Vi beklager os tit over den danske sommer, og den er nærmest dagligt det store samtaleemne. Den danske sommer. Vejret, som vi næsten aldrig er tilfredse med, uanset hvordan det stiller sig an. Sommeren må med rette kunne sukke beklagende over os og sige som den evigt udskældte ægtemand: ”Lige meget hvad jeg gør, så er det aldrig godt nok!”
Skønt mange har haft et halvt århundrede til at lære den danske sommer at kende og enten elske eller hade den – ja, mange har endda kunnet vælge at forlade den for evigt – beklager vi os.
Vi sidder og stirrer på vejrudsigten i tv. Ikke mere end 15 grader?! Dét må man nok sige, og så i juni måned! Det er simpelthen for galt! Vi er blevet snydt, ja, vi er. Næææ, så skulle man en tur til Indien, Thailand eller et andet varmt sted, dér er bare evigt skønt, ville mange mene på en regnvejrsdag. Den regn, naturen har så hårdt brug for, hvis den skal være så grøn og smuk som vi jo også kræver. Den regn, vi sukker efter, når græsplænen er ved at blive brunlig og blomsterne hænger. Og som vi jamrer over, når den endelig kommer.
Brok lød der også den sommer, hvor der var omkring 30 grader i laaaannng tid. Og vi stønnede: ”Åh, det er ikke til at holde den varme ud!” Uanset hvor man bevægede sig hen, lød jammeren: ”Nu må varmen godt snart tage af. 20 grader og ikke mere. Så er det fint.”
Så blev der 20 grader, og derunder, og vi jamrede igen. Nu var det for koldt. Føj for en kold sommer! Mon man ikke skulle se sig om efter en billet til det varme og solbeskinnede Langtbortistan? Og da vi så ankom der og mærkede den tørre varme, var det skøøøønt i præcis et kvarter, så var det nu alligevel lige rigelig varmt, og bestemt alt for tørt. Ingen vegetation. Det meste var gråt af støv. Her havde da vist ikke regnet i meget lang tid.
Og så er det, spørgsmålet opstår: Er vi nogle helt utrolige brokkehoveder, der har gjort det til en sport at brokke os? I hvert fald er brokkeri over vejret mere reglen end undtagelsen når man mødes, og samtaleemnet er langtidsholdbart og kan genbruges i evigheder.
Men, sagt én gang for alle: Den danske sommer er vidunderlig! Intet andet. Med sine fantastiske skift får vi det hele med, ganske gratis. Klar, blå himmel eller skyer i alskens farver. Altid forandring. Blæst eller stille regn, der bringer de vidunderligste dufte med sig. Solskin, 10, 15 eller 20 grader. Lyst, grønt, gule rapsmarker, røde valmuer – ja, alverdens farver i naturen, uanset temperaturen.
Koldt? Det kommer helt an på, hvordan du klæder dig. Og hvordan du vælger at se situationen. Om vinteren ville du sige: ”Åh, hvor er det dog dejlig varmt!” hvis du pludselig oplevede en dag med 10 graders varme. Og du ville glæde dig og nyde det.
Én ting er sikker: Det handler om forventning. Det må være den, der forkludrer det hele. Men hvad så med slet ikke at have nogen som helst forventning? Og bare se alt som det er? Bestemt en mulighed, ikke ret mange kender til.
Forleden sad der en stor, vakkelvorn solsorte-unge på min græsplæne. Den sad med det dér unge-blik, som kun små børn og dyreunger har, og kiggede rundt med hovedet på skrå og store, nysgerrige øjne, som om den tænkte: ”Nøøøøjjj, hva’ er dog det? Waw, hvor er det dog fantastisk!” Det var det samme blik som når et barn ser en rød rangle for første gang. Dét at kunne forbavses. Dét at hengive sig helt og fuldt til øjeblikket. Og jeg tænkte: Hold da op, der er noget, vi har glemt! Den véd, hvad det drejer sig om! Vi går og brokker os. Hvad med bare at åbne øjnene og se. Hvad med at åbne alle sanser og føle. Uden at forvente noget som helst. Det er alle forventningerne der ødelægger det hele. Hvad med i stedet at tage tingene som de er og vælge, at det her, det er bare helt fantastisk. At sige tak, fordi den danske sommer er vidunderlig i al sin mangfoldighed. Og se, at det er der meget andet, som også er. Men som vi for let overser.