Voksenbøger

De fleste af bøgerne kan købes som e-bog eller lydbog hos alle net-boghandlere. Desuden kan de lånes hos eReolen.dk
Find flere bøger af Irma Lauridsen på bibliotek.dk eller klik på linket ud for den aktuelle bog.

Vilde havedrømme – Bogen om min vidunderlige have

Blomster og alle slags planter har altid været min største passion. 
Da jeg endelig fik en have, var jeg totalt lykkelig. Alt skulle dyrkes der. 
Det gik ikke stille af! 
Samtidig stod fjender på spring fra flere fronter, og jeg var ikke altid stærkest.
’Et vildt havemenneske’ er jeg blevet kaldt. Ikke mindst på grund af mine alternative løsninger, der til tider var ved at tage livet af mig. 
Bogen er mine helt personlige oplevelser fra min skønne have. Især med de mange roser, figentræer og blåbærbuske.
Men samtidig fortællingen om katten, der elskede haven lige så højt som jeg gjorde, og fulgte mig overalt der. 
Min have er efterhånden blevet en del af mig. Fordi den ikke bare er et sted udenfor. Den er levende. 

155 sider – Kan bestilles hos Amazon Tyskland via linket: https://amzn.eu/d/7Dpv9u2 og leveres i løbet af ca. 5 dage.

En fredag i oktober

De mødes helt tilfældigt og forelsker sig voldsomt.
Christian er 21 år og Nina 43, men aldersforskellen betyder intet for dem.
Begge ønsker en fremtid sammen, og Christian er sikker på, det bliver uden forhindringer.
Men Nina frygter folks fordomme, og dem kommer de til at mærke fra helt uventede sider.
Begge rystes over den modstand, de bliver udsat for. Aldersforskellen bliver kommenteret, hånet eller latterliggjort i en grad, der ville få de fleste til at give op.
Kan deres kærlighed holde til så voldsomt et pres?

425 sider, Forlaget Vanessa
Kan købes som fysisk bog og e-bog hos boghandlere og netboghandlere.
Findes som e-bog og netlydbog hos eReolen.


Da jeg så dig

Denne bog er en kærlighedsroman. En stærk, rørende, rystende og hjertegribende historie om, hvordan alt på et øjeblik kan forandres, så livet aldrig bliver det samme igen. Til undren og eftertanke.

En ung kvinde kommer gående på en gade i London og aner ikke, at hendes liv få øjeblikke efter vil være forandret for altid.
Helt tilfældigt får hun øje på en fremmed mand og føler stærkt, at hun kender ham, endda meget godt. Og at hun er nødt til at få kontakt med ham.
Hvem er han, og hvor har hun mødt ham før?
Hun følger efter manden, og han virker chokeret lige i det øjeblik, han ser hende, men forsøger at camouflere reaktionen og benægter, at han kender hende. Kort efter flygter han, men hun følger efter.
Hvorfor kan hun intet huske? Hvad er der sket i hendes liv, som alle åbenbart holder skjult for hende?
Da hun på opfordring vælger at gå i hypnose for at lede i fortiden, rystes hun dybt og kan umuligt tro det, hun oplever.
En hæsblæsende og gribende roman om Annas rejse ind i dele af livet, hun slet ikke kan få til at hænge sammen.

Det skete for Anna. Det kan ske for dig …

384 sider. kr. 150,-
Kan købes hos forlaget. Og som e-bog og lydbog hos netboghandlere.
Findes som e-bog og lydbog hos eReolen.


Visualisering i farver

Det er ikke ligegyldigt, hvilke farver du omgiver dig med.
Visse farver kan påvirke dig, så du bliver mere glad, tryg, kreativ. Mens andre kan gøre dig irriteret, træt eller rastløs.
Farver kan bruges som støtte til at forandre mange ting, små som store.
Bogen viser, hvordan du kan opdage farvernes virkning og få dem til at arbejde for dig.
Du vil finde forslag til små, lette farvevisualiseringer. Og spændende beretninger om hvad den slags visualiseringer har udrettet.

179 sider, kr. 169,- Forlaget Vanessa
Kan købes ved henvendelse til forlaget.
Findes som e-bog og lydbog hos eReolen.


Er du levende?

”At leve er det mest sjældne i verden. De fleste eksisterer, ikke andet”, sagde Oscar Wilde.

