Mord til aftensmaden

Written by admin on . Posted in Lidt af hvert

Mange familier sidder dag efter dag og sluger al volden fra tv-avisen rå. Ofte får børnene lov at kigge med – som en selvfølge. Hvorfor? Og – hvem gavner det mon? Hvorfor lukker vi uden videre volden ind i vores liv på den måde – uden at sige fra? Er vi blevet ufølsomme overfor volden? Følgende vil jeg fortælle lidt om, hvad jeg oplevede en tirsdag aften. 

Mange familier sidder dag efter dag og sluger al volden fra tv-avisen rå.
Ofte får børnene lov at kigge med – som en selvfølge.
Hvorfor? Og – hvem gavner det mon?
Hvorfor lukker vi uden videre volden ind i vores liv på den måde – uden at sige fra?
Er vi blevet ufølsomme overfor volden?
Følgende vil jeg fortælle lidt om, hvad jeg oplevede en tirsdag aften.

 Familien, jeg besøgte, havde et ekstra tv i køkkenet. Og hver aften stod den varme mad på bordet præcis klokken halv syv, lige når tv-avisen begyndte. Som et fast ritual greb faren forventningsfuldt fjernbetjeningen og trykkede. Jeg satte mig og kiggede med.

”Stille, så jeg kan se, hvad der er sket,” sagde faren og rakte i blinde ud efter en frikadelle, mens øjnene hang ved skærmen. ”Det er jo vigtigt, vi følger med, så vi ved, hvad der sker i den virkelige verden.”

”Hvorfor det?” spurgte knægten på elleve, idet faren bad ham flytte stolen lidt, så han ikke spærrede for udsynet til den virkelige verden.

”Nu så jeg ikke, hvad det var med dét mord. Hvordan var det, han slog hende ihjel?”

”Frygteligt,” jamrede moren og skelede til mig, som nikkede. ”Jeg får helt ondt i maven. Og hun var endda ikke ret gammel.”

”Er det da bedre at slå de gamle ihjel?” indskød drengen, der også fulgte den virkelige verdens fremrullen på skærmen.

”Vil I høre en god idé, jeg har fået?” Drengen hviskede for ikke at forstyrre. Han så på mig.

”Vær nu lige stille!” sagde faren. ”Vi kan da snakke bagefter.”

”Uha, det er frygteligt med de selvmordsbomber,” moren så væk fra fjernsynet, ”jeg får kvalme. Tak for mad.”

”Jeg går ind på værelset,” sagde drengen. De voksne nikkede fraværende.

”Hvad ser jeg? Sidder du her og spiller krigsspil, knægt?! Har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil have det?” Faren stod i døren til drengens værelse. Fra gangen kunne jeg se, at drengen sad spændt ved sin computer.

Drengen nikkede og klikkede på musen, igen og igen. ”Kom lige og se alt det blod, der splatter, når jeg skyder dem, far!” jublede han.

”Sluk dog for det skidt,” sagde faren og så med afsky på skærmen. ”Det er jo ren vold. Det er ikke godt at se den slags.”

”Det gør I da også!” udbrød drengen.

”Hvad?! faren var forbavset. ”Hverken mor eller jeg spiller da den slags. Det har intet med den virkelige verden at gøre.”

”Jamen hvad er den virkelige verden da?” spurgte drengen lige før faren fortsatte:

”Du kan læse en bog i stedet for. Eller øve dig på din guitar. Men det dér lukker du for!”

Næste dag, præcis klokken halv syv, kom jeg for at hente en glemt jakke. Familien sad igen omkring bordet, og faren trykkede rituelt på fjernbetjeningen.

”Skal vi ikke slukke for det skidt?” sagde drengen. ”Så kan vi spille ludo i stedet for. Eller guitar.”

Et kort øjeblik så det ud som om faren mistede orienteringen. Så rystede han på hovedet og sagde: ”Stille! Det her er den virkelige verden, knægt – og – der er sket endnu et mord!”

Det er muligt, at nogen mener, vi skal følge med i, hvad der sker i den ”virkelige verden”. Nogle gange har jeg i ren og skær afmagt over alle uhyrlighederne spurgt: ”Hvorfor dog det?? Kan vi gøre noget ved det, så lad os skride til handling. Kan vi ikke, så tag det slet ikke ind i din bevidsthed.”

Jeg tror, at det, tv-avisen har at byde på, kan være dybt skadeligt for børnene at sidde og se på (såmænd også for voksne). Vi ved jo, de ting sker, så hvorfor opfriske det og holde det ved lige dag for dag – for senere at gå og være ulykkelige eller trykkede over det?

Måske var det i stedet en god ide at vise børnene, at der findes andre ”virkelige verdener”. For eksempel glæden over alt det dejlige, der er mulighed for at gribe fat i, hvis vi ellers får øje på det. Alt det vidunderlige, der yderst sjældent vises i tv-avisen (men vi kan jo lave vores egen personlige tv-avis, hvor vi taler om de ting.) Vi ved efterhånden, at vores tanker skaber vores liv. Er det tanken om alle de mord og uhyrligheder, der er begået i dagens løb, vi ønsker skal ligge i børnenes tanker og være med til at skabe deres dag i morgen?

Hos os har jeg, i mine år med børn, stort set gjort tv-avisen forbudt for børn. Var der sket noget, som jeg mente, de burde vide, fortalte jeg dem det kort, til orientering. Ikke mere.

I stedet har jeg taget dem med ud i naturen for at iagttage de fantastiske undere, den byder på. Jeg er sikker på, at de aldrig har manglet udsyn til den virkelige verden. For spørgsmålet er jo, hvad den virkelige verden er.

Jeg mener, det er noget, vi selv bestemmer. Det er ET VALG. Og det valg er et stort ansvar, man må tage alvorligt, både overfor sig selv og sit eget gode humør – men specielt overfor børnene, som man trods alt giver et livssyn med hjemmefra, de skal bygge deres fremtidige liv på.

Spørg dig selv: Giver jeg – måske ubevidst – mit barn den følelse, at livet er en grum skæbne, vi er underlagt. At ”de andre” bestemmer, hvordan vores liv skal være. Hvis andre er onde mod hinanden, er jeg så nødt til at blive trist eller bange? Eller viser jeg mit barn, at vi altid selv bestemmer i vores eget liv. At vi til enhver tid kan spejde efter – og finde – det dejlige, vi ønsker skal være i livet og gøre dét til det virkelige liv. At vi har lov at gøre alle uhyrlighederne omkring os til en meget lille ting, der dybest set ikke har noget med vores person at gøre. Det betyder absolut ikke, at vi ikke ønsker at hjælpe andre i nød. Det er oplagt, at vi lærer børnene at hjælpe, hvor man kan. Men der, hvor man ikke kan gøre noget… da smid tanken om alt det skrækkelige væk. Glem det. Eller tag det slet ikke ind. Og kom videre med DIT liv. Noget, der måske er værd at tænke over. Og give i arv.