Jeg har lige regnet lidt på mine løbeture og fundet ud af, at jeg løber over 1000 kilometer om året.
Det ser jo ud af meget men er det faktisk ikke. Det er kun 3 eller 4 km. hver dag, og det er jo let og hurtigt overstået. Er kun sprunget over turen 2 dage i vintertiden, og det var udelukkende fordi det var glat – og den risiko vil jeg ikke byde mine ben.

Jeg har nu løbet den daglige tur i nogle år, og diskussionen med mig selv, om jeg nu gider/orker/har lyst eller ej, er forlængst forbi. Det er bare afsted! Og det er altid, uden undtagelse – helt utrolig skønt! Både at få rørt kroppen på den måde, men også at komme ud i al slags vejr og mærke de skift, der er i naturen fra dag til dag.
Og tro mig, det er aldrig det samme! Der er altid en lille forskel, ikke to dage er ens. Der er hver eneste dag så megen skønhed at se, høre, mærke, dufte og sanse, uanset vejret.

En dag med storm, hvor man bare flagrer af sted som en fugl og må bruge kræfterne hjemad i modvind.
Regn, der kan føles så skøn mod huden, og man ved hjemkomsten er våd helt ind i sjælen på en dejlig måde.
Sol, hvor naturen bare stråler. Og dufter. Og fuglene i foråret er helt hysteriske af lykke. Alle de småting, man får øje på! Nogle gange er jeg blevet fulgt på vej af en lille fugl, andre gange af en sommerfugl, der har kredset rundt om mig, er fløjet lidt i forvejen, og derefter hen ved til mig igen.
Tåge, der kan være så magisk, at man føler, man løber direkte ind i et eventyr.
Frost, der er så klar, fin og ren, og hvor naturen kan være så stille.

Hvad som helst er det en smuk og anderledes oplevelse at løbe ud i naturen hver dag og blive ét med det hele. Altid. Denne stærke vilje til LIV, der er overalt derude. Noget, jeg ikke ville lægge mærke til på samme måde, hvis ikke ligefrem jeg kom ud og RØRE ved det med alle sanser.
Så TAK til den vidunderlige natur – sikke en gave! Tak til mine gode løbeben, der kan føre mig ud og blive ét med det hele, bare ½ time om dagen. Og tak fordi jeg er sund og rask og har muligheden for det her – det er jo absolut ikke nogen selvfølge. Eller måske omvendt: faktisk kan jeg tydeligt mærke, at jeg er blevet meget sundere, friskere og stærkere af at løbe hver dag.

Ukrudtet i haven er sprængfyldt med vitaminer og mineraler, som vi kan få SÅ meget gavn af, hvis vi spiser det. Udnyt det, nu, hvor det har små, sprøde blade – fx ved at bruge det i en smoothie.

(Pluk dog aldrig ukrudt ved befærdet vej eller op ad sprøjtede marker!)

Her er en af mine egne ”opskrifter”, som ikke er en egentlig opskrift, men bare en ide. For du kan selv kombinere det hele, som det passer dig, og prøve dig frem, evt. med andre frugter el. grønsager – alt efter smag og muligheder. Men sådan her gjorde jeg – og det smagte skønt og gav masser af energi:

En stor håndfuld af friske:

Brændenælder, skvalderkål og mælkebøtteblade.

Lidt mynteblade

En banan (økologisk)

En appensin (økologisk)

Lidt juice, så det ikke bliver for tørt.

Kør det hele gennem en blender og spis det straks. Det giver masser af energi, både fysisk og psykisk.

Tændernes udseende betyder utrolig meget, hvis du vil se godt ud. I tiden er det populært at finde sig en tandlæge i udlandet. Her tilbydes renovation af tandsættet til lavere priser end i DK. Men der er åbenbart forskel på fakta bag de mange tilbud! Nedenstående er selvoplevet. Men der kan højst sandsynligt være helt anderledes oplevelser at hente hos udenlandske tandlæger – også.