Hvad vil det sige at være levende? Kan vi begrænse os selv i at leve fuldt ud?
Bogen handler om forskellen på LIV og eksistens – og hvordan vi kan finde frem til vores eget originale liv i stedet for at leve efter andres meninger.
Er du ikke tilfreds med det du opnår i livet? Trænger du til et løft, der giver mere mening?
Mange ønsker at opleve større glæde og mere nærvær. Men også turde stræbe efter deres mål og tro på, det er muligt at nå dem.
Bogen fortæller om, hvordan det kan gøres. Og også hvordan du kan stå af overfor det, folk flest tænker, siger, foretager sig, og forventer af dig, hvis du ønsker noget andet.
Og frem for alt hvordan du kan genfinde dit ægte jeg, så du bliver mere FRI og LEVENDE end nogensinde.

200 sider, kr. 169,- Forlaget Vanessa
Kan købes v. henvendelse til forlaget.
Findes som e-bog og lydbog hos eReolen.


Tænk det – skab det

Vil du gerne være en vinder, fyldt med power, glæde og gå-på-mod? En, som tingene bare lykkes for? Er det ikke sådan for dig lige nu, så glæd dig. Du kan nemlig skabe det selv! Hvorfor er der visse mennesker, som hele tiden når deres mål og har heldet med sig? Hvad handler det om? At man selv kan styre sit liv mod det man ønsker – ved at tro på at det sker?

Ja, tankerne er starten.
Men der skal mere til, og bogen fortæller, hvad. Der er langt større kraft i os, end vi er klar over. Den skal bare vækkes og bruges bevidst. Bogen viser (med masser af cases) hvordan du kan gribe livet, skabe mere glæde, kærlighed og mening hver eneste dag. Hvordan du undgår at blive et masseprodukt, men i stedet kan finde ind til det autentiske menneske, du dybest set er.

Findes som e-bog og lydbog hos eReolen.

TÆNK DET – SKAB DET af Irma Lauridsen er en fantastisk bog om, hvor store forandringer power-tanker kan gøre. Den fortæller, hvordan du, med jeg-kan-tanker, kan forfølge dine drømme og nå dine mål i livet. Og det er ikke engang svært.

Bogen giver virkelig mod på at gå i gang med at skabe alt det, man ønsker, og når man har læst den, ved man, at det lader sig gøre. At det kun er dine egne begrænsnings-tanker, der kan forhindre det. Og at det er i tankerne, koden til ALT i livet ligger, og netop derfor er det så vigtigt at øge sig i at tænke jeg-kan-tanker i stedet for kan-ikke.

Bogen har masser af spændende, alvorlige og sjove cases, og den fortæller på en let og inspirerende måde, hvordan du – uanset hvad du har med i bagagen – selv kan skabe dit drømmeliv.

Bogen er så fyldt med håb, glæde, gnist og inspiration, at det er en fryd at læse dem, og man ærgrer sig, når man er færdig. En bog, alle, som ønsker mere mening med livet, burde læse!

Christian Larsen


Hi Irma!

I´m writing in english since I don´t know if you understand swedish fully. I did read your book in swedish though. Anywho, I want to thank you very much for your book “Taenk dig til det hele” (Tankens Kraft). For me it was a reminder of our power within wich I lost contact with for a number of years. As soon as I decided to get back to that track I was somehow guided to books and people who gently pushed me forward. One of those books was yours. And I´m using your ideas in my own visualizations on a daily basis, changing some to suit me better. Once again..thank you for you! Your words are like sunshine around my heart!

Björn Johansson, Uppsala


Tænk dig til det hele

Visualisering – guide og ideer

Tanker er med til at styre en masse processer i kroppen. Lærer man at bruge tanker og indre billeder bevidst, kan resultatet blive forbavsende. Bogen giver eksempler på konkrete visualiseringer og hvordan de virker. Der fortælles også om farvernes virkning. Visualiser en smukkere hud, en lille ansigtsløftning, en slankere krop, en dejlig kæreste, mere selvtillid og succes, slip af med stress eller dårlige vaner. Styrk organer og blodomløb.

Du kan påvirke skavanker og sygdomme positivt og i bedste fald fjerne dem fra kroppen. Mange har oplevet at kunne visualisere en alvorlig sygdom væk. Visualisering er let. Selv børn kan lære det. Det er bare at forestille sig det ønskede resultat.

Kan købes som e-bog og lydbog hos netboghandlere.
Findes som e-bog og lydbog hos eReolen.


