Barnet der huskede et tidligere liv

Susannes beretning –  en beretning fra min bog “Ind i det ukendte”

Her kan du læse en af de åndsløst spændende og meget bemærkelsesværdige beretninger fra min interview-bog “Ind i det ukendte”.
Jeg interviewer Susanne, som starter med at fortælle:

Da vores søn Alex var seks år, tog vi på en tur til Italien, hvor vi aldrig tidligere havde haft drengen med. Først besøgte vi Venedig.
Venedig er en stor by, og jeg var lidt bange for, at Alex skulle blive væk. Så jeg prøvede at fortælle ham, at hvis han blev væk for os, har de i Venedig et system med, at fliserne ligger på en bestemt måde. Kommer man på en af de store gader, ligger fliserne sådan, at enten fører de til Markuspladsen, eller også fører de til Rialtobroen.
Jeg forklarede altså, at blev han væk, skulle han søge hen til en af de store veje, hvor han da enten kunne finde til Markuspladsen eller Rialtobroen.
Han så på mig som om jeg var idiot, og jeg kunne se på ham, at det slet ikke var noget problem. Han sagde:
“Jeg bliver ikke væk.”
Men jeg gentog:
“Hvis du nu alligevel bliver væk, så gør som jeg har sagt, da kan vi altid finde dig.”
Drengen sagde endnu engang:
“Jeg bliver ikke væk! Men I kan jo bare lade mig føre an. Lad mig gå forrest!”
Vi kiggede lidt forbavset på ham, og jeg sagde:
“Okay, så gå du forrest.” Så kunne vi jo samtidig holde øje med ham.

Havde du på det tidspunkt nogen ide om, hvad det, drengen sagde, egentlig betød?
Nej, det havde jeg ikke. Men det blev eftermiddag, og vi gik rundt i de små gyder i Venedig. Sidst på efter­middagen blev vi enige om, at vi nok hellere måtte finde vores hotel. Vi ville lige hvile os og klæde om, før vi skulle ud at spise.

Hvis jeg skulle finde hotellet, var jeg nødt til at starte ved Markus­pladsen, for kun derfra kunne jeg finde vejen. Men nu havde vi efterhånden gået så meget rundt, at jeg ikke anede, hvor vi var. Skulle jeg finde hotel­let, ville jeg altså være nødt til at gå tilbage.
Men da jeg sagde til Alex:
“Vi skal finde hotellet nu,” udbrød han plud­selig:
“Ja, nu skal jeg finde det!”
Jeg tænkte: Finde det? En dreng på seks år! Jeg anede ikke, hvor vi var. Men drengen sagde med overbevisning i stemmen:
“Ja, det finder jeg lige.”
Jeg rystede lidt på hovedet. Tænkte, ja ja, men det kan jo godt være, vi finder frem til Markuspladsen ad den vej, Alex vil gå, hvem ved? Så vi fulgte bare efter ham.
Det gik let. Vi rundede lige to hjørner, derefter stod vi ved hotellet.

Var I tidligere kommet den vej, så drengen måske kunne huske det?

Overhovedet ikke. Vi var aldrig kommet den vej før, så jeg var meget forbavset. Jeg kunne på ingen måder gætte, hvordan drengen kunne finde det. Men fakta viste, at han præcist vidste, hvor det var, og han havde ikke et øjeblik været usikker på det.
Alex kunne ikke læse på det tidspunkt, så han kan ikke have set skilte eller andet, der viste til stedet. I realiteten var der heller ingen skilte, der viste til det hotel.

Lige efter spekulerede min mand og jeg ikke så meget over, hvad det var, der var sket. Jeg tænkte bare: Det var et held. Men bagefter kunne jeg se, at det ikke var held. Han var alt for sikker.
Senere viste det sig, at drengen i andre sammenhænge også ville gå foran. Ja, nærmest hele tiden.

Da vi skulle hjem, og vi stod parate med vores kufferter, stod Alex med hænderne på bådens gelænder, kiggede ud over Venedig og det, vi sejlede forbi, og stille udbrød han
“Hvor var det dejligt at se Venedig igen!”
Jeg tænkte: Hvad var det, han sagde? Jeg havde aldrig haft den dreng med i Venedig før!

Talte I om det, da I kom hjem?