Jeg har en tandlæge i udlandet. Eller rettere – jeg havde. Tandkroner er ikke billige i DK. Så fuld af håb ringede jeg til en tandlæge i udlandet. Han havde tilknytning til Danmark og kendte udmærket til mig og mit forfatterskab, oplyste han. Jo, jeg var yderst velkommen hos ham.

Fuld af håb rejste jeg af sted for at få et tjek. Jeg syntes, han virkede en smule overfladisk og stresset, men han var yderst venlig. Han talte hurtigt, usammenhængende, lavede om på det, han først havde sagt, så jeg efterhånden følte mig sådan lidt som i en karrusel.
Halvsvimmel spurgte jeg om ting, som han mente, han havde sagt. Det var også tilfældet, han havde bare lavet det om flere gange, og af den årsag ville jeg, for god ordens skyld, godt lige vide, hvad det så var, der gjaldt.

Manden oplyste med et smil, at hans kone havde læst nogle af mine bøger, ”ja, du skrev jo den dér: ’Elskede Rosa’, og ’Slank på den lette måde’, ikke …?” – jo jo, så faktisk ville han godt lave noget sort arbejde på mine tænder.

Hm… nå! Jeg forstod ikke, hvad mine tænder havde med hans kones læsning af mine bøger at gøre men ville da godt vide, hvad hans arbejde i så dunkel en farve ville indebære af mindre betaling. For det var vel dét, sagen i så fald drejede sig om, eller…?
Tandlægen fik pludselig et par ticks ved øjnene og meddelte ord-snublende, at det kunne han ikke helt svare på, det kom jo an på så meget.
På hvad, for eksempel?

 Hvad koster det?

 Det var stadig svært at svare på. Men okay da, han kunne strække sig til det yderste og tilbyde mig to kroner for 7.000 kroner, og det var BILLIGT!
Hvor billigt i sammenligning med hvidt arbejde, ville jeg godt vide. (Hold da helt op, hvor må jeg have virket irriterende – på den anden side har jeg et ekstremt behov for helt klare linier, og jeg mente, sagen var så enkel, at man ikke engang behøvede en lommeregner…) Efter at tandlægen havde kastet et hastigt blik op i loftet, som om svaret befandt sig der, forstod jeg, at heller ikke det regnestykke kunne gå op. Derfor prøvede jeg at hjælpe lidt til ved at komme med et meget enkelt eksempel.

Det var nemlig så (u)heldigt, at jeg tidligere havde hørt en mand fortælle, at han havde fået en krone hos selv samme tandlæge for 3000 kroner. Det forelagde jeg denne mester udi tandarbejde, som nu, kampklar og stammende, kvitterede med at indvende, at det kendte han ikke noget til. 3000?? Jamen – der ville da altid komme noget oveni, for eksempel bedøvelse (ja tak!!) og andre ting.
Hvilke andre ting? Jeg turde næsten ikke spørge. Manden sukkede opgivende. Det var heller ikke lige til at sige. Så – altså kunne det meget vel (jeg oversætter lige: højst sandsynligt) komme til at overstige de 7000 kroner, alt efter hvor besværlige mine tænder var (nej, der skulle ikke rodbehandles, det havde vi tjekket!).

 Han afbrød mig hele tiden, og hans fremtoning viste mig, at nu skulle jeg ikke komme for godt i gang. Det ene øjeblik sagde han ét, og det næste noget andet, så jeg selv skulle gætte mig til fakta, hvis det begreb ellers fandtes i hans verden. En tvivl, der bestemt ikke gav mig grund til tryghed, siddende dér, fastspændt i torturstolen med en let jernkæde om halsen med tilhørende serviet.