Tilfældige kys (noveller)

Noveller om kærlighedens skrøbelighed og den nærhed, vi ikke kan holde fast. Om ømhed, sorg og glæde, der ikke altid kan finde vej. En bog om styrke og afmagt – og det skarpe hjørne hvor de to nogle gange mødes, så man ikke ved, om man skal le eller græde. Noveller der rører ved hjertet.
211 sider, kr. 100,- Kan købes hos Forlaget Vanessa.
Findes som e-bog og lydbog hos eReolen.

Den skrøbelige kærlighed

Irma Lauridsen viser nye facetter af forfatterskabet i sin novelle-samling.

Af Vibeke Kruse

Forfatteren Irma Lauridsen har udgivet et stort antal bøger for børn, unge og voksne.

Gennem årene er det blevet til flere romaner, interview-bøger, børnebøger og livsstilsbøger, og nu har Irma Lauridsen skrevet sin første novelle-samling, »Tilfældige kys«.

Samlingen viser en helt ny side af forfatteren, som facetterer billedet af hendes omfangsrige og bredspektrede forfatterskab.

Det er nemlig ikke kun novelle-stilen, der er ny for Irma Lauridsen, det er hele den sproglige komposition og nerven i de stærke fortællinger, der griber læseren om hjertet, når hun skriver om kærlighedens styrke, dualisme af sorg og glæde og om dens skrøbelige væsen.

Mod til at elske

Det er en novelle-samling med genkendelighed for alle, der vil læse og forstå de nærværende og inderlige fortællinger, der også rummer smerten som en del af kærlighedens væsen.

Novellerne handler stort set om os alle sammen, om alle, der har mod til at elske og som ved og erkender, at kærlighed gør mennesker sårbare.

For når man elsker, risikerer man også at miste. Og det gør altid ondt.

Irma Lauridsen har i øvrigt også malet bogens stemningsfyldte forsideillustration, som med hele sit væsen understreger novellesamlingens inderlighed og styrke.

Forfatteren har med novelle-samlingen vist, hvordan hun til stadighed forstår at forny sit forfatterskab med fortællinger fra livet, der er vores.


Få dig et liv

Lev det helt – og lær dit barn det samme

Lever vi i det hele taget? Eller nøjes vi med blot at eksistere? Bogen viser, at vi har mulighed for at opfylde vores inderste drømme. Hvordan vi kan lære at blive gladere, tro på os selv og klare mere af det, vi troede var umuligt. Hvordan vi kan opleve øjeblikket intenst, lære vores børn det samme og finde tilbage til et mere ægte liv med nærhed og indre ro. Forfatteren fortæller med både humor og alvor om livet med sine egne børn og om erfaringer til eftertanke.

Findes som e-bog og lydbog hos eReolen.


Kære fremmede

Roman

Om kærligheden, når den er allersværest. Om at gå hele vejen – og betale prisen.

Hun møder ham en helt tilfældig aften – og de kan ikke slippe hinanden igen. Men de er begge gift, hun har et barn, han en kone, han har lovet aldrig at forlade.

Findes som e-bog og lydbog hos eReolen.


Det røde skrig

Roman

Simone møder kunstneren Mark på en udstilling, og kort efter bliver Mark ven med både Simone og hendes mand, John. Hun oplever en voldsom besættelse af Mark, der slår benene totalt væk under hende. Trods dårlig samvittighed fortsætter hendes hemmelige møder med Mark, mens hun langsomt forandrer personlighed. Men Mark er ikke den, hun tror. Alligevel er hun parat til alt for ikke at miste ham, vel vidende, at hun styrer direkte mod en afgrund.

Findes som e-bog og lydbog hos eReolen.


Det omvendte liv

Roman

Om to unge, der lever i en sekt og ikke får lov at leve et naturligt, frit liv. Den dag de ønsker at forlade sekten ved de, det er umuligt, hvis de ikke samtidig skal miste hele familien og deres netværk. En rystende, hjerteskærende bog om noget, man næppe tror kan forekomme her i vores lille land. Men dem, der har oplevet det, kan fortælle samme slags beretninger, som bogen gør.

Findes som e-bog hos eReolen.

Bogen ’Det Omvendte Liv’ er et mesterværk! Det er en af de mest chokerende bøger, jeg har læst.

