Lektør udtalelse fra DBC: Tænk dig til det hele
Lektørudtalelse fra DBC – uge 2008/05
Lektørudtalelse (08/05) 2 707 485 5 (A)
Lauridsen, Irma: Tænk dig til det hele, visualisering – guide og ideer/ Irma Lauridsen, forord af Carsten Vagn-Hansen. – Vanessa. – 143 sider. – DK 61.36
Anvendelse/målgruppe/niveau
Henvender sig til alle, der kunne tænke sig at ændre ting i livet ved hjælp af visualisering.
Beskrivelse
Forfatteren har arbejdet med visualisering i mange år. Hun bruger det som en integreret og meget jordnær del af sin dagligdag, og det er de tanker, hun formidler videre i bogen. Vi får først en gennemgang af de forskellige farvers betydning og noget om afslapning før visualisering. Dernæst en lang række kapitler, der indeholde forslag til konkrete visualiseringer: helbredelse af knuder, energi, mod, afstressning, varme, at blive slank osv. Man kan også hjælpe sig selv til rygestop og finde en kæreste. Forfatteren henviser overalt til at søge læge, hvis der er tale om alvorlig sygdom sideløbende med visualiseringen. Læge Carsten Vagn-Hansen har skrevet forord til bogen. Irma Lauridsen har skrevet om det okkulte og om vægtproblemer foruden en lang række børnebøger.
Sammenligning
Der findes en del andet om visualisering og positiv tænkning. Den mest efterspurgte lige nu er The Secret – hemmeligheden, 2007 . Irma Lauridsens bog er en mere dansk og meget jordnær udgave af de samme tanker.
Konklusion
En brugsbog, der er fin hvis man skal introduceres til begrebet visualisering. Her får man konkrete eksempler og gode ideer fra første side.
Jette Landberg