Han havde travlt, lod han mig vide (omsider indrømmede han dét, som selv én med yderst lav IQ ville have gættet ved første øjekast). Så han aftalte med sig selv, at han – næste gang – skulle ordne et lille hul i en tand, som start.
Jeg indvendte, at jeg ellers godt ville have lavet hele molevitten på én gang, så jeg ikke behøvede at tage den lange vej flere gange. Men det var tiden slet ikke til, var svaret. Nå, hm – og han ville altså ikke ordne bare én eneste lille tand nu, så jeg kunne føle, at der dog var sket lidt i dag.
Nej! Den næste patient ventede derude, meddelte han smilende og rakte mig sin gummi-behandskede hånd til hjertelig afsked.

 Med kæden om halsen

 Fuld af forventning dukkede jeg op en måned senere og blev igen placeret i stolen med kæde om halsen. Jeg har altid følt mig som en lænkehund med sådan en kæde, men selvfølgelig, en tandlæge med respekt for sig selv må tage sine forholdsregler, så patienten ikke smutter i utide.

Så sad jeg der og ventede på, at herren i egen høje person skulle manifestere sig. Klinikdamen fór forvirret gennem rummet af og til. Endelig dukkede han op. Hilste på mig og sagde, at nu skulle vi i gang med at bore en tand ud i højre side, og også én i venstre. Jeg indvendte, at han bestemt ikke havde sagt noget om hul i venstre side.
Nååå?? Et sekund så det ud, som om han selv blev i tvivl. Hurtigt greb han billederne, kastede et blik på dem og sagde, at det var der altså. Tanden ved siden af den, der skulle have krone.

Jeg foreslog, vi så ventede med det hul indtil kronebehandlingen. Hvorfor alle de bedøvelser?
Jo, det kunne han jo godt se. Nå, men bortset fra det – ville jeg bedøves nu eller ej? I et snuptag greb han en sprøjte, og inden jeg så mig til, sad nålen fast i den indvendige side af min kind.
Efter endt gerning rejste han sig hurtigt og sagde, at nu gik han lige et øjeblik.

Som tiden gik, begyndte jeg at spekulere over, hvor manden var blevet af? Havde han glemt mig? Der var total tomt i behandlingsrummet. Ikke en lyd hørtes i rummene omkring mig heller, og tanken slog mig, om de måske holder siesta sådan et sted. I visse lande varer en siesta op til flere timer.
Men jeg kunne fornemme nogen på den anden side af døren, han og klinikdamen lige var gået ud af. Et par gange så jeg også – gennem en lille rude øverst i døren – at nogen passerede forbi. Men hvem, var umulig at se på den afstand. Under alle omstændigheder var alt tyst, både her og der.

 Tandlægen forsvandt

Der var nu gået over tyve minutter, og jeg var lige ved at glemme, hvorfor jeg sad her. Faktisk syntes jeg ikke rigtig jeg kunne mærke nogen bedøvelse. Pludselig kom klinikdamen farende forvirret igennem rummet og smuttede igen ud ad en anden dør. Kort efter ankom min længe ventede tandlæge. ”Åh, vi er lidt stressede, der var lige en tandpine, som skulle ordnes!” undskyldte han og satte sig hurtigt ved siden af mig. Og jeg tænkte: En tandpine? Underligt, hvis han ordner en tandpine på en patient, og de ikke siger et ord til hinanden. Det ville jeg da kunne høre, når det var lige på den anden side af døren. Og også, hvis han havde boret i en tand. Jeg havde ikke hørt nogen af den slags lyde. Men jeg sluttede, at det åbenbart ikke var nogen kendt måde, han ordnede tandpiner på.

”Jeg tror faktisk ikke, bedøvelsen virker.” Jeg turde næsten ikke udtale ordene.
”Det kan vi hurtigt finde ud af,” sagde min flinke tandlæge. ”Jeg har sådan en lille iskold ting her. Den er minus tyve grader. Den kan vi lige holde ind mod tanden for at tjekke, om du kan mærke noget …”

Min uro voksede til utrolige dimensioner, og helt tilfældigt fór mine tanker i retning af begrebet tortur. Nu tager du dig sammen! sagde min indre stemme. Og det gjorde jeg så.
Det var svært at bedømme, om jeg egentlig kunne mærke den iskolde dims mod tanden eller ej.