Vel, bogen er skrevet som en roman, men det er ikke blot fiktion, det er også virkelighed! En lille samling mennesker ved det, nemlig dem, der ikke tør forlade denne sekt. Andre aner ikke, at det her sker ’lige rundt om hjørnet’.

De to unge mennesker, der lever i en religiøs sekt, ved, at de er nødt til enten at indordne sig totalt og leve helt anderledes end andre unge mennesker ”udenfor”, om det så skal koste dem livet. Går de imod reglerne, bliver de udstødt af sekten, så ingen vil/må kendes ved dem mere. Hverken familie eller venner.

Man tror simpelthen ikke, at den slags kan ske i dagens Danmark, hvor vi jo ellers mener at have så megen frihed. At det i dén grad er muligt at styre mennesker i religionens navn. Alligevel lever masser af mennesker under de regler, bogen beskriver, i hele deres tilværelse. De ved, hvordan det kan ødelægge et normalt liv til noget indestængt og kunstigt, men tør ikke erkende det. For hvad så?

Det er en bog, man chokeres over, men samtidig viser den, gennem alle de barske realiteter som er ved at tage livet af de to unge, at kærligheden kan overvinde alt. Skrevet realistisk og samtidig med en vibrerende, følsom nerve. Bravo!

Hans Jørgen Jakobsen


Plant en kerne

Om glæden ved at se en plante gro – ud fra en kerne, man selv har plantet. Lette råd om at skabe planter af kerner fra appelsin, citron, mango, avocado og mange flere.

Findes som e-bog hos eReolen.


Utro

Interviews

Hvad er utroskab egentlig, og hvordan ser utroskaben ud indefra? Bogen består af nærgående interviews med mænd og kvinder, unge og ældre, der alle har været dybt involveret i utroskab. I alt femten stærke, rystende og provokerende beretninger, der giver stof til eftertanke – og måske nye måder at betragte utroskab på.

Findes som e-bog og lydbog hos eReolen.

Om vi vil indrømme det eller ej, har vi alle en mening om utroskab og tror at vi ved hvad det handler om. Men man bliver klogere efter at have læst denne bog.

”Utro” er virkelig en bog der viser mange facetter af utroskaben og læseren kommer til at se den fra rigtig mange sider. Og forstå ting man ikke tidligere har vidst.

”Utro” er en hjerteskærende bog man ikke sådan lige bliver færdig med, og selv når man har læst sidste side vil de mennesker man har læst om ikke slippe sit tag i læseren. Man har stadig dem og deres skæbner i hovedet.

Mange tror at utroskab har vindere (dem der er utro) og tabere (dem der er begået utroskab imod). Men med alle de dybdeborende spørgsmål som intervieweren Irma Lauridsen stiller folk, kan man blive i tvivl om nogen i det hele taget er vindere i utroskabssager.

Bogen består for en stor dels vedkommende af nærmest hele livsberetninger (næsten som små noveller), der er så åndeløst spændende, at man ikke kan slippe bogen. Især den meget stærke beretning om datteren der er utro med sin mors kæreste og hele det jordskred af voldsomme følelser og brud det medfører.

Dog er der også morsomme elementer i bogen, så man ind imellem ikke kan undgå at trække på smilebåndet.

Jeg kan kun sige til alle: Læs den bog! Du er ikke den samme bagefter.

Lene J. Hansen


Elskede Rosa

En helt almindelig mandag forsvinder 14-årige Rosa sporløst. Eftersøgningen giver intet resultat, og Rosas far, Poul, begynder at opløses som menneske, mens moren bliver mere harmonisk end nogensinde. Er Rosa død eller levende?
En dag finder Poul Rosas dagbog. Og livet gemmer en grum overraskelse til dem alle.

Dette er historien om en fars kærlighed til sin datter, et naturbarn, der ikke kan tilpasse sig vort samfunds regler og normer. Men også historien om et ægteskab.

Findes som e-bog og lydbog hos eReolen.

Bogen Elskede Rosa er skrevet af Irma Lauridsen og handler om naturbarnet Rosa, der hele sin barndom går sine egne veje. Vi følger familien som består af faderen Poul, moderen Nina, storesøsteren Martha og lillesøsteren Rosa.

Rosa bliver født en smuk dag i Maj. Rosa er den engel som de har kæmpet for at få, et barn som skal redde det ægteskab som allerede er ved at gå i stykker. Men Rosa er ikke som andre børn, hun er en ener, et naturtalent, en pige som går sine egne veje. Hun følger ikke de gængse normer, som storesøsteren Martha gør og imens Pouls kærlighed til Rosa vokser med årene, tager Nina mere og mere afstand fra hende.

