Hvem spiser hvem – og hvorfor?

Written by Irma on . Posted in Lidt af hvert

Fest omkring et lig

Det startede ikke, da vi skulle til festen. Det begyndte langt tidligere. Længe før min fødsel. Og vil sikkertfortsætte lang tid endnu. Men jeg vælger at tage mit udgangspunkt der, fordi jeg virkelig blev rystet den aften, skønt jeg burde have været forberedt.

Festen var med mad og drikke og hele molevitten. Intet problem. Som plantespiser kan jeg selvfølgelig bare spise salat, kartofler, brød – og hvad der ellers er på det store tag-selv-bord.

Ved ankomsten fik jeg mig dog en overraskelse, der virkede voldsom og gav mig så stor kvalme, at jeg var lige ved at kaste op.

I en stor, rullende ovn med et kæmpe frontvindue (så alle kunne nyde synet) lå en næsten lige så stor gris, brun over det hele – i gang med at blive stegt. Den så fuldstændig intakt ud, selv øjnene, nærmest som om den stadig var levende og fandt sig i sin skæbne – hvad heldigvis ikke var tilfældet.

Nu er det jo ikke ukendt for nogen, at der dagligt dræbes masser af dyr for at mennesker kan spise dem. Den tanke er i sig selv slem nok, for mig i hvert fald. Men at se det, så direkte og på den måde …

Det kan godt være, det er mig, der er sart, men altså: Jeg stirrede og stirrede ind gennem ovnens glas i en form for rædsel, mens en masse tanker rullede gennem mit hoved.

Et – for kort tid siden i hvert fald – levende væsen, nu slået ihjel, lagt til skue på en måde der gjorde at folk, som strømmede til, kunne se processen, more sig og glæde sig til at fortære liget. Ingen så ud til at røres bare det mindste over synet. Det var en begivenhed! En fest.

Jeg må indrømme, at jeg var dybt, dybt rystet! Og på det tidspunkt, lige præcis i de øjeblikke, overvejede jeg alvorligt at melde mig ud af menneskeracen, der som den største selvfølge tager sig ret til at myrde et levende væsen med kød, blod, hjerte og følelser. Og hvorfor? Ja, gad vide, om de fleste aner, hvorfor det sker. Måske fordi man er vant til det, og så stiller man ikke spørgsmål ved det.

 Er det omvendte mere makabert?

Samtidig slog tanken mig: Tænk, hvis det var omvendt. Hvis det var grisene i stedet for mennesker, der havde magten. Og nu havde de så fanget og dræbt et menneske, som lå derinde og stegte, mens en flok svin muntrede sig over synet og glædede sig til at sætte tænderne i ham eller hende …

Makabert? Helt enig. Men hvad er egentlig forskellen? Ja, jeg spørger bare …

Eller, for at tage den knap så makabre version: Hvorfor var det f.eks. ikke en hund, der lå og stegte i ovnen?

En hund?! ville de fleste forfærdet udbryde, spærre øjnene op over spørgsmålet og tage sig til hjertet. Menneskets bedste ven – ja, næsten et menneske!

Men næ næ, det er helt forkert. Grisen er mere intelligent end hunden, har undersøgelser vist. Alligevel ville man blive straffet, hvis man stegte en hund. Men ikke når man steger en gris. Forvirret?

Jo, det sker hver dag, at dyr bliver dræbt for at blive fortæret af mennesker. Masser af dyr, hele tiden. På slagterierne. Der står ”brugerne” bare ikke og nyder synet. I stedet går de i supermarkedet, tager en pakke kød og tænker sandsynligvis ikke over, hvor deres mad stammer fra. Eller hvilken proces der er gået forud, som har fået kødet til at havne der. Mærkeligt nok har jeg hørt flere sige med et undskyldende smil: ”Det ønsker vi heller ikke at tænke på”.

Javel. Altså, bare luk øjnene, spis, og lad være at tænke! Ligesom dyrene. Eller hov – hvem siger, at dyrene ikke kan tænke? Og føle? Siger kødspiserne det, fordi det så er nemmere at putte dyrene i munden …? Nå, bare et spørgsmål, ikke.