Ja. Da vi havde været hjemme i cirka fjorten dage, tog jeg ham en dag på skødet og sagde:
“Hvad mente du egentlig med det, du sagde i Venedig, mens vi sejlede?”
Han sad lidt og tænkte. Så sagde han pludselig:
“Jamen mor, du er jo egentlig slet ikke min rigtige mor.”
Og jeg tænkte: Hvad er det dog, drengen sidder og siger?
Jeg svarede: “Alex, det er jeg da! Du ved da godt, at jeg har født dig.”
“Ja,” sagde han, “jeg ved det sådan set godt, men der er ligesom noget, jeg ikke kan få til at passe…”
“Kan du ikke få det til at passe?” spurgte jeg forbavset.
“Nej,” sagde drengen eftertænksomt, “for… min mor er jo i Venedig.”
“Jamen…” begyndte jeg lidt stammende, “du har da set billeder, hvor jeg var gravid, og det var dig, jeg havde i maven…”
“Ja,” svarede drengen, “jeg ved det godt. Men jeg boede altså i Venedig sammen med min mor. Men så lige pludselig fik I lov at passe mig. Og så var det jo, I fik mig. I skulle bare passe mig.”

Spurgte du ham om flere ting, der eventuelt kunne give et tydeligere billede?

Nej, jeg tror ikke, vi snakkede så meget mere om det den dag, for jeg var bange for at presse ham. Men jeg har fået hans historie stykket sammen, sådan lidt hen ad vejen.
En anden dag, hvor han igen ville snakke, gik jeg ind i drengens tankebaner og spurgte  ham:
“Hvordan havde du det i Venedig?”
“Vi havde det godt, indtil der skete noget,” svarede drengen.
“Hvordan havde du det med din mor?” spurgte jeg.
“Jo,” sagde han, “dengang jeg var helt lille, skulle vi flytte ind i et hus, nogen var ved at bygge. Mens de byggede det, var vi oppe at se det. Der løb jeg og legede gemme sammen med min mor. Jeg gemte mig for hende i værelserne. Men vi kom ikke til at bo i huset, for min far døde.”
“Døde han?” spurgte jeg forbavset.
“Ja, lige pludselig en dag kom politiet i deres båd,” fortsatte drengen, “og de fortalte, at min far var død.”
“Hvordan døde han?” spurgte jeg.
“Han havde fået nogle fiskekasser ned over sig,” svarede drengen med stor sikkerhed. “Han havde nemlig været ude at fiske.”

Nogle fiskekasser? tænkte jeg. Jeg vidste godt, mændene fisker i lagunen, men det havde drengen ikke set, da vi var i Venedig, så han kunne ikke vide det derfra. Vi havde ikke set hverken fiskere, fiskerbåde eller kasser, så han kunne slet ikke forbinde det med vores tur.

Drengen fortalte, at de på grund af farens død ikke kunne flytte ind i huset og fortsatte:
“Vi havde ikke så mange penge, så derfor kom vi til at bo sammen mine fætre.”

En anden dag fortalte Alex videre:
“Da min mor og jeg boede i Venedig sammen med mine fætre, havde vi ikke så mange penge, så vi gik ned i forretningen og købte spaghetti som ikke var lavet den dag.”

Nogle dage senere kunne jeg ikke lade være at spørge Alex:
“Hvordan gik det til, at far og jeg pludselig skulle passe dig, som du jo har snakket om?”

Han fortalte nu, at han var blevet syg, da han boede i Venedig. I starten kom lægen og så til ham engang i mellem. Men efterhånden som han blev mere syg, havde lægen ikke længere tid til at komme, fordi der var så mange, der var syge. Han vidste ikke rigtigt, hvad der mere var sket, men lige plud­selig var det, at hans far og jeg skulle passe ham, sagde han.

Jeg har senere forstået på det han siger, at han må være død som 15-16-årig.

Talte I nogensinde senere om jeres tur til Venedig?

Det gjorde vi. Og en dag sagde Alex:
“Mor, der er altså noget, jeg ikke rigtigt kan forstå. Du ved, den dér fine bro, vi gik over,  den så altså ikke sådan ud, dengang jeg boede der.”
“Hvordan så den så ud?” spurgte jeg nysgerrigt.
“Den var bygget af træ,” svarede drengen med sikker stemme.

Rialtobroen er i dag bygget af marmor. Men Alex fortalte, at broen engang var en træbro.
Jeg prøvede at undersøge hans påstand gennem forskellige historiebøger og fandt ud af, at broen er brændt flere gange og bygget op igen. Tilbage i det trettende århundrede hed broen Quartarolo-broen. Det var en vindebro af træ. Først i 1590 blev Rialtobroen indviet i marmor, som den ser ud i dag.

Hvis Alex har levet dernede for eksempel under pesten, der fandt sted i 1575, som jeg – ud fra det han fortæller om de mange mennesker, der blev syge – kan få en fornemmelse af måske var tilfældet, var Rialtobroen jo netop en træbro, men dog lidt finere end bare nogle bjælker, som den kun bestod af i starten.

Havde du indtryk af, at de tanker påvirkede Alex fremover?