Historien om Rosa er en smuk fortælling om en pige, som forsøger at leve, men ikke får lov. Om en pige hvis glæde ved livet begrænses så meget at hun til sidst må forsvinde. Det er en historie om en fars kærlighed til sin datter. En kærlighed der er så stærk at det ikke kan røbes og hvor alt tilsidst ender i kaos.

Elskede Rosa indeholder så mange aspekter at det ikke kan beskrives med ord, men må læses. En gribende beretning om forældres manglende evne til bare at elske deres børn som de er og hvor galt det kan gå.

Det er en helt fantastisk bog, som bringer tårene frem i øjnene på læseren. En bog så gribende at den kunne filmatiseres. En bog man har svært ved at lægge fra sig, når man først er begyndt. En bog hvor man hele tiden tænker, hvad ender det dog med. Kort og godt en bog som helt sikkert fortjener 5 bismarvægte. Det er en bog som er både tankevækkende og medrivende. En bog du kan læse, når du har et par timer til overs, på ferien eller når du bare trænger til at læse en god bog.

Elskede Rosa skiller sig ud fra de øvrige anmeldelser her på siden i og med at det er en skønlitterær bog. Bogen er dog så god at den fortjener en anmeldelse og så er den skrevet af en af vore skribenter.

Anmeldt af: Helen Lyng Hansen, Netsundhedsplejerske

Kære Irma Lauridsen
Jeg har nu læst 3 af dine bøger: Tænk dig til det hele, Elskede Rosa, Slank på den lette måde (læst i nævnte rækkefølge).
Den første og den sidste i rækken er gode håndbøger som kommer til brug i hverdagen. De har begge givet mig meget at tænke over – og jeg bruger mange af dine råd/vejledninger
Den midterste: Elskede Rosa…. Uha hvor den greb mig. Jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig. Læste længe af gangen og skulle altid liiiiiige læse en sætning, et afsnit, en side osv mere før jeg ville lægge den. Og da jeg lukkede bogen til sidst efterlod den bare et tomrum. Lidt ligesom når en god ven går igen efter et hyggeligt besøg.
Så tak for dine bøger – tak for din skønne måde at skrive på.
venlig hilsen
Susanne, Aalborg


Ind i det ukendte

Interviews

Bogen består af 22 beretninger. Blandt andet beretningen om forældrene, der mistede et barn og fik det tilbage i det næste barn. Barnet, der vidste alt i forvejen. Mennesker, som husker tidligere liv. Hver af fortællerne kommer til orde, kun afbrudt af få spørgsmål fra intervieweren. På den måde har læseren mulighed for frit at få sin egen oplevelse af de usædvanlige beretninger.

Findes både som e-bog og lydbog hos eReolen.

Her kan du læse en af de åndsløst spændende og meget bemærkelsesværdige beretninger fra min interview-bog “Ind i det ukendte”.
Jeg interviewer Susanne, som starter med at fortælle:

Da vores søn Alex var seks år, tog vi på en tur til Italien, hvor vi aldrig tidligere havde haft drengen med. Først besøgte vi Venedig.
Venedig er en stor by, og jeg var lidt bange for, at Alex skulle blive væk. Så jeg prøvede at fortælle ham, at hvis han blev væk for os, har de i Venedig et system med, at fliserne ligger på en bestemt måde. Kommer man på en af de store gader, ligger fliserne sådan, at enten fører de til Markuspladsen, eller også fører de til Rialtobroen.
Jeg forklarede altså, at blev han væk, skulle han søge hen til en af de store veje, hvor han da enten kunne finde til Markuspladsen eller Rialtobroen.
Han så på mig som om jeg var idiot, og jeg kunne se på ham, at det slet ikke var noget problem. Han sagde:
“Jeg bliver ikke væk.”
Men jeg gentog:
“Hvis du nu alligevel bliver væk, så gør som jeg har sagt, da kan vi altid finde dig.”
Drengen sagde endnu engang:
“Jeg bliver ikke væk! Men I kan jo bare lade mig føre an. Lad mig gå forrest!”
Vi kiggede lidt forbavset på ham, og jeg sagde:
“Okay, så gå du forrest.” Så kunne vi jo samtidig holde øje med ham.