En mand sagde engang: ”Det, der ikke kan spises råt, kan ikke spises.” Hm … hvor mange ville mon spise råt kød? Adr! Føj, ville de fleste sige. Jamen, hvordan kan noget, der er ”adr” i rå tilstand blive lækkert, bare ved at få lidt varme og blive camoufleret til ukendelighed med krydderier?

Børn og kød

Samtidig tænker jeg på de børn, som helt naturligt ikke har lyst til kød. Masser af børn kigger skeptisk på kødet på tallerkenen, rynker på næsen og siger: ”Det kan jeg ikke lide. Det vil jeg ikke have.” Og hvad svarer forældrene? Ja, visse forældre vil måske sige, at det er i orden. Men bliver det en regel, at barnet ikke vil spise kød, vil en del nok forsøge at tvinge eller lokke barnet med: ”Jo, spis det nu. Det er sundt.”

Hvordan kan nogen nu lige påstå, at kød er sundt? Har de selv foretaget undersøgelser, der viser det? Eller har de bare hørt det – som man hører så meget andet og blindt hopper på det, der passer én bedst?

Noget andet: Er det ikke en menneskeret selv at bestemme, hvad man putter i munden, uanset om man er stor eller lille?

En lille pige, som har store problemer med forældrene ved måltiderne fordi hun ikke vil spise kød, har rørt mig dybt. Hendes argument er, at hun ikke vil spise et væsen, som har haft et hjerte der bankede, ligesom hendes eget.

Har nogen mere ret til at dræbe, end andre?

For nu at være virkelig ekstrem (hvad jeg sjældent er, men det kan dog komme over mig), vil jeg lige ridse et par paralleller op mht. til, hvem der egentlig har lov til at spise hvem – sådan efter gængs mening.

Som med – i starten – omtalte gris: De fleste ser det som helt okay at spise et dyr, nogen har slået ihjel. Når alle andre gør det, hvorfor så tænke nærmere over det. Det er helt almindeligt antaget, at flertallet har ret. Og er det almindeligt, ses det dermed af mange som noget, der samtidig er helt i orden, sundt og godt.

Vi ser det også som helt okay at nedlægge et stykke vildt. Altså, vi mener, vi har RET til at dræbe. At gå ud på et dyrs territorium, der, hvor det lever, pløkke det ned og fortære det.

Men vend den så lige engang: Hører vi fx om, at et vildt dyr har nedlagt en mand, fordi han var så letsindig at trænge ind på dets område, endda bevæbnet, for at dræbe det – så kommer vi op af stolene! Da bliver vi virkelig oprørt. Manden var måske på safari og skulle have oplevet den stolthed, det åbenbart er at dræbe et stort dyr. Han kunne jo senere have fået det udstoppet, eller i det mindste hovedet, for til slut at hænge det op i sin stue, så både han selv og andre fremover kunne imponeres over bedriften.

Men nu, hvor det altså gik omvendt (måske mente dyret, at det havde ret til at dræbe manden – der uden videre var trængt ind på dets område – så det kunne få sig en god steg!) ja, nu bliver der pludselig kæmpestor opstandelse i menneskenes verden. Man synes, det er helt forfærdeligt, at manden blev nedlagt af det, der i stedet skulle have været hans bytte. Se bare i TV-avisen og på avisernes forsider! ”Mand dræbt af vildsvin!” Skrækkeligt!

Men hvor tit står der på forsiderne: ”Svin dræbt af mand” …?  Næ, så megen plads er der ikke i aviserne.

Hvor ligger forskellen?

Jamen hvad er forskellen egentlig – på, hvem der spiser hvem og med hvilken ret? Handler det om, hvem der er mest sulten? Klogest? Kærligst? Stærkest? Mest intelligent (hvordan måles intelligens, og hvilken form for intelligens)? Eller hvad er det, der giver denne formodede ret til at dræbe for derefter at fortære sit bytte?

Er vi, i vores del af verden, overhovedet nogensinde så sultne, at vi er nødt til at dræbe for at overleve?

Tja, det var såmænd bare et par spørgsmål. Svaret følger ikke med. Det kan læseren selv ryste op med, om muligt. Måske er der mange svar. Eller også er der ikke nogen. Men muligvis har ovenstående givet stof til eftertanke. Hvis ikke, ja, så bare betragt det som et par tanker, der fandt vej ud af et hoved en kølig morgen lige før det blev lyst.

Irma Lauridsen