”Vi kan prøve at holde den ind mod en tand i den anden side af munden, så vil du straks kunne mærke det. Mine patienter plejer at ryge helt op i loftet, når jeg gør det,” grinede den venlige herre og lignede én, der virkelig var på hjemmebane nu.
”Nej!! Ellers tak!” Min hånd fór op til kæden om halsen, mens en indre stemme råbte: Flygt!
”Ja, den sidder godt fast,” smilede tandlægen.
”Bare bor i min tand nu og lad os blive færdige!” sagde jeg og mærkede adrenalinen køre på højtryk i kroppen. ”Hvis det gør for ondt, kan jeg vel bare sige det.”
Jeg lyttede intenst efter, om han sagde ja. Men han sagde ingenting.

Betonknusning

Så borede han i min tand. Jeg havde aldrig hørt så høj en lyd før, undtagen lige når vejarbejdere knuser beton. Alligevel ordnede han tanden med fyldning og det hele – smertefrit. Og han sagde så venlige og beroligende ord til mig imens, at jeg var lige ved at falde i søvn.

Bagefter skulle vi lige finde en ny tid – til kronerne. Det kunne først blive om halvanden måned. Men så blev det også billigt! Jeg nævnede, at jeg ikke brød mig om, når han var så stresset. At jeg så var bange for, tingene ikke blev gjort rigtigt. Men han forsikrede mig om, at alt var i orden.
Jeg ville dog godt lige tænke over dét med en ny tid. Min intuition sagde mig, at der var et eller andet her, som slet ikke stemte, men efter de vilde følelser i stolen, tænkte jeg ikke så klart lige nu, at jeg præcist kunne sætte en finger på, hvad det var.
Nej, det sagde jeg ikke. Men jeg har aldrig tidligere oplevet et menneske, der giver så mange muligheder for abstrakt forståelse gennem det, der bliver sagt.

Jeg har tænkt. Det gjorde jeg på hjemturen. Jeg genkaldte mig alle de ting, han stammende havde tilbudt, lovet, eller lavet om, igen og igen. Så fik jeg en ide, nemlig at kontakte en anden tandlæge i samme område for at spørge, om de havde faste priser på kroner, eller prisen kom an på det ene og det andet.
De havde faste priser. Og der kom intet oveni. En krone kostede 3.500. Alt i alt. Vel at mærke en HVID – og ikke en sort.

Tja, og dermed overlader jeg så min søde, og helt sikkert velmenende (uanset hvad han så mente) tandlæge til sine andre patienter, der forhåbentlig kommer ud fra klinikken med et smil om munden. Og håber, at min næste tandlæge-oplevelse bliver lige knap så sjov som den første. Og faktisk, når jeg tænker rigtigt efter, vil jeg nok også hellere have hvide kroner, end sorte. 

Slik, chips og cola i weekenden. Alle forældre kender det.
Slik ved fjernsynet, ved computeren. Og på bilturen.
Nogle gange også midt i ugen.
Hvordan passer vi på vores børns vægt?

Alle forældre kender problemet: Slik, junkfood og cola! Vi skal HYGGE. Og det kan vi ikke uden at putte noget i munden, mener en hel del børn, og bestemt også en hel del forældre. For jo, vi voksne gør det også selv. Skal vi lige se en god film i tv, skal der helst være lidt at putte i munden. Eller meget.

Jo, indrømmet, det er hyggeligt. Men også farligt, hvis vi ikke tænker os om. For vi vokser og vokser og vokser, jo mere vi indtager af den slags.