Havde du på det tidspunkt nogen ide om, hvad det, drengen sagde, egentlig betød?
Nej, det havde jeg ikke. Men det blev eftermiddag, og vi gik rundt i de små gyder i Venedig. Sidst på efter­middagen blev vi enige om, at vi nok hellere måtte finde vores hotel. Vi ville lige hvile os og klæde om, før vi skulle ud at spise.

Hvis jeg skulle finde hotellet, var jeg nødt til at starte ved Markus­pladsen, for kun derfra kunne jeg finde vejen. Men nu havde vi efterhånden gået så meget rundt, at jeg ikke anede, hvor vi var. Skulle jeg finde hotel­let, ville jeg altså være nødt til at gå tilbage.
Men da jeg sagde til Alex:
“Vi skal finde hotellet nu,” udbrød han plud­selig:
“Ja, nu skal jeg finde det!”
Jeg tænkte: Finde det? En dreng på seks år! Jeg anede ikke, hvor vi var. Men drengen sagde med overbevisning i stemmen:
“Ja, det finder jeg lige.”
Jeg rystede lidt på hovedet. Tænkte, ja ja, men det kan jo godt være, vi finder frem til Markuspladsen ad den vej, Alex vil gå, hvem ved? Så vi fulgte bare efter ham.
Det gik let. Vi rundede lige to hjørner, derefter stod vi ved hotellet.

Var I tidligere kommet den vej, så drengen måske kunne huske det?

Overhovedet ikke. Vi var aldrig kommet den vej før, så jeg var meget forbavset. Jeg kunne på ingen måder gætte, hvordan drengen kunne finde det. Men fakta viste, at han præcist vidste, hvor det var, og han havde ikke et øjeblik været usikker på det.
Alex kunne ikke læse på det tidspunkt, så han kan ikke have set skilte eller andet, der viste til stedet. I realiteten var der heller ingen skilte, der viste til det hotel.

Lige efter spekulerede min mand og jeg ikke så meget over, hvad det var, der var sket. Jeg tænkte bare: Det var et held. Men bagefter kunne jeg se, at det ikke var held. Han var alt for sikker.
Senere viste det sig, at drengen i andre sammenhænge også ville gå foran. Ja, nærmest hele tiden.

Da vi skulle hjem, og vi stod parate med vores kufferter, stod Alex med hænderne på bådens gelænder, kiggede ud over Venedig og det, vi sejlede forbi, og stille udbrød han
“Hvor var det dejligt at se Venedig igen!”
Jeg tænkte: Hvad var det, han sagde? Jeg havde aldrig haft den dreng med i Venedig før!

Talte I om det, da I kom hjem?

Ja. Da vi havde været hjemme i cirka fjorten dage, tog jeg ham en dag på skødet og sagde:
“Hvad mente du egentlig med det, du sagde i Venedig, mens vi sejlede?”
Han sad lidt og tænkte. Så sagde han pludselig:
“Jamen mor, du er jo egentlig slet ikke min rigtige mor.”
Og jeg tænkte: Hvad er det dog, drengen sidder og siger?
Jeg svarede: “Alex, det er jeg da! Du ved da godt, at jeg har født dig.”
“Ja,” sagde han, “jeg ved det sådan set godt, men der er ligesom noget, jeg ikke kan få til at passe…”
“Kan du ikke få det til at passe?” spurgte jeg forbavset.
“Nej,” sagde drengen eftertænksomt, “for… min mor er jo i Venedig.”
“Jamen…” begyndte jeg lidt stammende, “du har da set billeder, hvor jeg var gravid, og det var dig, jeg havde i maven…”
“Ja,” svarede drengen, “jeg ved det godt. Men jeg boede altså i Venedig sammen med min mor. Men så lige pludselig fik I lov at passe mig. Og så var det jo, I fik mig. I skulle bare passe mig.”

Spurgte du ham om flere ting, der eventuelt kunne give et tydeligere billede?

