Masser af steder i verden er der ufred, hårdhed og uvenlighed og utryghed. Mellem nationerne – ja måske endda mellem venner. Måske er denne følelse også rykket ind i dig selv. Hvornår og hvordan vender det? Glæd dig! Du er ikke underlagt mere kulde end du selv kan fortrænge. Og du kan oven i købet være med til at vende det med en helt enkel metode.

Når vi åbner for tv eller avisen, præsenteres vi for kulde, vrede, krige og mord. Uanset temperaturen her i landet lige nu, præsenteres vi dagligt for denne form for kulde, der trænger sig ind på os og gør os nervøse, ulykkelige og kolde indeni. Mennesker, vi møder på gaden, taler om den ufred, vi præsenteres for i medierne. Vreden, frygten, frustrationerne, krige og mord. Men i dag fik jeg pludselig en varm tanke, som jeg gerne deler, nemlig: Uanset hvad der sker omkring mig, bestemmer jeg – og ingen anden – hvordan temperaturen er inde i mig. Og hvad jeg vil tage ind af kolde informationer i det hele taget. Det gælder selvfølgelig ikke kun for mig, det gælder for hvem som helst. I virkeligheden er der frit valg på alle hylder med hensyn til, hvad man vil lukke ind i sin bevidsthed, hvad man vil se, hvad man vil reagere på – ja, hvordan man vil have det indeni. Ret varm tanke i en tid, hvor alle føler sig bombarderet med kulde og måske slet ikke tænker på, at de har valgfrihed mht. at sige fra.

Livets store teatersal

Livet er én stor teatersal, hvor vi alle sammen sidder. I salen er der helt mørkt. På scenen spilles mange forskellige teaterstykker, glade, som triste og voldelige. Vi har hver især en stor lygte, og med den kan vi vælge at lyse præcis på det teaterstykke, vi ønsker at se.
Egentlig en fantastisk tanke, ikke? Og en fantastisk valgfrihed i en tid, hvor mange måske helt glemmer, at vi reelt har denne valgfrihed.
Ingen bestemmer, hvad vi skal se i tv. Ingen bestemmer, hvad vi vil læse om i aviserne. Om vi overhovedet vil læse eller se noget af det. Ingen bestemmer, hvordan vi vil have det indeni. Det gør vi kun selv.

 Fordriv kulden

Nogen ville måske indvende: Man kan ikke bare lukke sig til og være sig selv nok, for nogen er jo nødt til at tage sig af kulden. Er det sandt? Øges kulden ikke, jo mere fokus der er på den? Får vi ikke mere af det, vi hele tiden tænker på?
For mig at se kan der være flere måder at fordrive kulden på. De måder, der ikke er så synlige lige her og nu, kan i virkeligheden være de allermest virksomme.
Mange spørger med trist stemme: ”Jamen hvad kan jeg gøre?” Svar: Du kan gøre det hele! Den ypperste måde at fordrive kulden på er at udsende varme. Og ligger varmen ikke inde i os, kan vi skabe den, så den efterhånden tager fast ophold.
Hvordan lader det sig gøre? Det er meget enkelt: Ved at tænke varme, kærlige tanker – simpelthen om alt og alle. Også om det og dem, det måske umiddelbart kan synes svært at tænke varmt og venligt om.
Om det er let? Jamen det spørgsmål er ikke relevant, for fakta er, at det er MULIGT. Og hvis alt skal blive varmere og kærligere, er vi nødt til at starte med at vende noget inde i os selv. Det handler aldrig om, hvordan andre er overfor mig. Men kun om, at bestemmelsen om at udsende varme til alle nu er taget.
Her skal overhovedet ikke tales ét ord om, hvem der er skyldig i hvad. Det er helt udenfor dette nummer. Det her handler om, at enhver af os kan være med til at tø kulden op. Den indstilling smitter hvem som helst den kommer i berøring med.