 Alex havde nogle problemer i tiden efter, vi kom hjem fra Venedig, og han igen var begyndt i skolen efter sommerferien. Det var som om han kom til at virke lidt mere aggressiv. De næste par år i skolen skulle der ikke så meget til, før han blev vred.
Jeg spurgte ham engang, hvad der var i vejen, og han svarede:
“Jeg kan nogle gange ikke finde ud af, om jeg er den ene eller den anden dreng. Ham fra Venedig eller ham fra Danmark.”

Jeg er sikker på, det her virkelig er en erindring, Alex har. Og jeg har tænkt på, om han, da han levede i Venedig, måske var nødt til at være lidt aggressiv for at klare sig. Simpelthen har skullet bruge al­buerne for at hævde sig. Alex’s aggressivitet virkede på mig lidt som en slags storby-aggressivitet. Og jeg har tænkt, at Venedig måske kan have været hård at bo i på det tidspunkt.

Han havde ingen af de problemer, før vi tog på turen til Venedig. Og da vi var i byen, følte jeg heller ikke, at han på nogen måde ændrede personlighed. Han gik bare foran hele tiden med en vis form for stolthed. Det andet kom først senere. Efter at vi var kommet hjem.

Drengen begyndte at få svært ved at koncentrere sig, og derved kom der hurtigt indlæringsproblemer. For at prøve at hjælpe drengen lidt, sagde jeg en dag:
“Jamen Alex, er der ikke et eller andet af det, du kunne i Venedig, du kan bruge her? Noget, du var rigtig god til?”
Og han svarede, efter at have tænkt sig om:
“Ved du hvad, jeg var rigtig god til at kaste med æbler. Men det kan jeg jo ikke rigtig bruge til noget her.”

På et tidspunkt følte jeg, at jeg var nødt til at forklare drengens lærere, hvad der foregik, så de lettere ville kunne forstå ham. Derfor aftalte jeg et møde, hvor jeg fortalte, hvorfor han ikke altid kunne finde ud af, hvem han var. De måbede over det, de fik at høre. Men jeg forklarede, hvordan jeg opfattede det, som drengen havde fortalt mig. Hvad de så har ment om det, ved jeg ikke.

Fortalte han mere fra Venedig?

Nej, jeg følte, det måtte stoppe her. Så jeg spurgte ikke mere Alex om noget i forbindelse med Venedig. Jeg syntes, han skulle have fred, så til trods for, at jeg var nysgerrig, sagde jeg aldrig mere om det.
Som tiden gik, forsvandt hans aggressivitet langsomt. Og jeg mærkede, at han lidt efter lidt lukkede for de ting, han havde husket.

Da Alex var cirka 9 år fandt jeg ud af, at han har visse evner, man måske ikke møder hos så mange. For eksempel at han kunne se aura. Han sagde en dag, idet han så på mig:
“Jeg kan se, at du har meget grønt i dig. Men jeg kan bedst se det sådan lidt ved siden af dig.”
Min mor kan også se aura, så en dag sagde jeg til hende, uden i for­vejen at fortælle, hvad drengen havde sagt:
“Prøv lige at se på mig. Hvilken farve er der mest af omkring mig?” og hun svarede:
“Den grønne farve er mest domi­nerende.”

Kort tid efter opdagede jeg, at Alex virkede lidt trist. Jeg spurgte, hvad der var i vejen.
Han svarede:
“En af mine hjælpere er væk, og han kommer ikke mere.”
Jeg havde ikke talt med drengen om åndelige hjælpere, skønt jeg selv tror på, at vi har dem. Jeg prøvede at trøste ved at sige, at så fik han vel en ny en dag.

Cirka otte dage efter kom han grinende og i højt humør og sagde:
“Mor, jeg har fået en ny hjælper! Han er bare så sjov. Nogle gange sidder han og hvisker mig i øret. Det er vittigheder og en masse andet. Nogle af de ting kan jeg sige til de andre i skolen, og så griner de. Men de ved ikke, det er noget, nogen har hvisket til mig.”
Han fortalte også af og til, at hvis han havde problemer, han ikke sådan lige kunne finde svar på, spurgte han bare sine hjælpere, så gik det hele godt igen.

Det var så dejligt at opleve, at han igen var blevet glad. Og at mærke, at han nu var parat til at køre videre, helt og fuldt i sit nuværende liv.
***

Du kan læse mange flere beretninger, også nogen, der er helt anderledes – i bogen “Ind i det ukendte”. Bogen kan bestilles via post@irmalauridsen.dk
Bogen er oversat til engelsk. Den engelske titel er “Inside the unknown” og den kan købes som Kindle e-bog på Amazon. Følg linket her.