Nej, jeg tror ikke, vi snakkede så meget mere om det den dag, for jeg var bange for at presse ham. Men jeg har fået hans historie stykket sammen, sådan lidt hen ad vejen.
En anden dag, hvor han igen ville snakke, gik jeg ind i drengens tankebaner og spurgte ham:
“Hvordan havde du det i Venedig?”
“Vi havde det godt, indtil der skete noget,” svarede drengen.
“Hvordan havde du det med din mor?” spurgte jeg.
“Jo,” sagde han, “dengang jeg var helt lille, skulle vi flytte ind i et hus, nogen var ved at bygge. Mens de byggede det, var vi oppe at se det. Der løb jeg og legede gemme sammen med min mor. Jeg gemte mig for hende i værelserne. Men vi kom ikke til at bo i huset, for min far døde.”
“Døde han?” spurgte jeg forbavset.
“Ja, lige pludselig en dag kom politiet i deres båd,” fortsatte drengen, “og de fortalte, at min far var død.”
“Hvordan døde han?” spurgte jeg.
“Han havde fået nogle fiskekasser ned over sig,” svarede drengen med stor sikkerhed. “Han havde nemlig været ude at fiske.”

Nogle fiskekasser? tænkte jeg. Jeg vidste godt, mændene fisker i lagunen, men det havde drengen ikke set, da vi var i Venedig, så han kunne ikke vide det derfra. Vi havde ikke set hverken fiskere, fiskerbåde eller kasser, så han kunne slet ikke forbinde det med vores tur.

Drengen fortalte, at de på grund af farens død ikke kunne flytte ind i huset og fortsatte:
“Vi havde ikke så mange penge, så derfor kom vi til at bo sammen mine fætre.”

En anden dag fortalte Alex videre:
“Da min mor og jeg boede i Venedig sammen med mine fætre, havde vi ikke så mange penge, så vi gik ned i forretningen og købte spaghetti som ikke var lavet den dag.”

Nogle dage senere kunne jeg ikke lade være at spørge Alex:
“Hvordan gik det til, at far og jeg pludselig skulle passe dig, som du jo har snakket om?”

Han fortalte nu, at han var blevet syg, da han boede i Venedig. I starten kom lægen og så til ham engang i mellem. Men efterhånden som han blev mere syg, havde lægen ikke længere tid til at komme, fordi der var så mange, der var syge. Han vidste ikke rigtigt, hvad der mere var sket, men lige plud­selig var det, at hans far og jeg skulle passe ham, sagde han.

Jeg har senere forstået på det han siger, at han må være død som 15-16-årig.

Talte I nogensinde senere om jeres tur til Venedig?

Det gjorde vi. Og en dag sagde Alex:
“Mor, der er altså noget, jeg ikke rigtigt kan forstå. Du ved, den dér fine bro, vi gik over, den så altså ikke sådan ud, dengang jeg boede der.”
“Hvordan så den så ud?” spurgte jeg nysgerrigt.
“Den var bygget af træ,” svarede drengen med sikker stemme.

Rialtobroen er i dag bygget af marmor. Men Alex fortalte, at broen engang var en træbro.
Jeg prøvede at undersøge hans påstand gennem forskellige historiebøger og fandt ud af, at broen er brændt flere gange og bygget op igen. Tilbage i det trettende århundrede hed broen Quartarolo-broen. Det var en vindebro af træ. Først i 1590 blev Rialtobroen indviet i marmor, som den ser ud i dag.

Hvis Alex har levet dernede for eksempel under pesten, der fandt sted i 1575, som jeg – ud fra det han fortæller om de mange mennesker, der blev syge – kan få en fornemmelse af måske var tilfældet, var Rialtobroen jo netop en træbro, men dog lidt finere end bare nogle bjælker, som den kun bestod af i starten.

Havde du indtryk af, at de tanker påvirkede Alex fremover?

Alex havde nogle problemer i tiden efter, vi kom hjem fra Venedig, og han igen var begyndt i skolen efter sommerferien. Det var som om han kom til at virke lidt mere aggressiv. De næste par år i skolen skulle der ikke så meget til, før han blev vred.
Jeg spurgte ham engang, hvad der var i vejen, og han svarede:
“Jeg kan nogle gange ikke finde ud af, om jeg er den ene eller den anden dreng. Ham fra Venedig eller ham fra Danmark.”

Jeg er sikker på, det her virkelig er en erindring, Alex har. Og jeg har tænkt på, om han, da han levede i Venedig, måske var nødt til at være lidt aggressiv for at klare sig. Simpelthen har skullet bruge al­buerne for at hævde sig. Alex’s aggressivitet virkede på mig lidt som en slags storby-aggressivitet. Og jeg har tænkt, at Venedig måske kan have været hård at bo i på det tidspunkt.

Han havde ingen af de problemer, før vi tog på turen til Venedig. Og da vi var i byen, følte jeg heller ikke, at han på nogen måde ændrede personlighed. Han gik bare foran hele tiden med en vis form for stolthed. Det andet kom først senere. Efter at vi var kommet hjem.