Fast beslutning og bevidst arbejde

 Øvelse gør mester, og det gælder i høj grad her. Øver man sig i at ville tænke varme tanker om alle andre, bliver den følelse efterhånden en integreret del i sit menneske. Det sker gennem fast beslutning og bevidst arbejde, især ved, helt bevidst, at fjerne kolde, negative tanker, når de viser sig, og straks erstatte dem med varme – ligesom når man overskriver et forkert ord på computeren.
Det fantastiske er, at den form for varme kan ingen kulde bryde igennem! Den er også det eneste, der efterhånden kan fortrænge kulden udadtil. Intet andet middel er så virksomt. Netop denne vending har jeg skrevet om i min bog ’Få dig et liv’, og det gav mig anledning til at tænke yderligere over det og prøve det af i praksis. Tro det eller ej: Denne indre varme er det eneste holdbare i livet. Den er gratis og fantastisk kraftfuld.
Såvel som kulde og vrede kan brede sig som ringe i vandet, kan varmen det også. Prøv det, og bliv forbavset over resultatet. Naivt? Kald det hvad du vil. Men virksomt er det! Den, du viser varme overfor – uanset om det er i tanke, ord eller handling, og uanset om andre viser dig det samme – den person vil forandre sig, lidt eller meget, hurtigt eller langsomt. Sådan er det!

Hvad skal man tænke og tro – vi er udsat for tilbud og andres meninger hele tiden. Der er ingen grund til forvirring, svaret ligger i dig selv.

Intuition er for mange et fremmedord. Og det er synd, for det er den, der kan vise os vej til det hele. Den kan vise dig DIN vej. Og det er jo slet ikke så lidt. Masser af mennesker er totalt i vildrede med det ene og det andet, ja endog tit med, hvad de selv mener, hvad de dybest set ønsker i livet og hvad de skal gøre hvornår.
Samtidig findes der masser af rådgivere, den ene bedre end den anden, der påstår at kunne vejlede og hjælpe os. Hvad mange af dem sikkert også kan. Og alligevel er mange stadig i tvivl med hensyn til, hvad de virkelig ønsker i livet. Og værdien af deres egen bedømmelse. Har du det sådan, så fortvivl ikke. Hjælpen er lige ved hånden. Eller rettere sagt: Den ligger inde i din bevidsthed.

Jeg vidste det jo godt!

Vi kender det alle sammen. At have gjort en fejl og bagefter tænke: ”Jeg vidste jo godt, hvad jeg skulle have gjort, men min fornuft sagde noget andet, og den fulgte jeg.” Ja, vi har tillært os en masse tanker om, hvad vi gør klogest i. De tanker bygger enten på andres ord, andres erfaringer, eller vore egne tidligere erfaringer. Men andres erfaringer kan vi ikke altid bruge til noget, måske endda sjældent. De kan være overordnede retningslinier i visse tilfælde, men aldrig en specifik rettesnor for dit liv. Fordi to mennesker ikke er ens. Ingen har helt den samme baggrund, de samme erfaringer at bygge videre på – eller skal den samme vej.
Nogen siger: ”Min indre stemme sagde, hvad jeg skulle gøre, men jeg tog det ikke alvorligt.” Kald det hvad du vil. Din indre stemme. Din 6. sans. Under alle omstændigheder ligger alle svarene i dig selv, du skal bare kalde dem frem. Ved at lytte ordentligt indad, hver gang der opstår et spørgsmål eller du er i en situation hvor du skal vælge. Vælg det, der føles mest naturligt for dig. Det, der ligger lige for. Ikke det, du tror, du skal vælge. Lad ikke hjernen få overtaget, for den er oplært af andre. Gå den direkte vej, ind i dig selv. Spørg her, og du mærker svaret. Er det så et svar, hvor du tænker: Nej, det kan simpelthen ikke være rigtigt! – så lyt alligevel og tag din intuition alvorligt. Svarene kan man ikke altid tænke sig til.

 Din indre stemme har ret

Jeg har selv oplevet det masser af gange, og jeg kan stadig dumpe i og tænke: ’Nej, nu stopper vi. Nu gør jeg det, jeg altid har gjort i den slags situationer.’ Og så – bagefter, når jeg fandt ud af at jeg havde gjort en fejl, fordi jeg lyttede til mine tanker i stedet for min indre stemme, har jeg ærgret mig. For HVER ENESTE GANG min intuition har talt med store bogstaver, og jeg ikke har lyttet, har jeg fået et dårligt resultat ud af det. Og hver gang – hver eneste gang – jeg har lyttet til min indre stemme, har heldet været med mig, og jeg har valgt rigtigt. Det er så interessant, og man kan lære at blive meget dygtig til at finde sine egne, rigtige svar i alle ting. Er du nogle gange i tvivl, så slap af, hold en pause, find ro, og så lyt. Uro og stress kan hindre vejen til intuitionen. At anse sig selv og sin egen intuition som den største autoritet i sit liv kan efterhånden give den sikkerhed og glæde, enhver har behov for, og være årsag til at man når sine mål med glæde.