Men hvad gør vi så? Der vil lyde et ramaskrig, hvis vi nægter ungerne slik, vil en del forældre indvende. Og det har de helt sikkert ret i. Men gør det egentlig noget… ? Måske ville det ikke være så farligt, som vi tror, at lade ungerne brokke sig lidt.

Nogle gange kan det være sundt – ja endda nødvendigt – at ændre lidt på vanerne, uanset om alle lige er med på det i starten eller ej. Fordi man ved, at en forandring kan gavne.

Da mine egne børn var små, vidste jeg udmærket, hvornår slik-ønsket ville komme. Jeg kom det i forkøbet på en måde, alle kunne lide. Det skriver jeg om i bogen ”Slank på den lette måde”, hvor jeg faktisk giver en del lette opskrifter på ting og sager, børn elsker, og som samtidig er sundt. Også let efter-skole-mad, der er fyldt med vitaminer og smager fantastisk.

Som ”sund slik” kan du give børnene en lille skål med forskellige frugter, der er skåret i stykker. Det kan være appelsin, æble, mango, gulerod, banan, ananas – ja, alt indenfor frugt, og selvfølgelig ting, børnene kan lide. Det behøver såmænd ikke at være meget forskelligt. Bare hvad I har liggende. I skålen kan lægges lidt nødder og rosiner og et par enkelte små stykker mørk chokolade.

Det smager fantastisk. Børnene vil elske det, og de savner intet bagefter. Det er ikke tomme kalorier, men i stedet en masse vitaminer og mineraler. Nødder giver sundt fedtstof, der gavner, og lidt mørk chokolade er sundt.

Cola og sodavand er usundt for børn og feder. Et godt alternativ kan være koldt vand med isterninger og lidt presset citron eller appelsin. Eller danskvand.

Det handler om vane. Men også om at snakke med børnene om, hvad der er usundt, og hvad den usunde mad kan gøre ved os. Men samtidig hvad der er sundt.

Lad børnene være med til at lave sund mad. Det betyder utrolig meget, at de selv får lov at være med. At kigge sund mad ud i butikkerne sammen med mor eller far af og til. Og at tilberede det. At smage på en masse rå frugter og grønsager. Jo, det tager tid midt i vores travle hverdag, indrømmet. Men det er dét værd. Og selvfølgelig behøver vi ikke lave mad med børnene hver eneste dag.

Men fakta er, at vil bliver langt sundere, hvis vi spiser mere rå mad. Gode salater gør underværker og kan spises tit.

Når vi har børnene med i byen, kommer plagerierne som regel. En fransk hotdog, tak. En is. Som regel det, der feder. Hvor tit hører vi egentlig børnene plage om et æble? Nej, vel? Men det handler om vanen, for tit er det jo fordi mange børn (og forældre) nærmest har vænnet sig af med at spise frugt eller grønt og slet ikke tænker i de baner (mere). Eller slet ikke kender den dejlige smag, eller hvor frisk man bliver af det bagefter.

Kom ”den lille sult” i forkøbet. Skær små frugt- og grønsagsstykker ud hjemmefra, f.eks. æble, gulerod, agurk. Put det i en lille plasticpose og tag det med i tasken. Så snart den lille sult viser sig, kan barnet fiske et par stykker frugt op og spise. Eller et æble, selvfølgelig. Det frisker og gør ikke sløv på samme måde som slik og junkfood.

Hav altid en flaske vand med i tasken også, barn som voksen.

Måske vil der lyde lidt brok over forandringen fra børnene i starten. Men tag det med, for det er dét værd. Det er kun i overgangen. Hurtigt bliver det en vane, at er man lidt sulten, er det IKKE hånden ned i slikposen, men hånden ned i frugtposen.

Hvis vi giver vores børn (og også os selv!) gode vaner, bliver det helt naturligt at følge de vaner i dagligdagen. Og dermed, at man holder sig både slank og sund. Det er en god arv at give vores børn.

Læs uddrag af bogen ”Slank på den lette måde” på www.irmalauridsen.dk