Drengen begyndte at få svært ved at koncentrere sig, og derved kom der hurtigt indlæringsproblemer. For at prøve at hjælpe drengen lidt, sagde jeg en dag:
“Jamen Alex, er der ikke et eller andet af det, du kunne i Venedig, du kan bruge her? Noget, du var rigtig god til?”
Og han svarede, efter at have tænkt sig om:
“Ved du hvad, jeg var rigtig god til at kaste med æbler. Men det kan jeg jo ikke rigtig bruge til noget her.”

På et tidspunkt følte jeg, at jeg var nødt til at forklare drengens lærere, hvad der foregik, så de lettere ville kunne forstå ham. Derfor aftalte jeg et møde, hvor jeg fortalte, hvorfor han ikke altid kunne finde ud af, hvem han var. De måbede over det, de fik at høre. Men jeg forklarede, hvordan jeg opfattede det, som drengen havde fortalt mig. Hvad de så har ment om det, ved jeg ikke.

Fortalte han mere fra Venedig?

Nej, jeg følte, det måtte stoppe her. Så jeg spurgte ikke mere Alex om noget i forbindelse med Venedig. Jeg syntes, han skulle have fred, så til trods for, at jeg var nysgerrig, sagde jeg aldrig mere om det.
Som tiden gik, forsvandt hans aggressivitet langsomt. Og jeg mærkede, at han lidt efter lidt lukkede for de ting, han havde husket.

Da Alex var cirka 9 år fandt jeg ud af, at han har visse evner, man måske ikke møder hos så mange. For eksempel at han kunne se aura. Han sagde en dag, idet han så på mig:
“Jeg kan se, at du har meget grønt i dig. Men jeg kan bedst se det sådan lidt ved siden af dig.”
Min mor kan også se aura, så en dag sagde jeg til hende, uden i for­vejen at fortælle, hvad drengen havde sagt:
“Prøv lige at se på mig. Hvilken farve er der mest af omkring mig?” og hun svarede:
“Den grønne farve er mest domi­nerende.”

Kort tid efter opdagede jeg, at Alex virkede lidt trist. Jeg spurgte, hvad der var i vejen.
Han svarede:
“En af mine hjælpere er væk, og han kommer ikke mere.”
Jeg havde ikke talt med drengen om åndelige hjælpere, skønt jeg selv tror på, at vi har dem. Jeg prøvede at trøste ved at sige, at så fik han vel en ny en dag.

Cirka otte dage efter kom han grinende og i højt humør og sagde:
“Mor, jeg har fået en ny hjælper! Han er bare så sjov. Nogle gange sidder han og hvisker mig i øret. Det er vittigheder og en masse andet. Nogle af de ting kan jeg sige til de andre i skolen, og så griner de. Men de ved ikke, det er noget, nogen har hvisket til mig.”
Han fortalte også af og til, at hvis han havde problemer, han ikke sådan lige kunne finde svar på, spurgte han bare sine hjælpere, så gik det hele godt igen.

Det var så dejligt at opleve, at han igen var blevet glad. Og at mærke, at han nu var parat til at køre videre, helt og fuldt i sit nuværende liv.


Inside the unknown

Interviews

There are phenomena that exist, which only a few people have ever heard about. Because the people that experience these things do not dare to tell about them. And many do not dare to hear about them or believe them. Because… what if everything in reality is different than we have imagined?
The author of this book has sought out a number of people, that either have experienced something highly extraordinary, have witnessed miracles directly, or are themselves working daily with magic. The twenty two tales are so awe-inspiring, that it is impossible to stop until the final page has been read.
Amongst other tales, there are the tales of:
Parents that lost a child, only to have it return in their next child.
A well-known author, who tells that he in reality is a spaceman, and tells about life on other planets.
Ghosts that have completely taken over houses, people and animals.
The child that already knew everything beforehand.
The man who overtook another person’s body.
Persons that remember previous lives, and in whose lives, traces of these earlier lives are evident.
The man who was allowed to experience his deceased loved one – alive – in a different universe.
Each of the storytellers are allowed to tell their own tales, only interrupted by questions from the author, without the author’s opinion or comments being added.
In this way, the reader is allowed the opportunity to freely have his or her own unique experience of reading these unusual tales.

Buy the book for Kindle by Amazon.com