Tænker vi danskere kun på at spise?

Eller har vi bare glemt, at der findes andet i livet? Understående er skrevet med ”et glimt i øjet”. Men er det måske alligevel – bare sådan lidt – til eftertanke? Familien, jeg besøgte midt på sommeren, skulle på tur til havet, og der blev talt meget om sagen. Nej, ikke om turen. Men om, hvad de skulle tage med at spise. Der var jo alle muligheder, lige fra rejemadder kølet ned med små frostboxe – til mors hjemmebagte boller med brie – og så lidt at drikke, sodavand, hvidvin, og… og…

Endelig kom man af sted. Ungerne havde stillet betingelser. Til en god tur hører slik i bilen. Og chips eller popcorn. Og sådan blev det. ”Se derude!” sagde moren begejstret efter et kvarters kørsel. ”Se lige dyrene på marken. Og se valmuerne ved siden af! Er det ikke flot?” ”Lad være at tage mine popcorn!” råbte et af børnene. ”Er der mere slik, jeg har næsten ikke fået noget!” råbte en anden. ”Så I det?” spurgte moren igen, men ingen svarede. Vel ankommet til stranden, lød det første spørgsmål præcis fem sekunder efter udstigningen: ”Hvornår skal vi spise? Vi har da husket maden, ikke?” ”Ellers må vi i gang med at lede efter et sted, hvor vi kan købe mad,” trøstede faderen. Så spiste de. Med det samme. Når de nu havde det med, ikke? En halv time efter var der kaffe og kage. Og så i kiosken efter is. Bagefter var det blevet lidt senere, end de havde regnet med. De kunne lige nå en hurtig badetur, før de skulle hjem og lave aftensmad.

Tænker vi egentlig over, hvor kæmpestor opmærksomhed vi giver dét at spise i vores samfund? Vi tænker mere på at fylde vores mave end på at fylde sindet med gode oplevelser. Eller at GIVE en god oplevelse. Er det ikke rystende? Når vi bliver inviteret ud, handler det altid om, at man skal komme TIL ET MÅTID. ”Kan I komme til middag hos os på lørdag?” Eller: ”Kom søndag eftermiddag til en kop kaffe!” Og man ved, hvad man har at holde sig til. Bliver det ikke nævnet, hvilket måltid der er målet for besøget, står man usikker tilbage: Skal vi spise hjemmefra, eller vanker der noget – og i så fald hvad? Hvor tit hører man en invitation, der lyder: ”Har I lyst at besøge os lørdag aften til en god snak?” Eller til fællessang. Til en konkurrence. Til en spændende samtale med frit valgte emner. Til leg eller vandkamp i haven. Eller til teater, som vi selv laver? Og man ville tænke: Teater? En ny ret? Hvordan smager den mon? Overdrevet? Indrømmet. Men overdrivelse fremmer forståelsen!

Vi healer alle sammen, som regel uden at vide det.

 Healing kan være bevidst. Men den kan også foregå ganske ubevidst, hvor healeren slet ikke er klar over, at han er healer, men bare gør det. Når et barn falder og slår sig, ser vi jo, at dét, forældrene gør, når de kommer styrtende til for at holde om barnet, stryge det over ryggen eller holde sin hånd over såret, er healing i sin simpleste, enkleste og mest virkningsfulde form. For det virker jo! Barnet standser sin gråd. Smerterne forsvinder hurtigere, end de ellers ville have gjort. Alt er godt. Fordi alle forældre er healere uden at vide det. Vi kalder det noget andet. Trøst, for eksempel. Men healing er også trøst.

Vi kan alle sammen heale. Selv børn gør det af og til, helt automatisk. Hvis deres kammerat falder og slår sig, springer de til og stryger ham over ryggen eller håret, nøjagtig som forældre gør det overfor deres barn. Det er medfødt. Vi tænker slet ikke over det, men ved intuitivt, at vi ikke bare skal stå og glo, men berøre. Vi har alle sammen gjort det, fordi det ligger i os, at sker der noget slemt, styrter vi til og giver vores omsorg til den tilskadekomne. Holder om. Healer.

