Når jeg føler, det er forår, så er det forår – for mig. I perioder med tø har jeg gået og rodet i haven. Tænkt intenst på det, der skulle købes, det, jeg ville så, og på nye forsøg med planter, der skulle afprøves. Jeg har overlevet vintermørket på tanken om blomster. Set dem for mit indre blik og sagt til mig selv, at de for søren da en dag måtte vise sig igen og sætte kulør på min vintergrå have.
Alle de flotte tilbud i bladene med billige stauder, stedmorblomster og meget andet får mig til at dåne af fryd. Yes! Det skal jeg bare have, uanset om jeg så senere har penge til mad eller ej. Men faktisk er det da ikke særlig dyrt. At det så løber op, når man også lige skal have dét, og dét – samt et par andre slags, jamen det siver jo ligesom ikke ind hos en, der er totalt vild blomster.
Hvert forår tænker jeg tilbage på mig og planterne, da jeg var barn. Over hele gulvet i mit værelse stod små urtepotter med aflæggere af planter eller kerner. Det var åndeløst spændende! Ja, der var ikke til at sætte en fod for planter. Jeg var totalt opslugt. Tænk, at en lille grape-kerne kunne blive til en stor busk med duftende blomster! Jo jo, så langt nåede det sandelig.
Faktisk vender denne følelse tilbage hvert forår. Da kan man finde mig, stivfrossen, men håbefuldt liggende på alle fire i haven, som en sporhund skrabende i den hårde jordoverflade, på jagt efter de første spirer. Og tage forskud på sommeren ved at plante de smukkeste, sarteste blomster, netop indført fra Langtbortistan (hvor der sikkert allerede er sommer, men hvem tænker på det, når ”ånden” er over én). Og opleve, at næste morgen er hele herligheden frosset ned til en ynkelig suppedas. Øv. Jammer. Sorg. Det var da ellers forår, var det ikke?
Men senere: Skidt med det. Det var den glæde værd! Hvem lader sig kue af provokationer i form af lidt nattefrost. Det er bare – som i så mange andre tilfælde – op med hovedet og på’n’ igen! Og forretningerne har jo nok af det hele – i alle farver – ikke.
Fyren på planteskolen sagde en dag: ”Uha Irma, sikke en masse blomster, du nu skal hjem og plante,” og jeg kunne se, han mente: Har du virkelig råd til alt det? Og jeg svarede glad: ”Jeg er VILD med blomster! Jeg vil hellere, til sin tid, dø i en masse blomster end i penge.”
Og han nikkede faktisk, som om det var lige før, han forstod det.