PAS PÅ DE SMÅ

Written by Irma on . Posted in Naturen

  … og med ”de små” mener jeg fuglene, der deler deres glade liv med os og løfter vores humør.

Denne lille beretning er helt sikkert kendt af mange haveejere. Her kommer den:

I vores have er der mange skønne oplevelser, men samtidig også drama. Det skyldes til dels katten, den store jæger. Og dog – rigtig mange muligheder går faktisk dens næse helt forbi.

For fire dage siden fandt jeg en fugleunge på plænen. Den var faldet ud af reden, lige ved skuret. Hjertet smelter jo ved synet af sådan en lille hjælpeløs stakkel, som ligger der med åbent næb og små lyde. Hvad skal man gøre?

Jeg gik og kiggede og tænkte: Den gør katten snart en ende på, eller den dør af sult. Skrækkelig tanke, men hvad ellers? Fodre den? Med hvad? Okay, jeg kunne jo godt tage ungen op med en ren klud, så den ikke kom til at lugte af menneske. Men det var umuligt at komme frem til reden uden at ødelægge omgivelserne. Og måske var ungen faldet ud, fordi der var for trangt?

I mine skrive-pauser går jeg ud og kigger. Håber på at miraklet sker – at den, trods alle odds, på en eller anden måde klarer sig. Var der ikke noget, der engang hed mirakler? Findes de mon endnu? Alligevel kan jeg ikke lade være at tænke: Næste gang jeg kommer herud, er den nok væk.

Men det er den ikke. Næste gang er den der stadig, og næste igen, der, midt i det brændende solskin, hvor der er alt, alt for varmt.

Jeg har opdaget, at forældrene kommer og fodrer den, som den ligger der, midt i græsset, langt væk fra reden. De skræpper ad katten, indtil den går sin vej. Så er de på pletten.

Jeg henter et lille stykke køkkenrulle, og med dirrende hænder lægger jeg det om den lille og løfter den forsigtigt ind i skyggen – ikke ret langt væk, ellers dør den helt sikkert af varme.

Kan fuglemor også finde den der, mon? Jeg står på afstand og iagttager sceneriet. Og ja, det kan hun. Selv der kommer hun og fylder mad i det lille næb, og slipper den ikke af syne ret længe ad gangen.

Katten færdes netop der til hverdag, men den må jo være både blind og døv, eller også har den nået pensionsalderen. I hvert fald lever ungen videre, og den vokser endda. Overlever den det her, er den virkelig en vinder!

Senere tænkte jeg: I stedet for at gå her med livet i hænderne på grund af en fugleunge, skulle man måske bare lade naturen passe sig selv. Men der er jo bare det, at det kan visse mennesker ikke!

MEN… da så hækken skulle klippes: Godt i gang, lige før et stort indhug med den larmende klipper, kiggede pludselig to små blanke øjne op fra en rede. En lille sangfugleunge.

Så er man solgt igen. Følelsesmæssigt medtaget. Eller snarere BEtaget. Sådan en skønhed! Livsgnist! Noget så stort i noget så småt. Et mirakel i sig selv. Magi, intet mindre.

Nej, hækken kan ikke klippes færdig før reden er tom. Og så kan den hæk stå og se underlig ud med sin lille top et enkelt sted, mens resten er klippet.

Status: Lige nu kører vi i en stor bue udenom ungen på plænen, når vi slår græs. Den er nemlig begyndt at hoppe livligt rundt, og det ser ud, som om den snart er flyveklar.

Reden i hækken tjekkes dagligt, uden at røre, larme eller komme for tæt på.

Tja, sådan kan der være så meget, alt efter hvor man sætter fokus, og hvor hjertet sidder. Mit hjerte sidder lige der, hvor ømheden for de små ligger. For naturen og for det hjælpeløse, der samtidig kan være fyldt med en styrke, man kan forbavses over.