Læg hånden på din vens skulder eller arm. Stryg din veninde over hånden. Giv et knus. Sig varme, kærlige ord. Eller giv en helt bevidst healing, hvor du holder hænderne forsigtigt på et sygt eller ømt sted, indtil det hjælper. Det healer alt sammen – og forandrer helt utroligt. Det GIVER – til både modtageren og giveren. Det er den usynlige kraft, der er mere virksom end meget, der er til at tage og føle på. Det ville være så godt, hvis vi tænkte lidt mere over bare at gøre det og ikke var generte overfor det eller så det som noget mystisk. At vi healede hinanden mere bevidst og dermed meget oftere. Vi ville få følelsen, at vi ikke bare er overladt til vores skæbne, men vi kan gøre noget for at hjælpe hinanden. At styre tingene til noget positivt og behageligt. Det giver ro, overblik og sikkerhed i livet. Glem alle tanker om, hvad healing er. Smid dem væk og så bare gør det! Kald det ikke healing, hvis det ord falder dig for brystet. Det er lige meget, hvad det kaldes, for det virker.

Fra bogen “Få dig et liv” – med undertitlen ‘lev det helt og lær dit barn det samme’. I bogen kan du læse mere om healing, visualisering og et ægte liv.

Hvem kan bruge healing?

Mange føler, at healing er et eller andet mystisk. For mig er healing fuldstændig naturlig. Men den er også en masse forskelligt. Jeg har fået healing, og jeg har givet healing. Det handler ikke om bare at klaske næverne på en anden persons krop eller tænke intenst på, at nu kommer en eller anden guddom nok og gør hele arbejdet, og så er dét healing. Healing er en fin og værdifuld ting, som hver især skal gøre helt på sin egen, mest ligefremme måde.Healing er det naturligste i denne verden og har intet med nogen som helst form for hexerei at gøre. I en del år har jeg gjort forsøg på at kigge ind i healingens inderste væsen. At danne mig et billede af, hvad det, der i virkeligheden er så enkelt, handler om. Det har jeg gjort ved at føle mig frem, ikke ved at tænke.

For mig er healing utrolig enkel og behøver ingen som helst forklaring. Det er berøring, det er kærlighed, det er at give og modtage. Børn kan også heale. Det er endda tit det, der virker allerstærkest. De har stor evne for at give på den måde, for de er nærmere naturligheden og ægtheden end voksne. Børn har godt af at lære at give denne form for hjælp til andre, hvis det ellers falder dem naturligt, og hvis de ønsker det.

Healing handler om noget så enkelt som varme hænder på en anden. Eller tæt på en anden. Et menneske eller et dyr. Medfølelse. At give en anden følelsen af, at jeg er der for dig. Jeg ønsker at hjælpe. Eller at formidle hjælp, hvor den end måtte komme fra. Og det er for mig at se totalt ligegyldigt hvor virkningen kommer fra, bare hjælpen og lindringen indfinder sig.

Det har været diskuteret alt for meget, om healingens virkning kom fra en speciel evne i healeren. Fra en kraft i det ydre rum. Eller fra den person, der blev healet, blot ved tanken om, at nu ville han blive rask. Altså gennem simpel visualisering, som absolut er virksom og en utrolig helbredelsesmetode, hvad man så end kalder den. Her skal imidlertid lige indskydes, at jeg også har set en del, der overhovedet ikke troede på nogen som helst virkning, hvor vedkommende efter healingen alligevel er blevet totalt befriet for den skavank, han oprindeligt kom til healeren med. Faktisk ikke uinteressant.

Modsat vil jeg sige, at det kan sikkert have nogen betydning i visse tilfælde, om vi tror på healingen eller ej. Det kan godt være, det er vigtigt for nogen at vide, hvad det er, der sker under healing. Det tror jeg bare aldrig, man kan give nogen fast formel for. Uanset hvad, er healing den naturligste helbredelsesform og beroligelsesmetode i verden. Vi kan alle bruge den – til hvad som helst. Og vi er her for at stå sammen og hjælpe hinanden, også på den måde.

Uddrag fra bogen ”Få dig et liv” af Irma Lauridsen