Masser af steder i verden er der ufred, hårdhed og uvenlighed og utryghed. Mellem nationerne – ja måske endda mellem venner. Måske er denne følelse også rykket ind i dig selv. Hvornår og hvordan vender det? Glæd dig! Du er ikke underlagt mere kulde end du selv kan fortrænge. Og du kan oven i købet være med til at vende det med en helt enkel metode.
Når vi åbner for tv eller avisen, præsenteres vi for kulde, vrede, krige og mord. Uanset temperaturen her i landet lige nu, præsenteres vi dagligt for denne form for kulde, der trænger sig ind på os og gør os nervøse, ulykkelige og kolde indeni. Mennesker, vi møder på gaden, taler om den ufred, vi præsenteres for i medierne. Vreden, frygten, frustrationerne, krige og mord. Men i dag fik jeg pludselig en varm tanke, som jeg gerne deler, nemlig: Uanset hvad der sker omkring mig, bestemmer jeg – og ingen anden – hvordan temperaturen er inde i mig. Og hvad jeg vil tage ind af kolde informationer i det hele taget. Det gælder selvfølgelig ikke kun for mig, det gælder for hvem som helst. I virkeligheden er der frit valg på alle hylder med hensyn til, hvad man vil lukke ind i sin bevidsthed, hvad man vil se, hvad man vil reagere på – ja, hvordan man vil have det indeni. Ret varm tanke i en tid, hvor alle føler sig bombarderet med kulde og måske slet ikke tænker på, at de har valgfrihed mht. at sige fra.
Livets store teatersal
Livet er én stor teatersal, hvor vi alle sammen sidder. I salen er der helt mørkt. På scenen spilles mange forskellige teaterstykker, glade, som triste og voldelige. Vi har hver især en stor lygte, og med den kan vi vælge at lyse præcis på det teaterstykke, vi ønsker at se.
Egentlig en fantastisk tanke, ikke? Og en fantastisk valgfrihed i en tid, hvor mange måske helt glemmer, at vi reelt har denne valgfrihed.
Ingen bestemmer, hvad vi skal se i tv. Ingen bestemmer, hvad vi vil læse om i aviserne. Om vi overhovedet vil læse eller se noget af det. Ingen bestemmer, hvordan vi vil have det indeni. Det gør vi kun selv.
Fordriv kulden
Nogen ville måske indvende: Man kan ikke bare lukke sig til og være sig selv nok, for nogen er jo nødt til at tage sig af kulden. Er det sandt? Øges kulden ikke, jo mere fokus der er på den? Får vi ikke mere af det, vi hele tiden tænker på?
For mig at se kan der være flere måder at fordrive kulden på. De måder, der ikke er så synlige lige her og nu, kan i virkeligheden være de allermest virksomme.
Mange spørger med trist stemme: ”Jamen hvad kan jeg gøre?” Svar: Du kan gøre det hele! Den ypperste måde at fordrive kulden på er at udsende varme. Og ligger varmen ikke inde i os, kan vi skabe den, så den efterhånden tager fast ophold.
Hvordan lader det sig gøre? Det er meget enkelt: Ved at tænke varme, kærlige tanker – simpelthen om alt og alle. Også om det og dem, det måske umiddelbart kan synes svært at tænke varmt og venligt om.
Om det er let? Jamen det spørgsmål er ikke relevant, for fakta er, at det er MULIGT. Og hvis alt skal blive varmere og kærligere, er vi nødt til at starte med at vende noget inde i os selv. Det handler aldrig om, hvordan andre er overfor mig. Men kun om, at bestemmelsen om at udsende varme til alle nu er taget.
Her skal overhovedet ikke tales ét ord om, hvem der er skyldig i hvad. Det er helt udenfor dette nummer. Det her handler om, at enhver af os kan være med til at tø kulden op. Den indstilling smitter hvem som helst den kommer i berøring med.
Fast beslutning og bevidst arbejde
Øvelse gør mester, og det gælder i høj grad her. Øver man sig i at ville tænke varme tanker om alle andre, bliver den følelse efterhånden en integreret del i sit menneske. Det sker gennem fast beslutning og bevidst arbejde, især ved, helt bevidst, at fjerne kolde, negative tanker, når de viser sig, og straks erstatte dem med varme – ligesom når man overskriver et forkert ord på computeren.
Det fantastiske er, at den form for varme kan ingen kulde bryde igennem! Den er også det eneste, der efterhånden kan fortrænge kulden udadtil. Intet andet middel er så virksomt. Netop denne vending har jeg skrevet om i min bog ’Få dig et liv’, og det gav mig anledning til at tænke yderligere over det og prøve det af i praksis. Tro det eller ej: Denne indre varme er det eneste holdbare i livet. Den er gratis og fantastisk kraftfuld.
Såvel som kulde og vrede kan brede sig som ringe i vandet, kan varmen det også. Prøv det, og bliv forbavset over resultatet. Naivt? Kald det hvad du vil. Men virksomt er det! Den, du viser varme overfor – uanset om det er i tanke, ord eller handling, og uanset om andre viser dig det samme – den person vil forandre sig, lidt eller meget, hurtigt eller langsomt. Sådan er det!