?” sagde Maja og syntes egentlig, det lød helt forkert pludselig at bruge stemmen igen.
”Åh, det er blevet en vane,” sukkede han, og det så ikke ud som om han kunne se det sjove i situationen.

Sven gik tilbage til sengen og lagde sig. Maja skubbede sig ned under dynen igen. Hun lå der, helt stille – nu i sin egen afdeling af sengen – og kiggede på ingenting. De sagde ikke noget til hinanden. Hvad var der at sige, tænkte hun og følte sig helt forvirret.
Hun var sikker på, Sven var lige så udmattet som hun selv, og at det ville vare længe, før nogen af dem orkede at følge Karsten ned i bryggerset. Den gule hund havde lagt sig godt til rette i fodenden. Hun mærkede dens store krop, der lå henslængt over hendes fødder, og hun tænkte på, hvor let livet måtte være for et dyr, der ikke behøvede at tænke på noget som helst.

Det kørte stadig rundt i hendes hoved, og hjertet ville ikke falde til ro. Lidt efter begyndte Karsten at røre på sig, og Sven sukkede irriteret. Hun vidste præcis, hvad det suk betød.
”Jeg gider altså ikke sove sammen med den køter i nat,” mumlede han arrigt.
”Så gå ned med ham. Jeg tror også, han trænger til at blive luftet,” svarede hun og puttede sig længere ned under dynen.
”Nå, og hvorfor er det så lige mig, der skal gøre det?” spurgte han heftigt.
”Kunne du ikke gøre det, bare for en gangs skyld, Sven?” Hun kunne godt selv høre, hendes stemme lød anspændt.
”For en gangs skyld?” Hans stemme var skarp. ”Nu lyder det næsten som om jeg aldrig tager mig af den hund. Jeg synes ærlig talt, at det må være din tur.”
”Min tur?” gentog hun i et højere toneleje. ”Efterhånden er det min tur til det hele. Hele tiden!”
”Hold dog op!” råbte han og vendte sig mod hende. ”I betragtning af, at det var dig, der glemte at lukke døren til bryggerset, så køteren løb herop, må det vel være dig, der skal klare det her.”
”Mig?” råbte hun mod ham. ”Det var sgu da dig, der åbnede den dør. Men, åh ja, det er rigtigt, det er mig, der skal klare alt det du glemmer, sådan er det jo efterhånden blevet!” råbte hun fuld af sarkasme.
”Ja, du har det sgu hårdt!” sagde han spydigt, vendte sig hurtigt med ryggen til hende og klemte øjnene sammen.

Så sprang hun op, greb sin dyne, tog et raskt tag i hundens halsbånd, trampede på bare fødder hen over gulvet og smækkede døren efter sig. Dynen kylede hun ind på det lille værelse, hvorefter hun gik ned ad trapperne for at lufte Karsten.

”Og lyset er stadigvæk tændt på badeværelset, bare så du ved det!” råbte hun nedenfor trappen. ”Hvad med at bruge den indvendige side af hovedet, bare engang imellem!”
”Det kommer nok, hvis jeg en dag begynder at omgås nogen, der selv gør det!” råbte han så højt, at hun umuligt kunne undgå at høre det.
”Kom selv ned og sluk det lys i stedet for at ligge deroppe og dovne!” Hendes stemme var så skinger, at den skar lige igennem hans hoved. ”Det er slut med mine tjenester for eftertiden, og det gælder alle tjenester, og …”
Dynen kom ham til hjælp. Han trak den helt op over hovedet, så han ikke kunne høre mere.
I det samme mærkede han, at en længe ventet søvn snart ville indhente ham.
*
Novelle fra bogen “Tilfældige kys” af Irma Lauridsen